04/4/18

Om ben, der er pæne indeni

Jeg ville have troet det med hospitalsventetid blev rutine, især nu hvor det er gang nummer elleve min mand bliver opereret – men rutine er det stadig ikke. Spøgelserne fra alle de andre operationer, med al deres smerte og usikkerhed, har stirret tungt på os begge de sidste uger op til i dag – også selv om denne operation er mindre: foden, på det ben der er blevet skåret i, er blevet krøllet sammen af stramme sener, der skal snittes op og stives af med skruer.

Der går 4-6 uger før han må gå, men selve operationen er færdig om et par timer.

Det har været en lang morgens fælles ventetid, hvor alle de gamle skrækoperationer blev ved med at spøge, men lægen der lagde bedøvelser i benet løftede stemningen meget.

Han scannede ben for at finde de rigtige nerver at sprøjte bedøvelse ind, og udbrød begejstret:” NEJ, hvor HAR du flotte nerver! De er jo pragteksemplarer! Kan I se hvor symmetriske de er?”

Lidt befippede over hans entusiasme, og uvidende om hvordan nerver normalt så ud, gav vi ham ret.

Han skamroste nerverne, mens han bedøvede dem, og endte med at råbe til en kollega:” John! Du er simpelthen nødt til at komme og se de her flotte nerver!”

John kom også og var meget oppe at ringe over deres symmetri, og de fagnørdede entusiastisk, mens de smed om sig med latin, og vi forsøgte at holde masken.

Da bedøvelsen var lagt, hørte vi dem sige til en tredje kollega at han var gået glip af nogle flotte nerver, og sekunder efter stod kollega tre og spurgte ydmygt om han lige måtte se dem? Min mand har været flov over sit ben siden første operation (hvor der blev fjernet så meget væv, knogle og muskel at det ligner en haj har taget et par grumme bidder af det) og han begyndte reflektorisk at sige noget om at benet jo ikke var så flot udenpå – hvorpå kollega tre, med scanner på nerverne glædesstrålende sagde:

” jamen, det er jo ikke det ydre der tæller, vel? Og dit ben er SÅ flot indeni! Wow, de her nerver kunne være sådan modelbilleder i en lærebog på medicinstudiet! Virkeligt flotte! Tak fordi jeg måtte se dem!”

Ventetiden derefter blev noget nemmere, fordi vi igen og igen, småfnisende, kunne vende tilbage til hans haj-bens uforlignelige indre skønhed.

“Synes du ikke mit ben er flot? Indeni?” Flirtede han, mens benet begyndte at slaske som en overkogt asparges, af bedøvelsen. Han så overskudsagtig ud, da de rullede ham ind til operation.

Solen skinner nu, og når foden er færdig, er det forhåbentlig allersidste gang han behøver blive opereret.

Muligvis ærgeligt for nerve-fans – men rart at vide at hans indre skønhed ikke kun begrænses til hans personlighed.

11/19/17

Om spildtid og god tid

For tiden går jeg konstant rundt og fantaserer om mere tid. Vilde drømme om både at have mere tid til at skrive eksamensopgave færdig til mit studie snart; have tid til at forberede ting til mit arbejde; kærestetid; rødvinstid; hyggeskrivetid; blogtid; alenetid med børn; læsetid, og alt muligt andet man kan skrive “tid” bagved – men det ender for tiden i en hæsblæsende jonglering af hverdagsliv og alt for få timer i døgnet.

Denne uge har jeg så haft tid – uden rigtigt at kunne bruge den. Tirsdag vågnede jeg og så sådan her ud i fjæset:

Havde godt nok haft ondt i øret nogle dage, men bliver aldrig syg af virus og den slags, så havde ikke tænkt mere over det. Nå, men det var så noget betændelse, der havde spredt sig til kinden, og hele ugen er gået i en tåge af ømhed, øredråber og to slags penicillin, dyne, og manglende overskud til at samle tankerne om al det jeg godt gad have tid til.

Det mest produktive jeg har opnået i løbet af mine alenedage har været et halvhjertet forsøg på at dokumentere hvor mange forskellige steder Winston, den bælgøjede hund, sover i løbet af en dag. Det er fascinerende mange.

Normalt er vi mange mennesker hjemme på samme tid, og her tripper han tit lidt rundt i hælene på en af os, men han er anderledes doven når han er alene. Det overraskede mig hvor meget han sover, og hvor målrettet han skifter sovested med jævne intervaller, og de her fotos tog jeg i løbet af et par timer en formiddag:

Her sover han først i en hule under et bord på børneværelset en halv time. Strækker sig, prutter, lunter over og lægger sig til at sove, med bunden i vejret, på en tshirt på gulvet. Et kvarter efter: strækker sig, grynter, lusker over og tager en lur oven på en limpistol børnene har glemt på gulvet. Så en omgang strækken sig, fisen, vanddrikning, og en god lang lur i kurven. Strækker sig, snuser mig på hånden, og lusker ind og sover en time ovenpå etuiet til en guitar, på børneværelset. Efter den lur, snupper han en tillægslur, i en rede børnene byggede til ham dagen før.

Og sådan fortsatte hans dag, frem til klokken 14.30; hvor han satte sig hen til havedøren og spejdede efter pigerne, indtil de kom hjem.

Så det var egentlig det jeg spildte hverdage på. Tidsfråds, når man mangler tid, men det var ikke muligt at udrette mere, i omtåget hamstertilstand.

Anderledes god mening gav prioritering af tid sig, når børnene kom hjem fra skole. Al den tid jeg har brugt på at pleje syge børn de sidste snart 16 år viste sig, til min store fryd, at være godt givet ud. Ninjaman var væk på overnatning med arbejdet, men teamet af omsorgsfulde børn sørgede for aftensmad, te, tegninger og højtlæsning, to dage i træk. Sjældent har jeg hygget mig så meget med at være syg, som midt i deres hyggelige omsorgsboble.

Jeg har sendt mange varme tanker til mit fortids-jeg, der både har valgt at få så mange børn OG har passet godt nok på dem, til at de gider gøre gengæld. Tak fortids-mig!

05/18/17

Om tyve år sammen

Den 9-9 er det præcist 20 år siden jeg mødte min lækre Ninjaman.

(Hele historien kan læses i den – foreløbigt – 28 afsnit lange føljeton).

20 år!! Vi har været sammen i næsten lige så lang tid som vi havde levet før vi mødte hinanden.
Egentlig blev vi først kærester et halvt års tid efter den dato, men da vi begge har følelsen af at vi nærmest væltede ned i en stor forelskelse fra allerførste blik, har det været den dato vi har forsøgt at fejre.

Men den niende september er også den dag hvor lægerne for to år siden første gang begyndte at tale om at de troede det kunne være kræft Ninjaman havde… Det halvandet år der fulgte har været urimeligt hårdt. Efter den store operation, hvor han fik amputeret en halv underkæbe, og sat et stykke skinnebensknogle med tilhørende væv, blodårer og muskler op i stedet, blev han siden opereret flere gange, for at lave nye gummer, tænder m.m.

Han har været så sej, men det har eddermaneme også været barskt, og det er forfærdeligt at være med på sidelinien og ikke kunne tage bare lidt af smerten fra ham undervejs. Vi er ovre alt det med operationer nu, så nu stikker frygten kun sit lede ansigt frem hvert halve år, når han bliver scannet for at se om det er kommet igen. Lige nu venter vi igen på scanningssvar, hvilket puster til al min søvnløshed og Zombie-mareridt – og vi har lyst til at tænke på noget andet.

Det virker så forkert at vores fine niende september er blevet smudset til med det fedtede cancerfinger-aftryk, og vi har talt om at vi burde stjæle dagen tilbage. Lave os en ny mærkedag oveni.

Feste det væk.

Da vi blev gift første gang var jeg højgravid, og vi havde hverken overskud eller økonomi til at fejre noget som helst, så det blev en stille, privat ting på rådhuset et par dage efter vores fire års møde-hinanden-dag. Vi blev surprisegift ved vores tredje barns barnedåb, en tilfældig januarsøndag, fem år senere. Mest fordi ting var lidt sorte på det tidspunkt, og vi havde brug for at fejre noget af det der stadig var smukt og fint. Der var mange gæster, og det var en god dag, men føltes stadig mest som babys dag og ikke helt vores. Blev heller ikke så vildt.

Det er måske lidt grådigt stadig at føle man har en stor kærlighedsfest til gode, når man allerede har giftet sig to gange med hinanden – men det føles lidt sådan.

Er det fjollet?

Jeg har ikke stor erfaring med festplanlægning. Før vi fik børn holdt vi tit fester, men det var mest noget med at invitere på gryderet og så tog folk selv bajere med.

Kan man holde en kombineret den-vilde-bryllupsfest-vi-aldrig-fik-holdt/fuck-cancer fest, for ca. 50 mennesker i en have, sådan lidt uformelt, og ikke alt for dyrt, og få det til at slette det grimme?

IMG_0772

20 år – lyder det ikke ret vildt?

05/29/16

Om at være gift med en tegneseriehelt

Flere af jer spørger jævnligt til den tapre Ninjaman og sygdom, så her en update, der heldigvis er i den bedre ende.
Sidste scanning viste fortsat ingen nyspiret kræft, og Ninjaman gennemgik en af de sidste store operationer i torsdags, hvor de skar underkæben op og rykkede den og høvlede ganehud af og syede det fast som nyt tandkød.

Nøjagtigt lige så absurd og smertefuld en omgang som det lyder, men bortset fra en voldsom blødning bagefter og en skræmmende nat, forløb det som det skulle.

Han mangler stadig fire tænder og en operation til at fjerne noget knogle,men det værste er ovre, og nu kan vi endelig begynde at se fremad igen.
Snart er det forhåbentligt slut med at planlægge liv efter sygdom.

Min pæne, lækre mand hævede op som en blå ballon sidst, men denne gang er hele hans underansigt jævnt hævet, hvilket giver ham et sært maskulint tegneserieagtigt udseende, som vi har moret os lidt over sammen

Selv tænker han, at han ser lidt sådan her ud:
415555-tracy_gun
Han kunne også godt ligne Don Corleone fra Godfather, mener han selv.

Umiddelbart tænker jeg mere det er i retning af det her:
5135947024_popeye2_xlarge1 men det er jeg heldigvis for høflig til at pointere.
“Brænder du inde med mange spinatjokes?” spurgte min veninde,der kender mig lidt for godt.
Det gør jeg.
Det virker uhøfligt at mobbe en, der har svært ved at svare igen.

Til gengæld har jeg købt en smart smoothieblender, og har ikke lavet andet end at eksperimentere med at lave lækre kolde drikke til den ømme mund. Og nogle med et skvæt sprut i til mig selv.
Den slags kan der godt være behov for.

De tre ældste piger er på koloni hele ugen, så her er ubegribeligt stille. Hvilket er godt for stakkels ømme, stille mand, men underligt tomt for mig, der er vant til uhørte doser snak.
Heldigvis er mindstebarnet hjemme, og hun kan godt fylde stille øjeblikke ud,med utrolige mængder ord.

“Nå ja… Det er dig med den der cancer-blog, ikke?” var der en der sagde til mig til et bloggerarrangement for noget tid siden.
Hun mente det venligt, men det føltes virkeligt akavet at nogen tænker på bloggen som det.
Bloggen giver et stort udsnit af vores liv – og det liv har stået i cancer til knæene de sidste ni måneder, og jeg glæder mig usigeligt til en tid hvor det er noget andet der dominerer.

Ville hellere være kendt som det meste andet end lige cancer-bloggen. Allerhelst som hende med lotto-millionær-bloggen eller de-gyldne-laurbær-vinder-bloggen – men det meste andet ville også være i orden.

Tak til jer, der ikke flygter fra cancer-bloggen – jeg glæder mig til den snart skifter fokus.

04/7/16

Om tro og vingummibamser

“Mor, nu ved jeg at Gud findes!” Erklærede barnet, der allerede havde konstateret at samme Gud bijobber som pølseudbringer.

“Okay?”

“Jo, for da dig og far var i Berlin, savnede jeg dig så meget, at jeg slet ikke kunne huske hvordan du så ud… Og jeg vil ikke have at far han skal på hospitalet igen i lang tid, for jeg vil ikke savne ham.”

(Indsæt krammepause her.)

“Hvorfor tror du så på Gud?”

“Altså: jeg bad til Gud, om at far ikke skal på hospitalet. For det har jeg set i en tegnefilm at man kan. Og så vidste jeg jo ikke om Gud findes – så jeg gik op på altanen og lagde en vingummibamse, og så sagde jeg:”GUD – DEN HER ER TIL DIG, HVIS DU FINDES?” Og ved du så hvad? Næste dag var den væk! Så han findes!”

Puha… Det er altså børnenes tunge tanker der rammer hårdest ind imellem.
Nu krydser jeg bare fingre for at hun har ret: at Gud findes, og er den korrupte type, der tager imod vingummibamse-bestikkelse.

12/30/15

Om gode ting og ferie

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, glædede jeg mig ikke 100% til juleferien,før den startede.

En mand, der var trist over at være blevet syg, se anderledes ud og ikke kunne det samme med sin krop som før, og nogle døtre, der har reageret på al den ophobede sorg og frygt, med søvnløshed og raserianfald hele den sidste måned, virkede som en umulig opgave at holde humøret oppe på, når jeg selv også føler mig i knæ – og to ugers nonstop familietid lød umiddelbart klaustrofobisk…

Lillejuleaften var vi til familierådgivning hos kræftens bekæmpelse, og det lettede os allesammen – vi ville ønske vi havde haft overskud til at gøre det noget før!
Bagefter var vi på rigshospitalet og få prøvesvar: der er hverken kræft i kind eller skulder, og knuderne skyldes andre ting.
At pigerne var med til begge samtaler, fjernede tydeligt en masse bekymringer, og det var nogle trygge glade børn, der ryddede kantinen for pastasalat efterfølgende.

Senere på dagen inviterede min fætter Ninjaman med i biffen, og på cocktailbarer med sine venner, og her indtraf dagens tredje humørændrende julemirakel: en eller anden fuld dame bagte heftigt på Ninjaman – præcis som der altid er nogen der gør, når dette lækre stykke mandfolk forlader matriklen.

Normalt bliver jeg irriteret, og en anelse jaloux, når andre bager på min mand – han genfortæller fx ofte, og med glæde, hvordan jeg engang forsøgte at brække en pågående piges næse, for at redde hans ære (hvilket jeg selv ikke er alt for stolt af) – men det her var noget andet.

Stive-Lis på cocktailbaren, bemærkede nemlig hverken hans manglende tænder, hængende læbe, slappe skulder eller tynde, arrede ben: hun bagte på ham som om han var en helt normal, utroligt pæn, fyr, i byen med sine venner.
Og det var lige det han trængte til: at føle sig normal igen, efter tre måneder i nedturs-sygdoms-land.

Tak til dig, Stive-Lis!
(…men hvis du er glad for faconen på din næse, stopper du dig selv en anden gang…)

Juleaften tilbragte vi hos min moster i Hillerød, med min fætter på min mors side, og min kusine på min fars.

Sindssygt hyggelig aften, med den helt rigtige dosering af opstemthed og ro.

Juletræet var smukt, maden sublim, selskabet fantastisk – eneste minus må være min mosters grønlandske tupilak-samling, der hænger ud på en hylde lige over toilettet,og stirrer ondt på ens balder,når man sidder der:
DSC_0053
Ellers er juledagene stille gået, med hyggelige ting.
Vi har haft gæster, til mad og drinks og hygge, hele to gange, og resten af tiden har vi spillet “Spyfall”: et virkeligt sjovt spil, hvor man skal lyve for hinanden, som Ninjaman fik i julegave.
DSC_0063
Mellempigernes bedste gaver, var bløde badekåber, som de stort set har boet i siden de fik dem.

Jeg har flere gange taget mig selv i, at sidde og nulre næstyngstebarnets bløde badekåbeører, som om hun var en lille hund.
DSC_0061
Min bedste gave var enten denne her fantastiske, hjemmelavede keramikpingvin:
DSC_0068
Eller bogen:”lad ulvene komme”, som jeg slugte på en enkelt dag, mens jeg lyttede til børnenes leg.
DSC_0066
Så al min gruen for lang ferie blev totalt blæst væk, af gode svar, samtaler og stive damer, og tiden måtte sådan set godt stå stille her de sidste dage af året, hvor her er rart at være.

2015 har været en bitch af et år, og 2016 bliver nok også en del præget af sygdom og eftertanker – men nu er vi anderledes ladet op, og klar til at byde det velkommen alligevel.

Godt nytår til jer alle, og tusind tak fordi i læser med, kommenterer og giver god energi!
hverdag_full

12/3/15

Om forsinkede reaktioner

Da min mand for snart tre måneder siden fik sin kræftdiagnose, tog jeg skyklapperne på, og fokuserede på at gøre mit, for at få os allesammen igennem det her.

Vores piger skulle ikke udsættes for, både at have en syg, indlagt far, og en mor der sad og græd og var bange, så skyklapperne blev på.

Jeg har været tvunget til at være mere handlekraftig og praktisk i løbet af de her par mørke måneder, end jeg sammenlagt har været i resten af mit liv før det: har hentet og bragt;puttet og vækket;vasket og ordnet; trøstet, dag og (særligt meget) nat; læst journaler og råbt højt; superviseret sår og lektier; panikket over voksende gæld; handlet til hele ugen over nettet, i god tid – og endda panikkøbt alle julegaver allerede, af frygt for ikke at have tid senere.

Oveni har jeg også passet 40 timers arbejdsuge, hvilket har efterladt ganske få minutter til mig selv pr dag, og en følelse af konstant at være bagud.

Men nu lysner det endelig.

Sidste uge blev Ninjaman i stand til at køre bil, på kortere strækninger, og fejrede det ved at køre op og kæbe øreringe til mig, og bagefter hente mig fra arbejde; han knokler med genoptræning og bliver bedre for hver dag der går; han kan nu hjælpe med en del af logistiskken omkring børn; og lægerne er optimistiske omkring, at de tror han er kræftfri allerede nu.

Jeg burde jo være glad og lettet, men det er jeg ikke.

Det er som om, at for hver grund der har været til at trække vejret lidt lettere, er det blevet tungere…

Hele det her sygdomsforløb kom så pludseligt; som en snebold der kom rullende og slæbte os med ud over kanten, hvor vi ikke kunne gøre andet end at holde fast – og nu hvor den ligger stille, kan jeg pludselig mærke arrene og de blå mærker jeg fik, mens jeg stødte ind i buskene på vejen, og en forsinket skræk, over at vi overhovedet blev ramt.

Jeg vågner om natten, med panik i kroppen, og flashbacks til den frygtelige første uge efter operationen, og kan ikke sove mere.

Ligger i mørket og lytter til hans vejrtrækning, og er ved at kaste op af skræk, ved tanken om, at jeg ikke kan tage det for givet, at vi har hinanden altid – det er jo det der er mantraet, det der har holdt os oppe, når ting var svære:” i det mindste har vi hinanden”.

Jeg har ikke grædt særligt meget i løbet af det her, men de sidste uger har jeg tudet over alt, fra mistede nøgler til fyldte kalendere, og bliver svimmel og kortåndet når der er alt for mange mennesker i supermarkedet eller bussen.

Kombinationen søvnløshed, panik og tuderi, fik min læge til at insistere på noget sygemelding, så jeg har fået en kvart sygemelding, i form af fri hver tirsdag i december.

“Har du brugt din sygedag på noget godt?” spurgte min søde kollega mig i morges, og jeg vidste ikke hvad svaret var.
I virkeligheden havde jeg bare lavet det her:
DSC_0085
En hel dag, hvor jeg lå ved siden af min middagssovende mand og gloede op i skyerne, gennem vinduet, lige indtil børnene skulle hentes.

Så det er status lige nu, og grunden til at jeg kun blogger sporadisk for tiden: jeg forsøger, at lære mig selv at kigge mere på skyer – eller male skyer.

IMG_20151129_193841

11/13/15

Om gode ting at læse

Det allerbedste jeg har læst i lang tid, er denne fine seddel, som jeg fandt i går på rigshospitalet, en hilsen til et ukendt, sygt barn, hængt op i et legeområde:
IMG_20151112_164848
Jeg er vild med kombinationen hjertelighed/stavefejl (selv ordet “bedring” har fået sneget et ekstra, random h ind), og blev helt rørt af den.

Lige nu sidder jeg og venter på at Ninjaman bliver færdig med operation (han skal have transplanteret hud fra lår til skinneben, hvor såret desværre heler forkert), og den eneste bog jeg fik med mig i morgenens hektiske væk-påklæd-fodr-aflever-fire-unger-og-vær-på-hospital-klokken-tidligt, er en science fiction roman, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal synes om.
Der er lidt for meget krig og tjubang, og jeg savner en fornemmelse af hvem personerne i den er.

Til gengæld har jeg læst nogle andre gode bøger på det sidste, som jeg vil anbefale videre til jer:
101220151799
“Trange tider i Hope river” er efterfølgeren til “Jordemoderen i Hope river”, som jeg også var ret begejstret for, men bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Sygeplersken Becky Myers flytter til Hope river, sammen med sin katatoniske, tidligere arbejdsgiver, i 1934.
Depression, fattigdom, hårdt arbejde,fødsler og ulykker, venskab og kvindeskæbner.
Jeg synes Patricia Harmann skriver medrivende og underholdende, og jeg læste begge bøger imponerende hurtigt, og med stor iver.
Forlag Rosinante .

Min vurdering: 4/5

“Kvinden i toget” er en af de hurtigst sælgende thrillere i nyere tid, og jeg sagde nysgerrigt ja til at låne den af min moster, selv om jeg sjældent læser den slags.

Den er seriøst spændende, og fyldte mine søvnløse nætter mens min mand var indlagt, ud med helt andre tanker.

Bogen følger den alkoholiserede, nyligt fraskilte, kvinde Rachel, der hver dag kører med toget, og fantaserer om livet hos de mennesker hun ser fra vinduet.

En dag ser hun noget chokerende hos et par hun følger, og kort efter meldes kvinden forsvundet.
Rachel blander sig i efterforskningen, men hun er så ustabil, at man som læser skiftevis har ondt af hende og mistænker hende.
Kan anbefales, særligt til distraherende læsning i svære stunder!
Forlag Gyldendal, forfatter Paula Hawkins.

Min vurdering: 4/5

“Isla og jagten på lykken” er en ungdomsbog skrevet af Stephanie Perkins, der også har skrevet bl.a “Lola og det franske kys”, som jeg anbefalede i forsommeren..
Jeg ved ikke hvad det er præcist hun kan, hende Stephanie Perkins, men hun skaber sådan nogle søde karakterer, at selv en sur gammel halvkyniker som mig, der aldrig rigtigt har læst kærlighedsromaner, faktisk interesserer sig ægte for, om nogle teenagere får hinanden.
Jeg har foræret denne serie bøger til flere teenagere nu, som blev smaskbegejstrede, og jeg har lånt mine egne eksemplarer ud til mine jævnaldrende veninder, der måtte give mig ret i at de er ualmindeligt søde, de bøger.
Forlaget er Lindhardt og Ringhof.

Min vurdering: 4/5

“Furiously Happy” er en selvbiografi, skrevet af den fabelagtige Jenny Lawson, aka The bloggess.
Den, eller dens forgænger “lets pretend this never happened” er desværre ikle oversat til dansk endnu, men kan købes ret billigt på Amazon.
Hun skriver forrygende morsomt, uforudsigeligt og gakket, om tunge emner som angst, depression og socialfobi – og aparte emner, som udstoppede dyr med tøj på, og virkeligt random ting hun selv eller hendes familie har gjort.
Jeg er kæmpefan!

Min vurdering: 5/5

Nå – det var mine læseanbefalinger.
Kan i smide nogen i min retning? Trænger desperat til inspiration!

Link er affiliate.

11/5/15

Om sygdomsstatus og travlhed

Arh, men for pokker: hvor ER der bare seriøst få timer i døgnet for tiden!

At jeg de sidste par uger har formået at jonglere syg mand, fire unger, en 40 timers arbejdsuge, indkøb, aflevering, forældrekonsultationer, weekendkursus og al resten, uden at få et hysterisk anfald, skyldes udelukkende min nye bedsteven:
IMG_20151105_175600
Jeps. Det er et badekar.
Sådan et har jeg ønsket mig hele mit liv – og det er awesome!

Oprindeligt havde vi aftalt noget fornuftigt med et karbad om ugen pr mand, for ikke at få en uoverskuelig vandregning, men lige nu er jeg komplet ligeglad med om jeg bliver nødt til at sælge mine nyrer, eller køre nat-taxi for at få råd til vandmisbrug: det er det værd!

Følelsen af at synke ned i varmt vand, i et mørkt rum; helt ned, så vandet dækker ørerne også, og det eneste man kan høre, er sin egen vejrtrækning; og pulsen der bliver langsommere, for første gang hele dagen.
Jeg kan overskue meget mere, bare ved tanken om det; kan gå og glæde mig hele dagen til aftenbad; og – når der engang ikke kun står røde tal på kontoen – skal jeg storshoppe badesalt og al den slags!

Meeeen… Selv om jeg er meget glad for min nye porcelænsven, savner jeg efterhånden gevaldigt mine andre venner, og håber på snart at kunne forlade menageriet her hjemme et par timer, til fordel for rødvin og snak, om alt muligt andet end sygdom.

Udover luksusbaderi, har jeg ikke noget tid til overs, og får ikke skrevet meget.
Der ligger en stor stak blogindlægs-emner og rumsterer i et hjørne af min rodede hjerne: en hel masse boganbefalinger; to konkurrencer; noget om hvor de små børn kommer fra; noget føljeton og nogle stykker mere, som jeg håber på snart at få tid til at skrive ned, men ind til da kan i følge med på instagram – der ligger bl.a en fantastisk sjov film, af min næstældste, der får en stolpe i fjæset.
Den har jeg set mindst 20 gange, og grinet af hver gang.
(Kommer, som sagt, meget lidt ud…)
IMG_20151105_094541
…og dette er Jabba the Hut, med kaninører, som Ninjaman spottede inde ved rigshospitalet. Selv tak.

Jeg har, med smådårlig samvittighed, modtaget bekymrede mails fra flere af jer læsere, der ville høre om de lange mellemrum mellem blogindlæg, og nylige mangel på sygdomsopdatering, var tegn på dårlige nyheder.

Det er det ikke: det er tværtimod endelig begyndt at gå lidt fremad med Ninjaen, der nu kan gå forsigtigt rundt i huset med kun en enkelt krykke; kan spise blød mad; og er begyndt at tegne skitser til et maleri, som han vil male, så snart han bliver i stand til at sidde helt op.

Han får pip af at sidde alene hjemme ni timer om dagen og se tv, og vil derfor til at male igen – hvilket vores piger synes er totalt hyggeligt, for det plejer at være mig der gider sidde og dimse med krea-ting med dem, og de glæder sig til at kunne sidde og male med far også.

De penge i så sødt har samlet ind til ham, kommer til at dække en stor del af den gæld vi har fået samlet mens han var syg, men der bliver også rigeligt tilovers til maling, lærreder og is til unger.
Tak igen!

Og så den bedste nyhed: prøverne viser at kræften heldigvis ikke har bredt sig til lymferne, så han slipper for stråler!
Yay!!

10/20/15

Om postoperations-humor

Ninjaman er endelig kommet hjem fra hospitalet, hvilket hjælper en del på vores begge tos humør.

Han har stadig ondt i både mund, kæbe og det ben der er blevet brugt som reservedel til opbygning af ny kæbe – og han må hverken gå eller spise andet end suppe, så jeg har taget et par dage mere fri for at hjælpe ham – men det er rart at komme væk fra hospitalslivet, og pigerne er også vildt glade for at have ham hjemme.

De lokkede ham til at hjælpe med græskarhovedudskæring forleden, hvilket han gik til med stor iver, og en bemærkning om at det var fedt, ikke at være den eneste i huset der var blevet snittet i ansigtet.
image

Så alt i alt går det fremad.
Vi mangler bare, at lægerne kan bekræfte at operationen fjernede alle spor af kræft, og så må de næste 4-5 måneder gerne gå hurtigt, med heling og de sidste par småoperationer.

Skulle jeg brokke mig over noget, er det hans morbide postoperations-humor, der er skyld i, at jeg konstant har denne her sang på hjernen.

Ja, operationen har gjort ham følelsesløs i halvdelen af ansigtet, men ER det seriøst nødvendigt at han konstant synger:” I can’t feel my face when I’m with you”, hver gang jeg kommer ind i rummet?