07/16/19

Om søvnløshed, ansvar og globetrotteri

Søvnløshed har, som også før nævnt, været en forhadt jævnlig gæst hos mig, siden jeg var barn. Som regel kan jeg godt mærke når det er en af de nætter på vej, og en flig af et problem/dilemma/frygt ikke kan slippe tankerne før sengetid, og i nattens løb så kommer til at galopere i båndsløjfe gennem mit hoved, som en flok destruktive næsehorn, der får støvskyen af dumme tanker til at tårne sig overdrevent stort op bag sig.

Nattens støvsky, handlede om noget der burde være ren glæden sig: en uventet udenlandsrejse, for mig og pigerne. Selv her i dagslys, hvor støvskyen har lagt sig, kan jeg stadig høre næsehornene, for vi efterlader såret mand hjemme med hunden. Og det er den del der fyldte i nat.

Vi kan ikke helt finde den vanlige sommerferie-lave-ingenting-zen-ro herhjemme. Kun i glimt, der hele tiden slettes når en af os snubler over en skærm og forsvinder ind i den, eller når vi bare spreder os ud på den plads vi har ekstra hjemme, istedet for at se på pæne udsigter eller andet sommerhusagtigt.

Ninjamans ben bedres ikke hurtigt. Han sover ikke mange timer af gangen, fordi det gør ondt, og sjatsover om dagen. I et par dage gav han efter for en urealistisk plan om at køre i sommerhus fire dage senere, med mange pauser indlagt i turen. Pigerne tog skuffelsen pænt, da han måtte erkende det ikke blev muligt, men han blev ked af at føle sig skyld i at sommerferien mere føles som en standard-weekend i år,

I næste måned får han en bonus oveni sin løn, for ekstra-udførte opgaver på jobbet. Vi havde ikke tænkt os at røre de penge, men ville have dem stående til nødsituationer. I går insisterede han på at vi brugte dem på forhånd, på at pigerne fik oplevet noget andet end de plejede, så han kunne slappe af og hele, med bedre samvittighed (og uden at høre på børn der skændes).

Før jeg helt havde fattet det, havde vi købt billige billetter og lejet en lille lejlighed i Barcelona. I fire dage. Til kun os fem.

Selv om jeg godt ved han er oprigtigt glad over at vi skal opleve noget andet, og nok også ser frem til ro, føles det helt forkert at tage på familieferie, uden hele familien. Den tanke galopperede sig ret stor inde i mit hoved i nat, og blev fulgt op af tanker om at jeg da ikke kan finde ud af at rejse alene med fire børn; og ubehag over at have brugt alle nødsituationspenge, på en egoistisk ferie. De få timer jeg endte med at sove, drømte jeg om at løbe rundt i en lufthavn uden at kunne finde først flybilletter, så børnene.

Vi har to dage til at vaske tøj og pakke; fylde køleskabet med lækre færdigretter til den syge; og komme på biblioteket og printe billetter ud. Når pigerne vågner, vil vi vise dem billeder fra dengang deres far og jeg var i Barcelona sidst. Det var i de ens frisurers æra.

Vi var studerende dengang, og jeg kan se på billederne at vi brugte de fleste dage på at sidde og tegne i Park Guell. Den aktivitet pakker jeg lige farveblyanter til også, så pigerne kan have tegninger med hjem til ham.

Kan mærke jeg begynder at glæde mig lidt, når jeg ser billederne, selv om jeg savner ham på forhånd og virkeligt ville ønske han skulle med. Håber han heler hurtigere i ro, så vi kan nå en smule ferie som han kan deltage i, inden den slutter,

10/15/18

Om de tunge mærkedage, efterårsferie og indretning

Jeg har ikke kunnet blogge den sidste uges tid, fordi jeg har været underligt trist og haft svært ved at formulere hvorfor. Synes jeg har tudet mere end jeg plejer, over ting der ikke plejer at gå mig så meget på.

Har sneget mig ud på badeværelset og har smugtudet over alt, fra teenager-trods til brændt mad, og da jeg en sen aften opdagede at mindstebarnet og hendes veninde havde hygget sig med at lege med pipetten i en flaske vanvittigt dyr creme, som jeg havde brugt et halvt år på at spare op til, og havde tømt den hele ud i håndvasken, brugte jeg en halv time på at tude ude i badeværelsesmørket over det.

Ja, det er ærgeligt når ens creme pipettes ud i håndvasken; og op ad bakke at komme hjem fra arbejde, og blive mødt af teenagere der har rodet det hele til, smidt noget væk eller vil diskutere, men jeg plejer ikke at tude, og jeg er normalt god til at ryste ubehageligheder af mig og finde noget man kan grine af i situationen.

Så hvorfor al det tuderi, og de søvnløse nætter igen?

Men så kom jeg til at se på datoen: det er tre år siden min mand blev opereret første gang (ud af 11 operationer), og disse tidlige oktoberdage har været tunge hvert år siden.
Hader den lortesygdom, der bliver ved med at trække sine triste spor hos os allesammen…

Ninjaman er begyndt at bearbejde sine tanker omkring sit sygdomsforløb på sin blog, og siger det hjælper ham at få sat ord på. Jeg bliver helt vildt ked af at læse hans indlæg og genopfriske forløbet, men har heller ikke gjort noget selv for at bearbejde det, andet end bare at stå det igennem. Måske jeg burde gøre det samme som han gør, og skrive det ned – men nok uden at blogge om det?

Nå, det her indlæg er et af dem uden pointer.

Vi har efterårsferie nu, og det er tiltrængt.

Planerne er ikke mange: vi skal se noget familie, gå nogle ture, fælde et træ, hænge ud med naboerne en aften, og næstældstebarnet, der har husets mindste værelse, har brændende ønsket sig at få det gjort mere teenagesejt, så det er også en af planerne at få malet og fikset det. Lige nu ser det sådan ud:

Vi skal have pillet sengen ned fra væggen og foræret til min niece, og så skal vi have malet rummet (hun ønsker sig en grå væg), og vi skal have fundet en ikke for dyr sovesofa eller lignende i den blå avis.

Har nogle af Jer kloge mennesker foreslog til indretning af sådan et lille rum, hvis man ikke vil have køjeseng? Så tager vi med glæde imod tips og ideer!

Nå, jeg må hellere op og hjælpe mellempigerne med at plastafdække rum inden vi maler. Trængte bare lige til at blogge lidt tristhed ud, og love at puste liv i bloggen igen lige om lidt.

God efterårsferie til Jer også!

04/4/18

Om ben, der er pæne indeni

Jeg ville have troet det med hospitalsventetid blev rutine, især nu hvor det er gang nummer elleve min mand bliver opereret – men rutine er det stadig ikke. Spøgelserne fra alle de andre operationer, med al deres smerte og usikkerhed, har stirret tungt på os begge de sidste uger op til i dag – også selv om denne operation er mindre: foden, på det ben der er blevet skåret i, er blevet krøllet sammen af stramme sener, der skal snittes op og stives af med skruer.

Der går 4-6 uger før han må gå, men selve operationen er færdig om et par timer.

Det har været en lang morgens fælles ventetid, hvor alle de gamle skrækoperationer blev ved med at spøge, men lægen der lagde bedøvelser i benet løftede stemningen meget.

Han scannede ben for at finde de rigtige nerver at sprøjte bedøvelse ind, og udbrød begejstret:” NEJ, hvor HAR du flotte nerver! De er jo pragteksemplarer! Kan I se hvor symmetriske de er?”

Lidt befippede over hans entusiasme, og uvidende om hvordan nerver normalt så ud, gav vi ham ret.

Han skamroste nerverne, mens han bedøvede dem, og endte med at råbe til en kollega:” John! Du er simpelthen nødt til at komme og se de her flotte nerver!”

John kom også og var meget oppe at ringe over deres symmetri, og de fagnørdede entusiastisk, mens de smed om sig med latin, og vi forsøgte at holde masken.

Da bedøvelsen var lagt, hørte vi dem sige til en tredje kollega at han var gået glip af nogle flotte nerver, og sekunder efter stod kollega tre og spurgte ydmygt om han lige måtte se dem? Min mand har været flov over sit ben siden første operation (hvor der blev fjernet så meget væv, knogle og muskel at det ligner en haj har taget et par grumme bidder af det) og han begyndte reflektorisk at sige noget om at benet jo ikke var så flot udenpå – hvorpå kollega tre, med scanner på nerverne glædesstrålende sagde:

” jamen, det er jo ikke det ydre der tæller, vel? Og dit ben er SÅ flot indeni! Wow, de her nerver kunne være sådan modelbilleder i en lærebog på medicinstudiet! Virkeligt flotte! Tak fordi jeg måtte se dem!”

Ventetiden derefter blev noget nemmere, fordi vi igen og igen, småfnisende, kunne vende tilbage til hans haj-bens uforlignelige indre skønhed.

“Synes du ikke mit ben er flot? Indeni?” Flirtede han, mens benet begyndte at slaske som en overkogt asparges, af bedøvelsen. Han så overskudsagtig ud, da de rullede ham ind til operation.

Solen skinner nu, og når foden er færdig, er det forhåbentlig allersidste gang han behøver blive opereret.

Muligvis ærgeligt for nerve-fans – men rart at vide at hans indre skønhed ikke kun begrænses til hans personlighed.

11/19/17

Om spildtid og god tid

For tiden går jeg konstant rundt og fantaserer om mere tid. Vilde drømme om både at have mere tid til at skrive eksamensopgave færdig til mit studie snart; have tid til at forberede ting til mit arbejde; kærestetid; rødvinstid; hyggeskrivetid; blogtid; alenetid med børn; læsetid, og alt muligt andet man kan skrive “tid” bagved – men det ender for tiden i en hæsblæsende jonglering af hverdagsliv og alt for få timer i døgnet.

Denne uge har jeg så haft tid – uden rigtigt at kunne bruge den. Tirsdag vågnede jeg og så sådan her ud i fjæset:

Havde godt nok haft ondt i øret nogle dage, men bliver aldrig syg af virus og den slags, så havde ikke tænkt mere over det. Nå, men det var så noget betændelse, der havde spredt sig til kinden, og hele ugen er gået i en tåge af ømhed, øredråber og to slags penicillin, dyne, og manglende overskud til at samle tankerne om al det jeg godt gad have tid til.

Det mest produktive jeg har opnået i løbet af mine alenedage har været et halvhjertet forsøg på at dokumentere hvor mange forskellige steder Winston, den bælgøjede hund, sover i løbet af en dag. Det er fascinerende mange.

Normalt er vi mange mennesker hjemme på samme tid, og her tripper han tit lidt rundt i hælene på en af os, men han er anderledes doven når han er alene. Det overraskede mig hvor meget han sover, og hvor målrettet han skifter sovested med jævne intervaller, og de her fotos tog jeg i løbet af et par timer en formiddag:

Her sover han først i en hule under et bord på børneværelset en halv time. Strækker sig, prutter, lunter over og lægger sig til at sove, med bunden i vejret, på en tshirt på gulvet. Et kvarter efter: strækker sig, grynter, lusker over og tager en lur oven på en limpistol børnene har glemt på gulvet. Så en omgang strækken sig, fisen, vanddrikning, og en god lang lur i kurven. Strækker sig, snuser mig på hånden, og lusker ind og sover en time ovenpå etuiet til en guitar, på børneværelset. Efter den lur, snupper han en tillægslur, i en rede børnene byggede til ham dagen før.

Og sådan fortsatte hans dag, frem til klokken 14.30; hvor han satte sig hen til havedøren og spejdede efter pigerne, indtil de kom hjem.

Så det var egentlig det jeg spildte hverdage på. Tidsfråds, når man mangler tid, men det var ikke muligt at udrette mere, i omtåget hamstertilstand.

Anderledes god mening gav prioritering af tid sig, når børnene kom hjem fra skole. Al den tid jeg har brugt på at pleje syge børn de sidste snart 16 år viste sig, til min store fryd, at være godt givet ud. Ninjaman var væk på overnatning med arbejdet, men teamet af omsorgsfulde børn sørgede for aftensmad, te, tegninger og højtlæsning, to dage i træk. Sjældent har jeg hygget mig så meget med at være syg, som midt i deres hyggelige omsorgsboble.

Jeg har sendt mange varme tanker til mit fortids-jeg, der både har valgt at få så mange børn OG har passet godt nok på dem, til at de gider gøre gengæld. Tak fortids-mig!

05/18/17

Om tyve år sammen

Den 9-9 er det præcist 20 år siden jeg mødte min lækre Ninjaman.

(Hele historien kan læses i den – foreløbigt – 28 afsnit lange føljeton).

20 år!! Vi har været sammen i næsten lige så lang tid som vi havde levet før vi mødte hinanden.
Egentlig blev vi først kærester et halvt års tid efter den dato, men da vi begge har følelsen af at vi nærmest væltede ned i en stor forelskelse fra allerførste blik, har det været den dato vi har forsøgt at fejre.

Men den niende september er også den dag hvor lægerne for to år siden første gang begyndte at tale om at de troede det kunne være kræft Ninjaman havde… Det halvandet år der fulgte har været urimeligt hårdt. Efter den store operation, hvor han fik amputeret en halv underkæbe, og sat et stykke skinnebensknogle med tilhørende væv, blodårer og muskler op i stedet, blev han siden opereret flere gange, for at lave nye gummer, tænder m.m.

Han har været så sej, men det har eddermaneme også været barskt, og det er forfærdeligt at være med på sidelinien og ikke kunne tage bare lidt af smerten fra ham undervejs. Vi er ovre alt det med operationer nu, så nu stikker frygten kun sit lede ansigt frem hvert halve år, når han bliver scannet for at se om det er kommet igen. Lige nu venter vi igen på scanningssvar, hvilket puster til al min søvnløshed og Zombie-mareridt – og vi har lyst til at tænke på noget andet.

Det virker så forkert at vores fine niende september er blevet smudset til med det fedtede cancerfinger-aftryk, og vi har talt om at vi burde stjæle dagen tilbage. Lave os en ny mærkedag oveni.

Feste det væk.

Da vi blev gift første gang var jeg højgravid, og vi havde hverken overskud eller økonomi til at fejre noget som helst, så det blev en stille, privat ting på rådhuset et par dage efter vores fire års møde-hinanden-dag. Vi blev surprisegift ved vores tredje barns barnedåb, en tilfældig januarsøndag, fem år senere. Mest fordi ting var lidt sorte på det tidspunkt, og vi havde brug for at fejre noget af det der stadig var smukt og fint. Der var mange gæster, og det var en god dag, men føltes stadig mest som babys dag og ikke helt vores. Blev heller ikke så vildt.

Det er måske lidt grådigt stadig at føle man har en stor kærlighedsfest til gode, når man allerede har giftet sig to gange med hinanden – men det føles lidt sådan.

Er det fjollet?

Jeg har ikke stor erfaring med festplanlægning. Før vi fik børn holdt vi tit fester, men det var mest noget med at invitere på gryderet og så tog folk selv bajere med.

Kan man holde en kombineret den-vilde-bryllupsfest-vi-aldrig-fik-holdt/fuck-cancer fest, for ca. 50 mennesker i en have, sådan lidt uformelt, og ikke alt for dyrt, og få det til at slette det grimme?

20 år – lyder det ikke ret vildt?

05/29/16

Om at være gift med en tegneseriehelt

Flere af jer spørger jævnligt til den tapre Ninjaman og sygdom, så her en update, der heldigvis er i den bedre ende.
Sidste scanning viste fortsat ingen nyspiret kræft, og Ninjaman gennemgik en af de sidste store operationer i torsdags, hvor de skar underkæben op og rykkede den og høvlede ganehud af og syede det fast som nyt tandkød.

Nøjagtigt lige så absurd og smertefuld en omgang som det lyder, men bortset fra en uforudset voldsom blødning bagefter og en skræmmende nat hvor jeg sad stiv af skræk på en stol ved siden af hospitalssengen og tørrede blod af hans hage mens han blev gradvist blegere, forløb det som det skulle.

Han mangler stadig fire tænder og en operation til at fjerne noget knogle, men det værste er ovre, og nu kan vi endelig begynde at se fremad igen.
Snart er det forhåbentligt slut med at planlægge liv efter sygdom.

Min pæne, lækre mand hævede op som en blå ballon sidst, men denne gang er hele hans underansigt jævnt hævet, hvilket giver ham et sært maskulint tegneserieagtigt udseende, som vi har moret os lidt over sammen

Selv tænker han, at han ser lidt sådan her ud:

Han kunne også godt ligne Don Corleone fra Godfather, mener han selv.

Umiddelbart tænker jeg mere det er i retning af det her:
men det er jeg heldigvis for høflig til at pointere.
“Brænder du inde med mange spinatjokes?” spurgte min veninde, der kender mig lidt for godt.
Det gør jeg. Det virker uhøfligt at mobbe en, der har svært ved at svare igen.

Til gengæld har jeg købt en smart smoothieblender, og har ikke lavet andet end at eksperimentere med at lave lækre kolde drikke til den ømme mund. Og nogle med et skvæt sprut i til mig selv.
Den slags kan der godt være behov for. De tre ældste piger er på koloni hele ugen, så her er ubegribeligt stille. Hvilket er godt for stakkels ømme, stille mand, men underligt tomt for mig, der er vant til uhørte doser snak. Heldigvis er mindstebarnet ikke på koloni, og når hun kommer hjem kan hun sagtens fylde stille øjeblikke ud med utrolige mængder ord og distrahere mig.

“Nå ja… Det er dig med den der cancer-blog, ikke?” var der en der sagde til mig til et bloggerarrangement for noget tid siden.
Hun mente det venligt, men det føltes virkeligt akavet at nogen tænker på bloggen som det.
Bloggen giver et stort udsnit af vores liv – og det liv har stået i cancer til knæene de sidste ni måneder, og jeg glæder mig usigeligt til en tid hvor det er noget andet der dominerer.

Ville hellere være kendt som det meste andet end lige cancer-bloggen. Allerhelst som hende med lotto-millionær-bloggen eller de-gyldne-laurbær-vinder-bloggen – men det meste andet ville også være i orden.

Tak til jer, der ikke flygter fra cancer-bloggen – jeg glæder mig til den snart skifter fokus.

04/7/16

Om tro og vingummibamser

“Mor, nu ved jeg at Gud findes!” Erklærede barnet, der allerede havde konstateret at samme Gud bijobber som pølseudbringer.

“Okay?”

“Jo, for da dig og far var i Berlin, savnede jeg dig så meget, at jeg slet ikke kunne huske hvordan du så ud… Og jeg vil ikke have at far han skal på hospitalet igen i lang tid, for jeg vil ikke savne ham.”

(Indsæt krammepause her.)

“Hvorfor tror du så på Gud?”

“Altså: jeg bad til Gud, om at far ikke skal på hospitalet. For det har jeg set i en tegnefilm at man kan. Og så vidste jeg jo ikke om Gud findes – så jeg gik op på altanen og lagde en vingummibamse, og så sagde jeg:”GUD – DEN HER ER TIL DIG, HVIS DU FINDES?” Og ved du så hvad? Næste dag var den væk! Så han findes!”

Puha… Det er altså børnenes tunge tanker der rammer hårdest ind imellem.
Nu krydser jeg bare fingre for at hun har ret: at Gud findes, og er den korrupte type, der tager imod vingummibamse-bestikkelse.

12/30/15

Om gode ting og ferie

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, glædede jeg mig ikke 100% til juleferien,før den startede.

En mand, der var trist over at være blevet syg, se anderledes ud og ikke kunne det samme med sin krop som før, og nogle døtre, der har reageret på al den ophobede sorg og frygt, med søvnløshed og raserianfald hele den sidste måned, virkede som en umulig opgave at holde humøret oppe på, når jeg selv også føler mig i knæ – og to ugers nonstop familietid lød umiddelbart klaustrofobisk…

Lillejuleaften var vi til familierådgivning hos kræftens bekæmpelse, og det lettede os allesammen – vi ville ønske vi havde haft overskud til at gøre det noget før!
Bagefter var vi på rigshospitalet og få prøvesvar: der er hverken kræft i kind eller skulder, og knuderne skyldes andre ting.
At pigerne var med til begge samtaler, fjernede tydeligt en masse bekymringer, og det var nogle trygge glade børn, der ryddede kantinen for pastasalat efterfølgende.

Senere på dagen inviterede min fætter Ninjaman med i biffen, og på cocktailbarer med sine venner, og her indtraf dagens tredje humørændrende julemirakel: en eller anden fuld dame bagte heftigt på Ninjaman – præcis som der altid er nogen der gør, når dette lækre stykke mandfolk forlader matriklen.

Normalt bliver jeg irriteret, og en anelse jaloux, når andre bager på min mand – han genfortæller fx ofte, og med glæde, hvordan jeg engang forsøgte at brække en pågående piges næse, for at redde hans ære (hvilket jeg selv ikke er alt for stolt af) – men det her var noget andet.

Stive-Lis på cocktailbaren, bemærkede nemlig hverken hans manglende tænder, hængende læbe, slappe skulder eller tynde, arrede ben: hun bagte på ham som om han var en helt normal, utroligt pæn, fyr, i byen med sine venner.
Og det var lige det han trængte til: at føle sig normal igen, efter tre måneder i nedturs-sygdoms-land.

Tak til dig, Stive-Lis!
(…men hvis du er glad for faconen på din næse, stopper du dig selv en anden gang…)

Juleaften tilbragte vi hos min moster i Hillerød, med min fætter på min mors side, og min kusine på min fars.

Sindssygt hyggelig aften, med den helt rigtige dosering af opstemthed og ro.

Juletræet var smukt, maden sublim, selskabet fantastisk – eneste minus må være min mosters grønlandske tupilak-samling, der hænger ud på en hylde lige over toilettet,og stirrer ondt på ens balder,når man sidder der:

Ellers er juledagene stille gået, med hyggelige ting.
Vi har haft gæster, til mad og drinks og hygge, hele to gange, og resten af tiden har vi spillet “Spyfall”: et virkeligt sjovt spil, hvor man skal lyve for hinanden, som Ninjaman fik i julegave.

Mellempigernes bedste gaver, var bløde badekåber, som de stort set har boet i siden de fik dem.

Jeg har flere gange taget mig selv i, at sidde og nulre næstyngstebarnets bløde badekåbeører, som om hun var en lille hund.

Min bedste gave var enten denne her fantastiske, hjemmelavede keramikpingvin:

Eller bogen:”lad ulvene komme”, som jeg slugte på en enkelt dag, mens jeg lyttede til børnenes leg.

Så al min gruen for lang ferie blev totalt blæst væk, af gode svar, samtaler og stive damer, og tiden måtte sådan set godt stå stille her de sidste dage af året, hvor her er rart at være.

2015 har været en bitch af et år, og 2016 bliver nok også en del præget af sygdom og eftertanker – men nu er vi anderledes ladet op, og klar til at byde det velkommen alligevel.

Godt nytår til jer alle, og tusind tak fordi i læser med, kommenterer og giver god energi!

12/3/15

Om forsinkede reaktioner

Da min mand for snart tre måneder siden fik sin kræftdiagnose, tog jeg skyklapperne på, og fokuserede på at gøre mit, for at få os allesammen igennem det her.

Vores piger skulle ikke udsættes for, både at have en syg, indlagt far, og en mor der sad og græd og var bange, så skyklapperne blev på.

Jeg har været tvunget til at være mere handlekraftig og praktisk i løbet af de her par mørke måneder, end jeg sammenlagt har været i resten af mit liv før det: har hentet og bragt; puttet og vækket; vasket og ordnet; trøstet, dag og (særligt meget) nat; læst journaler og råbt højt; superviseret sår og lektier; panikket over voksende gæld; handlet til hele ugen over nettet, i god tid – og endda panikkøbt alle julegaver allerede, af frygt for ikke at have tid senere.

Oveni har jeg også passet 40 timers arbejdsuge, hvilket har efterladt ganske få minutter til mig selv pr dag, og en følelse af konstant at være bagud.

Men nu lysner det endelig.

Sidste uge blev Ninjaman i stand til at køre bil, på kortere strækninger, og fejrede det ved at køre op og købe øreringe til mig, og bagefter hente mig fra arbejde; han knokler med genoptræning og bliver bedre for hver dag der går; han kan nu hjælpe med en del af logistiskken omkring børn; og lægerne er optimistiske omkring, at de tror han er kræftfri allerede nu.

Jeg burde jo være glad og lettet, men det er jeg ikke.

Det er som om, at for hver grund der har været til at trække vejret lidt lettere, er det blevet tungere…

Hele det her sygdomsforløb kom så pludseligt; som en snebold der kom rullende og slæbte os med ud over kanten, hvor vi ikke kunne gøre andet end at holde fast – og nu hvor den ligger stille, kan jeg pludselig mærke arrene og de blå mærker jeg fik, mens jeg stødte ind i buskene på vejen, og en forsinket skræk, over at vi overhovedet blev ramt.

Jeg vågner om natten, med panik i kroppen, og flashbacks til den frygtelige første uge efter operationen, og kan ikke sove mere.

Ligger i mørket og lytter til hans vejrtrækning, og er ved at kaste op af skræk, ved tanken om, at jeg ikke kan tage det for givet, at vi har hinanden altid – det er jo det der er mantraet, det der har holdt os oppe, når ting var svære:” i det mindste har vi hinanden”.

Jeg har ikke grædt særligt meget i løbet af det her, men de sidste uger har jeg tudet over alt, fra mistede nøgler til fyldte kalendere, og bliver svimmel og kortåndet når der er alt for mange mennesker i supermarkedet eller bussen.

Kombinationen søvnløshed, panik og tuderi, fik min læge til at insistere på noget sygemelding, så jeg har fået en kvart sygemelding, i form af fri hver tirsdag i december.

“Har du brugt din sygedag på noget godt?” spurgte min søde kollega mig i morges, og jeg vidste ikke hvad svaret var.
I virkeligheden havde jeg bare lavet det her:

En hel dag, hvor jeg lå ved siden af min middagssovende mand og gloede op i skyerne, gennem vinduet, lige indtil børnene skulle hentes.

Så det er status lige nu, og grunden til at jeg kun blogger sporadisk for tiden: jeg forsøger, at lære mig selv at kigge mere på skyer – eller male skyer.

11/13/15

Om gode ting at læse

Det allerbedste jeg har læst i lang tid, er denne fine seddel, som jeg fandt i går på rigshospitalet, en hilsen til et ukendt, sygt barn, hængt op i et legeområde:

Jeg er vild med kombinationen hjertelighed/stavefejl (selv ordet “bedring” har fået sneget et ekstra, random h ind), og blev helt rørt af den.

Lige nu sidder jeg og venter på at Ninjaman bliver færdig med operation (han skal have transplanteret hud fra lår til skinneben, hvor såret desværre heler forkert), og den eneste bog jeg fik med mig i morgenens hektiske væk-påklæd-fodr-aflever-fire-unger-og-vær-på-hospital-klokken-tidligt, er en science fiction roman, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal synes om.
Der er lidt for meget krig og tjubang, og jeg savner en fornemmelse af hvem personerne i den er.

Til gengæld har jeg læst nogle andre gode bøger på det sidste, som jeg vil anbefale videre til jer:

“Trange tider i Hope river” er efterfølgeren til “Jordemoderen i Hope river”, som jeg også var ret begejstret for, men bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Sygeplersken Becky Myers flytter til Hope river, sammen med sin katatoniske, tidligere arbejdsgiver, i 1934.
Depression, fattigdom, hårdt arbejde,fødsler og ulykker, venskab og kvindeskæbner.
Jeg synes Patricia Harmann skriver medrivende og underholdende, og jeg læste begge bøger imponerende hurtigt, og med stor iver.
Forlag Rosinante .

Min vurdering: 4/5

“Kvinden i toget” er en af de hurtigst sælgende thrillere i nyere tid, og jeg sagde nysgerrigt ja til at låne den af min moster, selv om jeg sjældent læser den slags.

Den er ret spændende, og fyldte mine søvnløse nætter mens min mand var indlagt, ud med helt andre tanker.

Bogen følger den alkoholiserede, nyligt fraskilte, kvinde Rachel, der hver dag kører med toget, og fantaserer om livet hos de mennesker hun ser fra vinduet.

En dag ser hun noget chokerende hos et par hun følger, og kort efter meldes kvinden forsvundet.
Rachel blander sig i efterforskningen, men hun er så ustabil, at man som læser skiftevis har ondt af hende og mistænker hende.
Kan anbefales, særligt til distraherende læsning i svære stunder!
Forlag Gyldendal, forfatter Paula Hawkins.

Min vurdering: 3/5

“Isla og jagten på lykken” er en ungdomsbog skrevet af Stephanie Perkins, der også har skrevet bl.a “Lola og det franske kys”, som jeg anbefalede i forsommeren..
Jeg ved ikke hvad det er præcist hun kan, hende Stephanie Perkins, men hun skaber sådan nogle søde karakterer, at selv en sur gammel halvkyniker som mig, der aldrig rigtigt har læst kærlighedsromaner, faktisk interesserer sig ægte for, om nogle teenagere får hinanden.
Jeg har foræret denne serie bøger til flere teenagere nu, som blev smaskbegejstrede, og jeg har lånt mine egne eksemplarer ud til mine jævnaldrende veninder, der måtte give mig ret i at de er ualmindeligt søde, de bøger.
Forlaget er Lindhardt og Ringhof.

Min vurdering: 4/5

“Furiously Happy” er en selvbiografi, skrevet af den fabelagtige Jenny Lawson, aka The bloggess.
Den, eller dens forgænger “lets pretend this never happened” er desværre ikle oversat til dansk endnu, men kan købes ret billigt på Amazon.
Hun skriver forrygende morsomt, uforudsigeligt og gakket, om tunge emner som angst, depression og socialfobi – og aparte emner, som udstoppede dyr med tøj på, og virkeligt random ting hun selv eller hendes familie har gjort.
Jeg er kæmpefan!

Min vurdering: 5/5

Nå – det var mine læseanbefalinger.
Kan i smide nogen i min retning? Trænger desperat til inspiration!

Link er affiliate.

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: sygdom

Om søvnløshed, ansvar og globetrotteri

Om de tunge mærkedage, efterårsferie og indretning

Om ben, der er pæne indeni

Om spildtid og god tid

Om tyve år sammen

Om at være gift med en tegneseriehelt

Om tro og vingummibamser

Om gode ting og ferie

Om forsinkede reaktioner

Om gode ting at læse

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: