Om lægeaspiranter
En sød sygeplejerske forærede mit mindstebarn nogle forskellige lægesager, da vi for nyligt var ude på hospitalet til tjek af Ninjamans sår.
Ikke noget særligt (en brækskål, lidt gazebind og tape, en plastikpincet, et tomt pilleglas og nogle gummihandsker) men bare det at tingene kommer fra et ægte hospital, og blev overrakt hende af en ægte sygeplejerske, giver tingene en nærmest mytisk status – som hun formår at videreformidle.
I fredags havde hun “lægesættet” med i børnehave til legetøjsdag, og da jeg hentede hende, var hun verdens gladeste barn.
“Er du klar over, at jeg har haft den bedste dag i mit liv?” sukkede hun lykkeligt, fra barnestolen bag på min cykel “alle ville bare lege med mig! De voksne måtte lave to hele sedler som børnene kunne skrive sig på, så de kunne få lov til at komme ind i dukkekrogen, og blive undersøgt af mig og mine venner!”
Der bliver også leget læge her hjemme, hvilket er en leg jeg godt gide lege, for der kan jeg få lov til at ligge stille og lytte til de interessante diagnoser fem årige kan komme på.
Mindstebarnet og hendes jævnaldrende kusine, hev mig derfor straks ind på briksen sidst de legede sammen.
Først blev jeg beordret til at ligge på gulvet, så de kunne hente mig i ambulance.
Mig (svag stemme): ” åh fru ambulancefører, hvad er der sket med mig”
Kusine:”du er faret vild – OG du har brækket noget. Men bare rolig: vi følger dig hjem, når vi har skåret i dig!”
Således beroliget blev jeg ført over til en madras, hvor doktor Elsa og doktor Aurora ivrigt diskuterende gav sig til at udslynge diagnoser.
Jeg havde en hel kilometer feber – hvilket efter sigende skulle være farligt meget. Der udover var der ingen grænser for hvor mange knogler i min krop der havde brug for behandlingen kniv/pincet/forbinding, eller hvor mange små glas vand jeg var nødt til at drikke.
“Så. Nu er du rask.” Erklærede doktor Elsa. ” så mangler du bare tatoveringerne. Ja, vi tatoverer altid dem der har været syge, sådan at vi kan huske at vi har brækket deres ben på plads igen. Frem med armene. Det her kommer til at gøre VIRKELIGT ondt!”
Heldigvis fulgte de mig pænt hjem bagefter, så jeg ikke længere led under at være faret vild. Så sad jeg der, med mine tatoverede arme, og overvejede hvor betryggende det egentlig var, med læger der har så ringe korttidshukommelse, at de er nødt til at tatovere folk for at huske…
