Nu er der efterhånden rigtigt, rigtigt mange af jer der har skrevet og efterspurgt nogle nye afsnit føljeton, som jeg har syltet i over et år.
Hvis man ikke har læst dem, kan de andre afsnit om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, forelskede os og fik en masse unger læses her.
Her kommer er afsnit 30, der foregår i 2008/2009.
Vinteren var, ligesom vintrene havde været herhjemme de foregående år, smaskfyldt med syge unger. Småpigerne på 2 og 3 slæbte den ene runde influenza/halsbetændelse/mellemørebetændelse efter den anden med hjem fra børnehave, og selv det lille skolebarn blev ramt flere gange.
Sådan her så det meste af December 2008 ud. Da jeg fandt billedet, kunne jeg pludseligt huske hele følelsen af at ligge klemt mellem febervarme unger, klar til at række saft og brækspande videre; med en stemme der var helt hæs af højtlæsning, og med ører der ikke orkede høre mere dumt børne-tv. Kan godt savne at kramme lidt på de her små varianter af mine unger, men er godt nok glad for at alt det sygdomspis ligger bag os!
2009 startede ret godt ud. Et halvt år før, havde banken bevilget os en stor kassekredit til vores butik, og vi havde flyttet den fra de snuskede lokaler på en lille sidegade, til et flot lyst sted på en hovedgade. En rigtig butik, med mange kunder. Ikke det store overskud, men den kørte stabilt og vores økonomi var en del bedre end frygtelige sidste år.
Ninjaman var rigtigt glad for at stå i den, og jeg og ungerne kom ofte forbi og gav en hånd med at lave vinduesudstillinger og andet hyggeligt.
Her den mindste af dem der gik tøjmodel, ved en byfest i gaden hvor Ninjamans butik lå.
Pigerne var glade og trivedes, og det føltes som om vi var på vej et godt sted hen sammen, alle fem. Oprindeligt havde vi jo talt om at vores barn nummer tre skulle være en efternøler, som vi havde tid og overskud til, men nu havde hun valgt at komme meget før, og vi var faktisk enige om at det passede ret perfekt: vi havde en flok på tre, der legede sammen hele tiden; interesserede sig for meget af det samme; og allerede nu kunne vi så småt mærke at de var ved at blive større og mere selvkørende. Det ville blive nemt om få år, var vi enige om.
Vi var ved at komme ud af den baby-boble vi havde været i i mange år, med bleer, og søvnløshed og barnevogne og middagslure, og det gav overskud til at huske at være lidt voksne også.
Jeg tog mig sammen til endelig at få smidt alle ti efter-tre-graviditeter-i-træk-kiloene, og følte mig stærk og overskudsagtigt. Da der midt på året kom en spændende stilling i en ny afdeling på min arbejdsplads, trængte jeg til at prøve noget nyt, og søgte den. Jeg fik den, sammen med et års orlov fra min daværende stilling, da det ikke var sikkert den nye stilling blev mere end et årig. Virkeligt spændende at få lov til at prøve af et år, uden at miste noget! Jeg involverede mig glad i alt hvad der var af madlavningsklubber og læseklubber på den nye del af arbejdet, nu hvor mine børn ikke længere var så små at de desperate ventede på at jeg kom hjem til dem.
Ninjaman tog på festival for første gang i 10-12 år, fik flere tatoveringer og begyndte at dyrke sport igen. Det var skønt for os begge at lave ting uden for flokken igen, selv om vi også trivedes i den og med hinanden.
Men så kom september, hvor banken ringede og sagde at de nu havde taget en beslutning om ikke at give kredit til små virksomheder, der ikke gav stort overskud, længere. Vi havde et væld af store regninger på vej, og kunne ikke rigtigt se en vej ud af det. Opsagde butikslokaler (der var seks måneders opsigelse) og begyndte at sælge varer ud med stort tab. Var nødt til at tage et stort lån i vores lille hus, for at betale. Det var meget skræmmende, og vi fik gældsat os ret grundigt, og kan stadig mærke det.
Jeg fortrød det nye job, nu hvor jeg ikke var i stand til at præstere mit bedste. Jeg var ikke dårlig, men hadede mig selv for ikke at være fantastisk, overskudsagtig, ovenpå. Havde sådan glædet mig, og var også startet godt ud, men jeg tænkte meget på butikken, og på hvor meget den kunne nå at smadre af vores økonomi de næste måneder, og havde ikke helt hjertet med i alt det nye længere. Jeg var også pludselig så træt, at jeg nærmest faldt i søvn når jeg trådte ind af døren hjemme, og alligevel faldt jeg også i søvn mens vi så fjernsyn om aftenen – og var stadig træt om morgenen. Træt, dødeligt træt, hele tiden.
(Fortsættes)
