06/30/16

Om anatomilektioner

Mit absolutte favoritsted i hele verden, er mit nye badekar.

Forleden morgen, efter en meget våd tur i byen med mine kolleger, vågnede jeg endda op i mit badekar, klokken 6 om morgenen, i iskoldt vand og med min tandbørste i mundvigen.
Kan ikke huske hvorfor, men tænker at det siger lidt om mit kærlighedsforhold til badekarret, når det vinder over sengen på sådan et tidspunkt?

Det bedste ved badekarret, er muligheden for alenetid.
Jeg kan læse, drikke kaffe, glo op i loftet eller – som nu: skrive blogindlæg fra telefonen.
DSC_0277
Og ja: beklager det mentale billede i nu fik, af mig der blogger nøgen.

Da Ninjaman var allermest syg var badekarret mit helle: det sted jeg kunne bede om tyve minutters tid alene, og rent faktisk få det.

Men nu er freden ved at være slut, for yngstebarnet har opdaget at jeg jo ligger stille når jeg bader, og er begyndt at snige sig ind på mig for at bombardere mig med spørgsmål, om alt i verden – både “hvem har opfundet vand?”, “hvor boede jeg før i fik mig?”, og “hvorfor flyder nogle ting?” er spørgsmål jeg har måttet besvare fra vandet den sidste tid.

Forleden aften lå jeg i karret før puttetid, og spørgsmålsmesteren skyndte sig begejstret ud til mig, med supplerende spørgsmål til emnet “tyngdekraft og hvorfor ting flyder”, som jeg besvarede så godt jeg kunne, mens jeg krydsede fingre for at der snart var nogen der kaldte på hende.

Hun fornemmede at jeg var distraheret, og hev mig tilbage til virkeligheden med en prikkende finger på mit højre bryst.

Barn:”Hvorfor flyder babser? Er der luft i dem?”

Mor:”æh nej… Luft? Det er nok mere sådan.. kød?”

Barn (uimponeret konstaterende):” Nå. Sådan noget slasket kød, hva?”

Ah… Der er nu intet som smigrende sandheder fra børn…

05/18/16

Om gamle blogindlæg, maj

Noget af det bedste ved at have haft en blog i mange år, er selv at læse tilbage i den, og blive overrasket over hvor meget man egentlig glemmer igen.
Det er faktisk også det værste ved den: de håndfaste beviser på hvor hurtigt tiden gør, så snart man har fået børn. De bliver så tydeligt klogere og mindre rundkindede for hvert år der går – hvilket er godt og naturligt – men indimellem kan jeg godt tage mig selv i at savne alle de yngre versioner af mine mange børn også.

Søde Sneglcille har fået en virkeligt god ide’, hvor hun laver et månedligt indlæg med highlights fra samme måned, i foregående år.

Jeg vil fremover planke denne gode ide’, og bladre tilbage i min blogs gamle arkiver en gang om måneden.
I dag fandt jeg disse læseværdige indlæg, fra Maj måned 2011 til nu:

Maj 2011:
Det her indlæg havde jeg selv glemt, ind til jeg genlæste det. Min ældste gnækkede smørret: hun havde bestemt ikke glemt hvordan hendes kluntede mor sad fast bag en sofa…
Muligvis ikke mit livs mest elegante øjeblik?

Maj 2012:
Hvor stædige små børn på to år er, havde jeg også næsten glemt.
Ind til jeg genlæste dette her indlæg, hvor min stædige yngste venter på sne.
images
Maj 2013:
Jeg havde været hårdt stressramt, og var stadig ikke helt i i træning med at skrive læselige sms’er. Og jeg havde en ivrig næsten-treårig der planlagde sin fødselsdag, med lige dele iver og manglende realitetssans

Maj 2014:
Næstyngstebarnet gav mig fniseanfald med sine tegninger i tilbudsaviserne. Dette gør hun faktisk stadigvæk. Det sjoveste barn jeg kender.
20140531-124534
Maj 2015:
Vi beviste, endnu engang, vores manglende kompetencer ud i oprydningens ædle kunst.

Det var de sidste fem års maj-blogindlæg, i hovedpunkter.
Jeg syntes selv det var så sjovt at finde frem, at I må belave Jer på et lignende indlæg igen sidst i Juni. Håber det er i orden!

03/7/16

Om brudepiger – et mandagstip

Min fantastiske fætter skal giftes med sin dejlige kæreste til August,hvilket vi allesammen er lidt oppe at køre over allerede.
Der er ingen fester så fine, som dem hvor man fejrer at folk man elsker siger ja til kærligheden!
Ninjaman er allerede ved at gå i panik over hvad han skal have på, og fantaserer om at kunne nå at spare op til et nyt jakkesæt, og jeg er begyndt at overveje hvad den rette dosering af mobning/kærlighed er, i den tale jeg vil holde.
Men ingen er mere oppe at køre over det, end børnene – der alle fire skal være brudepiger.

Mine to ældste var brudepiger, da vi blev Surprise-gift, ved barn tre’s barnedåb, men de to yngste har altid været lidt misundelige over ikke at have været en del af det.

image
Bemærk detaljen med at de to små brudepiger ikke holder hånd, men den højtidelige ældste, fører sin betuttede yngre søster med sig, med et solidt greb om håndleddet.

Selv om de alle fire glæder sig usigeligt, både til festen, til de fine kjoler og til den højtidelige vielse, er den der glæder sig allerallermest den fem årige, der her gerne vil give gode tips til hvordan man skal være brudepiger.

Sådan bliver man en god brudepige – et mandagstip.

“Når man skal være brudepiger skal man smide med blomster.
Man må IKKE tyre, og man må IKKE smide efter øjnene!
Jeg vil smide dem sådan på gulvet, for min onkel har nogle gange meget snavsede sko, og så kan man ikke se hans fødder så meget.
Vi så engang en god film da det var fredag, og der var der en dreng der var prins, og hans tjenere smed blomster på gulvet hele tiden, som han gik på. Jeg tror det er sådan lidt det samme.
Jeg skal have mig en kurv med blomster i, og den skal være blå. Eller hvid. Eller en anden farve.

Man skal have kjoler på, men ikke slør.
Det er kun til den der skal blive giftet… Altså – damen – mænd ser fjollede ud med slør.
Men man kan have sådan en cirkel af blomster om hovedet. Det vil jeg have.

Jeg synes jeg skal gå allerforrest, for jeg er den mindste, og så kan man se over mit hoved.
Bare man kan se min onkels kæreste, for hun er så pæn. Og hun har pænt hår og er sød.Jeg glæder mig rigtigt, rigtigt, rigtigt meget, men nogle gange ved jeg ikke om jeg tør alligevel. For måske så gør jeg noget forkert.

Jeg ved ikke hvad jeg skal have på. Jeg har en ret pæn kjole, med sådan nogle knapper i ryggen. Måske skal vi have de samme kjoler på. Det bestemmer dem der skal giftes. Så synes jeg de skal være blå, for det passer også til dem der er store.

Man må ikke sige bandeord når man er brudepige. Heller ikke selv om der er nogen der skubber.
Bagefter fester man. Jeg har aldrig været med til en bryllupsfest og jeg glæder mig SYGT meget!

Jeg skal også finde på en flot gave til dem. Måske en tegning, eller noget der er mere sejt.”

Jeg håber tippet kan bruges, af kommende brudepigeaspiranter?
Hvis man mangler tip til hvordan man holder et bryllup, klogede min dengang 6 årige næstældste sig her, i et tip om hvordan man holder et godt bryllup

09/17/15

Om lidt af hvert – og noget om babytøj

Nå,min blog fucker op for tiden, og valgte at udgive der her, selv om det kun var en kladde.

Men nu ligger det her altså, og jeg beklager mulig mangel på rød tråd.
—-

Mine to yngste døtre er med i det nye jubilæumskatalog fra Bahne, hvor de er blevet interviewet til “børnepanelet”.

20150917-094308.jpg

20150917-094318.jpg

Her et uddrag af den yngstes udtalelser omkring babymode, som jeg selv morede mig en del over:

“Jeg synes babyer er ret nuttede, og har søde små fingre, og er ret sjove at lege med – men nogle gange prikker de en på øjet, og det kan jeg ikke så godt lide.

Mange babyer er ret gode til at kravle. Så kan de snige sig ind på nogen!
Lige pludselig, så krammer de bare ens ben, og man havde slet ikke set dem.

Det er derfor jeg godt kan lide babyer: fordi de krammer. Og så er de søde, og sjove at lege med.
Man kan lege med bamser sammen med babyer, eller lære dem at gå, eller sådan noget.
Man skal bare vide: de sutter på ting! Og de savler ret meget.
Det er ulækkert med savl…

Hvis en baby har en babydragt på der ligner en leopard eller en mumie, kan man blive ret forskrækket, når de kommer snigende.
Jeg synes ikke man skal købe sådan noget uhyggeligt tøj til babyer, fordi ellers bliver voksne helt bange, og siger sådan:”waaaaa!!!”, fordi de tror at babyen er en lille leopard.

Man kan købe nuttede, nuttede små sko til babyer – men deres fødder virker ikke rigtigt endnu, så skoene skal være sådan bløde-agtige.

Nogle gange græder og skriger babyer, men så skal man bare give dem nusseklude. De elsker også sutter og babser.
Henne i børnehaven får babyerne ikke babser. De får bare sådan noget mælk de kan drikke i sutteflasker.

Jeg har ikke brug for en baby. Fordi så bliver det måske en lillebror, og de er faktisk irriterende!
Det siger en fra min børnehave, og hun har en lillebror.

Jeg kan også godt lide at der ikke er nogen der savler på mine ting herhjemme.
Da min mor holdt fest, kom der faktisk en baby. Og den rodede HELT vildt på mit værelse, og åbnede min sparebøsse, og hev mine bøger ned fra hylden, og jeg blev helt rundtosset, fordi det var svært at stoppe den!

Men mine babykusiner er ret søde. Jeg købte sådan noget tøj der var vildt nuttet til min ene kusine, faktisk. Hun blev ikke engang sur over at få tøj…”

Resten af interviewet kan læses i Bahne-kataloget – og det er gratis.

07/20/15

Gæsteblogger: Cecilie fra sneglcille

Smukke, søde, seje og sjove Cecilie – som jeg endda har været så heldig at møde flere gange i virkeligheden – har bloggen “sneglcille”,  hvor hun skriver forrygende morsomt, ærligt og klogt,om sit liv.
Man kan ikke undgå at falde, både for Cecilie og hendes måde at skrive på, og hendes blog får en stor anbefaling her fra!

Gæsteblogger sneglcille:
“Hvad laver man når man har sommerferie?” Spurgte jeg nysgerrigt og ideforladt min søn og papsøn henover en portion boller i karry, aftenen inden den sommerferie vi havde meldt til henholdvis fritidshjem og børnehave, den ferie som vi indtil få dage inden havde glemt, allerede var lige om hjørnet.
Undskyldningen på denne i nogles optik pinlige forglemmelse lyder, at jeg er på barsel med vores knap tre måneder gamle datter og derfor er en smule udfordret hjernekapacitetsmæssigt, og sjældent har styr på hverken ugedage eller datoer.
Jeg mindes at den evne genvindes, sammen med alkoholtolerance og normale sociale færdigheder (skal virkelig snart holde kæft om fødsler og tigerspring).
Min kæreste er selvstændig og er derfor heller ikke den allermest stærke i ugenumre og den slags.
Gudskelov at han i det mindste skriver ting ned, ellers ville vi virkelig være på spanden!

Otto, der er min snart 6 år gamle søn svarede til mit spørgsmål, at det vidste han altså ikke, for han havde faktisk aldrig haft sommerferie. Leo, min 4 årige papsøn nikkede med, han vidste heller ikke hvad det gik ud på.

Jeg forsikrede dem om, at det havde de altså haft, flere gange, og forsøgte at minde dem om tidligere sommerferieoplevelser vi har haft sammen, med nogenlunde held.

‘Nåh ja, Måske vi bare skal spise en masse is og spille fodbold i gården?’ Foreslog den ældste efter lidt tid. Hvilket jeg (overrasket og lettet) og resten af bordet vedtog. Så meget for at forsøge at piske en stemning op.

Samtalen fik mig til at tænke over mine egne sommerferieminder fra barndommen og sjovt nok er det lige præcis stunder som vandkamp i min mormors have, min mors kartoffelsalat, overload af frys-selv is (og dertilhørende sår i mundvigen), lyse aftener og duften af varm asfalt, der står klarest i min erindring, kontra de sikkert alletiders udflugter og aktiviteter min mor har sørget for at vi børn også fik når ferien stod på.

Så selvom jeg måske havde forestillet mig at vi skulle alverdens ting de næste 4 uger, skruer jeg lige mine forventninger ned til børnenes niveau. Afslapning, langsomme dage, boldspil og selvfølgelig is. Hver dag. 
Det gider jeg og mit barselsramte sind (og krop, Damn you kanelsnegle) godt

12/30/14

Om julen, der blev erobret af mongoler

Der er særdeles stille på min blog her i ferien – vil gerne skyde skylden for dette, på familien Khan og de mongolske horder.

Vi har ikke skullet meget denne jul – havde holdt kalenderen fri, fordi vi troede den nye tilbygning ville være klar til at flytte ind i, men det er den så ikke, og vi har i stedet slummet den i nattøj hele ugen.

Børnene har boltret sig i de store tomme rum, og bygget enorme playmobil-byer eller lavet cirkus og danseshows – og deres far og jeg har benyttet hver eneste sekund, hvor de var optaget af leg, til at snige os til at suge afsnit, af netflix nye serie om Marco polo til os.

20141230-132912.jpg
Nej, dette er overhovedet ikke et sponsoreret indlæg: Ninjaman og jeg er begge bidt af en gal mongol (lyder iøvrigt mærkeligt?), og bliver særdeles begejstrede, når der kommer nye film eller romaner om Djengis Khan.
Der er rigtigt langt imellem gode af slagsen, men det er “Marco polo” serien, og vi er alt for opslugte af den, og ville ønske børnene sov lidt tidligere og mere, for den er også så blodig, at vi ikke ser den, hvis de er i rummet…

Serien handler iøvrigt ikke om Djengis, men om hans barnebarn Kublai, der overtog Khanatet.

Rigtigt spændende, og man kan sagtens leve med, at den ikke er 100% historisk korrekt (bl.a er det aldrig helt bevist om Marco Polo i virkeligheden havde så stærk en forbindelse til khanen, som han kom hjem til Venedig og påstod).

Ninjaman læser stort set aldrig bøger, og jeg læser hele tiden – men vi har begge læst Conn Igguldens serie om Djengis Khan to gange, og brugt lidt for meget tid på at diskutere erobringstaktikker og hvor grimt sådan en jurte må have lugtet, af gæret fåremælk, harsk fårefedt og uvaskede krigere.
Boglink er affiliate

20141230-134111.jpg
Jeg har foræret bøgerne flere gange, til både min far, og flere af mine venner, og de har vakt begejstring.

Jeg har flere gange tænkt på blog-indlæg jeg gerne ville skrive i løbet af ferien:
har nogle gode boganbefalinger, noget om fornærmelser, føljeton-fortsættelse (gamle afsnit kan læses her), visdomsord fra fireårige, noget om indretning, lidt om pinligheder, en update på min far og kræft, og noget om når sure børn tager deres pinlige forældre på fersk gerning i at have sex.

De indlæg må i altså vente lidt på, for jeg fortsætter nattøj-og-serie-stilen ferien ud – kun afbrudt af nytårsaften i morgen, hvor vi skal være sammen med nogle venner, der muligvis synes det er fesent, hvis vi sidder og ser serie hele aftenen.
De har tre søde piger og en glad hund, og vores piger glæder sig også helt vildt til at feste med dem.

Godt nytår til jer alle!

09/29/14

Om børnehaver – et mandagstip OG en konkurrence!

Mindstebarnet, 4 år, vil gerne give mandagstip om hvad en børnehave er – og i dag er der endda en konkurrence tilknyttet:
” en børnehave er hvor man kan lege og man kan også være i hallen og man kan også lege i hallen. Man kan kun lege!

Det er ligesom arbejde, men det er også lidt kedeligt.

Det der er kedeligt er mastiks (gymnastik).
Jeg kan faktisk ikke huske hvad vi skal, bare fordi det er så kedeligt!

Det der er mest sjovt, er at lege med fifi, og barbie, og puslespil, og mor og far og børn.

I julen der kommer julemanden og vi synger kun julesange. Det elsker jeg!

Jeg kan ikke lide vinter, men jeg kan godt lide sommerfugle og sol og jul!

Jeg har lige fået en hestedukke, og på fredag skal jeg have den med i børnehave. Den er vildt pæn!
Man må gerne have legetøj med i fredagen.
Sidst havde Mynte en pony med, og Josephine havde dukker med, men jeg havde bare glemt det. Så græd jeg altså lidt…

Der går også små børn. Nogle af dem er ret nuttede – men Freja er dum, fordi hun laver mange slå-ting!

Der er også drenge i børnehaven. Drenge er meget fjollede!
Villads skriger altid når vi kysser ham! Så siger han:”AD!”
Engang tog vi læbestift med og kyssede ham! Hahaha – det var SÅ sjovt!

Når mor afleverer mig, løber vi ud til døren og kysser farvel.
Jeg er hurtigst! Jeg har en brun kjole og den er flot, jeg tror den vifter når jeg skal løbe i dag!

Jeg kan godt lide at lege børnehave, når mine venner er på besøg. Så er jeg den voksne, der siger at vi skal spise og den slags. Jeg er ret skrap!”

——–
Konkurrencen er slut.
Tak til alle, for jeres hyggelige minder , det var dejligt at læse om.
Og så en konkurrence til andre glade børnehavebørn: playmobil – der laver det legetøj mine børn har leget allermest med – har netop lanceret nogle fine nye produkter i “citylife”-serien: børnehaven, legepladsen, bilen og mange flere.
En heldig vinder, kan her løbe med den flotte børnehave, til en værdi af hele 849 kroner!
Skriv en kommentar nedenfor, med hvad du husker bedst fra din egen børnehavetid, så trækkes der en tilfældig vinder d. 8-10!

20140929-083923.jpg

09/4/14

Om det der kærlighed del 23 – en føljeton

Der er flere af jer, der har efterlyst flere afsnit af føljetonen, om hvordan jeg mødte min Ninjaman, og fik en hel masse børn.

Fortsættelse følger hermed:

2006 begyndte godt.
Jeg havde stadig barselsorlov, med min glade 10 måneders baby, og når hun skulle sove til middag, trillede jeg barnevognen over til de butikslokaler vi havde lejet, og brugte tiden mens hun sov, på at male vægge og samle reoler,

Jeg havde haft varelager i soveværelset og drevet netbutik hjemmefra, og vi glædede os alle til at få adskilt arbejde og privat, og få lidt mere plads og tid.

Planen var at vi skulle stå i butikken et par dage om ugen hver, og så begge arbejde ved siden af, ind til den kørte godt.

Så tingene så egentlig lyse og fornuftige ud – eneste lille irritationsmoment, var at jeg havde tabt min kobberspiral, i julen, og skulle op og scannes, for at se om jeg havde fået cyster igen, og om det var dem der havde skubbet den ud.

Det bekymrede jeg mig en del over – syntes også det nev lidt i maven, på samme måde som dengang jeg havde cyster, og frygtede at scanningen viste det.

Scanningen viste ikke cyster.

Den viste en lille spunk, med blinkende hjerte: jeg var 8-9 uger henne!

Noget af en overraskelse – det var ikke et barn mere vi stod og manglede – men det tog ikke mange øjeblikke for os at blive enige om, at det ikke kunne være anderledes.

Jeg bekymrede mig en del: hvordan ville vores økonomi blive, hvis Ninjaman sagde sit job op og blev den der stod fast for butik – planen om at skiftes til det, holdt jo ikke, hvis jeg var på barsel?

Hvor klemte ville børnene blive?

Var det ikke noget med at sådan nogle pseudotvillinger skændtes meget og som voksne ikke gad se hinanden(denne tese var baseret på en enkelt veninde, der altid har hadet sin et år yngre søste, men tanken skræmte mig, og jeg var bange for om den slags var almindelige med tæt aldersforskel)?

Ninjaman tog det mere afslappet:”det skal nok gå! Og vi er to om det!”

Da jeg var svær at berolige, malede han dette her maleri til mig (efter en tegning i en bog af Jacob Martin Strid), og af en eller anden grund fik det mig til at føle at det hele nok skulle gå…
:

20140830-111721.jpg
Det hænger i køkkenet, og jeg kan stadig blive helt varm inden i når jeg ser det.
Når ting siden hen har været skræmmende og vi har skullet tage store beslutninger om noget, har jeg ofte set på det lille billede, og forsøgt at tænke:”hvis det ikke går – så pyt! – for vi har stadig hinanden!”

08/21/14

Om zen og brændenælder

Det er mig der henter vores børneflok hjem tirsdag og onsdag, og jeg hænger altid i en klokkestreng, for at nå det – der skal ikke særligt meget ekstra trafik, eller skolebørn der er svære at finde, til at vælte tidsplanen…

Ninjaman byttede en vagt på arbejdet i dag, og havde tidligt fri, så for en gangs skyld, behøvede jeg ikke bekymre mig om det.
Jeg havde haft en dag med mange møder og mennesker, og havde så mange tanker i hovedet, at jeg først brugte et par minutter på at lede efter bilen – var på cykel…

Euforisk cyklede jeg ud i solskinnet, med bare tæer på pedalerne og god musik i ørerne.
Cyklede endda en lille omvej, gennem en park, fordi jeg trængte til at se på noget andet end veje og biler.

Og der, i parken, gik det pludselig op for mig, at jeg jo egentlig ikke havde særligt travlt – og min hjerne påstod at have skimmet en artikel i genren “mindfullness/lev i nuet/carpe diem”, der handlede om at stoppe op, og nyde nuet.
Jeg er ikke en stoppe-opper, overhovedet.
Og at tage sig 5 minutter til at være sig selv, føles ekstremt ekstravagant, når man også har 4 unger, og sjældent får lov til så meget som at tisse alene, uden at skulle trøste/hjælpe/true/lytte imens.

Men jeg gjorde det – greb følelsen af frihed og solskin, stillede cyklen op af et træ, og satte mig på en bænk, og lyttede til to hele sange, mens jeg beundrede lidt udsigt.

Den der artikel havde ret, tænkte jeg – det føltes sgu da godt, lige at tillade sig lidt tid til at lave ingenting, helt alene!

Oplivet rejste jeg mig, for at cykle hjem – og opdagede at cyklen ikke længere stod op ad det lille træ, men i stedet havde væltet sig sådan bag om træet, og ned i en grøft.
Fyldt med brændenælder….

Mine sko lå før i cykelkurven – nu lå de så helt nederst i grøften, så uanset hvad, måtte jeg på bare tæer ned i brændenældehelvede og fiske jakke, lås, cykel og sko op.
Så mig desperat om efter nogen jeg kune lokke til at hjælpe, men der var altså ingen…

Hvad de ti minutter på en bænk havde givet mig af zen-ro, fik de to minutter i brændenælderne brutalt flået i stykker – og cykelturen hjem bagefter, med brændende fødder og en cykel der nu sagde:”RASLEslæbeslæberasleRASLESlæbe….”, fordi den var blevet trykket, var lige prikken over iet.

Men – og nu kommer pointen – mine børn havde så ondt af mig, at de hentede tæpper til mig, og lod mig være i fred en hel halv time – så ti minutters zen/to minutters smerte/10 minutters rasle-brænde-cykling, blev faktisk vekslet til endnu mere zen og endda med omsorg oven i.
Så hvis jeg nogensinde får tid igen – så snupper jeg altså den bænk en gang mere – men parkerer muligvis cyklen bedre!

06/25/13

Om elastiktyve

Det eneste (pige)børneforældre frygter mere end sokkespiseren – der ellers konstant er skyld i at mine børn går sådan her rundt:

20130405-092357.jpg
er hårelastik-spiseren.

Frk fantastisks lange fejende hår er nærmest magnetisk for lus,og det slår aldrig fejl: glemmer vi at sætte håret, kommer det hjem, kriblende med nye beboere.

Så hver morgen går med febrilske eftersøgning efter elastikker, og uanset hvor mange vi køber, mangler de altid.

I sidste uge købte Ninjaman en pakke med 90 elastikker.
Der burde være til noget tid, før elastikspiseren får has på dem, tænkte vi, men i morges kunne vi ikke opspore en eneste.

Kassen med elastikker var ganske tom, og først efter lang tids leden, i skuffer, sofa, badeværelse og lommer, lykkedes det at finde en slidt elastik i en taske, til den lange hestehale.

Men hvor VAR de dog blevet af? undrede vi os fortsat.

Ind til blikket faldt på den to årige mode-eksperts buttede arme….

20130405-094434.jpg
Hun var mere end frisk på at posere, modeblogger-style:

20130405-094526.jpg
Og pænt arrig, da 89 smukke armbånd blev konfiskeret inden børnehave.