08/20/20

Om indbrud og tider hvor det er knapt så fedt at være typen der laver “sjove” grimasser på fotos

Vores planlagte afslappende sommerhusferie, blev noget formørket af et indbrud hjemme i vores hus mens vi var væk. En af de store af vores piger var alene hjemme med en veninde, og vågnede op til et hus der var blevet ribbet for smykker om natten.
Vanvittigt ubehageligt for de stakkels piger –  der dog heldigvis havde min fætter og hans kone tæt ved som hjalp dem med politi og trøst – men tanken om at nogen har været i huset mens de sov er så væmmelig at ingen af os kan holde ud at tænke på det.
Det er klart det værste ved det, selv om vi også alle fem har fået stjålet smykker der rent faktisk betød noget for os.

Forsikringsselskabet ville gerne have at vi fandt så mange fotos som muligt af smykkerne, og til at begynde med var det ret øv-agtigt at blive mindet om hvad der var mistet, men det endte med at være det eneste lidt sjove ved det.
Det er primært mig der tager fotos herhjemme så der var fotos nok af børnene med deres smykker på, men af mig var udvalget mere sparsomt, og jeg var nødt til at vedhæfte alle fotos vi fandt af mig. Alle. Også dem hvor jeg virkeligt ligner en idiot.
Jeg ved ikke hvad forsikringsgutten tænkte da han åbnede dette – mit gamle buskortfoto, der var det eneste foto af de øreringe:

Hvis det så bare havde været det eneste fjollede foto kunne det måske være noget han ikke havde studset over, men jeg havde fået stjålet alle smykker jeg nogensinde har ejet og ser åbenbart jævnligt dum ud på fotos. Min favorit var dette med overskæg på – eneste foto af de nye øreringe jeg fik i afskedsgave af mine ekskolleger før sommerferien:


“Fuck, du er pinlig!” Grinede ungerne, da de så vores samlede liste, hvor alle mine dummefotos jævnligt lyste op:

Nå, i det mindste har jeg gjort det festligere at være forsikringsassurandør.

11/19/18

Om det der kærlighed, del 31

Her fortsættelsen på den store føljeton, om vores liv de sidste 21 år.
Her et foto af pigerne, fra en udklædningsfest det år. Jeg har mistet mange af mine fotos fra de år, så det passer ikke helt til:

August/september 2009 var præget af både håb og mismod.

Det havde ellers lige kørt så godt altsammen, men nu hvor banken havde lukket kassekreditten til vores butik, og vi havde taget lån i huset for at betale regninger, var det ikke særligt sjovt. Drømmen var at nogen ville købe det hele, og gerne ansætte Ninjaman som erfaren butiksbestyrer, men vi havde opsagt butikslokalerne og indstillede os på at vi havde et halvt år til at få solgt ud og lukket ned. Forhåbentligt uden alt for stort tab, men det så ikke lovende ud.

Jeg var ked af det, og uendeligt træt, men forsøgte fortsat at geare mig selv op til at få det bedste ud af min gode nye arbejdsplads, og var fx med i en hyggelig madklub, hvor man lavede mad sammen en gang om måneden.

En sen eftermiddag i starten af Oktober, stod jeg i Netto og købte vin ind til madklubben samme aften. Jeg havde bare lyst til at køre hjem og sove, selv om dagen egentlig ikke havde været hård.

Ved kassen hang der nogle graviditetstests, og pludselig ramte tanken mig: “så træt her plejer jeg kun at være når jeg er gravid”

En pakke tests røg i kurven sammen med rødvinen. Mens jeg cyklede tilbage til arbejdet, prøvede jeg at regne på om der overhovedet var en risiko for at jeg var gravid. Nåede frem til at det kondom der var gået i stykker havde været på et sikkert sted i min cyklus, men tanken ville ikke rigtigt slippe. Mens forretterne var i ovnen sneg jeg mig ud på badeværelset med pakken med tests.

De var bragende positive. Alle fire.

Min første tanke var: ”pis – jeg har lige givet alt babytøjet og tingene til en genbrugsbutik!”

Min næste tanke var mere noget med:”fuckfuckfuckfuck!”.

Jeg ringede til Ninjaman, der stadig var på arbejde i vores butik.

“Den der sparkedragt jeg sagde var pæn i butikken – har du solgt dem allesammen? Ellers tror jeg vi får brug for at gemme en selv…” sagde jeg, klodset.

Vi havde slet ikke talt om at jeg kunne være gravid, ingen af os havde tænkt tanken, og jeg var ikke engang gået over tid, men han fattede det alligevel med det samme.

”Vi har klaret så meget sammen, mon ikke vi klarer en bonusbaby?” var hans respons, efter en skræmmende lang stilhed.

(Fortsættes)

 

11/7/18

Om det der kærlighed del 30, en føljeton

Nu er der efterhånden rigtigt, rigtigt mange af jer der har skrevet og efterspurgt nogle nye afsnit føljeton, som jeg har syltet i over et år.
Hvis man ikke har læst dem, kan de andre afsnit om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, forelskede os og fik en masse unger læses her.
Her kommer er afsnit 30, der foregår i 2008/2009.

Vinteren var, ligesom vintrene havde været herhjemme de foregående år, smaskfyldt med syge unger. Småpigerne på 2 og 3 slæbte den ene runde influenza/halsbetændelse/mellemørebetændelse efter den anden med hjem fra børnehave, og selv det lille skolebarn blev ramt flere gange.

Sådan her så det meste af December 2008 ud. Da jeg fandt billedet, kunne jeg pludseligt huske hele følelsen af at ligge klemt mellem febervarme unger, klar til at række saft og brækspande videre; med en stemme der var helt hæs af højtlæsning, og med ører der ikke orkede høre mere dumt børne-tv. Kan godt savne at kramme lidt på de her små varianter af mine unger, men er godt nok glad for at alt det sygdomspis ligger bag os!

2009 startede ret godt ud. Et halvt år før, havde banken bevilget os en stor kassekredit til vores butik, og vi havde flyttet den fra de snuskede lokaler på en lille sidegade, til et flot lyst sted på en hovedgade. En rigtig butik, med mange kunder. Ikke det store overskud, men den kørte stabilt og vores økonomi var en del bedre end frygtelige sidste år.

Ninjaman var rigtigt glad for at stå i den, og jeg og ungerne kom ofte forbi og gav en hånd med at lave vinduesudstillinger og andet hyggeligt.

Her den mindste af dem der gik tøjmodel, ved en byfest i gaden hvor Ninjamans butik lå.

Pigerne var glade og trivedes, og det føltes som om vi var på vej et godt sted hen sammen, alle fem. Oprindeligt havde vi jo talt om at vores barn nummer tre skulle være en efternøler, som vi havde tid og overskud til, men nu havde hun valgt at komme meget før, og vi var faktisk enige om at det passede ret perfekt: vi havde en flok på tre, der legede sammen hele tiden; interesserede sig for meget af det samme; og allerede nu kunne vi så småt mærke at de var ved at blive større og mere selvkørende. Det ville blive nemt om få år, var vi enige om.

Vi var ved at komme ud af den baby-boble vi havde været i i mange år, med bleer, og søvnløshed og barnevogne og middagslure, og det gav overskud til at huske at være lidt voksne også.

Jeg tog mig sammen til endelig at få smidt alle ti efter-tre-graviditeter-i-træk-kiloene, og følte mig stærk og overskudsagtigt. Da der midt på året kom en spændende stilling i en ny afdeling på min arbejdsplads, trængte jeg til at prøve noget nyt, og søgte den. Jeg fik den, sammen med et års orlov fra min daværende stilling, da det ikke var sikkert den nye stilling blev mere end et årig. Virkeligt spændende at få lov til at prøve af et år, uden at miste noget! Jeg involverede mig glad i alt hvad der var af madlavningsklubber og læseklubber på den nye del af arbejdet, nu hvor mine børn ikke længere var så små at de desperate ventede på at jeg kom hjem til dem.

Ninjaman tog på festival for første gang i 10-12 år, fik flere tatoveringer og begyndte at dyrke sport igen. Det var skønt for os begge at lave ting uden for flokken igen, selv om vi også trivedes i den og med hinanden.

Men så kom september, hvor banken ringede og sagde at de nu havde taget en beslutning om ikke at give kredit til små virksomheder, der ikke gav stort overskud, længere. Vi havde et væld af store regninger på vej, og kunne ikke rigtigt se en vej ud af det. Opsagde butikslokaler (der var seks måneders opsigelse) og begyndte at sælge varer ud med stort tab. Var nødt til at tage et stort lån i vores lille hus,  for at betale. Det var meget skræmmende, og vi fik gældsat os ret grundigt, og kan stadig mærke det.

Jeg fortrød det nye job, nu hvor jeg ikke var i stand til at præstere mit bedste. Jeg var ikke dårlig, men hadede mig selv for ikke at være fantastisk, overskudsagtig, ovenpå. Havde sådan glædet mig, og var også startet godt ud, men jeg tænkte meget på butikken, og på hvor meget den kunne nå at smadre af vores økonomi de næste måneder, og havde ikke helt hjertet med i alt det nye længere. Jeg var også pludselig så træt, at jeg nærmest faldt i søvn når jeg trådte ind af døren hjemme, og alligevel faldt jeg også i søvn mens vi så fjernsyn om aftenen – og var stadig træt om morgenen. Træt, dødeligt træt, hele tiden.

(Fortsættes)

09/24/18

Ti random facts om mig, del 2 – klodsethed udgaven

Egentlig havde jeg tænkt mig bare at skrive en hel random liste over ting I ikke ved om mig – men efter nogle punkter tegnede der sig et mønster, så her får i den klodsede udgave. Det pinligste er, at jeg nemt kunne lave den ti punkter længer, for jeg er stærkt grovmotorisk udfordret. Underligt nok er jeg ret fingernem, men resten af min krop er bare et klumpet vedhæng til mine hænder.

Ti ting I ikke ved om mig, og klodsethed.

1. Jeg går ind i ting. Altså ikke bare engang imellem, men stort set hele tiden. Bemærker det ikke engang rigtigt selv, for jeg er vant til at brage gennem livet som en pinball-kugle, men jeg har venner der morer sig meget over det, og gør et stort nummer ud af at tælle hvor mange ting jeg rammer ind i på en aften.

2. Dørkarme er min ærkefjende, og jeg har næsten altid blå mærker på hofterne, af at fejlbedømme hvor smal min mås er, og så bare brage den ind i dørkarm. Er heller ikke særligt gode venner med bordkanter…

3. Til en personalefest forrige fredag, var der nogen der stod nede på gaden og røg, og jeg tilbød glad at fortælle dem at der var mad. Gad ikke løbe ned af alle trapperne, og ville råbe ud af et vindue. Havde så travlt med at forsøge at regne ud hvordan vindue skulle åbnes, mens jeg gik hastigt gennem rummet, at jeg overhovedet ikke så glasvæggen foran. Tog den med hele ansigtet. Heldigvis var der ingen der så det, og jeg sneg mig diskret ud på badeværelset og besigtigede øm pande og ledte efter næseblod, mens jeg blinkede tårer væk.

4. … og så troede jeg at ingen havde opdaget det. Det havde de heller ikke – før vi skulle ind i det rum med glasvæggen for at lave en quiz, og mit ansigt var tværet så tydeligt ud over glasvæggen, at der ikke var nogen tvivl om hvad der var sket. Hvordan kan man ramme med både pande, hage, næse og øjenhule, så hårdt at man kan blive genkendt ud fra det?

5. I betragtning af hvor stejl vores trappe er, og hvor klodset jeg er, er jeg heldigvis kun røget ned af den to gange, i løbet af de 18 år vi har boet her. Føler mig ret heldig over det.

6. Forsøgte engang som teenager at løbe forbi det sted hvor en pæn fyr fra skolen trænede fodbold om aftenen. Havde så travlt med at se sexet ud, at jeg ikke bemærkede stor sten, og endte med at skvatte lige foran ham, i en sky af blod, grus og tabt værdighed.

7. Jeg har glemt at tage badetøj på efter brusebad i svømmehal, og vadet ud af omklædningsrum nøgen. Endda to gange.

8. Kæden røg engang af min cykel, på vej ned ad Valby bakke. Kunne ikke bremse, og kørte ind i Søndermarken, hvor jeg crashede i en ydmygende omgang hudafskrabninger foran en flok turister.

9. Engang som ganske ung forsøgte jeg mig flere gange med stilethæle når jeg skulle i byen. Der er mange grunde til at jeg udelukkende går i sneakers nu – dengang hvor mine stiletter satte sig fast i en rist foran en kælderbars dør, hvorefter jeg væltede på maven ind af døren, er bestemt en af grundene.

10. Antallet af gange jeg har vadet rundt med min nederdel stoppet op i mine underbukser er astronomisk – vil tro det sker mindst en gang om ugen.

04/26/18

Vind en fantastisk kjole fra Dress the Bird

Konkurrencen er slut, vinderen blev marianne Luna. Tillykke! Sender dig en mail.(Sponsoreret konkurrence)

Jeg har før skrevet begejstret om den fantastiske netbutik “Dress the bird”; og også interviewet ejeren, Helle Bendsen, her.
Jeg er vild med hendes butik: nem at finde rundt i, god service, fine billeder og smukke ting. Allerøverst på min ønskeseddel står lige nu denne fine kjole:

Shit, den er pæn! Men det er alle de andre ting i hendes butik nu, se bare den her:

VIND EN VALGFRI KJOLE FRA Dress the Bird
Har du også en passion for smukt, anderledes tøj?
Så kan du hermed vinde en valgfri kjole (eller andet) fra “Dress the birds” fabelagtige butik!
Alt du behøver gøre, er at finde den vare du helst vil vinde, og smide et link til den her nedenfor.
Du bestemmer helt selv om det skal være en festlig kjole, et par skønne sko, en retro skuldertaske, eller noget helt fjerde.
Skriv en kommentar med et link til den vare du ønsker at vinde, og kryds så fingre –  vinderen findes d. 12-5/2018.

Hvis du gerne vil have inspiration til din stil, kan du følge “Dress the bird” på instagram eller facebook, hvor der ofte lægges inspirerende billeder op.

06/30/16

Om anatomilektioner

Mit absolutte favoritsted i hele verden, er mit nye badekar.

Forleden morgen, efter en meget våd tur i byen med mine kolleger, vågnede jeg endda op i mit badekar, klokken 6 om morgenen, i iskoldt vand og med min tandbørste i mundvigen.
Kan ikke huske hvorfor, men tænker at det siger lidt om mit kærlighedsforhold til badekarret, når det vinder over sengen på sådan et tidspunkt?

Det bedste ved badekarret, er muligheden for alenetid.
Jeg kan læse, drikke kaffe, glo op i loftet eller – som nu: skrive blogindlæg fra telefonen.
DSC_0277
Og ja: beklager det mentale billede i nu fik, af mig der blogger nøgen.

Da Ninjaman var allermest syg var badekarret mit helle: det sted jeg kunne bede om tyve minutters tid alene, og rent faktisk få det.

Men nu er freden ved at være slut, for yngstebarnet har opdaget at jeg jo ligger stille når jeg bader, og er begyndt at snige sig ind på mig for at bombardere mig med spørgsmål, om alt i verden – både “hvem har opfundet vand?”, “hvor boede jeg før i fik mig?”, og “hvorfor flyder nogle ting?” er spørgsmål jeg har måttet besvare fra vandet den sidste tid.

Forleden aften lå jeg i karret før puttetid, og spørgsmålsmesteren skyndte sig begejstret ud til mig, med supplerende spørgsmål til emnet “tyngdekraft og hvorfor ting flyder”, som jeg besvarede så godt jeg kunne, mens jeg krydsede fingre for at der snart var nogen der kaldte på hende.

Hun fornemmede at jeg var distraheret, og hev mig tilbage til virkeligheden med en prikkende finger på mit højre bryst.

Barn:”Hvorfor flyder babser? Er der luft i dem?”

Mor:”æh nej… Luft? Det er nok mere sådan.. kød?”

Barn (uimponeret konstaterende):” Nå. Sådan noget slasket kød, hva?”

Ah… Der er nu intet som smigrende sandheder fra børn…

05/18/16

Om gamle blogindlæg, maj

Noget af det bedste ved at have haft en blog i mange år, er selv at læse tilbage i den, og blive overrasket over hvor meget man egentlig glemmer igen.
Det er faktisk også det værste ved den: de håndfaste beviser på hvor hurtigt tiden gør, så snart man har fået børn. De bliver så tydeligt klogere og mindre rundkindede for hvert år der går – hvilket er godt og naturligt – men indimellem kan jeg godt tage mig selv i at savne alle de yngre versioner af mine mange børn også.

Søde Sneglcille har fået en virkeligt god ide’, hvor hun laver et månedligt indlæg med highlights fra samme måned, i foregående år.

Jeg vil fremover planke denne gode ide’, og bladre tilbage i min blogs gamle arkiver en gang om måneden.
I dag fandt jeg disse læseværdige indlæg, fra Maj måned 2011 til nu:

Maj 2011:
Det her indlæg havde jeg selv glemt, ind til jeg genlæste det. Min ældste gnækkede smørret: hun havde bestemt ikke glemt hvordan hendes kluntede mor sad fast bag en sofa…
Muligvis ikke mit livs mest elegante øjeblik?

Maj 2012:
Hvor stædige små børn på to år er, havde jeg også næsten glemt.
Ind til jeg genlæste dette her indlæg, hvor min stædige yngste venter på sne.
images
Maj 2013:
Jeg havde været hårdt stressramt, og var stadig ikke helt i i træning med at skrive læselige sms’er. Og jeg havde en ivrig næsten-treårig der planlagde sin fødselsdag, med lige dele iver og manglende realitetssans

Maj 2014:
Næstyngstebarnet gav mig fniseanfald med sine tegninger i tilbudsaviserne. Dette gør hun faktisk stadigvæk. Det sjoveste barn jeg kender.
20140531-124534
Maj 2015:
Vi beviste, endnu engang, vores manglende kompetencer ud i oprydningens ædle kunst.

Det var de sidste fem års maj-blogindlæg, i hovedpunkter.
Jeg syntes selv det var så sjovt at finde frem, at I må belave Jer på et lignende indlæg igen sidst i Juni. Håber det er i orden!

03/7/16

Om brudepiger – et mandagstip

Min fantastiske fætter skal giftes med sin dejlige kæreste til August,hvilket vi allesammen er lidt oppe at køre over allerede.
Der er ingen fester så fine, som dem hvor man fejrer at folk man elsker siger ja til kærligheden!
Ninjaman er allerede ved at gå i panik over hvad han skal have på, og fantaserer om at kunne nå at spare op til et nyt jakkesæt, og jeg er begyndt at overveje hvad den rette dosering af mobning/kærlighed er, i den tale jeg vil holde.
Men ingen er mere oppe at køre over det, end børnene – der alle fire skal være brudepiger.

Mine to ældste var brudepiger, da vi blev Surprise-gift, ved barn tre’s barnedåb, men de to yngste har altid været lidt misundelige over ikke at have været en del af det.

image
Bemærk detaljen med at de to små brudepiger ikke holder hånd, men den højtidelige ældste, fører sin betuttede yngre søster med sig, med et solidt greb om håndleddet.

Selv om de alle fire glæder sig usigeligt, både til festen, til de fine kjoler og til den højtidelige vielse, er den der glæder sig allerallermest den fem årige, der her gerne vil give gode tips til hvordan man skal være brudepiger.

Sådan bliver man en god brudepige – et mandagstip.

“Når man skal være brudepiger skal man smide med blomster.
Man må IKKE tyre, og man må IKKE smide efter øjnene!
Jeg vil smide dem sådan på gulvet, for min onkel har nogle gange meget snavsede sko, og så kan man ikke se hans fødder så meget.
Vi så engang en god film da det var fredag, og der var der en dreng der var prins, og hans tjenere smed blomster på gulvet hele tiden, som han gik på. Jeg tror det er sådan lidt det samme.
Jeg skal have mig en kurv med blomster i, og den skal være blå. Eller hvid. Eller en anden farve.

Man skal have kjoler på, men ikke slør.
Det er kun til den der skal blive giftet… Altså – damen – mænd ser fjollede ud med slør.
Men man kan have sådan en cirkel af blomster om hovedet. Det vil jeg have.

Jeg synes jeg skal gå allerforrest, for jeg er den mindste, og så kan man se over mit hoved.
Bare man kan se min onkels kæreste, for hun er så pæn. Og hun har pænt hår og er sød.Jeg glæder mig rigtigt, rigtigt, rigtigt meget, men nogle gange ved jeg ikke om jeg tør alligevel. For måske så gør jeg noget forkert.

Jeg ved ikke hvad jeg skal have på. Jeg har en ret pæn kjole, med sådan nogle knapper i ryggen. Måske skal vi have de samme kjoler på. Det bestemmer dem der skal giftes. Så synes jeg de skal være blå, for det passer også til dem der er store.

Man må ikke sige bandeord når man er brudepige. Heller ikke selv om der er nogen der skubber.
Bagefter fester man. Jeg har aldrig været med til en bryllupsfest og jeg glæder mig SYGT meget!

Jeg skal også finde på en flot gave til dem. Måske en tegning, eller noget der er mere sejt.”

Jeg håber tippet kan bruges, af kommende brudepigeaspiranter?
Hvis man mangler tip til hvordan man holder et bryllup, klogede min dengang 6 årige næstældste sig her, i et tip om hvordan man holder et godt bryllup

09/17/15

Om lidt af hvert – og noget om babytøj

Nå,min blog fucker op for tiden, og valgte at udgive der her, selv om det kun var en kladde.

Men nu ligger det her altså, og jeg beklager mulig mangel på rød tråd.
—-

Mine to yngste døtre er med i det nye jubilæumskatalog fra Bahne, hvor de er blevet interviewet til “børnepanelet”.

20150917-094308.jpg

20150917-094318.jpg

Her et uddrag af den yngstes udtalelser omkring babymode, som jeg selv morede mig en del over:

“Jeg synes babyer er ret nuttede, og har søde små fingre, og er ret sjove at lege med – men nogle gange prikker de en på øjet, og det kan jeg ikke så godt lide.

Mange babyer er ret gode til at kravle. Så kan de snige sig ind på nogen!
Lige pludselig, så krammer de bare ens ben, og man havde slet ikke set dem.

Det er derfor jeg godt kan lide babyer: fordi de krammer. Og så er de søde, og sjove at lege med.
Man kan lege med bamser sammen med babyer, eller lære dem at gå, eller sådan noget.
Man skal bare vide: de sutter på ting! Og de savler ret meget.
Det er ulækkert med savl…

Hvis en baby har en babydragt på der ligner en leopard eller en mumie, kan man blive ret forskrækket, når de kommer snigende.
Jeg synes ikke man skal købe sådan noget uhyggeligt tøj til babyer, fordi ellers bliver voksne helt bange, og siger sådan:”waaaaa!!!”, fordi de tror at babyen er en lille leopard.

Man kan købe nuttede, nuttede små sko til babyer – men deres fødder virker ikke rigtigt endnu, så skoene skal være sådan bløde-agtige.

Nogle gange græder og skriger babyer, men så skal man bare give dem nusseklude. De elsker også sutter og babser.
Henne i børnehaven får babyerne ikke babser. De får bare sådan noget mælk de kan drikke i sutteflasker.

Jeg har ikke brug for en baby. Fordi så bliver det måske en lillebror, og de er faktisk irriterende!
Det siger en fra min børnehave, og hun har en lillebror.

Jeg kan også godt lide at der ikke er nogen der savler på mine ting herhjemme.
Da min mor holdt fest, kom der faktisk en baby. Og den rodede HELT vildt på mit værelse, og åbnede min sparebøsse, og hev mine bøger ned fra hylden, og jeg blev helt rundtosset, fordi det var svært at stoppe den!

Men mine babykusiner er ret søde. Jeg købte sådan noget tøj der var vildt nuttet til min ene kusine, faktisk. Hun blev ikke engang sur over at få tøj…”

Resten af interviewet kan læses i Bahne-kataloget – og det er gratis.

07/20/15

Gæsteblogger: Cecilie fra sneglcille

Smukke, søde, seje og sjove Cecilie – som jeg endda har været så heldig at møde flere gange i virkeligheden – har bloggen “sneglcille”,  hvor hun skriver forrygende morsomt, ærligt og klogt,om sit liv.
Man kan ikke undgå at falde, både for Cecilie og hendes måde at skrive på, og hendes blog får en stor anbefaling her fra!

Gæsteblogger sneglcille:
“Hvad laver man når man har sommerferie?” Spurgte jeg nysgerrigt og ideforladt min søn og papsøn henover en portion boller i karry, aftenen inden den sommerferie vi havde meldt til henholdvis fritidshjem og børnehave, den ferie som vi indtil få dage inden havde glemt, allerede var lige om hjørnet.
Undskyldningen på denne i nogles optik pinlige forglemmelse lyder, at jeg er på barsel med vores knap tre måneder gamle datter og derfor er en smule udfordret hjernekapacitetsmæssigt, og sjældent har styr på hverken ugedage eller datoer.
Jeg mindes at den evne genvindes, sammen med alkoholtolerance og normale sociale færdigheder (skal virkelig snart holde kæft om fødsler og tigerspring).
Min kæreste er selvstændig og er derfor heller ikke den allermest stærke i ugenumre og den slags.
Gudskelov at han i det mindste skriver ting ned, ellers ville vi virkelig være på spanden!

Otto, der er min snart 6 år gamle søn svarede til mit spørgsmål, at det vidste han altså ikke, for han havde faktisk aldrig haft sommerferie. Leo, min 4 årige papsøn nikkede med, han vidste heller ikke hvad det gik ud på.

Jeg forsikrede dem om, at det havde de altså haft, flere gange, og forsøgte at minde dem om tidligere sommerferieoplevelser vi har haft sammen, med nogenlunde held.

‘Nåh ja, Måske vi bare skal spise en masse is og spille fodbold i gården?’ Foreslog den ældste efter lidt tid. Hvilket jeg (overrasket og lettet) og resten af bordet vedtog. Så meget for at forsøge at piske en stemning op.

Samtalen fik mig til at tænke over mine egne sommerferieminder fra barndommen og sjovt nok er det lige præcis stunder som vandkamp i min mormors have, min mors kartoffelsalat, overload af frys-selv is (og dertilhørende sår i mundvigen), lyse aftener og duften af varm asfalt, der står klarest i min erindring, kontra de sikkert alletiders udflugter og aktiviteter min mor har sørget for at vi børn også fik når ferien stod på.

Så selvom jeg måske havde forestillet mig at vi skulle alverdens ting de næste 4 uger, skruer jeg lige mine forventninger ned til børnenes niveau. Afslapning, langsomme dage, boldspil og selvfølgelig is. Hver dag. 
Det gider jeg og mit barselsramte sind (og krop, Damn you kanelsnegle) godt