06/3/15
wpid-wp-1433227432768.jpeg

Om fem årige babyer

I aften, kl. 23.35, er det fem år siden mindstebarnet kom til verden, hjemme på gulvet i stuen.
Fem år!!

image

Vi synes alle fem stadigvæk at hun er en nuttet lille baby, og både forældre og storesøstre slæber hende gerne, når hendes små buttede ben bliver trætte på gåture, og hvis hun gør noget, der får en af os til at hæve stemmen, så behøver hun bare bæve lidt med underlæben, før vi allesammen står klar og trøster.

Heldigvis har hun en personlighed der kan bære al den forkælelse: hun er empatisk, hjælpsom, glad, har en sort, sort humor, og er utroligt beskeden.
Således er hendes eneste rigtige ønsker til dagen en fridag – og en pruttepude.

Så det får hun.
Ninjaman og jeg har begge taget fri, og har lovet hende en tur i svømmehallen.

Ældstebarnet er i Tyskland på lejrtur, men mellempigerne henter vi tidligt fra skole, og så tager vi sandsynligvis i Frederiksberg have med madkurv, og leger det er ferie.

image

Synes det er vildt så meget børn ændrer sig, på så få år. Her er fødselsdagsungen som nyfødt, 1 år, 3 år(med tårer i øjnene af rørelse over fine plastiksmykker), og nu, som fem årig.

Nå, nu må jeg hellere komme i gang med dagen. Der er en glad fødselsdagspige der skal vækkes, med smilehuller, der skal kysses!

05/24/15

Om kamp-babyer

Jeg sad og bladrede i bloggens gamle indlæg, for at finde babybilleder af min lillelillelillebitte mindstepige (til et blogindlæg om hendes fem års fødselsdag på onsdag) og faldt over det her indlæg, som jeg fuldstændigt havde glemt, og nu har brugt en halv arbejdsdag på at fnise over – så nu genposter jeg det, hvis i vil fnise med:

Min baby, og hendes kusine. Kampbabyer in action.

“Fy for pokker, hvor du lugter!” “Tal for dig selv!”

“Hiiii-YAH” “Tag den!”

“Det var hende der startede…”“Årh HVAD hvor det var!”

05/9/15

Om tumle-lege og uhensigtsmæssige navne

Når vi fortæller folk, at vi har fire børn, bliver folk ofte lettede på vores vegne når de hører det er fire piger.
Så siger de et eller andet om, at det er heldigt det ikke er drenge, for drenge leger så vildt.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på hvordan det er at have drengebørn, men umiddelbart tror jeg ikke det der med vilde lege er kønsbestemt – nogle børn er vel bare mere fysiske end andre?

Jeg er på ingen måde et sportsmenneske, men jeg elsker slås og tumle-lege, og det gør mine tre yngste piger også.
Vi har opfundet forskellige lege: med den ti årige laver jeg sådan noget akrobat-agtigt noget, hvor jeg ligger på ryggen og hun balancerer på mine fødder og den slags; med den otte årige leger jeg “slagter-leg”, som er sådan en tumleting, hvor jeg lader som om jeg tilbereder og æder hende (og taler med en sær tysk accent imens – det giver ikke helt mening, men er vildt sjovt); og med den lille er det en slags fange-kilde-leg, der hedder “tæskeleg “.

Jeg har et arbejde hvor jeg, i perioder, skal være meget i beredskab, og jo hårdere dagen har været, jo mere afstressende er det, at komme hjem og smide rundt med et barn i en eller anden fjollet leg, mens deres far laver mad.

Her i onsdags havde jeg haft en exceptionelt stresset dag, men mine piger var inviteret til playmobil-lege-event hos Mannov pr og de havde glædet sig helt enormt.

Det var et vildt fint arrangement, med søde mennesker, lækre snacks og en hel masse playmobil at lege med, og jeg havde fire unger med, der opførte sig pænt og fordybede sig i henholdsvis leg, tegning, vejrmøller på tagterrasse og rydning af buffet.
image

Men jeg havde hovedet fyldt af min dag, og kunne ikke helt samle mig om smalltalk, og selv om det var hyggeligt, længtes jeg, efter at komme hjem og ligge i fosterstilling i sofaen mens jeg tømte tanker om dagen ud over min sagesløse mand.

Den trang holdt jeg nede, ved at tumle lidt med mindstebarnet, i smug.
Sådan bare lige kilde hende lidt eller vende bunden i vejret på hende, når hun gik forbi mig på, steder hvor der ikke var så mange mennesker.

Problemet med tumle-lege, er at de i længden er svære at udføre diskret…

Således også her, hvor jeg stod og forsøgte at smalltalke, da jeg pludselig blev ramt på balden, af en kanonkugle affyret fra en lille playmobil-kanon, af et barn der begejstret råbte:”NU TÆSKER MIN MOR MIG!”, hvor på hun drejede om på hælen og løb – direkte med panden først, ind i en glasdør…

Jeg ved ikke om det var barnets påstand om at hun var udsat for jævnlige tæsk, eller om det var lyden af glas imod barnepande, der fik de omkringstående til at se chokerede ud – men jeg skyndte mig, med dårlig samvittighed over at have startet det der førte til pandebule, at trøste bulet barn.
Mens jeg tænkte over, at “tæskeleg” klart burde skifte navn…

Det ville have været så meget federe, hvis hun havde råbt:”MIN MOR LÆRER MIG KVANTEFYSIK!” eller “MIN MOR TRÆNER MIG TIL OL I STANGTENNIS!” (omend det sikkert havde virket lige underligt, at hun løb ind i en dør, efter at have råbt det?)

Nå. Nu må i have mig undskyldt. Jeg skal ind og lære mit barn kvantefysik.

03/21/15
wpid-dsc_0588.jpg

Om smalltalk

Den fire årige er svært glad for opmærksomhed.
Som den uventede efternøler i en familie med tre begejstrede storesøstre, har hun lært at spille sine nuttethedskort godt.
Hun er populær og udadvendt, og kan smelte det hårdeste søsterhjerte på et splitsekund – de er bare ikke i stand til at blive rigtigt sure på hende.

Men hendes smalltalk-evner lader dog noget tilbage at ønske, opdagede vi i går…

Ninjaman var til fest, og mellempigerne sov hos min moster, så mindstebarn og jeg var alene hjemme, med den 13 årige og dennes veninde.
Mens vi spiste aftensmad fortalte mindstebarn lidt om sin dag i børnehaven,  og da hun opdagede at der nu var hele to store, seje teenagere der lyttede til alt hvad hun sagde og smilede henført af hende, kunne hun næsten ikke være i sin krop af begejstring.

Hun fortalte bl.a om nogle gækkebreve hun havde klippet: nogle havde været firkantede og nogle havde været “rundkantede”, og det gav så tilpas megen teenagejubel, at man kunne se hun sad og vred sin lille hjerne, for at finde samtaleemner at gentage succesen med.

De store piger begyndte at tale om noget andet, og den lille skyndte sig desperat at sige noget, så hun kunne få fokus på sig selv igen:”jeg har engang slikket på en skovsnegl!” oplyste hun, og modtog entusiastiske “ad!!”-udbrud –  hvilket jo også en form for opmærksomhed, så den lille rampelys-søger fortsatte ufortrødent med de klammeste historier hun kunne:”Engang lavede jeg sådan en stor prut på toilettet, at jeg blødte lidt på numsen!”

Se, det er såden en historie man helt sikkert skal holde væk fra smalltalk-emner ved middagsbordet , og der blev ret stille…

Jeg startede på at forklare hende, noget med valg af passende samtaleemner, men hun havde selv indset at det måske ikke var den historie der gav bedst, og gik af sig selv over til høfligt at konversere veninden:”nå. Laver du også prut nogle gange? Har du prøvet det herhjemme måske?”

Vi valgte bare at afslutte samtalen her…

Senere på aftenen, faldt hun i søvn i sofaen mellem de to store piger, der hviskende blev enige om at hun vel nok så nuttet ud – men muligvis skulle støttes lidt i kunsten at konversere, inden hun blev større.

02/8/12

Om snavsede underhylere

Superbaby havde en periode, hvor hun stylede sig selv hele tiden, ved at lægge tøj ovenpå sit lille hoved, og se vigtig ud.
Har adskillige fotos af hende, hvor hun stolt poserer, med brugte underbukser på hovedet – har også blogget om det.
Nu er hun et halvt års tid ældre, og øver sig entusiastisk på at tage tøj på selv – men stadig er det brugte underbukser der er yndlingsfashionobjekt.
Når de andre tager tøj på om morgenen, sniger den lille stylist sig gerne til at stjæle et par hylere, som hun stolt promenerer rundt i – og skriger som en griseunge der bliver løftet op, når man prøver at vriste dem fra hende.
Her fra i går, pink trusser på orange buks:

20120208-083849.jpg
Og lige nu fremviser hun stribede underhylere på rosa strømpebuks. Ser ikke frem til at tage dem fra hende om lidt…

20120208-083953.jpg

20120208-084003.jpg
Bemærk den elegante posering.

12/23/11
20111223-102545.jpg

Om pilfinger-børn

Hulk og frk fantastisk har lige pyntet bedsteforældrenes juletræ, på mest stressende vis: med grabsenalle-lillesøster der drønede rundt, som en duracell-kanin på speed, og flænsede kuglerne af træet, lige så hurtigt som de kunne hænge dem op – til lyden af bedstefars sure hund, der knurrede af dem fra kælderen, hvor den er lukket inde mens vi er her.
“årh mand – jeg hader når den hvæser af mig!” konstaterede frk fantastisk nervøst, mens hun samtidigt forsøgte at holde lillesøster ude i strakt arm.
Vi endte med et træ, der primært er pyntet i toppen, for at forhindre kuglerydning i grabsenalle-højde.

Årh, hun er altså meget pilfingret for tiden, hende der superbaby(der snart burde have nyt blognavn…)

Omfanget af mit manglende overblik i går, gik op for mig da jeg skulle have rent tøj på i morges: har pakket fire kjoler til mig selv, tre af dem er snavsede… Madrester og snotnæsespor pryder dem på yndig vis…
Men jeg kæmpede også en brav kamp med at få pakket al vores tøj, mens babyen løb terrorrunder, og omrokerede bunkerne, til snavsetøjskurv, skraldespand og skuffer, så jeg må have fået byttet om på noget et sted…
Nogle gange ville det være nemmere hvis man kunne tøjre sådan en aktiv halvandet årig pilfinger til en pæl i haven – men det er nu også lidt sjovt at se hvor nysgerrig og hyper hun er…

20111223-102545.jpg

12/13/11

Om skofetichister

Med en forælder(mig) der seriøst ikke finder det spændende at købe sko,og bare vil eje noget der er neutralt, behageligt og kan holde i mange år, og en anden forælder (Ninjaman), der tog fire par sko med på en to dages rus-tur, sniger sig ind i alle skobutikker hvis man går tur, og er blevet bedt om at kassere et gammelt par hver gang han køber nye sneakers, fordi vi ellers ikke har plads i huset til at bo 6 mennesker, en fedthalemus og en skosamling(har altså kun 99 kvm) – så skulle man formode at nogle af pigerne ville være ligesom mig, og resten som deres far.
Men nix…
Skofetichist-genet ramte 100% af børnene, og jeg bor nu i en familie, hvor de tre årlige skoindkøbsdage (sandaler, sko, støvler) nærmest er en højtid på linie med julen. De glæder sig helt vildt, og kan bruge meget, meget, meget, meget, meget lang tid på at vælge støvler, sammen med deres entusiastiske far, der bøjer såler og afprøver velcro med begejstrede bevægelser.
Jeg havde ellers satset på at superbaby var mere ligesom mig – at vi sammen kunne sidde på en bænk foran skobutikken og sukke af de andre – men nej…
Hun er den absolut mest entusiastiske af dem alle, viser det sig.
Min veninde gav hende de her rædselsfulde “hello kitty” crocs i 1 års fødselsdagsgave, og hun kan endelig passe dem nu, og bruger dem som hjemmesko.
Hun kan slet ikke vente med at få dem på: når vi kommer hjem fra vuggestuen, har hun lokaliseret begge sko og står og presser mig til at hjælpe hende med dem, før hun overhovedet har fået jakken af.
Forleden aften vågnede hun, mens jeg lå og læste i sengen. En af de store gik ud for at tisse og lod døren stå – og den halvsovende unge spottede den ene croc liggende i køkkenet, og blev nødt til at rejse sig og hente den ind i sengen…
Og hun faldt i søvn med den i favnen, og vækkede mig ved at prikke mig i ansigtet med den, til jeg hjalp hende med at få den på.
Tror jeg bliver nødt til snart at lære det der med at elske sko – så jeg ikke skal føle mig udenfor de næste 18 år…

10/26/11

Om bidevenlige kinder

Superbaby har verdens dejligste, tykke kinder, og har fået så mange kys på dem, at hun nærmest har slidmærker.
Nu er hun 16 måneder, og bestemmer selv hvornår man må kysse hende. Knus deler hun glad ud af, men kyssetilladelse skal indhentes før
man kysser løs – ellers kan man godt få en lussing retur.
(hvilket hendes far egentlig synes lover godt – han frygter allerede et rend af teenagedrenge efter hans piger om få år, planlægger noget med voldgrav og løse hunde rundt om huset for at holde dem lidt på afstand – så det fryder ham vist lidt at mindstepigen deler lussinger ud ved uønskede kys…)
I går kom superbaby hjem fra vuggestue med to store bidemærker i de buttede kinder.
Jeg spurgte hvem der havde bidt, men pædagogerne ville ikke sige det: "måske hævner du dig, og bider igen!" jokede de.
Tsk tsk, som OM jeg kunne finde på den slags!
Jo okay… Det er måske lidt det jeg først tænkte:hævn!
Men ved nærmere eftertanke, tror jeg hellere jeg ville presse vedkommende lidt for gode råd, om hvordan han dog fik mulighed for at komme så tæt på de forjættede kinder….
Forstår godt trangen til at nusse, kysse, småbide de små bløde kinder lidt – men må nøjes med at glæde mig over alle de knus hun giver!

09/17/11

Om irriterende måder at vågne på

Min top tre liste over irriterende måder jeg har prøvet at vågne på, ser sådan her ud:
3)dengang jeg vågnede ved at barn brækkede sig i mit øre
2)dengang jeg vågnede ved at barn, i søvne, tissede på sin baby-lillesøster og mig
1)dengang jeg boede på kollegie, og havde en pladsbesparende væghængt seng, og vågnede fra en drøm om at jeg havde sovet over mig til eksamen, satte mig brat op i sengen – og slog mig selv bevidstløs på loftet…

De sidste 4 dage, er jeg blevet vækket på samme måde hver dag – og sammenlagt tangerer det til en mulig plads på listen: hver morgen kl 06, kravler superbaby med sin tisvåde ble, henover mit hoved, tænder min sengelampe ned i mit ansigt, stikker sit snotklistrede hoved helt op i mit, og ser på mig med sit ene øje(det andet er for tiden lukket af klam øjesnot om morgenen), og så råber hun:”HEJ FAR!”, mens hun borer en finger hårdt op i mit næsebor…

Nu er der to dage til jeg starter på arbejde igen… Så er det vækkeuret der skal forestå vækningen – og selv om jeg er sentimental og følsom over barselsslut – så tror jeg egentlig jeg foretrækker det.
(men spørg mig om en uge, og jeg vil sikkert grådkvalt mindes de gode gamle dage, hvor den snottede pirat, bankede sin finger op i min næse og kaldte mig ved forkert navn!)

09/3/11

Om at være en klam unge

Superbaby knaldede sin pande ind i en vippe på børnehavens legeplads i går, og fik en enorm lilla bule mellem øjnene, der lidt giver hende et enhjørninge-look.
Hun har ti myggestik på kinderne, der ligner et hardcore angreb af bumser.

I dag havde Carlsberg 170 års fødselsdag og gratis koncerter og anden underholdning i den anledning, så ninjaman og jeg, pakkede vores tre store piger, vores nabo og hendes unger og den bumsede enhjørning, og tog til Valby.

Den bumsede enhjørning suttede en kiks til grød i bussen, og brugte det til at style sit hår.
Det gjorde hende ikke mere appetitlig at se på. Selv med grundig serviet-afvaskning så hun fedtet ud.

Vel ankommet til koncert, fandt hun ud af, at hun kunne stikke en finger op i sit næsebor og vrikke med den, og derved frembringe spændende slubre-lyde med sit snot…

Det viste sig, at de fleste mennesker jeg kendte også var til koncert.
Mødte både tætte venner, og folk jeg ikke havde set længe – og især til de sidstnævnte smertede det lidt at præsenterlæsen lille fedtede freak, med hornet og bumserne, der sad i sin bæreslynge og spillede klistrede melodier på sin snottede næse.
Kønne storesøstre og lækker mand opvejede hende ikke helt, og jeg følte medlidende blikke.

Men jeg tænker hun bare lavede en Clark Kent, og spillede klam, så ingen kunne gætte hvor super hun er? Det må være det hun gjorde – ekstrem nuttethed må fortyndes ind imellem…