Om hverdags-strip
Min 7 årige, Frk Fantastisk, og hendes yngste lillesøster, har begge to en ret irriterende vane, med at skifte tøj hele tiden.
Pynteglade lillesøster har lokaliseret skuffen med egne nederdele, og skifter nederdel 19 gange dagligt – og tømmer skuffens indhold ud på gulvet i sin iver.
Frk fantastisk er et barn der aldrig står stille: hun spæner, hopper og triller sig vej gennem stuen, og bliver så varm, at hun tager mere og mere tøj af, og altid ender med, kun at have undertøj på.
Når vi så minder hende om, at hun lige har været syg og skal have mere tøj på, gider hun ikke lige lede efter det tøj hun har strippet ud over hele huset, og henter nyt – som hun så gentager processen med: løbe-sprinte-smide trøjen- hoppe- klatre- af med bukser- kolbøtte-flikflak- væk med undertrøjen…
Vi bruger en del tid hver dag, på at få de to til at samle deres kluns sammen, og proppe det i skuffen igen.
Da vi for noget tid siden bladrede gamle fotoalbums igennem sammen, fandt vi det her foto, der muligvis kan bevise hvorfor den ældste af dem, er så glad for at smide tøjet:
Ja, det er en halvnøgen mand, og ja – det er en buttet babyarm nede i det ene hjørne.
Før i tvangsfjerner børn for vanrøgt må jeg lige forklare, at det ikke er et indslag til en børnefødselsdag, og heller ikke et hverdagsfoto her hjemmefra.
Det er fra min søsters polterabend.
Frk fantastisk var kun 4 måneder gammel, og derfor med til polterabend sammen med mig.
Det foregik stille og roligt, med de sædvanlige polterabend-indslag: noget brunch, lidt sumobrydning i klamme dragter, sminkning og fotografering af bruden, og middag hos en veninde.
Ingen stripper planlagt – han var en overraskelse, planlagt af to andre veninder.
Min glade baby havde taget dagen med et smil, og faldt i søvn i barnevognen, mens vi spiste.
Lige da stripper-overraskelsen ankom, vågnede hun, og klappede glædesstrålende i sine buttede hænder.
Jeg kunne ikke få hende til at sove igen, og efter at have forsøgt længe, tog jeg hende med ind til festen – hvor hun var den der hujede og grinede allerhøjest.
Den stakkels mand blev helt befippet – og prøvede ihærdigt ikke at se på hende – det var svært, for hun så sådan her ud:
Alle de piger, han havde regnet med ville falde i svime over hans olierede muskler, sad og faldt i svime over det begejstrede barn, og han var helt febrilsk og rødmende over hendes intense blik – jeg tror faktisk han kortede showet lidt ned, fordi hun hylede ham ud af det…
Når vi bliver irriterede over vores børns strippertendenser, skyder jeg derfor skylden for det, på ham. Det må være noget han grundlagde, tænker jeg? 4 måneder gamle babyer er sikkert ret påvirkelige…
(Og så undlader jeg behændigt, at bemærke, hvordan alt Ninjamans tøj konsekvent bor i en stol, og flere par af mine strømpebukser er draperet ud over møbler og gulve… Det er nemlig på ingen måde vores dårlige indflydelse – det er stripperens!)
