12/1/16

Om at gå all-in på jul

For pokker da også  – kombinationen tre uger i træk med arbejdstider på 40-45 timer/stor trang til at skrive på noget kreativt, er et elendigt match

Jeg savner virkeligt at skrive for tiden. Gennemskrive min ungdomsroman igen, og skrive på en hel røvfuld gode blogindlæg. Have tid til at prøve nye ting af på bloggen. Starte noget nyt. Hvad som helst faktisk. Mine vildeste fantasier handler om at tage på skrive-retreat. Bare lige et par uger, i et lille hus langt væk, med et skrivebord placeret sådan at man kan se ud over markerne. Eller, alternativt, noget vand.

Det kommer bare ikke til at ske, så for tiden er ordene mest inde i mit hoved. Jeg håber det bliver anderledes snart!

Nå, men når man sådan kommer smadret hjem, efter 8-9 timers arbejdsdag, til fire unger der har savnet en og vil have forskellige former for opmærksomhed: lektiehjælp, tæskeleg, spil-spilning, lusekæmning, listeskrivning, lytning, og man egentlig hellere ville isolere sig med en bog eller noget at skrive på, så kommer julen ind virkeligt handy.

Jeg har aldrig været den store sitrende juleromantiker. Er ikke vokset op med faste traditioner eller særligt mange ritualer omkring det, og kan ikke helt hidse mig op til den store juleiver normalt – men i år tager jeg imod al julehyggen med kyshånd!

Det er simpelthen så nemt at kunne trække ritualer op over sig, som en stor hyggelig dyne.

Al min udmattethed bliver stille og roligt blæst væk, i midten af en klump børn, der ikke vil have opmærksomhed på tusind forskellige måder, men bare vil have at vi sidder sammen og hygger om noget rituelt –  ser julekalender eller noget der minder om.

img_20161101_200339

Mindstebarnet fik  “Julekalenderbogen” tilsendt som gave for en måneds tids siden, og vi glæder os begge to rigtigt meget til at læse et afsnit hver dag. Den startede allerede i går, og foreløbigt er vi begejstrede over historien, hvor et par troldebørn skal hjælpe en nisse med at få folk til at tro på den. Jeg vil tro den egner sig for højtlæsning for de 5-10 årige. Sproget er en anelse tungt og der er mange personer man skal holde styr på, men tegningerne er fantastiske! Jeg kom pludselig i tanke om bogen om nissen “hyggen”, som min reservemor læste for mig da jeg var barn. Ren nostalgi.

I år har vi en overflod af julekalendere stående i alle vindueskarme: alle unger har fået sådan en slikkalender fra supermarkedet, og den yngste fik en helt fantastisk Playmobil julekalender i PR-gave, som hun har spurgt om lov til at åbne næsten dagligt siden. Hun har allerede samlet papbaggrunden, der forestiller en skøjtebane, og venter på at fylde den ud med figurer fra kalenderen.

Pigerne har haft Playmobil-kalendere hvert år, og der er rigtigt mange gode ting i – de kan virkeligt anbefales!

10292016154447

Måske er det fordi sidste års julehygge forsvandt totalt i skyggerne af Ninjamans sygdom, men han har det ligesom jeg i år, og er også bare uhørt taknemmelig for at lade sig opsluge i dynehygge og nemme ritualer.

Og selv om det burde være nok at vi begge er helt jule-salige i år, toppede min moster den lige med denne overraskelse til os voksne:

dsc_0094

What??!? Vores helt egne pakkekalendere! Børnene er behørigt misundelige, og vi er begge lidt for barnligt begejstrede. Første pakke indeholdt helt uundværlige lysende sokker, med snemandsmotiv.

Jeg ved jo ikke hvad der er i resten pakkerne endnu, men om hun så bare har pakket gamle aviser ind er det okay, for spændingen over hvad der kunne være i dem er det hele værd!

Oveni hatten har to af børnene også tegnet kalendere til os, som hænger og venter på døren.
14805701028961379835716

Første søndag i advent, flyttede en nisse ind på mindstebarnets værelse, til hendes enorme begejstring!
_20161129_083146

Det var noget hendes storesøstre indførte sidste år, og selv om jeg tror at hun – i modsætning til sidste år – muligvis har delvist luret at der står snedige storsøstre bag, så er hun også med på det.

“Hurtigt! Hjælp mig med hvordan jeg skriver:”søde Nisse. Tak fordi du er flyttet ind på mit værelse, jeg er SÅ glad for at du kom og boede her, og det er godt du kom!” ivrede hun, mens jeg stod og brændte aftensmad på i søndags, og jeg foreslog at hun forsøgte at stave det som hun selv ville, for :”den slags kan nisser sagtens forstå!”

Ja, jeg kunne ikke samle tankerne om to ting på en gang, slidt hjerne…

Senere opdagede jeg, at hun elegant havde sprunget over hvor gærdet var lavest, med en tegning af en hånd der laver “thumbs up”. Smart!

Så det er sådan resten af vores December skal være: smarte, nemme løsninger, og all-in på juleritualer.  Verdens bedste plaster på midlertidige travlheds-sår!

Glædelig første December til Jer også!
dsc_0088

Bog og kalender modtaget i gave, nogle links er affiliate.

05/31/13

Om hvordan det i virkeligheden går

Overskriften på Christina Melchiors tankevækkende indlæg om hendes egen stress, fik mig til at tænke, at nogle af jer måske kan bruge en update, om hvordan min stress føles lige nu, til noget.
Egentlig er jeg dødtræt af at tale om mig, mig, mig og sygdom, men jeg ved hvor stor glæde jeg selv har haft af at læse om andres forløb og ikke føle mig alene i det – og da et par af jer skrev kommentarer til mine seneste indlæg, om hvor dejligt det var at jeg var på vej, og kunne skrive sjovt, følte jeg mig lidt falsk – for de indlæg er nogle der tog uforholdsmæssigt lang tid at skrive, og jeg skrev dem som en øvelse i at foretage mig noget normalt.

Faserne i mit sygdomsforløb
Jeg ved at stressudbrændthed og sygdomsforløb er forskellige, så jeg taler bare ud fra mine egne erfaringer.

Min stress har været inddelt i følgende faser:
1. En periode på et halvt års tid, måske mere, hvor jeg følte mig presset af forskellige ting i mit liv, der er for private til at beskrive her, men involverede et alvorligt sygt menneske i min nære omgangskreds, travlhed på arbejdet, og måske mest af alt: min egen trang til at tage ansvar for alting, og melde mig til alt, der er af opgaver.

Jeg ignorerede de søvnløse nætter med uro og uhyggelige tanker, der kom oftere og oftere; ignorerede trykken for brystet, hovedpiner og hjertebanken; ignorerede uroen i kroppen; ignorerede ticsene ved øjnene; og bagatelliserede min tiltagende forvirring og hukommelsesbesvær.

Jeg tog på arbejde med to forskellige sko på; glemte hvor bilen var parkeret; glemte at vaske hår, eller barberede kun det ene ben, når jeg var i bad; cyklede på arbejde en lørdag, selv om jeg var på vej hen for at hente et barn hos en veninde i nærheden; mødte en time for tidligt den ene dag, og en time for sent nogle dage senere, fordi jeg havde glemt de arbejdstider som jeg ellers har haft i mange år, og en masse andre mindre ting.

2. Da min krop en morgen ikke kunne stå op, og jeg lod mig sygemelde den dag, bare så jeg kunne komme til læge, knækkede filmen helt.
Jeg kan faktisk næsten intet huske fra den første måned, jeg var så ekstremt forvirret og kunne intet overskue, og min krop snigløb mig hele tiden, med underlige fysiske symptomer.

3. Så havde jeg en periode på nogle uger, hvor jeg var vred på alle mulige.
Altså ikke på min mand og børn, men på resten af verden, der var “skyld” i at det var kommet her til.
Jeg er ikke et særligt vredt menneske, og det var derfor meget ubehageligt, at have det sådan.

Jeg har talt med en dygtig psykolog, gennem arbejdet, gennem hele forløbet, og især her, var hun rigtigt god til at hjælpe mig med hvornår al den vrede var irrationel – og hvornår det var godt at jeg indså mine begrænsninger og lærte ikke bare at sige “ja” til at hjælpe folk hele tiden.

4. Her er jeg nu.
Jeg vil gerne på arbejde, jeg vil gerne være normal, jeg vil gerne være sammen med andre mennesker – og jeg kan mærke jeg er på vej.
Jeg forsøger at presse mig selv til at lave en lille, normal ting hver dag, så jeg kan blive “tilvænnet” almindeligt arbejdsliv, men jeg er ret hård ved mig selv, og bliver ret ked af det over det.

Jeg kan køre bil igen nu (det var jeg for forvirret til ind til for nyligt) – men jeg kan kun overskue at køre steder hen jeg kender godt, fx børnenes skole.

Jeg kan se andre mennesker nu – men ikke for lang tid af gangen, og helst bare herhjemme.

Jeg kan gå i Netto – men kun når der ikke er for mange andre mennesker, og jeg ikke skal have for mange ting…

Jeg kan tale i telefon med min chef, eller have besøg af ham herhjemme, men bare tanken om at cykle hen og besøge arbejdet, starter hjertebanken og hovedpine…

Jeg har været i zoo med to af mine børn, uden at blive panikslagen – men det var jo kun halvdelen af min børneflok, og vi var der kort før lukketid, hvor der ikke var så mange mennesker…

Jeg kan få ideer til blogindlæg – men de tager meget, meget lang tid at skrive, og efterfølgende kan jeg have det irrationelt dårligt over dem.
(Fx panikkede jeg en hel nat, ved tanken om at hende damen der strækker ud i baggrunden af det bryllupsbillede jeg viste, skulle se billedet og sagsøge mig for injurier…)

På lørdag skal jeg med som heppekor, fordi min ven Maren er nomineret til pingprisen.
Jeg gruer mig helt elektrisk over at skulle være sammen med så mange mennesker, men vil jo også så gerne være der, og tænker det er ok at udfordre mig selv lidt.
Det er et stort fremskridt at jeg sagde ja – men jeg har lyst til at melde afbud, sådan ca hvert fjerde sekund…

Alle der der “men…” slår jeg mig selv oven i hovedet med.
Jeg VED at jeg burde glæde mig over de fremskridt, istedet for at blive så irriteret på mig selv over begrænsningerne – men især om natten kan det være svært at styre, og jeg kan ligge og glo op i luften i flere timer, og føle mig som det mest uduelige menneske i verden.

Ting der hjælper:

1. Motion.
Jeg er verdens mest dovne menneske, og har i mange år bagatelliseret at jeg vejer ti kilo for meget.
“Jeg vil sgu hellere æde chokolade end have en lille røv – og min mand synes jeg er lækker alligevel!” har været mottoet.

Men lægen bliver ved med at sige det hjælper på stressudbrændthed, så jeg har troligt, men halvhjertet, forsøgt at lave noget forskelligt – og nu kan jeg mærke at det hjælper!
Hvis jeg cykler eller går en lang tur, laver yoga, eller noget andet, har jeg mærkbart nemmere ved at skubbe de ubehagelige tanker væk, når de trænger sig på om aftenen.

Den sidste uge har jeg derfor trænet ekstrameget, og kan mærke forskel på graden af tristhed, alt efter hvor hårdt jeg har trænet: jo mere træning, jo mere ro oven i hovedet.
Og jeg har tabt to kilo!
(hvilket så førte til negative tanker om, at jeg ikke havde råd til nyt tøj, hvis jeg faktisk tabte de kilo jeg burde – ja, jeg er ikke god til at glæde mig over ting lige nu…)

2. Mindfullness.
Jaja, tidens nye, skambrugte begreb.
Jeg var så heldig, at komme med i et gratis mindfullness-forløb for stressramte, gennem kommunen, og jeg synes jeg kan bruge det.
Vi mødes engang om ugen i to timer og laver øvelser(de første gange havde jeg lyst til at løbe skrigende væk fra det rum fuld af mennesker), men det er bedre nu.
Hver uge er der forskellige hjemmearbejds-øvelser, og selv om jeg ikke er så god til at få lavet det hele, er det rart at have noget konkret at tage mig til, og jeg kan mærke det har hjulpet mig meget med at få det bedre, her på det sidste.

Men det får mig også til at tænke nogle tanker om forskellige ting i mit liv, som kunne ændres – det at have en blog/facebook/twitter (eller hvad folk nu har) er jo på en måde det modsatte af mindfullness: oplever jeg fx noget sjovt, begynder min hjerne straks at beskæftige sig med, hvordan det kunne formuleres, så det også blev sjovt for andre at læse – istedet for at jeg bliver i nuet og nyder det.
Den tanke tygger jeg meget på for tiden…

Det var sandheden, om hvordan det går.
Og nu vil jeg gå tilbage til at øve mig i at være normal.
De glade indlæg der ellers er her, skal i ikke opfatte som en løgn – der er masser af glade stunder, selv om hjernen stadig kører på nedsatte omdrejninger – og nogle gange er den opgave jeg stiller mig selv, at arbejde med at få dem formuleret på skrift.

Jeg håber at en anden stressramt kan bruge dette til noget.

05/10/13
20130511-142151.jpg

Om forår

Der er langt mellem blog-indlæg for tiden.
Primært fordi jeg er så sur.

Sad i går i haven, med mand og børn der havde fri, og min fantastiske fætter kom forbi og lavede bål og snobrød.

20130511-142151.jpg
Solen skinnede, snobrødene blev kun moderat brændte, og børnene fik taget en trillion billeder af hinanden, mens de poserede foran alt muligt blomstrende i haven.

Alligevel var det primært sure ting, der cirkulerede rundt i mit hoved.
“Det er jo totalt vulgært, med det der forår!” hørte jeg min egne sure stemme vrisse:” det er jo ligesom en virkelig køn pige, der smører alt det makeup hun ejer i hovedet på en gang, i et tommetykt lag.
Jamen det er jo flot nok med blomster i græsset – men det er sgu da lidt “se-mig-agtigt” også at smide blomstrende træer ind i landskabet!Det er bare FOR pænt: så pænt, at man slet ikke kan opfatte det hele på en gang! Hvis foråret er en køn pige med for meget makeup, så lader hun overskægget stå og undlader at bade hele vinteren – en mellemting kunne være så meget federe: gem dog de overdrevent blomstrende træer, til et sjapvejr i januar, hvor man virkeligt ville kunne værdsætte dem! Dårlig planlægning, siger jeg bare!”

Jeg fik kun sagt lidt af det højt, for vildmarksdrengen stoppede mig med et undrende:”undskyld – bitcher du over at her er FOR dejligt?” og det kunne jeg egentlig godt se var lidt fjollet…

20130511-150628.jpg
Jeg er sygemeldt lidt endnu, og meget træt af mig selv over det.
Det går fremad, men jeg bliver irriteret på mig selv, over hvor langsomt det går.
Hvilket nok ikke hjælper.

Det er sikkert derfor jeg er så mavesur: undskyld, forår. Du ser sgu godt ud. Jeg er bare misundelig på alt dit overskud…

04/12/13
20130409-104010.jpg

Om selvhad og briller

Kombinationen af at være sygemeldt med stress, og have tre lockout-ramte skolepiger hjemme, virkede til at starte med helt uoverskuelig.

Men faktisk er det ikke så galt, for jeg slipper for noget af det jeg har sværest ved: at skulle noget på bestemte tidspunkter, som fx at hente og bringe dem til skole.

Jeg fandt ud af at de skændes så meget når de keder sig, at jeg må snige mig i vaskekælderen og tude over det, og begyndte derfor at give dem opgaver.

Det går meget bedre på den måde, og hvis bare jeg leger skrap lærer og giver dem opgaver for, er de lydhøre og energiske.
Og jeg kan slappe af imens de arbejder.

Ellers cykler vi lange ture, hen til steder hvor der ikke er for mange mennesker.
Fx kirkegårde, hvor vi bruger tid på at lede efter de ældste eller pæneste gravsten.

Jeg husker stadig som en senildement 80 årig – stod forleden foran fitnesscenteret, efter den træning min læge siger jeg skal lave, og ledte efter cykelnøgler.
I flere minutter – ind til det gik op for mig, at nøglerne lå i min taske.
Der lå oppe i et skab.
Sammen med mine støvler, jakke og tøj.
Jeg havde ikke rigtigt fattet at jeg stod der i shorts og strømpefødder…

Nu har jeg været sygemeldt fire uger, og lægen og psykologen siger mindst fire uger mere.
Så er det at jeg begynder at hade på mig selv.
Især om natten.
Der ligger jeg vågen, og kalder mig selv grimme ting.
“Jeg er vel nok uduelig, at jeg ikke bare tager mig sammen – ignorerer den hullede hjerne, hjertebanken og hovedpinen, og tager på arbejde.
Det er nok fordi jeg er sådan et talentløst fjols, der skulle have taget den med ro noget før.
Jeg kan ingenting, og hvorfor er det lige at jeg overhovedet blogger, eller skriver noget som helst andet – der er sgu da ingen der gider læse mit lort?
Og hvordan er det lykkedes mig at bilde mine kolleger ind at de savner mig og mangler mig, som de siger – for jeg er så talentløs til alting i hele verden?”

I nat kl 04, besluttede jeg mig for at skrive “lukket pga selvhad” på bloggen.
Fordi jeg ikke syntes jeg kunne noget, jeg kunne byde andre at læse.

Men så bliver det morgen, og mine skolepiger går ivrigt i han med de opgaver de skal – den store skriver på en rapport om skildpadder, og mellempigerne laver en planche om rekorder.
Mens de ser ironisk-kloge ud, med 3D-briller på.

20130409-104010.jpg
“Vi skal have de her briller på til thaiboksning på torsdag!” annoncerer frk fantastisk glad “så kan vi sige:”hey! Man må ikke slå på nogen med briller!”

Smart.
Jeg tror jeg må låne brillerne i nat, når jeg skal til at køre natte-selvhad.
Så kan jeg sige:”stop nu, med at sige onde ting, om en med briller! Der endda ligger ned!”

Håber det virker.

(Men blogger jeg ikke det næste tid, er det bare fordi bloggen er lukket pga selvhad.)