10/8/14
20141008-130952.jpg

Om søvn og trætte ansigter

Vi sov for første gang oppe på børneværelserne i nat.
Meget underligt at falde i søvn i et rum, hvor der ikke sover børn, når vi er vant til at sove sammen!

Mens vi bygger om, sover pigerne inde i det største af værelserne: to i køjeseng, og to på madras på gulv – men da jeg puttede dem i går, insisterede de tre mindste, på at sove i ske på madrassen, med den mindste i midten.

Denne beslutning fortrød de bitterligt, da de vågnede, badet i tis, kl 02: mindstebarn var vågnet; var blevet forvirret over hvor vi var henne, og havde i skræk tømt blæren ud over de to andre.
Så der var en madras der skulle vaskes, tre unger der skulle spules, sengetøj der skulle af, og nogle børn der skulle fordeles rundt på alternative sovepladser, og der gik en god time, før vi kunne sove igen.

Da vækkeuret ringede i morges, lignede jeg tollund-manden i ansigtet, og var så træt at det føltes som om mine øjenlåg var limet sammen, og jeg fattede ikke hvorfor børnene sad og fnisede af mig.

Min næstyngste fortalte hvordan hun selv var vågnet med mareridt et par timer efter tisseshowet, og havde vækket mig for at få et kram.

Det havde jeg givet hende, efterfulgt af en samtale der lød ca sådan her:

Mor(surt): okay, men nu skal du gå ud i gangen og lave det du var i gang med!

Barn:” hvad??”

Mor(utålmodigt):” ja, den der gris!”

Barn:”hvad??”

Mor(opgivende):” den af de der skumsvampe, af guld. Og nu skal du lade mig være, så jeg kan blive færdig med det jeg er i gang med – det er faktisk vigtigt! “

Barn opgav desorienteret al videre samtale og gik i seng igen.

Jeg kan overhovedet ikke huske det – men det er ikke mærkeligt at jeg nogle gange er så udmattet om morgenen, hvis jeg har så travlt med stressende, vigtige ting om natten!

Læste inde hos hende her i morges, og syntes det var så fint at hun turde lægge træthedsfjæs på blog – det tør jeg ikke, selv med fuld makeup og min pæneste kjole, kan jeg skræmme livet af de fleste i dag…

20141008-130952.jpg

03/29/12

Om sommertid og soven over sig

Når man har børn, ser man frem til skiftet til sommertid – for selv om ens børn vågner kl 06, så står der 07 på uret, og det føles lidt mere humant.

Sådan har det bare ikke været herhjemme denne gang…
Hulk(der iøvrigt gerne vil skifte blog-navn til “kagemesteren”), er det eneste a-menneske herhjemme, og hun stod op kl 05 mandag morgen – hvilket jo så føltes ondskabsfuldt meget som kl 04…
De følgende dage var hun oppe næsten lige så tidligt, og jeg har følt mig som en zombie hele ugen.
Bortset fra i morges.
Jeg vågnede for en sjælden gangs skyld som den første, med en sær følelse i kroppen, en halvandet årig draperet over mit ansigt, og lyden af fire børns og en mands lavmælte snorken i ørerne.
Jeg bekymrer mig for tiden en del over ting i baglandet, og er ikke ubekendt med søvnløshed, men den der sære følelse kunne jeg ikke genkende som hverken ked-af-det-hed eller noget i den stil.
Efter lidt undren og mærken efter, begyndte jeg at få mistanke om at det måtte være udhvilethed – en ganske ukendt følelse efterhånden – og med en nervøs fornemmelse i maven, og uden at vække hende den lille der sov på mit ansigt, puffede jeg med storetåen til clockradioen, så jeg kunne se den.
Halv-fucking-9!
De har ALDRIG sovet så længe allesammen før, ikke engang efter nytårsaften, så hvorfor lige gøre det på en travl hverdag, hvor de kom i seng til almindelig tid dagen før?
Ninjaman slog alle rekorder i ninjahurtighed og var ude af døren få sekunder efter.
Jeg møder heldigvis sent, og har tid til at spekulere over hvordan jeg får dem til at gentage det her på lørdag og søndag…