05/21/15

Om det der kærlighed del 26, en føljeton

Føljetonen om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester, fik unger og al den slags, sluttede sidst, med en fødsel.

Den tykke nyfødte var helt perfekt: sov meget, åd meget, sked meget.

Ældste storesøster, der havde overværet fødslen, var nærmest forelsket i sin nye lillesøster og kunne bruge timevis på bare at sidde og se på hende, mens hun sov.

Yngste storesøster, der kun var halvandet år, var en anelse mere forbeholden i sin begejstring…

Hun var meget nysgerrig, og ville gerne “hjælpe” med at skifte ble, og kunne sidde længe og beundre lillesøsters bittesmå fingre – men eksperimenterede også med fremstilling af kradsemærker på små kinder, og blev enormt jaloux og mængede sig, når ældstesøster holdt den lille.
image

Det her billede er ret sigende: mellemsøster der, med forurettet mine, forsøger at vriste baby fra helt opslugt ældstesøster.
Eller dette her:
image
Endnu engang: en forelsket, opslugt storesøster, med en opmærksomhedshungrende mellemsøster, der forgæves forsøger at lave show med plastikhårtørrer i baggrund.

Jeg havde konstant den lille i bæreslyngen – selv når jeg gik på toilettet – for jeg turde ikke gå fra hende, efter at have set den mindste storesøster forsøge at kravle op i diverse vugger til hende, eller slæbe hende væk fra tæppet på gulvet, og med ind på børneværelset.
image

Først en måned efter fødslen, fik vi vuggestueplads til den halvandet årige, som var helt euforisk over at komme et sted hen, hvor man kunne klatre og hoppe og lege med andre børn.

Det var en stor lettelse, at hun nu var så glad og fik nye input – den måned med to blebørn hjemme, et børnehavebarn der skulle hentes, og en mand der arbejdede meget, havde været benhård.

Vores selvstændige virksomhed kørte ikke helt så godt som planlagt: banken var efter os, og ville have pant i huset, hvilket var utroligt skræmmende, og gjorde at Ninjaman arbejdede rigtigt meget, for at forsøge at vende skuden.
Jeg tog skyklapper på, og forsøgte bare at gøre det så godt som muligt, for vores tre små piger, men det var svært i starten, da en nyfødt, en halvandet årig og en fire årig har ret forskellige behov.

Ninjaman og jeg, havde flere aftener, hvor vi sad og græd sammen, over hvor svært det var at slå til – både i forhold til det med vaklende økonomi, og det med pludselig at være flere børn end voksne, men gradvist lærte vi at navigere i det.

Pigerne vænnede sig til det nye familiemedlem, og det føltes hurtigt som om hun altid havde været der.
Og når de sad sådan her, smeltede vi forældre:
image

05/21/13
20130521-110752.jpg

Om at være lille og nuttet

Mindstebarnet fylder tre år om nogle uger – hvilket næsten ikke er til at fatte.
Det føles som et øjeblik siden, at hun var så lille og halvskaldet som her:

20130521-110752.jpg
Kan huske at hendes tre storesøstre var kæmpestore, kloge og hidsige da de var tre år, men hun er stadig bare familiens lille pus, trods den fremskredne alder.

“årh se: vores nuttede babysøster er igen faldet i søvn mens hun legede – hent jeres ipods eller mors mobil, så vi kan se hvem der kan tage det sødeste billede af hende!” er en meget brugt sætning hos de store piger.

Derfor er min mobil proppet med fotos som disse:

20130521-111844.jpg
Mindstebarn, der sover stående

20130521-111932.jpg
Mindstebarn, der sover balancerede på stol

20130521-112038.jpg
Mindstebarn, der snupper en spontan lur, midt i en leg i haven.

Deres tålmodighed over for hende er også større end over for noget andet: hvis hun ikke gider gå, bærer de hende; og hvis hun kommer og hærger deres leg, finder de på en rolle til hende der passer til hærgen: “den tossede nabokone, der braser ind og roder “, ” dinosauren der tramper gennem playmobil-byen”, eller noget i den stil.
Det er sjældent de smider hende ud.

Vi forældre har hun ikke meget sværere ved at sno – vi falder også totalt for hende, når hun lægger hovedet på skrå, og med sin lille helium-fyldte stemme bedyrer:”far – du er min bedste ven!”, og om natten glemmer vi at hun ikke er en nyfødt baby, og lader hende sove oven på os, med sine sparkende fødder og 12 kilo tunge krop, så vi vågner bulede og radbrækkede, og taler om at NU skal hun lære at sove i sin egen seng – men så er hun så nuttet og hyggelig, når hun ligger i vores seng og snorker, at vi venter lige en dag mere, med at insistere på tremmeseng…

Gad vide om det er sådan i alle familier: at det mindste barn kommer rigtigt langt ved at spille på sin lille-og-nuttethed, så forældre og større søskende bliver ved med at glemme hvor store de er?
Jeg tror faktisk at der er noget om det.

Og måske hænger det endda ved, når de er voksne også – altså ikke det der med at være nuttet, men selvtilliden man får, ved at have større søskende der kan charmes.

Min egen lillesøster er ihvertfald mærkbart mere charmerende end jeg selv er, og har altid været bedre til at indynde sig hos fx vores fars kærester, hvor jeg bare var den sure og kejtede.

Hvis jeg tænker over det, er 90% af mine venner faktisk også charmerende mindresøskende…
Måske er det bare mine storesøstergener, der ikke kan stå for deres lillesøster-nuttethed?
Må hellere passe på, så jeg ikke begynder at tage nuttede billeder af dem, mens de sover…