02/2/17

Om souvenirs

Jeg fik vist aldrig delt dette sentimentale indlæg, der var gæsteindlæg hos fantastiske Christina i sommer. Så her er det, til dem der gider en tur ned af memory lane med mig.

For 15 år siden viste jeg Mols bjerge frem for første gang, for min tykke førstefødte baby.
Min kærestes familie har et sommerhus der, som vi har lånt hver eneste sommer de sidste 19 år, og det var magisk at have mit eget barn med til det sted.

Egentlig var hun mest optaget af at sidde i bar røv og spise sand, men jeg kunne ane konturerne af det hun ville huske som “sin barndoms somre” og det fik mig til at føle mig sært højstemt.

Hendes barndoms somre ville blive skabt af os, og vi ville fylde dem med solvarme badebroer under tæerne; snappende krabber i spande; gåture; regnvejrslæsning; malen på sten og tællen skyer.
Begge os forældre blev helt rørte ved tanken, men barnet var ret ligeglad, og fortsatte ufortrødent med sandspiseriet.

I et forsøg på at skåne hendes lille mave for mere sand, gav vi hende en lille dragt på og lånte en bil ind til Ebeltoft.

Vores økonomi dengang var absolut skrabet. Brugt tøj, tilbudsmad, ingen rejser eller restaurantbesøg, og ingen råd til unødig nips.

Vi spiste vores madpakker på havnen, og ledte efter gratis underholdning, hvilket vi fandt: en glaspuster, der tryllede de smukkeste små vaser frem.
Vi var alle tre tryllebundet, og babyen lo begejstret, mens vi iagttog hvordan en tyk vase med en gylden dråbe indeni tog form.
Jeg så på prisen – næsten 300 kroner – og følte mig så skuffet, så skuffet over ikke at have råd til den. Det vidste jeg jo godt at jeg ikke ville have, men den var stadig meget dyrere end jeg havde håbet.

Vi gik derfra igen; puttede baby i klapvogn til hendes lur og jeg satte mig på græsset for at læse mens hun sov, og hendes rastløse far gik en tur.
Han kom tilbage med et hemmelighedsfuldt smil, og en gave – den lille vase.
Den ligner solskin fanget i en dråbe vand, og jeg bliver stadig glad når jeg ser den.
DSC_0302
Og sådan blev mine børns barndoms somre: solskin, fanget i regndråber.
Der er kommet tre tykke babyer til i tiden siden, og nu er de ranglede, store skolebørn, og visheden om at vores somre ikke bliver ved med at kunne fastholdes sådan her kommer snigende.
Men i mit vindue derhjemme har jeg nu syv små glasvaser, købt på de sommerhusferier hvor vi havde særlige minder at fastholde.
De tre yngre søstres første sommerhusture.
Da vi gik konkurs med firmaet, og blev enige om at alt nok skulle gå, for vi havde hinanden.
En jeg fik af min søster, der ikke vidste hvad kriteriet for anskaffelse af vaser var.
Sidste års frygt for hvad min mand fejlede.
Altsammen fastholdt i de små vaser.
DSC_0299
I år har vi et lorteår bag os: min mand havde kræft, og hele året er gået med operationer, heling, smerte og skræk.
Vi er næsten ude af det nu.
Og jeg ved hvad jeg skal købe i år, som minde over det grimme, der gik over: en lille dråbe mørkeblåt, indkapslet i en dråbe.