03/10/15
wpid-wp-1425970464829.jpeg

Om ting der kan anbefales, eller frarådes

Det her skulle egentlig have været et mandagstip, men weekenden endte med at blive ekstremt travl (kombiner en hel lørdag, med 17 gæster til forsinket familiefødselsdag for nyligt fyldt tiårig, med børn der havde overnattende legekammerater begge dage – så får man nogle dage med højt tempo!)

Så nu hvor jeg ikke har haft tid til at interviewe børn om mandagstip, træder jeg gerne til med lidt hurtige anbefalinger i stedet.

Ting der kan anbefales:

– Serien “Lillyhammer”, på netflix.
Den handler om en New Yorker gangster, Frank Tagliano, der vidner imod mafiakolleger, og får vidnebeskyttelse – i den norske by Lillehammer.
Kontrasten mellem norsk demokrati og idyllisk lillebysamfund, og Taglianos mafioso-metoder er utroligt morsom, og serien er spændende, med gode (omend noget karikerede) personer.
Ninjaman og jeg har slugt alle tre sæsoner de sidste par måneder, og kan varmt anbefale!

image

Trine Bundsgaards læse-let-bøger om Luna Linea, er også noget vi hygger os med herhjemme.
De er lidt for nemme for den 8 årige, og lidt for svære for hendes ordblinde storesøster, men de læser dem begge højt med stor entusiasme igen og igen, og vi griner hver gang vi læser den hvor Luna Linea plager sig til sukker, og hendes mor lader sig lokke – for man skulle tro forfatteren kendte mig og den 8 årige.
Hvis man har børn i lære-at-læse-alderen, så lån dem på biblioteket!

image

– Cykeltur alene med den ti årige, i solskin, er også noget af det hyggeligste.
image

Hendes lillesøster var med sin onkel i skoven, samtidigt med vores cykeltur, og kom begejstret hjem, og fortalte:”jeg har rørt ved en svamp i skoven! Og den mærkedes helt ligesom jeg tror at master Yodas ører mærkes: sådan blævrede og tynde!”
image

Den bemærkning fnes jeg af, resten af dagen.

Ting der kan frarådes:

– hvis man cykler rundt om søen,med en ti årig, i solskin – så er det en dårlig idé at lade sig lokke ind i planteskolen. Alting ser så pænt ud derinde, at man nemt kommer til at bruge 300 kroner(som man ikke har), på busk med røde grene.
Dette skete for mig i søndags, og busken kan egentlig ikke plantes et pænt sted, da haven stadig er fyldt med murbrokker og mudderhuller, efter tilbygning.
Barnet døbte planten:”fire Johnny”, og vi plantede ham ved siden af mount doom af skrald, hvor han så underligt uanseelig ud.
image

– Fastekur. Da jeg, i lørdags, klynkede lidt over hvor meget min mosters lækre brownie med nutella-ganache(der iøvrigt kan anbefales!) formentligt fedede, rådede min mor mig til at prøve fastekur.
Så jeg vågnede søndag morgen,med intentionen om at faste. Holdt den kørende med te og vand,men da Ninjaman tvang mig med ud for at handle ind til ugen, gik jeg amok i afdelingerne med fedende ting i stedet.

De kalorier jeg sparede ved at faste fire timer, modsvarede sandsynligvis ikke dem der var i det æbleflæsk vi smovsede til aftensmad.
Så faste gider jeg altså ikke prøve igen – men æbleflæsk gerne.
Mindstebarnet troede iøvrigt det hed “æbleflæns “, og var det samme som råkost: altså en salat,med flænset æble i.
image

Det var alt her fra, for nu.