08/12/14
20140812-100353.jpg

Om ord

Kæft – det er hårdt at starte på arbejde igen, efter en vildt lang ferie, hvor bare det at have fået tøj på før klokken 14 var en præstation.

Jeg sov først klokken 03 i nat, fordi mit hoved var så fyldt af ord, efter 8 timers arbejde, med snak, larm og planlægning; mine ivrige piger der kastede sig over mig og fortalte om deres dag; madlavning; højtlæsning for de tre mindste; yoga (med en meget snakkende instruktør, der selv fnes over, hvor sjovt det var at hun hele tiden sagde fejl); højtlæsning for den store; og tvserie-steneri med min lækre mand(ser “true blood” og en anden serie, som jeg ikke lige kan huske navnet på).
Der havde simpelthen været så mange ord og snak hele dagen, at jeg ikke kunne hive stikket ud på hjerne da jeg skulle sove.

Da vækkeuret ringede klokken 06, var det særdeles svært at stå op…

De store var morgensure og det var egentlig ikke spor hyggeligt – men cykelturen hen til børnehaven, med storsludrende 4 årig bag på, lavede om på mit humør.

Det kan godt være at jeg fik mange ord fyldt i hovedet i går – men det kvarters cykling, gav mindst dobbelt så mange, og derfor vil resten af dagen virke totalt stille i forhold til!

20140812-100353.jpg

På sådan en tur, fik hun afdækket utroligt mange emner, og det var vildt hyggeligt bare at lytte til hendes lille helium-stemme, der muntert kværnede derud af:
hvorfor har man hjerner? Jeg tror at hjerner smager af sukker! Og det er derfor at zombier gerne vil spise dem!”
Denne overraskende sætning blev straks efter fulgt af:
næ se: min skygge ligner en cykel! Hvorfor har man skygger? Er det for at de kan passe på en?”

Derpå fulgte en lang række hurtige emneskift, der dækkede alt fra handlingen i yndlingsfilmen “Frost”; til hvilke lege man kan lege i dukkekrogen; lidt snak om hvor god hun selv ville være til at passe en hund, og en gennemgang af hvilke børn der var gode til at lege i børnehaven og hvorfor.

Alle mine negative søvnløshedstanker blev blæst ud af hovedet, og min arbejdsplads har virket helt lydløs i sammenligning.

Det eneste jeg kan tænke på er: smager hjerner mon af sukker?

P.s: det snakkende mindstebarn kloger sig iøvrigt også her