03/30/17

Om random facts

Jeg kan selv godt lide at læse de der “random facts indlæg” andre bloggere indimellem poster,mig har her ladet mig inspirere.

Til at starte med spurgte jeg mine børn om de gad hjælpe mig med at finde på facts om mig der var bare en lillebitte smule overraskende, og efter lang tids tænkepause kom den yngste af dem frem til:” du prutter virkeligt meget” – hvilket ikke er en fact jeg gider have med på listen, så det bliver elegant udeladt.

Så her er TI TING I (nok) IKKE VED OM MIG.

1. Jeg har flere typer slik som jeg spiser på en måde andre mennesker opfatter som neurotisk – og jeg kan (inde i mig selv) blive ægte irriteret, hvis jeg ser nogen spise de ting på den “forkerte” måde.

Hey – chokoladeskildpadder skal IKKE bare knases, der er altså et vigtigt ritual, hvor man forsigtigt bider bunden af og slikker cremen ud først! I går glip af noget vigtigt, folkens! Det samme ritual gælder sig for flødeboller, og toffefee kan også kun spises på en særlig måde, hvor de deles op i deres forskellige elementer.

IMG_1134

2. Nødderne fra toffefee er iøvrigt ikke kalorierne være, og skal gemmes til husstandens hamstre. Man får også bedre samvittighed over at tyre en hel æske selv, hvis man ved at man har delt dem med en der har større kinder og mindre talje end man selv har. Ja – det giver mening i mit hoved.

3. Jeg elsker chokolade (surprise!), men er meget diskret når jeg spiser det sammen med ost. Det synes folk åbenbart er klamt…. Prøv at snig et stykke pålægschokolade under en skive ost på et rundstykke. Det er altså ret godt!

4. Jeg kunne godt tænke mig at tabe mig en 6-8 kilo. Det har jeg villet siden jeg fødte mindstebarnet – men sådan noget eftergraviditetsflæsk sidder ret godt fast. Når jeg læser de første tre punkter kan jeg måske godt forstå hvorfor…

5. Der var engang en måge der stjal en nykøbt sandwich ud af hånden på mig, på en havn i Cornwall. Den tabte den i havet på vej væk. Jeg bærer stadig nag.

IMG_1135

6. Der er også engang en abe der har stjålet en flaske vand ud af hånden på mig. Overvejede at skrive et blogindlæg med titlen “fem ting dyr har stjålet fra mig”, men kunne ikke komme i tanker om andre ting end de to.

7. Jeg synes helt seriøst min egen mand er den pæneste mand jeg nogensinde har set, og når han har bar mave om sommeren har jeg svært ved ikke at miste koncentrationen i samtaler.

8. Hver gang jeg går på toilettet på min arbejdsplads, danser jeg en voldsom dans i mørket, for at aktivere det automatiske lys.

9. …Og hver gang jeg har danset tænd-lys-dansen opdager jeg at jeg ikke har fået trykket på kontakten først, sådan at lyset vil reagere på min dans.

10. … og når jeg så endelig får kombineret tryk-på-kontakt med den rette mængde dans, og lyset tænder, så tænder det sådan langsomt, med halvmørke i et splitsekund, og HVER ENESTE gang lyset tænder sådan halvt, får jeg et citat fra en John Irving roman i mit hoved:” hun kunne høre en lyd, som af nogen der prøvede på ikke at lave en lyd”. Det citat giver jo ikke mening i den sammenhæng, tænker jeg hver gang, og når frem til at det er fordi lyset laver et lys, som af en der prøver på ikke at lave et lys. Og det funderer jeg så over mens jeg tisser. Hver eneste dag. Det giver overhovedet ikke mening.