06/17/13
20130617-113618.jpg

Om festivalminder

Da jeg var helt ung, var jeg fast gæst på Roskilde festivalen.
Min far var noget ved musikken, og kunne altid skaffe backstagepas, og jeg havde nogle fantastiske festivaler, hvor jeg både stod backstage og gav high fives til fx Red hot chili peppers, inden de gik på scenen, og gav den gas til alle koncerter, i ren ekstase over at drikke bajere og høre høj musik, sammen med mine venner.

20130617-113618.jpg

Tror det her er fra 1995. Det jeg husker bedst fra det år, var at min sure gamle farfar døde mens vi var der.Min søster og jeg blev hentet på festivalen, spulet delvist rene på et toilet på en tankstation, deltog i en begravelse, og blev kørt lige tilbage til musik og temmeligt mange gravøl.
Der blev skålet mere for den koleriske gamle mand, end hvis han var død på et hvilket som helst andet tidspunkt – hvis man skal mindes nogen der egentlig ikke har fortjent det, er sådan en festival åbenbart et godt sted. Min søster og jeg drak os sentimentale, og mindedes med glæde, de få stunder hvor han ikke havde været en idiot..

Sidst jeg var til Roskilde, var i 1997 (shit – jeg lyder gammel!) – og det var den vådeste, sureste oplevelse længe.
Mit klaustrofobisk lille enmands-telt var ikke vandtæt, fandt jeg ud af den første nat, hvor en stiv svensker brugte det til at tisse op af – den ultimativt klammeste måde man kan blive vækket på, er til tonerne af en eller anden svensk vise, mens varmt pis plasker på ens ansigt, kan jeg hilse og sige.

Det regnede fra morgen til aften, og pladsen var en mudret, sumpet masse, som man nærmest ikke kunne slæbe sig igennem.
På andendagen sad mine gummistøvler så godt fast i knæhøj mudder, at de blev suget af mine fødder, og efter en halv times roden rundt efter dem, måtte jeg bare give op, og lade dem opsluge sig i mudderhelvede for evigt.
Resten af tiden, var mine “sko” stumper af mit ikke-vandtætte telt, som jeg klistrede fast om mine fødder med gaffatape…
Et eller andet band som jeg havde glædet mig enormt til, men ikke længere kan huske hvem var, aflyste, og jeg blev væk fra mine venner, og brugte en dag på at sjoske rundt i regnen og lede efter dem, mens jeg blev mere og mere indædt sur.
Til sidst tog jeg bare hjem, en dag før det sluttede, og svor at jeg var blevet aaaaaaalt for gammel til den slags.

20130617-114451.jpg
(Mudder,mudder, mudder og to gamle venners sko)

Siden har jeg fortrængt de mange gode festivaler før den, og rystet på hovedet af de af mine venner der stadig gad bruge al den tid og penge, på at ligge i fire dages tis og mudder.
Koncerter er da fantastiske – men festivaler var jeg blevet alt for voksen til.
Troede jeg.

Lige nu flyder nettet med glædestrålende rapporter fra Northside – jeg kan særligt anbefale Stinestregens tegnede reportager her.
Har fniset meget af særligt denne her:

20130617-115720.jpg
Har den ikke et fantastisk udtryk?
(Jeg kan iøvrigt prale af, at selveste Stine gæsteoptrådte her på bloggen sidste år – sejt, ikke?)

Jeg kan mærke det trækker i mig nu, det der med festival.
Jeg har flere venner, der er begyndt at tage til festivaler igen, nu hvor deres børn er blevet større, og glædesstrålende beretter om hvor fantastisk det er, at være totalt uden ansvar i hele fire dage – og lige den pointe kan jeg godt følge.
Når man har brugt de sidste 11 år på at holde sine børn nogenlunde fri for tis og mudder (og mætte og udhvilede og alle de der andre ting der hører med til at være forældre) må det være en dejlig fornemmelse at være helt ligeglad, og bare selv grave sig ned i en mudderpøl, uden at skulle tænke på om der er nogen man skal tage sig af.

Jeg tror at jeg efterhånden er blevet voksen nok, til at kunne sætte pris på bare at være ulækker, glad, fuld og overtisset – og havde jeg oplevet festivalen i 1997 lige nu, ville jeg ikke have været sådan en sur krampe over det.
Det ville bare have været sjovt.

Det bliver så ikke lige i år jeg får genoptaget festivalentusiasmen – for jeg er både ualmindeligt flad, og vildt travl – men jeg holder øje med alle jer der beretter om festivaloplevelser, og kan mærke at jeres entusiasme smitter.
Bliv bare ved med at smitte – for så ses vi måske i et eller andet mudderhul næste år – eller året efter?