09/10/15
DSC_0271

Om bekymringer, og kunsten at bløde i hjertefacon

Hans vielsesring ligger i min venstre håndflade.
Overraskende tung, og slidt helt blød og glat, efter 14 år på hans finger.
Den var svær at få af.

Rigshospitalets kantine er fyldt af mennesker, der snakker.

Jeg ser ud i haven, hvor der er en legeplads, hvor legehusene ligner pikke.

Han sendte mig fotos af dem, første gang han var til undersøgelse herude, og jeg grinede højt, som han havde vidst at jeg ville.
IMG_20150909_073249
Min kaffe smager af salt, og jeg tager mig til kinderne for at se om det er fordi jeg græder.
Det gør jeg ikke.

I går græd jeg under bruseren, og opdagede det først, da et af børnene spurgte om jeg græd.
“Nejnej, jeg skal bare nyse!” forsikrede jeg, fakede et nys, og snørede tårekanalerne lidt hårdere sammen.

Lige nu skærer de et lille stykke af hans kæbe af. En biopsi.
Det er anden gang de gør det, men første gang de skærer så meget at han skal i narkose.

Han lignede ikke en patient i morges, da vi mødte ind på operationsgangen.

Men som han tog tøjet af: de stramme jeans, de nye sko jeg gav ham i Århus, og den blå skjorte der klæder ham så godt – og iførte sig en alt for stor hospitalsskjorte og noget der lignede mintgrønne balletsko, gjorde han.

Mens vi ventede på narkoselægen tog jeg mig selv i at sidde og smøge hans ærmer op, for at se på hans tatoveringer.
De lignede stadig ham.

“Jeg kysser dig lige, mens jeg stadig har følelser i læberne” sagde han, og kyssede mig, foran døren til operationsstuen.

Alle de kys vi har udvekslet i løbet af de nøjagtigt 18 år og 1 dag vi har været kærester – og om lidt kan han kun mærke dem på halvdelen af munden, for nerverne bliver beskadigede af operationen…

Jeg ved ikke om det er meningen man skal kysse sin mand dobbelt så meget så?

“Jeg kan jo stadig mærke det med den anden halvdel af munden.” beroligede han mig “men jeg ved ikke om jeg kommer til at savle!”

Det lo vi af.
Selvom det er sandt, og egentlig ikke sjovt: han ved det ikke.

Vi ved ikke noget.

Der er nogen der siger at det værste ved sygdomsforløb er venten på svar.
Måske er det rigtigt.
Men jeg er også bange for svarene…

—–
Nu er vi hjemme.
Operationen gik som den skulle, han har kun moderat ondt, og min fætter har hentet børn, købt ind og laver mad.

Der er tre uger til vi får endeligt svar, men vi ved at han helt sikkert skal igennem en stor operation,og have fjernet kæbe, for et eller andet har spist hans knogle.

“Se!” sagde han, da han hev plasteret af hånden, som droppet havde siddet i ” i det mindste bløder jeg hjerter!”

DSC_0271