05/29/16

Om at være gift med en tegneseriehelt

Flere af jer spørger jævnligt til den tapre Ninjaman og sygdom, så her en update, der heldigvis er i den bedre ende.
Sidste scanning viste fortsat ingen nyspiret kræft, og Ninjaman gennemgik en af de sidste store operationer i torsdags, hvor de skar underkæben op og rykkede den og høvlede ganehud af og syede det fast som nyt tandkød.

Nøjagtigt lige så absurd og smertefuld en omgang som det lyder, men bortset fra en voldsom blødning bagefter og en skræmmende nat, forløb det som det skulle.

Han mangler stadig fire tænder og en operation til at fjerne noget knogle,men det værste er ovre, og nu kan vi endelig begynde at se fremad igen.
Snart er det forhåbentligt slut med at planlægge liv efter sygdom.

Min pæne, lækre mand hævede op som en blå ballon sidst, men denne gang er hele hans underansigt jævnt hævet, hvilket giver ham et sært maskulint tegneserieagtigt udseende, som vi har moret os lidt over sammen

Selv tænker han, at han ser lidt sådan her ud:
415555-tracy_gun
Han kunne også godt ligne Don Corleone fra Godfather, mener han selv.

Umiddelbart tænker jeg mere det er i retning af det her:
5135947024_popeye2_xlarge1 men det er jeg heldigvis for høflig til at pointere.
“Brænder du inde med mange spinatjokes?” spurgte min veninde,der kender mig lidt for godt.
Det gør jeg.
Det virker uhøfligt at mobbe en, der har svært ved at svare igen.

Til gengæld har jeg købt en smart smoothieblender, og har ikke lavet andet end at eksperimentere med at lave lækre kolde drikke til den ømme mund. Og nogle med et skvæt sprut i til mig selv.
Den slags kan der godt være behov for.

De tre ældste piger er på koloni hele ugen, så her er ubegribeligt stille. Hvilket er godt for stakkels ømme, stille mand, men underligt tomt for mig, der er vant til uhørte doser snak.
Heldigvis er mindstebarnet hjemme, og hun kan godt fylde stille øjeblikke ud,med utrolige mængder ord.

“Nå ja… Det er dig med den der cancer-blog, ikke?” var der en der sagde til mig til et bloggerarrangement for noget tid siden.
Hun mente det venligt, men det føltes virkeligt akavet at nogen tænker på bloggen som det.
Bloggen giver et stort udsnit af vores liv – og det liv har stået i cancer til knæene de sidste ni måneder, og jeg glæder mig usigeligt til en tid hvor det er noget andet der dominerer.

Ville hellere være kendt som det meste andet end lige cancer-bloggen. Allerhelst som hende med lotto-millionær-bloggen eller de-gyldne-laurbær-vinder-bloggen – men det meste andet ville også være i orden.

Tak til jer, der ikke flygter fra cancer-bloggen – jeg glæder mig til den snart skifter fokus.