09/6/16

Om børn og skærme

Diskussioner om hvornår og hvor meget børn må sidde med snuden i iPads/telefoner/andre skærme er vi nok ikke den eneste familie med børn over tre år der har.

Jeg har venner med vidt forskellige regler for deres børns skærmbrug: nogen hvor der er frit lejde hveranden uge og intet ugen efter; nogen hvor der kun må stenes skærm i et vist tidsrum; nogen der slet ikke må bruge tid på den slags og andre med skærmfri dage.

Hvilken metode der er bedst ved jeg ikke – men herhjemme har vi en fast skærmfri dag om søndagen, og ellers må de godt.

Hvis de på andre dage isolerer sig helt i timevis med hørebøffer på kan vi godt finde på at bede dem lave noget andet, men generelt er det noget de gør socialt og i fællesskab: laver en film sammen på ipad, skriver til venner over messenger, spiller wii sammen osv.

Skærmfri søndag virker meget godt, trods de indledende protester (og forældrenes abstinenser efter egne skærme).

Det er den dag hvor pigerne siger ja til lange gåture, bygger gigantiske playmobil-byer, og finder på allerflest fjollede lege.

IMG_20160906_092822
Jeg tænker at vi alle har rigtigt godt af at være tvunget til at underholde os på anden vis, og at børnene ikke tager skade af reglen.

Men så faldt jeg over en stil en af mine børn skrev sidste år….
DSC_0228

Sætningen “ipod er mit liv” er ret hårdtslående – tror vi må gøre os mere umage med at give hendes liv mening om søndagen fremover!

Hvordan gør i med administrering af skærmtid hjemme hos jer?

05/31/16

Om heste og trusler

(Indlæg mærket som sponsoreret, da det omtaler playmobil modtaget som gave, og indeholder et affiliate link – men det handler mest om heste og trusler;))

På søndag er mine to yngste børn inviteret til fest af Playmobil og Mannov, for at fejre Playmobils nye hestestaldstema.

I indbydelsen står der at børnene får lov til at ride på ægte levende ponyer – hvilket lidt skræmmer livet af en gammelhestefobiker som mig, men jeg er nødt at stille tappert op – med risiko for at mine døtre bliver ædt af ponyer, for de glæder sig ustyrligt, og den glæde skal mine fobier ikke tage fra dem.(Glædede de sig lige så meget til at ride på zombier, ville jeg dog gribe ind).
Sammen med invitationen fik de en lille pakke med nogle playmo-heste, som mindstebarnet og nabopigen har leget med i båndsløjfe lige siden.
DSC_0027
Mit mindstebarn har fødselsdag om få dage og overrakte mig, med snedig mine, to breve, hun havde tegnet på brevpapir stjålet fra en storesøster (ikke et populært move iøvrigt).
Det brev jeg skulle åbne først, indeholdt denne tegning:
_20160517_210036
“Det er mig, der hopper rundt af glæde, fordi du giver mig en levende hest i fødselsdagsgave!” erklærede hun og tilføjede “det hedder en ønskeseddel, og det er sådan noget børn laver, så faren og moren ved hvad de skal købe!”

Jeg begyndte på en forklaring om hvorfor en hest var en dårlig gave, men blev afbrudt med et:” du skal også åbne det andet brev!”

Fastheden i hendes stemme fik mine hænder til at skælve svagt da jeg åbnede konvolutten, hvor jeg fandt denne tegning:
DSC_0014
“Det er dig mor! Det er hvor du har købt en is til dig selv, istedet for en pony til mig – men så sad din tunge fast på isen… Du kan tro det gør ondt, når en tunge sidder fast på en is…”

Noget ved hendes formulering, fik hende til at lyde som en erfaren torturbøddel, hvilket er ret skræmmende, men jeg tror ikke jeg falder for truslen.
Hun må nøjes med plastikheste – og så må jeg overveje om jeg vil undgå is resten af sommeren.
Bare for en sikkerheds skyld!

05/9/15

Om tumle-lege og uhensigtsmæssige navne

Når vi fortæller folk, at vi har fire børn, bliver folk ofte lettede på vores vegne når de hører det er fire piger.
Så siger de et eller andet om, at det er heldigt det ikke er drenge, for drenge leger så vildt.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på hvordan det er at have drengebørn, men umiddelbart tror jeg ikke det der med vilde lege er kønsbestemt – nogle børn er vel bare mere fysiske end andre?

Jeg er på ingen måde et sportsmenneske, men jeg elsker slås og tumle-lege, og det gør mine tre yngste piger også.
Vi har opfundet forskellige lege: med den ti årige laver jeg sådan noget akrobat-agtigt noget, hvor jeg ligger på ryggen og hun balancerer på mine fødder og den slags; med den otte årige leger jeg “slagter-leg”, som er sådan en tumleting, hvor jeg lader som om jeg tilbereder og æder hende (og taler med en sær tysk accent imens – det giver ikke helt mening, men er vildt sjovt); og med den lille er det en slags fange-kilde-leg, der hedder “tæskeleg “.

Jeg har et arbejde hvor jeg, i perioder, skal være meget i beredskab, og jo hårdere dagen har været, jo mere afstressende er det, at komme hjem og smide rundt med et barn i en eller anden fjollet leg, mens deres far laver mad.

Her i onsdags havde jeg haft en exceptionelt stresset dag, men mine piger var inviteret til playmobil-lege-event hos Mannov pr og de havde glædet sig helt enormt.

Det var et vildt fint arrangement, med søde mennesker, lækre snacks og en hel masse playmobil at lege med, og jeg havde fire unger med, der opførte sig pænt og fordybede sig i henholdsvis leg, tegning, vejrmøller på tagterrasse og rydning af buffet.
image

Men jeg havde hovedet fyldt af min dag, og kunne ikke helt samle mig om smalltalk, og selv om det var hyggeligt, længtes jeg, efter at komme hjem og ligge i fosterstilling i sofaen mens jeg tømte tanker om dagen ud over min sagesløse mand.

Den trang holdt jeg nede, ved at tumle lidt med mindstebarnet, i smug.
Sådan bare lige kilde hende lidt eller vende bunden i vejret på hende, når hun gik forbi mig på, steder hvor der ikke var så mange mennesker.

Problemet med tumle-lege, er at de i længden er svære at udføre diskret…

Således også her, hvor jeg stod og forsøgte at smalltalke, da jeg pludselig blev ramt på balden, af en kanonkugle affyret fra en lille playmobil-kanon, af et barn der begejstret råbte:”NU TÆSKER MIN MOR MIG!”, hvor på hun drejede om på hælen og løb – direkte med panden først, ind i en glasdør…

Jeg ved ikke om det var barnets påstand om at hun var udsat for jævnlige tæsk, eller om det var lyden af glas imod barnepande, der fik de omkringstående til at se chokerede ud – men jeg skyndte mig, med dårlig samvittighed over at have startet det der førte til pandebule, at trøste bulet barn.
Mens jeg tænkte over, at “tæskeleg” klart burde skifte navn…

Det ville have været så meget federe, hvis hun havde råbt:”MIN MOR LÆRER MIG KVANTEFYSIK!” eller “MIN MOR TRÆNER MIG TIL OL I STANGTENNIS!” (omend det sikkert havde virket lige underligt, at hun løb ind i en dør, efter at have råbt det?)

Nå. Nu må i have mig undskyldt. Jeg skal ind og lære mit barn kvantefysik.