Om onkel-humor
Min søde onkel fortalte altid de mest tåkrummende onkeljokes – altså den slags med kiksede små ordspil der bare blev ved; “det sagde hun også i går” og den slags. Kender I ikke typen?
Da jeg var ung undrede jeg mig over, at en mand som ham, der var klog og virkeligt fantastisk til at fortælle en lang historie på en sjov måde, hele tiden valgte at kludre rundt med pinlige onkel-jokes.
Til min overraskelse er jeg efterhånden kun et overskæg og en dyb latter fra at være blevet en kopi af ham – for nu har jeg fundet ud af hvad det fede ved onkeljokes er: det er totalt sjovt at krumme tæerne på sine børn! At få folk til at grine af noget man også selv synes er morsomt, er en underholdende aktivitet – men at få dem til at sukke lidende og rulle øjne af noget virkeligt plat, er på en eller anden måde endnu mere underholdende. For en selv.
Efterskoleungen kom ikke hjem i weekenden, men vi skrev en del sammen i weekenden, og hun sendte fotos af nogle overdrevent fede ting hun havde lavet i keramik, bl.a. et vildt flot æg, med fugl.
Naturligvis plagede jeg om at få den.
Kan godt lide at hun på forhånd siger:”ingen æggejokes” – og havde jeg ikke tænkt langsomt, på grund af tømmermænd, havde listen over æggejokes været meget, meget lang.
Er der andre end mig, der snubler i onkel-humor-fælden?
