06/30/16
IMG_20160120_162831

Om anatomilektioner

Mit absolutte favoritsted i hele verden, er mit nye badekar.

Forleden morgen, efter en meget våd tur i byen med mine kolleger, vågnede jeg endda op i mit badekar, klokken 6 om morgenen, i iskoldt vand og med min tandbørste i mundvigen.
Kan ikke huske hvorfor, men tænker at det siger lidt om mit kærlighedsforhold til badekarret, når det vinder over sengen på sådan et tidspunkt?

Det bedste ved badekarret, er muligheden for alenetid.
Jeg kan læse, drikke kaffe, glo op i loftet eller – som nu: skrive blogindlæg fra telefonen.
DSC_0277
Og ja: beklager det mentale billede i nu fik, af mig der blogger nøgen.

Da Ninjaman var allermest syg var badekarret mit helle: det sted jeg kunne bede om tyve minutters tid alene, og rent faktisk få det.

Men nu er freden ved at være slut, for yngstebarnet har opdaget at jeg jo ligger stille når jeg bader, og er begyndt at snige sig ind på mig for at bombardere mig med spørgsmål, om alt i verden – både “hvem har opfundet vand?”, “hvor boede jeg før i fik mig?”, og “hvorfor flyder nogle ting?” er spørgsmål jeg har måttet besvare fra vandet den sidste tid.

Forleden aften lå jeg i karret før puttetid, og spørgsmålsmesteren skyndte sig begejstret ud til mig, med supplerende spørgsmål til emnet “tyngdekraft og hvorfor ting flyder”, som jeg besvarede så godt jeg kunne, mens jeg krydsede fingre for at der snart var nogen der kaldte på hende.

Hun fornemmede at jeg var distraheret, og hev mig tilbage til virkeligheden med en prikkende finger på mit højre bryst.

Barn:”Hvorfor flyder babser? Er der luft i dem?”

Mor:”æh nej… Luft? Det er nok mere sådan.. kød?”

Barn (uimponeret konstaterende):” Nå. Sådan noget slasket kød, hva?”

Ah… Der er nu intet som smigrende sandheder fra børn…

09/25/15
kusama_170915_27

Om upassende forslag

Min telefons ordbog har et foruroligende stort udvalg af sjofle ord indlagret – og jeg er en sjusket sms-skribent,der ikke altid opdager fejl i tide.
Således har jeg præsteret både at tilbyde en veninde urinsex , hat sendt upassende mellemkøds-mail, og generøst inviteret på raps.

For tiden laver jeg et projekt, sammen med en kollega, omkring den udstilling af Yayoi Kusama, der lige nu kører på Louisiana.
Det er hende der bl.a laver de her:
kusama_170915_27

Da jeg i går var forhindret i at komme, sendte jeg en sms til min kollega – som min klamme ordbog straks rettede til noget den selv kunne lide:
IMG_20150925_104228

06/30/15
wpid-wp-1435672164436.jpeg

Om øjenkontakt

Vi har ind til nu kun haft et enkelt toilet i huset, hvilket ikke altid har været helt nok, til en seks personers husstand, med diverse gæster.

Mængden af diskussioner omkring hvem der har mest ret til at benytte porcelænstronen først har været støt stigende, i takt med at ungerne blev større, og derfor var et nyt badeværelse også en del af planerne, da vi byggede til.

Vi er stadig ikke helt færdige med badeværelset, men dagen inden min fest fik vi sat toilettet op, hvilket var supergod timing.

image

Så nu står det fint og troner, i et stort, tomt rum.

Da vi ser vores naboer og deres børn en del, og endda har lavet en låge i hækken så vi nemmere kan besøge hinanden, virkede det som en god idé at sætte noget plastik for nederste del af vinduerne, så naboen ikke vadede gennem hækken, med frit udsyn til toiletbesøg.

Vi målte en del på hvor højt plastikken skulle nå, for at kunne dække nok, selv hvis høje mennesker gik forbi lige foran vinduet.
Det virkede som en fin løsning.

Troede jeg…
For jeg har lige rejst mig fra tønden, hvor jeg pludselig oplevede en akavet form for øjenkontakt, med en af mine børns veninder,  der åbenbart kan gynge særligt højt.

image

Tror lige jeg skal have fyldt lidt mere dækplastik for ruderne, inden vi også får fungerende bademuligheder derude!

02/8/12

Om pik ved middagsbordet

Nu er jeg pinligt nok sådan en der stadig kan synes, at det er hysterisk sjovt,når frugter er formede som tissemænd, eller folk siger ting der kan misforstås i seksuel retning – høhø.
Men jeg kan ikke forstå, at hverken designeren af de her “bestikholdere” til børn, producenten, indkøberen eller den butiksansatte, har tænkt:”hold da op, hvor det her produkt bare ligner at gaflen her har en gigantisk diller!”
Tror jeg ville have svært ved at koncentrere mig om at spise, hvis mine børn alle sad og knugede hver deres farvestrålende John Holmes kopi i hånden ved middagsbordet…
Er det bare mig?
image

11/6/11

Om at være pinlige mødre

Forleden sad jeg og talte med en af mine veninder, om vores – snart 10 årige – døtre.
De går i klasse sammen, er født med 19 minutters mellemrum, og er fjantede og søde bedsteveninder.

At to piger, der kan bruge en hel dag på at have grineflip over udtalen af ordet “køjeseng”, eller optager små film hvor de leger zombier der æder deres egne hjerner, overhovedet har overskud nok til at synes deres mødre er piiiiiinlige, er os lidt en gåde. Men det er de altså begyndt på.
Min venindes datter synes eksempelvis,at hun er MEGApinlig, hvis hun siger :”Hej!” til datterens venner henne i skolen.
“Årh mor, du er så pinlig!” siger hun”du siger det bare med sådan en irriterende pædagogisk stemme: “heeeeej Nis”, siger du, og det kan man altså ikke….”

Når der skal så lidt til at være pinlig-mor, fantaserede vi om hvordan hun så ville reagere, hvis man virkelig gav hende en grund til at være flov, ved fx at hive en banjo frem og skråle:”hejhej til Anna, hej til Ole, og hej til Looooootte, og hej til dig!  Hejhej til skolen, og alle mine børns venneeeeer! Jeg siger hejhej og Hej og heeeeej!HAIJ allesammen! Jeg er mor til hende der står derhenne – juhuuuu!”
uh, så ville de 10 årige nok mindes de gode gamle dage, hvor det pinligste mor gjorde, var at sige “hej”, med den pædagogiske stemme…

10/31/11

Om lort

Fantastiske Maria, bloggede forleden om spændende lorte-historier.
Læs også kommentarerne, som inkluderer en historie fra en der måtte gribe en gammel dames lort i hånden.
Så smukt…
Nå, men hvis I ikke er sarte, har jeg også en lorte-historie – er I sarte, så stop med at læs nu…
I 1997 rejste jeg rundt i Indonesien, med min ekskæreste. På et tidspunkt sejlede vi ud til de smukkeste små øer, og snorklede blandt koraller og flotte fisk. Det kunne have været ren idyl, hvis bare jeg havde undladt at spise nudler fra en gadevogn dagen før…
Heldigvis opdagede jeg et lille bambusskur, hvor der stod en toilettønde. Pyha.
Jeg gjorde hvad jeg skulle – og så mig så om efter toiletpapiret. Der var intet.
Så opdagede jeg spanden. Den lignede lidt nudelbøtten herunder, med små spændende flydende ting i.
Jeg kunne vælge mellem:
A): tage min hvide bikini direkte på igen, og formentlig dekorere den med synlige brune spor
B): stikke hånden i spand, og finde lidt vand at vaske mig med
Efter meget lang tænketid, valgte jeg mulighed b.
Det var ikke rart.
Hverken fiskeriet efter vand, eller fornemmelsen af fedtet numsehul mod fingre.
Der var selvfølgelig hverken håndvask eller sæbe på øen – så jeg brugte ikke min venstre hånd til noget som helst i månedsvis efter, for tanken om at den hånd havde gået uvasket i 8 timer efter operation numsevask var nærmest ubærlig…

10/11/11

Om cyklister, i biler

Nu har jeg ejet et kørekort i over tre måneder, og jeg må da sige at det går ret godt. Jeg kaster mig ikke ud i noget vildt – som fx parallel-parkering eller motorvejskørsel – men jeg snerrer heller ikke febrilsk af mine børn, hvis de trækker vejret højt og forstyrrer min kørsel – det gjorde jeg ellers alt for meget i starten.
Jeg har muligvis lært børnene nogle nye bandeord, for jeg bander heftigt hvis jeg bliver stresset i sving, eller nogen dytter, men bortset fra det, er jeg ret overbliksagtig bag et rat, og har næsten glemt hvordan det er at være cyklist – bortset fra når jeg er træt, åbenbart.
Superbaby havde noget hun syntes vi skulle fejre mellem kl 23 og 02 i nat, hvor hun lå og tændte min sengelampe ned i mit ansigt, tævede mig med sin bamse, grinede kunstigt, skar ansigter og kravlede frem og tilbage hen over mig og sin far imens.
Tirsdag er en stresset dag, hvor Ninjaman kører på arbejde kl 7:15, så jeg skal nå at få 4 unger i tøj, proppe mad i dem, og aflevere dem tre steder, og selv være på job kl. 8:30.
Det kræver altså noget koncentration at nå – og det havde jeg ikke meget af efter den nat – men det lykkedes. Jeg roste jeg mig selv, da jeg havde sat alle unger af, og drejede op af den vej hvor mit arbejde ligger.
Jeg tændte blinklyset – og så overtog min indre cyklist, og syntes liiiige at det var bedst også at række armen ud, for at markere at vi mente det der med at vi ville dreje til venstre.
Jeg nåede ikke at stoppe den indre cyklist, og hamrede derfor bare min venstre hånd ind i det lukkede bilvindue… AV!
Hvor dumt er det lige?
Nu sidder jeg her i bilen og blogger hurtigt, med en dunkende og øm hånd. Og et halvknækket bilist-ego.
Fordømte indre cyklist… Men i det mindste holdt hun sig fra cykelstierne – denne gang. Må hellere sørge for at få noget søvn i nat, så hun ikke går efter dem i morgen…

08/3/11

Om pinlige forældre

En af mine venners datter, har forbudt ham at tale til hendes venner nogensinde igen. Hans forbrydelse: han havde sunget en hjemmelavet sang til dem,om at nu var der mad – og det havde været så pinligt, at hans datter nær døde.
Børn i dag, tsktsk… De ved fandeme ikke hvad pinlige forældre er – ikke i forhold til hvad os med hippieforældre har måttet gennemgå!
Nu vil jeg ikke hænge mine egne forældre ud, fordi de er så søde(og min mor læser med…), men jeg har ægte, pinlige eksempler fra fx min første kæreste.
Vi var 14, og lige blevet kærester, og jeg skulle møde hans forældre for første gang.
Hans mor lignede lidt damen her – bare fjern stok og paraply og tilføj pangfarvet brille.
Men hvordan hun så ud, registrerede jeg først senere, for damen sad på toilettet, med åben dør, gav hånd fra tønden og sagde:”Hej! Jeg hedder Else. Jeg skider lige færdig, så kommer jeg og taler med jer!”
Et par timer senere kom min kærestes far hjem – joint i hånd og hestehale i nakke – og præsenterede sig på almindelig vis, men rundede af med at sige:”hvis ikke i vil se os knalde, så bliv lige ude af spisestuen de næste ti minutter, ikke?”

06/11/11

Om samtaler, jeg ville ønske jeg ikke havde haft…

Denne uge har jeg startet hele to akavede samtaler om min egen røv, som jeg godt gad kunne slette igen (altså samtalerne – ikke røven. Kun ca 3 kilo af den)
Samtale med fremmed mor, til forældremøde i børnehaven:
Mig:”ai, undskyld jeg står så mærkeligt – jeg kom igen til at tage de strømpebukser på, der trækker underbukserne med ned når man går. dødirriterende! kender du ikke det?”
Fremmed mor(med meget køligt blik):”Nej!”

Helt ærligt – det kan jeg sgu da ikke være den eneste der oplever? please, sig at I også hele tiden har bar mås, når I kommer til at tage de gamle strømpebukser med den slatne elastik på, og så glemmer i at smide dem ud, når i tager dem af, og glemmer at det var dem når de er rene, og tager dem på igen, og oplever endnu en dag hvor man danser den elegante hiv-strømpebukser-og-underhylere-op-på-plads-dans?

Samtale med min nabo:
Mig:”Ja, jeg vil virkelig gerne sige undskyld for at jeg fik vist jer min bare røv, mens I sad ved morgenbordet! Jeg havde glemt at vi havde klippet træerne ned i skellet, så udsynet nu er lidt for godt… Jeg var oppe i badet og hørte superbaby være på vej op af trappen, så jeg drønede ned og samlede hende op halvvejs oppe af trappen, og fik så presset min bare mås mod ruden, så i var så uheldige at kunne glo på den… Det lover jeg ikke sker igen!”
Nabo(meget paf):”Øh… det så vi altså ikke…. Så det behøver du ikke bekymre dig over… Men jeg fik faktisk på et tidspunkt solen i øjnene, ved ikke om det var genskin, hvis nu den er meget bleg?”

Jeg synes eller jeg så deres søn glo bange på mig, det var derfor jeg undskyldte… GODT de ikke så den – men ærgeligt jeg lige fik startet hele den akavede samtale…