Om at give noget væk af betydning
I onsdags så jeg min yndlingsfætter forsvare sin PhD, med overlegen klogskab og charme. (Jeg tog det ikke pænt: stortudede så meget af rørelse da han blev godkendt, at jeg måtte gemme mig bag min onkel.)
Virkeligt stort. Vi havde købt et blødt lammeskindstæppe, til at lægge i en stol hvor han lige om lidt kan sidde og vugge sin kommende søn, og en lommelærke med et absolut passende “Game of thrones” citat: “I drink and I know things”.
Mit yngstebarn tilbeder min fætter – hendes lille krop sidder altid magnetisk klistret til ham når han er på besøg og hun glæder sig i dagevis når vi skal ses – så hun ville bare give ham noget der var helt særligt og kun fra hende. De andre skrev kort og tegninger, mens hun rodede sit værelse igennem for en værdig gave.
Det blev hendes yndlingsbamse, “Grisso Fuglesang” der blev udvalgt, og højtideligt fandt hun en kasse til ham, og vedlagde omhyggeligt skrevne breve.
Det ene brev var en kort liste over ting Grisso Fuglesang holdt særligt af, bl.a.:” vafler, farven orange og lange gåture”.
Og så et langt brev, om at Grisso Fuglesang bragte “lygæ” og at min fætter godt måtte låne ham indtil “Bebi” bliver født og skal have den.
“Pas Got på Grisso fuglsa” sluttede det, og jeg smeltede en lille smule af al den nuttethed, og villighed til at afgive noget der er vigtigt for hende, som påskønnelse af at en hun elsker, har udført noget der var vigtigt for ham.
