03/27/18

Om feriesysler

Efter nogle intense uger, der mundede ud i en eksamen i fredags, har jeg foreløbigt startet påskeferien med at være helt tom oven i hovedet. Har læst slammede romaner og gloet op i luften, ude af stand til at tænke synderligt intelligente tanker.

Mine to store teenagepiger har siddet nedsumpet med snuderne i skærme, sandsynligvis også i forsøg på at nulstille travle hjerner, og mindstebarnet har haft et væld af legeaftaler, bare for at få leget hverdagstravlheden ud af kroppen.

Men så er der mit næstmindstebarn: barnet der tænker lige 10 % skørere end os andre, slapper også af anderledes end andre.

I går syede hun noget så fuldkommen absurd som et par overalls til hunden. Komplet med blomsterprydet lomme; han kan opbevare snacks i:
Det med at opbevare sine snacks i en lomme på ryggen, tog han ikke pænt: de lugtede simpelthen for godt, og måtte udleveres til ham, efter han febrilsk havde prøvet at nå dem, men ellers trippede han glad rundt i nye bukser.

Deruder har hun tegnet et væld af absurde tegninger og små historier. Min foreløbige favorit er denne her, hvor en gruppe katte øver sig på knivkast og bueskydning mod hunde, uden at ænse hvor ofte de kommer til at ramme sig selv:
Der er stadig en uges ferie tilbage, og jeg er spændt på hvad hun mere finder på.

04/18/17

Om påskeferiedovnerier

Årh det var svært at trække sig selv på arbejde i morges, forlade ny lille hund alene hjemme for første gang, og smide trætte piger i skole.

Selv om jeg faktisk har nogle gode arbejdsopgaver i dag, som jeg har glæder mig til, så savner jeg allerede ungerne og deres pæne far, og kunne godt lige have snuppet et par dages ferie mere.

IMG_2641

Jeg er muligvis også en lille smule noia over hvad Winston kan finde på, når han er alene hjemme. Han så godt nok sådan her ud da jeg gik hjemmefra, men jeg ved ikke om det bare er et pokerfjæs, der dækker over planlagt ballade – eller ustyrlig ensomhed? Han snorksover normalt det meste af formiddagen og  kan underholde sig selv ret godt ved at stå ved havedøren og mumle-gø diskret ud af mundvigen når der kommer katte forbi, så jeg burde nok stoppe med at pylre…

Det har været en usædvanligt rolig påskeferie i år. Normalt plejer vi at få spundet os selv ind i så mange (hyggelige) aftaler i påskeferien, at vi aldrig rigtigt rammer følelsen af zen, men i år har vi lavet dovent lidt. Vi spiste med venner to gange; afholdt den store, legendariske familie-påskeægstrille-tamtam og har passet børnenes ene kusine tre dage, men ellers har det været de roligste dage længe, hvor vi bare har gået ture med hund, læst, dovnet og spillet brætspil. (Brætspilsanbefalings-indlæg og boganbefalinger coming up!)

IMG_2757

Vi har også set ekstremt mange film, og nørdet Star wars, til mindstebarnets lille fanhjertes store glæde.

IMG_2719

Hun tegnede bl.a denne her, af familien Skywalker, og jeg er vild med hvor ufarlig og langhalset Darth Vader ser ud – kælenavnet “Darthie” tager unægteligt også noget af ondskaben.

En af de stille dage tog vi på Arken med de tre mindste og kusinen – både fordi det er en overraskende billig ting at foretage sig med en større børneflok, og for at lade hunden prøve at være alene hjemme et par timer. Det kom han så ikke til at være alligevel, da lektielæsende ældstebarn forbarmede sig over ham – men han fik da prøvet at tro han var alene hjemme lidt tid, og virkede ikke traumatiseret.

IMG_2688

Pigerne var meget fascinerede både af udstillingen med lys, og af “Gys – er den levende?” udstillingen, med uhyggeligt naturtro skulpturer af bl.a. en fem meter lang nyfødt baby. Meget tankevækkende og anbefalelsesværdig!

IMG_2662

Nu må hverdagsdelen af tirsdagen godt gå hurtigt, så jeg kan komme hjem og klappe ham den dellede lille Winston-hund og kysse på den del af min familie der ikke har hundemadsånde!