09/16/19

Om lidt af hvert, siden sidst

Nå, men det der med ikke at få blogget, skulle egentlig ikke have varet så længe.Det er fordi jeg det sidste års tid har skrevet på et bog-manus, og begyndte at kunne se en ende på det. Jeg formanede mig selv at jeg ikke måtte skrive på noget som helst andet, før der var kommet en slutning på – men den var så bare tre uger undervejs.

Ikke at den er færdig, bevares, den skal lige gennemskrives et par gange mere, og jeg er også nødt til at få nogle ekstra øjne på den (gys!), for at se om den egentlig giver mening for andre end mig selv, men den har begyndelse-midte-slutning, og kunne godt gå for at være et færdigt projekt.

Så skal jeg bare lige vænnes til at kanalisere ord ud i bloggen igen, på regelmæssig basis.

Siden sidst har jeg – udover det med at skrive bog færdig:

– Fejret at min næstyngste nu er både teenager af alder og sind. Hun ønskede sig noget så enkelt, som en fridag alene med begge forældre, hvor vi ikke lavede meget andet end en lang gåtur på strøget, indkøb af et par bukser til hende, og take away nudler spist på en bænk. Megahyggeligt, og jeg er så glad for at have børn der synes så simple ting er lykken. Så nuttet så hun iøvrigt ud for ikke særligt længe siden – og hun er sådan set stadig virkeligt nuttet at se på, men det tør jeg helt sikkert ikke sige til hende:

– Fejret en af mine bedste veninders polterabend, med “kvinde kend din krop” tema, der indebar diverse kropsrelaterede aktiviteter, sang og sommerhusovernatning. Ubetaleligt sjovt, og mine piger og jeg havde brugt uger på at fremstille pynt: glitter-blodige tampaxguirlander, brystvaser og den slags. Meget classy.

– fejret samme venindes bryllup – med en mand, der også er en af mine venner, ved en fantastisk havefest. Eneste minus er at jeg seriøst ikke kan tåle at drikke særligt meget med alderen, og var bimlende fuld og pinlig i løbet af ca tre sekunder. Til gengæld havde jeg glæde af tømmermænd i dagevis efter…

– glemt Ninjamans og min bryllupsdag i går. 18 år. Han tog i IKEA med mellempigerne, fordi den yngste skulle købe tøjstativ for fødselsdagspenge, og jeg sad hjemme i sofaen og kæmpede med bogmanus, og snerrede hver gang de to andre sødt spurgte mig om ting. Om aftenen kom vi i tanke om dagen – den står trods alt tatoveret på hans arm og min kusine havde en tillykke-med-bryllupsdag-om-lidt-blomst med til os da hun kom til fødselsdagsfejring af 13 årig, så det er meget godt gået at glemme det. Vi fejrede med takeaway i sofaen, sammen med ungerne, mens vi så et eller andet om musik. En af børnene spurgte om det var fordi vi var ligeglade at vi glemte det, men vi blev enige om at det er det modsatte: at vi hører så meget sammen og er så rigtige for hinanden, at en tilfældig dato ikke er så vigtig, midt i alt det der er vores liv.

”Årh, couple-goals!” udbrød den ældste, men sidst hun sagde det, var da hun tog sin far i at fjerne et skæghår fra min hage med en pincet, så jeg er i tvivl om hvor meget ironi der var i det?

– været på biblioteket en gang om ugen, med mindstebarn der lige pludselig er blevet fuldstændigt besat af at læse selv, og læser mindst en bog om dagen. “Årh kom nu… må jeg ikke bare læse en side mere?” plager hun hver aften, og jeg har lidt svært ved ikke at blive overtalt. Læseglæde, for pokker – det er jo det vigtigste! Jeg smelter helt over hendes nuttethed, når hun kommer slæbene med stakke hun selv har fundet på biblioteket. Hun læser en del forskelligt, men er særligt glad for bøgerne i Alvildas stjerneserie, hvis i skulle have læseglade børn på samme niveau. De er korte, ikke for svære, og har flotte tegninger:

– jublet af glæde, sammen med selvsamme læseglade barn, der blev ringet op om at hun havde vundet en præmie på biblioteket for at skrive en boganmeldelse. Og en præmie som jeg selv særdeles godt gad vinde: lov til at rive bøger ned fra hylderne i en “Bog og ide”, og beholde alle de bøger hun kan nå at samle på fem minutter. Er det ikke vildt?

12/19/18

Om det der kærlighed, del 32

Så er der fortsættelsen på Kærlighedsføljetonen allerede.

Sidst nåede vi til det tidlige efterår 2009, hvor alting lige havde kørt supergodt i lang tid – med job, økonomi, unger og det hele – men pludselig smækkede banken kassekreditten i til vores butik, og en graviditetstest viste uventet positivt.

Indtil da havde vi håbet at butikken kunne reddes på en eller anden måde, men nu var vi helt afklarede: den butik skulle bare lukkes, med det økonomiske tab der nu måtte være. Tanken om at have fire børn, jonglere regnskaber og indkøb, uden at være sikker på hvad der gik ind på kontoen hver måned, var for skræmmende. Vi kunne bedre leve med at være flade og have gæld, hvis bare vi slap for stressen.

Jeg fik en tid hos gynækolog, i tvivl om hvornår jeg var blevet gravid. Jeg har aldrig haft regelmæssige menstruationer, og frygtede at jeg var flere måneder henne, og derfor havde udsat fosteret for alkohol flere gange i sommerens løb. Til min overraskelse var babyprikken ganske lille, uden hjerteblink endnu: kun knapt 5 uger gammel, og jeg fattede ikke at symptomerne (trætheden) havde været så markant at jeg havde taget en test.

Vi havde ikke talt om at få flere børn end de tre vi havde, men da jeg så den der babyreje, der så svagelig og lille ud, kunne jeg mærke at jeg pludselig var bange for at den ikke blev til noget. Fire børn føltes faktisk helt rigtigt! Min mand sagde præcis det samme mens vi cyklede hjem bagefter: det her var meningen.

Trætheden aftog, men jeg blev hurtigt tykkere om maven. Skjulte det med løse kjoler, for vi havde ikke lyst til at sige det til folk endnu. Det føltes fint og rigtigt for os, uanset omstændighederne, og vi havde ikke lyst til at høre noget negativt om hvor dårligt timet en bonusbaby var, oveni et firma der var ved at gå konkurs.

Og så havde jeg også en underlig fornemmelse: jeg følte mig ikke gravid ellers, og havde en grim følelse af at jeg kunne miste dette barn igen. Tanken gjorde mig vildt ked af det.

(Fortsættes)