01/3/17

Om ikke at være klar til hverdagen

Mit vækkeur ringer klokken 06 i morgen tidlig, hvilket på nuværende tidspunkt virker fuldstændigt uretfærdigt og som noget jeg slet ikke havde set komme.

De der to ugers juleferie er gået alt for hurtigt, og jeg er slet ikke feriefærdig endnu.

Første feriedag startede med en omgang Rigshospitalet, hvor Ninjaman endelig, efter 14 måneder med utallige operationer, gennemgik den sidste lille del, hvor han fik sat nye tænder på. Bagefter fulgte en samtale med læger der fortalte at også denne scanning viste at al kræft var væk. Helt fantastisk rart at høre dem sige det!

Det er en voldsom oplevelse, at få revet tæppet væk under al der er trygt og godt, når så alvorlig sygdom dumper ned midt i hverdagen. Der er en lille rest bange i os alle seks, der nok aldrig forsvinder, og som vi skal lære at putte et sted hen hvor den ikke spiser os. Om natten vågner jeg stadig indimellem og skal virkeligt balancere mine tanker, for ikke at snuble helt ned i al det bange igen. Jeg er ikke den eneste af os der har det sådan – men det bliver bedre, og det at der ikke venter flere operationer og der er et halvt år til næste scanning, får det hele til at føles mere afsluttet.

Så vi gik ind i ferien med mere ro i hovederne end længe, og den har været lige som den skulle være, ferien – omend måske lige 3-4 uger for kort.

Juleaften holdt vi hos os. Tolv mennesker, hyggeligt selskab, tre millioner gaver (note til mig selv: det er ikke nødvendigt at pakke tyggegummi og andre småting ind til børn, når de også fremstiller et hav af gaver til hinanden), fantastisk mad og et juletræ der er så pænt (og dyrt!!!), at jeg ikke nænner smider det ud. Det står stadig og blokerer halvvejs for tv-kigning, men det ryger først ud når nålene ryger af.

dsc_0173

 

Jeg har læst fem bøger i ferien; har gennemskrevet hele tre kapitler på min bog; spist to tons marcipan; vi har haft tid til at se størstedelen af vores venner og familie; og har sovet længe hver morgen.

Selv julebag nåede vi. Havde været mere imponeret over mig selv, hvis mine vanillekranse var bare en anelse mere kransede i det:

img_20161223_171135_527

Mine planer om at nå at blogge al det jeg ikke når i travl hverdag blev således ikke til noget – men resten nåede jeg!

Vores mest ferieagtige feriedag, var ultimativt den første januar, hvor vi overnattede hos nogl af vores co-dovne yndlingsvenner, og alle fire voksne lå foran tv’et i en stor intervalsovende bunke og stenede næsten to sæsoner af en komedieserie, med pizzaer i hænderne.

Den ultimativt bedste start på året – ville ønske jeg måtte starte min første arbejdsdag efter ferien lige så langsomt i morgen.

Er det mon dårlig stil at slæbe sin dyne med på job?

 

01/2/16
IMG_20160102_104434

Om nytår og fødsels-gæstebloggerier

Godt nytår!
Vi havde en seriøst hyggelig og festlig aften hos venner, med drinks, sushi, glade børn og heftig dans til klokken 05.

Vi lagde tjekket nok ud, og startede året med fantastisk morgenbord:
IMG_20160102_104434
Derefter skiftede alle til bløde bukser igen, og fire voksne og en enkelt teenager tilbragte dagen i en bunke dyner, med at intervalsove gennem hele syv nye afsnit af “New girl” på netflix, mens resten af børnene legede eller stenede skærm, og fik ja til alt sukkerrelateret de spurgte om.

Min hjerne, stadig lidt stress-slidt, er fortsat under restaurering i dag efter en uvant selskabelig juleferie, og Ninjaman dansede så meget at hans operationsar på benet begyndte at bløde, så dagen i dag byder, med stor sandsynlighed, på imponerende rutineret inaktivitet.

Så hvis man havde håbet på mere udførlige indlæg fra min hånd, er det HER hos Cana man kan finde den slags i dag – hvor jeg gæsteblogger om fødslen af mit nuttede yngste barn.

Cana har en fin føljeton på sin blog, med fødselsberetninger hver fredag. Personligt elsker jeg at læse fødselsberetninger, og læser ivrigt med.

Hvordsn har jeres nytårsaften/første januar/fødsler så været?
At læse kommentarfelt virker som en god, overskuelig opgave i dag!

01/3/13
20130103-101213.jpg

Om ferie-fniller

Det er ikke meget jeg har fået blogget her i ferien.
Er nærmest gået i dvale, af mangel på aktivitet: siden d. 11-12, har jeg kun været på arbejde en enkelt dag – grundet operation, syge unger og ferie – og børnene starter først skole på mandag.
Forvent derfor ingen pointe i dette indlæg.

Det ene øjeblik nyder jeg at synke ned i den sump af skal-ikke-noget-hed: lader ungerne sidde i nattøj hele dagen, stener film med dem, lader dem bage noget med sukker, og smelter over hvor nuttet den mindste er, når hun erklærer at jeg er hendes :”bedste ven!”, synger “Bingle Jells”(jinglebells), eller desperat leder efter sine “gimmergo”(glimmersko).

Det næste øjeblik er jeg helt klaustrofobisk over (siden d 11-12) kun at have været ude af huset følgende gange: den aften vi besøgte min far, juleaften, de to dage vi besøgte mine gamle venner, og den dag vi tog ind til byen med børnene og gik op i rundetårn.
Og så alt for mange ture i Netto, hvor det på en eller anden måde lykkedes os, at bruge hele januars madbudget i december…

“Moar!! Det er snyyyyyd at hun må sidde ved siden af dig/fik først/ fik mest/valgte først!” er mest hørte sætning for tiden, efterfulgt af:”FAAAR! Hun er tarvelig/slår/driller/rækker tunge/ser surt på mig/ smiler af mig!”

Jeg savner desperat at gå på lokum, uden at der ligger en og glor ind under døren, mens hun opdaterer mig på seneste udvikling på konfliktfronten.

Eller at have en aften alene med den lækre mand, uden at blive afbrudt – inden vi så meget som har overvejet at tage sokkerne af – af børn der:”ikke kan sove/har mareridt/keder sig/vil høre om det snart er jul eller nytår”.

Juleaften var dog vildt hyggelig, med god mad, glade børn og hjemmelavede gaver.

20130103-101213.jpg
Min gavehøst: tre hjemmelavede lysestager, to tændstikæsker og en peberbøsse.
Naturligvis er det meste fremstillet af Krea-Girl, der flittigt har lavet gaver til alle, siden oktober.
Og så fik jeg også denne her bog jeg længe havde ønsket mig – og denne her, som jeg ikke havde ønsket mig, men alligevel læste.
Jeg tror aldrig jeg har læst noget i kategorien chick-lit før, men fandt den sært nok ret underholdende – og tilpas letlæselig, til at den kunne presses ind i ferie-med-børn-konceptet.

Nytårsaften var lige så hyggelig. Vi var her hjemme, med nogle venner og deres børn. Der var overraskende meget knald på, og børnene var oppe til klokken meget sent.

Mindstebarnet fik fingrene i en rysler, som hun ikke slap i to døgn.
Meget anstrengende – og lidt nuttet, fordi hun fnes lige lykkeligt, hver gang hun pustede i den.

20130103-101557.jpg

Lige nu sidder halvdelen af børneflokken, med armene om hinandens skuldre, og spiller iPad sammen – mens den anden halvdel skændes animeret oppe på badeværelset.
Meget sigende for hvordan ferien har været.

Der er præcis fire døgn til jeg møder på arbejde igen.
Bliver underligt at have rigtigt tøj på og tale med voksne mennesker.
Og gå på lokum, uden at nogen ligger og oplyser mig om skænderier de har haft, under døren.

12/30/11

Om nytår i udlandet

Nogle af vores venner skal holde nytår i Berlin, og vi har været pænt misundelige, når de har udbredt sig om hvordan de skal spise på fed restaurant, og deltage i udendørs kæmpefest, med fyrværkeri og live musik.
Ikke at vores egne nytårsaftener ikke er hyggelige – det er de altså – men mærkede lige et snert af noget rejselængsel alligevel.
Men så kom vi i tanke om den ene gang, hvor vi faktisk holdt nytår i en storby sammen: nytåret 98/99.

Vi skulle egentlig have været i Ipswich og holde nytår med en af mine veninder, men da vi ankom til London, gik det op for os at togbilletterne til Ipswich ville koste en formue – og det havde vi ikke – så vi meldte pænt afbud alligevel, og besluttede os for at det da kunne være romantisk og superhyggeligt bare at være os to i London.
Dagen efter gik vi på jagt efter et sted at feste – men alle nytårsarrangementer var enten udsolgte, eller dyre.
Endelig fandt vi en bar, hvor de reklamerede med “mad, musik og dans” til kun 12 pund pr næse. Det købte vi.
Iført smart nytårskluns og varmt overtøj, ankom vi forventningsfuldt til baren. Der var proppet med mennesker, og man måtte nærmest mase sig ind, hvor vi fandt et hjørne at stå og balancere, med øl, og vores bylter af overtøj.
Vi faldt i snak med nogle australiere, der glædede sig lige så meget til maden kom på bordet som vi gjorde. Vi var ret sultne, havde som ægte fattige studerende sparet appetit op til den lovede buffet.
Kl 21 åbnedes døren til køkkenet, og en pige kom ud – med et fad pindemadder, som hun gik en runde med. En af de store australiere prøvede at snuppe to, men fik et dask over fingrene. Der skulle jo være til alle…
“Buffeten” var ca 3-4 pindemadder pr mand, jævnt fordelt ud over de næste par timer.
Vi blev alt for fulde i stedet.
Og dinglede tilbage på hotellet før midnat, hvor vi faldt i søvn og vågnede kl 1, og jeg insisterede på, at så var klokken nok 0 i Danmark og vi måtte hellere ringe hjem og sige godt nytår – jeg tog fejl:den var 02, og vores opkald virkede malplaceret…

Så ikke så meget glamour over vores storbyfest det år – men det var nu hyggeligt alligevel, og vi fik grinet en del af hvor kikset det egentlig havde været.

Nå – jeg ville have rundet det her indlæg elegant af, men har været hele dagen om at få det skrevet, så det er nok for ambitiøst… Vi har huset fuld af overnattende gæster, og jeg får ikke rigtigt blogtid.
Et hurtigt indlæg om vores første nytår som forældre, der ellers skulle have afsluttet dette indlæg, må i derfor have til gode til en anden gang…