Om verdens bedste ferie
Nu er vi endelig ved at være landet mentalt, oven på den mest fantastiske ferie nogensinde!
Vi boede i den lækreste store lejlighed (2 soveværelser, 2 badeværelser, køkken, stue, vaskemaskine – og udsigt!) på et nordspansk landsted, hvor alle ni lejligheder var beboede af de familier vi rejste sammen med.
Det her var udsigten fra “voksen-soveværelset”(der lynhurtigt endte med at blive “mor-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, da børnene kom glade, men sent, i seng og festede videre, hvis ikke vi sov med dem):
Udsigten fra “far-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, var en smuk bakke, med græssende køer.
Jonas og Marianne, der ejer gulliverrejser, som vi rejste med, er simpelthen nogle fantastisk søde mennesker, der både var hyggeligt selskab og geniale arrangører.
Jeg kan slet ikke anbefale konceptet nok!
Velkomstmiddag, kanotur, picnic, besøg på michelin-restaurant og farvel-middag var planlagt på forhånd og inkluderet i prisen, men de fik også lynhurtigt arrangeret nogle ekstrature, så Ninjaen og de tre store piger fik undervisning i surfing sammen med andre friske surfer-nybegyndere, og vi kom på besøg i nogle grotter, med 22.000 år gamle hulemalerier på væggene.
En fed måde at rejse på, hvor der både er planlagt oplevelser, vi ikke selv ville have kunnet finde, og der er plads til at man kan dele sig ud i små grupper og opleve noget selv.
Vi havde mange små udflugter, hvor det bare var os selv – fx til de smukkeste strande:
og vi besøgte hyggelige små byer:
Og foer vild i Bilbao:
For 15 år siden startede Ninjaman og jeg til spanskundervisning, men stoppede efter et par gange, og lærte kun de ting der stod i kapitlet om “Fernandos fødselsdag” og i kapitlet om Picasso.
Der var så få turister i det område vi var, og absolut ingen talte engelsk, så i starten jamrede vi en del indbyrdes om hvor ærgerligt det var at vi ikke havde lært mere – men da mindstebarnet halvvejs gennem ferien fik halsbetændelse, fik jeg faktisk brug for det med Fernandos fødselsdag, for jeg forstod at lægen spurgte hvornår hun var født – resten af lægebesøget klarede vi med fagter, og hun blev podet og fik “penicillinos”.
At sidde på restaurant og bestille uden at vide hvad der stod, var lidt besværligt – og da en fra vores rejsehold kom til at bestille ko-mave, gjorde det os ekstra nervøse.
Men egentlig var det også tusind gange hyggeligere at rydde et supermarked for friske grøntsager og saftige bøffer (på størrelse med toiletsæder), og så tage hjem og grille på landstedet, mens vi drak vin og sludrede med alle de søde mennesker.
Også selv om det sled lidt på den gode samvittighed at grille bøffer, mens bøffernes kusiner stod og så interesseret til:
De muhede anerkendende, da vi til afskedsfesten grillede en hel griseunge, istedet for oksekød…
Griseungen var så utroligt nuttet før den kom på grillen, at pigerne talte om at vi burde give den kunstigt åndedræt og forsøge at genoplive den – men den smagte så godt, at den tale hurtigt blev glemt:
Men det allerbedste var faktisk hverken den bjergtagende smukke natur, morgenyogaen, eller de velplanlagte udflugter: det var det at være 17 voksne og 18 børn sammen på denne måde, og hele tiden kunne finde en der gad drikke vin/se på udsigt/ stene fodbold/ spille tennis/ løbe tur/tale om bøger, børn, eller livet – og imens kunne vi nyde børnene, der pilede rundt i flok og legede den ene vidunderlige leg efter den anden.
“Vi vil gerne stoppe med at spise slik, så vi kan spare op og rejse sådan igen!” tilbød den ni årige generøst i flyveren hjem.
Hendes søstre mente at det var et lige lovligt generøst tilbud – men de syntes også det havde været verdens bedste ferie.
Så hvis i skal på ferie næste sommer, så kan vi seriøst anbefale at gøre det på denne her måde – og måske ses vi endda?
