12/6/11

Om det der kærlighed – føljeton del 4

Føljeton – del 4 – Ninjamans version af vores første møde

(følgende er skrevet af Ninjaman).
Den morgen i september, hvor jeg startede studie, ærgrede det mig først hvor lille stedet var.
Havde valgt uddannelsessted hjemme fra Jylland, og bare valgt efter det der lød som det største, mest storbyagtige.
Det var det altså ikke.

Så jeg sad og ærgrede mig, men lagde mærke til hende, med det samme hun kom ind af døren.
Hun var sådan lidt boheme-agtig, med langt hår, nederdel der nåede til jorden, en grøn bluse der matchede hendes øjne.
Og virkeligt grimme sko.
Det er rigtigt nok at hun er skoblind.
Jeg var glad for at hun satte sig over for mig, for hun så ud til at være underholdende og anderledes.

Vi fik udleveret orange tshirts, til alle på vores hold, så man kunne se hvilke hold folk var på.
Vi nægtede at tage dem på, som de eneste.
De var kæmpestore, og hun sagde at hun ikke gad ligne en “hare krishna hobbit”, når hun ikke var høj og havde stor orange tshirt på.
Det syntes jeg var sjovt.
Jeg gad bare ikke ligne jeg havde kjole på.
At jeg så senere endte i dameundertøj på en scene, var noget andet.
Det var jo for et teaterstykke, og der var en masse piger der sagde jeg skulle.
(Jeg har to søstre, så jeg er vant til at gøre hvad piger siger man skal. Også nødvendigt med fire døtre.)

Jeg tror jeg begyndte at blive forelsket i hende med det samme.
Hun var sjov. Smuk. Anderledes. Drillede mig.

Jeg havde faktisk en ret ny kæreste, som jeg skulle flytte sammen med og var glad nok for, men alligevel begyndte jeg at føle noget andet for hende den brovtende lille hippie, allerede fra den første dag. Det var forvirrende.
Jeg gad ikke tale med andre end hende, og fik hele tiden sat mig i nærheden af hende, og tænkte på hende hele tiden, når vi ikke var sammen.

På rusturen, begyndte jeg at mærke det rigtigt.
Forelskelse.
Vi talte helt vildt godt sammen, og jeg kunne mærke det var noget virkeligt særligt.

Så sagde hun at hun var optaget.
Jeg blev så skuffet!
Jeg var ellers sikker på at hun også var interesseret i mig, og jeg følte mig dum, at jeg havde kunnet tro det.
Jeg blev helt dårlig, og ked af det.
Og jeg gik ind og dansede, og prøvede at tænke på noget andet.

Jeg kunne sagtens forestille mig hvordan det ville være, at være sammen med hende altid. Få børn og den slags. Det gjorde mig virkeligt irriteret at det ikke var et valg jeg kunne få!
(fortsættes)