03/30/17

Om random facts

Jeg kan selv godt lide at læse de der “random facts indlæg” andre bloggere indimellem poster,mig har her ladet mig inspirere.

Til at starte med spurgte jeg mine børn om de gad hjælpe mig med at finde på facts om mig der var bare en lillebitte smule overraskende, og efter lang tids tænkepause kom den yngste af dem frem til:” du prutter virkeligt meget” – hvilket ikke er en fact jeg gider have med på listen, så det bliver elegant udeladt.

Så her er TI TING I (nok) IKKE VED OM MIG.

1. Jeg har flere typer slik som jeg spiser på en måde andre mennesker opfatter som neurotisk – og jeg kan (inde i mig selv) blive ægte irriteret, hvis jeg ser nogen spise de ting på den “forkerte” måde.

Hey – chokoladeskildpadder skal IKKE bare knases, der er altså et vigtigt ritual, hvor man forsigtigt bider bunden af og slikker cremen ud først! I går glip af noget vigtigt, folkens! Det samme ritual gælder sig for flødeboller, og toffefee kan også kun spises på en særlig måde, hvor de deles op i deres forskellige elementer.

IMG_1134

2. Nødderne fra toffefee er iøvrigt ikke kalorierne være, og skal gemmes til husstandens hamstre. Man får også bedre samvittighed over at tyre en hel æske selv, hvis man ved at man har delt dem med en der har større kinder og mindre talje end man selv har. Ja – det giver mening i mit hoved.

3. Jeg elsker chokolade (surprise!), men er meget diskret når jeg spiser det sammen med ost. Det synes folk åbenbart er klamt…. Prøv at snig et stykke pålægschokolade under en skive ost på et rundstykke. Det er altså ret godt!

4. Jeg kunne godt tænke mig at tabe mig en 6-8 kilo. Det har jeg villet siden jeg fødte mindstebarnet – men sådan noget eftergraviditetsflæsk sidder ret godt fast. Når jeg læser de første tre punkter kan jeg måske godt forstå hvorfor…

5. Der var engang en måge der stjal en nykøbt sandwich ud af hånden på mig, på en havn i Cornwall. Den tabte den i havet på vej væk. Jeg bærer stadig nag.

IMG_1135

6. Der er også engang en abe der har stjålet en flaske vand ud af hånden på mig. Overvejede at skrive et blogindlæg med titlen “fem ting dyr har stjålet fra mig”, men kunne ikke komme i tanker om andre ting end de to.

7. Jeg synes helt seriøst min egen mand er den pæneste mand jeg nogensinde har set, og når han har bar mave om sommeren har jeg svært ved ikke at miste koncentrationen i samtaler.

8. Hver gang jeg går på toilettet på min arbejdsplads, danser jeg en voldsom dans i mørket, for at aktivere det automatiske lys.

9. …Og hver gang jeg har danset tænd-lys-dansen opdager jeg at jeg ikke har fået trykket på kontakten først, sådan at lyset vil reagere på min dans.

10. … og når jeg så endelig får kombineret tryk-på-kontakt med den rette mængde dans, og lyset tænder, så tænder det sådan langsomt, med halvmørke i et splitsekund, og HVER ENESTE gang lyset tænder sådan halvt, får jeg et citat fra en John Irving roman i mit hoved:” hun kunne høre en lyd, som af nogen der prøvede på ikke at lave en lyd”. Det citat giver jo ikke mening i den sammenhæng, tænker jeg hver gang, og når frem til at det er fordi lyset laver et lys, som af en der prøver på ikke at lave et lys. Og det funderer jeg så over mens jeg tisser. Hver eneste dag. Det giver overhovedet ikke mening.

05/20/16

Om mindre beroligende respons

Efter at jeg i flere måneder har siddet med bogmanus til op over begge ører, er det en underligt tom fornemmelse at have sendt det afsted.
Ingen mulighed for at rette, slette eller skrive til, gør at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på at min bog eksisterer, og jeg har fået overbevist mig selv om at den er pinefuldt elendig.

Ninjaman har gennem de 19 år vi har været kærester lært at aflæse mine nærmest usynlige signaler – især dem der er ledsaget af håndfaste monologer som:”årh hvor er den bog sikkert noget lort!” Og “Gid jeg aldrig havde givet mig i kast med at skrive noget!” – og plagede mig om at printe den ud så han kunne læse den, og berolige mig om at den kun er semi-elendig.

At han frivilligt læser noget er en meget stor begivenhed da han højst læser en enkelt bog om året, og det var med bævende hænder at jeg overrakte ham udprintet manus.

Min ven Maren, har beskrevet skrivende menneskers neuroser ret spot on i sin fabelagtige bog – hvilket er rart, for så ved jeg at jeg ikke er alene om at være neurose over at sende nyfødt tekst alene ud i verden.

image
Jeg lovede ikke at plage Ninjaman om hvad han syntes om den, før han var færdig. Så gik han i gang med at læse. Langsomt.
Tredje aften i træk, hvor han læste et par sider og lagde den fra sig med et hemmelighedsfuldt smil og uden at sige noget om den, kunne jeg ikke dy mig længere:”årh hvad! Sig nu hvad du synes! Er den dårlig? Jeg ved den er dårlig… Du kan sagtens sige det, jeg kan tage kritik. Nej bare lad være. Du behøver ikke alligevel. Vent til du er klar. Nej – du må aldrig sige noget om den! Okay – bare lidt! Er den okay?”

Og jo: jeg kunne godt selv høre hvor ynkeligt det lød, men det der med at skabe noget på den måde er eddermaneme også angstprovokerende helt ud i det neurotiske.

Heldigvis kan det grines væk, hvilket det også blev (da jeg først havde undertrykt den refleks der ville give ham en lammer), for han svarede med et kys og disse ærlige ord:” altså: jeg kan jo godt lide den, fordi det er dig der har skrevet den. Men jeg synes seriøst den mangler nogle zombier – eller bare nogle mellemstore eksplosioner…”

08/18/15
foto-709160

Om at være zombie-forberedt

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft tilbagevendende mareridt om jorden der går under, i en sværm af zombier.
De kommer stadig jævnligt, men særligt i perioder hvor jeg er stresset eller ked af det.

Som udgangspunkt bliver jeg hverken mindre stresset eller mindre ked af det, ved at bruge mine nætter på at forskanse mig/løbe med mine børn/lægge overlevelsesplaner eller nakke udøde – men det er åbenbart det min hjerne tror jeg har mest brug for.
På den måde er jeg et ret ulogisk menneske…

Når man er så fyldt af zombie-neuroser, som jeg, ville det være logisk hvis ens familie bakkede op om det, og undlod nogensinde at nævne det forbudte z-ord – men sådan fungerer det åbenbart ikke her: min familie tænker at den bedste hjælp, er hvis de jævnligt fortæller mig hvor godt rustede vi er, hvis zombierne skulle komme.

Således brugte min Ninjaman – der ikke er en flittig læser – hele sin sommerferie på at læse sig igennem hele fem tykke bøger, med slimede zombier på forsiden.

Glad kunne han bagefter oplyse mig om, at hans ringe evner som håndværker vil komme os til gode i zombieapokalypsen: han har et stort lager af gaffatape på lager (da det er det han benytter til de fleste håndværkeragtige opgaver), og har udtænkt en snedig måde at lave zombie-bidsikre dragter til os allesammen ø, ud af det.
Jeg tvivler ikke på at gaffatape er effektivt – vores kælderlampe hænger fx stadig flot:
foto-709160p
Men det bekymrer mig lidt, at jeg har smittet ham så meget med min fobi, at han bruger hjernekapacitet på at udtænke gaffarustninger…

Mine børn er heller ikke gået fri, og nævner det jævnligt, hvis de opdager nye steder man logisk kan flygte hen, når zombierne kommer.

Mindstebarnet fik en flot enhjørningerygsæk (mærket er “skip hop”)i gave, og den har ikke forladt hendes svedige lille ryg lige siden.
IMG_20150818_101133
“Jeg skal liiiige pakke min taske!” er standardreplikken, og uanset om vi bare skal i netto og hente mælk, er hun velekviperet, med nypakket rygsæk.

“Mor, hun et faktisk rigtigt god at have med på vores a-team, hvis der kommer zombier!” konstaterede min 8 årige kagemester, da vi stod med enhjørninge-bæreren i Rødovre centeret, og iagttog hvordan hun satte små, vigtige krydser i den notesbog hun hev op af rygsækken.
“I det mindste har hun altid vand med til alle”.

Det sidste er korrekt: hun har altid mindst to fyldte flasker vand på sig, og da vi lidt efter holdt vandpause på en bænk, benyttede vi lejligheden til at få forevist resten af taskens indhold.

Vi måtte konstatere at hendes taskepakning umiddelbart ikke lignede at den var foretaget med zombieangreb for øje: en mindre samling af småsten; en notesbog; en tom sparegris; to sæbeboblepustere; noget flot slikpapir; en enkel klipklap-sko; og nogle små ponyer, var taskens indhold.

Den 8 årige og jeg blev enige om, at vandflasken nok var det eneste zombie-nyttige i den taskepakning – men:
“Nej!” afbrød taskeejeren os “den der klipklapper, ikke? Den kan jeg faktisk slå zombierne med, lige i hovedet!!”

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal være bekymret over neurose-afsmitning, eller imponeret over mit velforberedte a-team?