09/18/17

Om navne og hundenavne

Opmærksomme læsere ved sikkert, at der i April flyttede en lille sort/hvid pruttemaskine ind her på matriklen. Winston, hedder han, og jeg er flere gange blevet spurgt om han er opkaldt efter Winston Churchill.

Det er han ikke.

Han er opkaldt efter Winston Bishop, fra tv serien “New Girl”; en af vores favoritkomedieserier, som også de ældste to piger har dyrket ret intenst.

Ældstebarnet fandt navnet, og argumenterede for at det passede til hunden, der har følgende lighedspunkter med Winston fra serien:

1. Han er farveblind (det er alle hunde)

2. Han er (formentligt også) virkeligt ringe til at lægge puslespil

3. Han bærer ydmygelser med stoisk ro

IMG_1491

4. Han interesserer sig for katte. Meget endda. Winston i serien tager daglige selfier end sin kat – vores Winston kan bruge en hel dag på at stå og grynte forsigtigt af naboens kat, i sikkerhed bag havedøren.

IMG_1489

5. Han er virkeligt glad for at tage lure.

IMG_1488

Det var argumentationerne for navnevalg, og det kunne vi alle bakke op omkring, så vi skiftede hans navn fra Benny til Winston – hvilket han reagerer fuldstændigt lige dårligt på.

Der er flere af Jer der i tidens løb har spurgt ind til hvad mine fire piger hedder. Grunden til at jeg ikke skriver deres navne på bloggen, er at de har specielle navne, og derfor vil min blog kunne googles frem på deres navne, hvilket de måske bliver trætte af på et senere tidspunkt. Så ingen fornavne her, beklager. (Følger man med på Instagram dukker de op indimellem, så det er ikke fordi de er hemmelige som sådan, de skal bare være u-Google-bare. Hvis det er et ord?)

Men jeg synes al det der med valg af navne til børn er forfærdeligt spændende, og jeg følger ivrigt med, når medbloggere laver navnefølgetons på nyfødte vidundere – fx har både Sneglcille og Emili haft nogle spændende navnevalgsindlæg, før de valgte deres fine pigenavne.

Nå, men dengang vi valgte navne til vores første barn, var vi meget uenige: Ninjaman ville have noget solidt og dansk, som Ellen eller Esther, og jeg ville have noget der var helt hendes eget navn, og som jeg ikke kendte andre børn der hed.

Det endte med en mellemting, og de tre yngre søstre fik mere sjældne navne, nu vi allerede var lidt væk fra de helt klassiske navne.

Før vi vidste vi skulle have flere børn end tre, fik Ninjaman tatoveret et hjerte på armen, med de tre store pigers forbogstaver på. Da vi så, uventet, pludselig skulle have en mere, var hans eneste navnekrav: hun skulle hedde et blomsternavn, så han kunne få tatoveret blomsten og hun ikke behøvede føle sig snydt.

BFAF2807-755E-425F-ACFB-4981FF996D52

Et blomsternavn blev det, og en stor blomst på hans brystkasse – hvilket de tre store så syntes var lidt snyd, så han endte med yderligere tre tatoveringer: en for hver af de andre, hvis for eller mellemnavne også er navne på “ting”. Den slags griber åbenbart om sig, og jeg fornemmer at han ikke engang er færdig med at trykke hyldester til børnene på sin krop – så længe han holder sig fra at få tatoveret hundens navn er jeg taknemmelig.

For en sikkerheds skyld viser jeg ham ikke denne her:IMG_1492

10/14/11

Om navne

Da jeg var barn, irriterede det mig altid når mine forældre og bedsteforældre byttede om på mit og min søsters navne.
Altså – hvor svært kunne det lige være??

Vores navne minder ikke om hinanden, der er 4 år mellem os, og vi lignede ikke hinanden fysisk, det burde vel være muligt at huske hvilket navn hørte til hvem?
Den tanke holdt også da jeg fik min første datter, og gav hende det fineste navn vi kunne finde på.
Jeg kunne aldrig finde på at glemme at det var hende der havde det navn – uanset hvor mange børn jeg fik, tænkte jeg.
Og så blev jeg klogere…
Vi siger tit sætninger som:”krea-super-fantastisk-Hulk, saml lige den der op!”

Eller:”Krea-Girl, jeg mener Hulk!, lad være med at slå babyen – jeg mener din storesøster, nej vent – jeg mente jo superbaby!” og så griner de af os – eller bliver fornærmede, alt efter humør.
Når vi færdes i trafikken på gå-ben, er det et problem at blive forvirret med deres navne, for det nytter ikke at bede Krea-Girl om at holde fast i klapvognen, hvis man egentlig mente hendes to fjollede søstre.
Så efterhånden er det blevet til, at jeg bare kalder dem noget mærkeligt allesammen, og så lystrer de, mens de glade skynder sig at vælge hvilket navn de vil have.
Det må lyde mærkeligt i andre menneskers ører, hvis de ser mig stå ved lyskryds med superpigerne, og pludselig udslynge kommando som:”Gnalle, Balde og Nusse: hold lige ved nu!” eller:”Dingo, Fedtøre og Gniskefjæs, der bliver grønt nu!”
Og så pigerne der skynder sig at sige:”Helle for at være Fedtøre!”, og så griner de hele vejen hjem, over midlertidigt at være omdøbt til noget fjantet.
Det skal lige siges, at jeg faktisk godt kan huske deres navne – det meste af tiden.
Det er i de hurtige kommando-situationer det går galt – og her er “mærkelig-navns-finten” et godt trick.

For et par år siden, ringede min far på min fødselsdag, og sang:”i dag er det Josephines fødselsdag”.
Jeg blev rigtigt rørt over at han huskede mig, og også over at han sang – tør slet ikke tænke på hvor rørt jeg var blevet, hvis jeg rent faktisk hed Josephine…

Forleden skrev han:”Hej Delle-fjæs!” på min facebook-væg, så han har nok lært noget af mig alligevel. Fedt…