Om ukendte dyretrænings-ambitioner
Spejle er ikke det der er flest af her i sommerhuset, så da min mand så mig romantisk i øjnene, og blidt konstaterede :” det ligner du er ved at sniffe en langhåret hamster op i næsen…” tog jeg det som et forsigtigt hint om, at jeg burde have husket den lille saks jeg plejer at studse næsehår med.
På en tur ind til byen bestemte jeg mig for at lede efter en næsehårs-trimmer.
De tre store piger og deres far blev opslugt af noget i en butik, så jeg tog sen yngste med mig på jagten. Mindstebarnet er stadig min store fan, som bliver lykkelig over alt der minder bare lidt om alenetid, så hun spurgte ikke hvad vi skulle, men pludrede bare løs.
“Har i en næsehårstrimmer?” Spurgte jeg damen i butikken, der fremviste en tvivlsom en af slagsen, som jeg ikke købte.
Vel ude af butikken bemærkede jeg den syv åriges beundrende blik, og hun begyndte ivrigt at smide spørgsmål efter mig:”var den for lille, mor? Den var RET lille, ikke? Men hvad skal du bruge den til? Hvorfor skal du have sådan en?”
Overrasket over hendes entusiasme gik jeg i gang med forklaringen, mens begejstring veg for let skuffelse i hendes lille ansigt.
” Nå okay…” sagde hun så ” jeg troede bare du sagde “næsehorns-tæmmer”, og det lød VIRKELIGT spændende!”
Beæret over at hun – som formentligt den eneste af mine børn – tror at jeg er sej nok til at lede efter en lille plastikpind jeg kan tæmme næsehorn med, gik vi hen for at finde de andre.
Næsehårene er stadig hamsterlængde. Måske kan jeg bruge dem til at flette et net, hvis vi bliver angrebet af næsehorn? For en sikkerheds skyld lader jeg dem stå ferien ud.
