Om pludselig at have kæmpestore børn
Ulempen ved at have utroligt mange børn er, at der altid er mindst en der sover dårligt om natten; mindst en der ikke kan lide maden; og mindst en der er muggen over et eller andet.
Fordelen ved at have utroligt mange børn er, at der altid er mindst en der gider hænge ud; mindst en der synes jeg er megasjov; og mindst en der gider sidde og nussehygge i sofaen.
Efter at mit lillebitte kæmpestore ældstebarn tog på efterskole, har jeg kriset lidt over hvor vildt det er, at de løsriver sig. Fantastisk og sejt og meningen, selvfølgelig, men også noget skræmmende og vemodigt, når nu man grundlæggende er virkeligt glad for at have huset fyldt med børn.
I det mindste har jeg stadig hele tre små børn hjemme, trøstede jeg mig selv med – uden at have forudset hvad det gør ved de andre når de pludselig rykker frem i alders-bussen.
De her to blide småbørn har lynhurtigt snuppet teenagekasketten på, og selv om det da glæder mig hvor ofte de nu er enige om noget, ville jeg ønske enigheden ikke handlede om hvor øjenrulsfremkaldende deres mor er.
Men det er okay – de er til gengæld blevet mere selvhjulpne og udfører mange pligter (for at få lommepenge), og jeg HAR jo stadig hende her den lillebitteste baby:
Jaja: jeg kan godt mærke at hendes lange, 8 årige ben slasker efter mig, hvis jeg falder for fristelsen og bærer på hende, men hun har stadig heliumstemme, fortæller sære ting og bliver lykkelig når jeg hænger ud med hende, og jeg nåede lige at glæde mig over stadig at have en at smide ophobet omsorg ud over.
Indtil jeg puttede hende forleden, og efter historielæsning spurgte hvilken sang hun ville have, og blev affejet med et hårdt: “Nej tak, jeg er bare blevet ALT for stor til at få sunget godnatsang! Det var dengang jeg var virkeligt lille. En historie er ok, men slut med sange…”
I 17 år har jeg sluttet hver eneste dag af med at synge godnatsange, og den var jeg ikke helt klar til at slippe, men hun fastholdt sit nej tak til sang, uanset hvad jeg forsigtigt foreslog af sangvalg.
Dagen efter foreslog hun så selv at hun sang en sang for mig, og i går måtte jeg allernådigst synge de første to vers af “regnvejrsdag i November” – så måske er det ikke helt slut med den del af det endnu.
Så jeg nyder den sidste rest baby – samtidig med at jeg også nyder at babyen er stor nok til at nå kaffemaskinen og lave kaffe til mig hver morgen.
Overvejende er det ret fedt når børn bliver større og kan selv – men mindsteungen skal nok forvente at jeg plager om at måtte synge godnat for hende, frem til hun fylder 40.
