03/17/15
wpid-wp-1426585397975.gif

Om ånde, mareridt og musik

Hele weekenden gjorde min kindtand ondt, på hvis-det-hjælper-på-bare-ti-procent-af-smerten-at-dræbe-en-nuttet-hundehvalp-så-gør-jeg-det-måden.

Jamrende gik jeg til tandlægen i går, der spurgte om jeg gerne ville bruge flere tusind kroner  på at få opereret betændte rodspidser af den, eller 500 kroner på at få den hevet ud.

Så nu går jeg rundt med et hul i munden, der smager af død og betændelse og lugter af gnu, mens jeg hører høj musik og venter på min søster.

Noget af det første musik jeg hørte som barn, var Simon og Garfunkel.
Min søster og jeg havde koncerten fra central park på VHS, og så den så mange gange, at jeg stadig kan både alle sangteksterne OG alt hvad de siger mellem numrene udenad.

image

Jeg kører i dag til Odense, sammen med min søster – hvor Paul Simon spiller, sammen med selveste Sting.
Hun gav mig det meste af min billet og hotelovernatning i kommende fødselsdagsgave, og vi er begge lidt høje over at skulle genopleve sådan en bid barndom sammen.

Det er ikke noget jeg hører særligt ofte længere – synes hans seneste plader har været middelmådige – men den nostalgiske del af det er fantastisk, og jeg ved at vi skal skråle så højt med på alle sangene, både i bilen og til koncerten, at min betændte ånde muligvis slår hende bevidstløs.

Jeg vågnede iøvrigt i nat, fra et mareridt der for en gangs skyld ikke handlede om zombier, men om at jeg skulle hilse på Paul Simon og kom til at spytte tænder og betændelse ud over ham.

Ved ikke helt hvorfor det var så skræmmende, men det var det, og jeg var nødt til at tænde lyset og surfe lidt net, før jeg turde sove igen, og her faldt jeg så over nyt, godt mareridtsmateriale, på denne her fremragende tumblr -blog.

image

Jeg kan huske at jeg måtte gøre det samme med mine smølfer om natten, da jeg var 4-5 år.
Kunne ikke klare tanken om at de gik frit rundt om natten…

11/18/12

Om musikalitet

Før jeg fortæller om, hvad vi lavede til julefrokosten i fredags – som jeg skrev om i går – bliver jeg først nødt til en lang og pinefuld gennemgang, af mine manglende musikalske evner.

Da jeg var 7-8 år gik jeg til kor.
Jeg kan godt lide at memorere sangtekster, og elskede det der med at stå og synge sammen med andre.

En dag blev mit kor udvalgt til at synge i en kirke, og noget af det skulle i radioen.
Mens vi øvede, lige inden programmet, mærkede jeg forventningens glæde – indtil jeg også mærkede lærerens hånd på min skulder.
Han syntes det var bedst, hvis jeg, og en der hed Casper, måske lige nøjedes med at kigge på, i stedet for at synge med – han var ked af at sige det, men vi sang altså utroligt grimt…
Jeg kom aldrig tilbage, og der gik flere år, hvor jeg undgik at synge.

Jeg skiftede skole, da jeg var 13 år, og startede på en kreativ lilleskole.
Der var masser af musik, og læreren spurgte om jeg kunne synge – for der var snart vinterkoncert, og bandet manglede en mørk pigestemme.

Jeg mumlede, at jeg havde sunget i kor, men vist ikke havde den store stemme, men alle i bandet var så søde, og sagde at det bare var et spørgsmål om øvelse, og de synes da bare jeg skulle prøve.

Læreren sagde at min talestemme var pæn og mørk, og han forestillede sig at jeg godt kunne lære at synge pænt.

Smigret sagde jeg ja, og tænkte at måske havde min stemme mirakuløst ændret sig, og alle ville rose mig?

Alle blegnede da jeg sang, til første prøve, men de var for høflige til at sige noget.
Dog blev det ændret til, at det måske ville virke mere dynamisk, hvis alle vi tre sangerinder, sang et enkelt vers hver – istedet for at jeg sang den selv.
Så det gjorde vi.

Det var spændende at stå der på scenen, med et velspillende band, og jeg nød koncerten.
Indtil jeg så den video-optagelse nogen havde lavet til koncerten, og pludselig forstod ekskluderingen fra koret, og de blegnende bandmedlemmer, da vi øvede.

Det lød forfærdeligt!
Både skingert, falskt og umusikalsk.
Vidste godt at jeg ikke var verdens bedste sanger – men slet ikke at det var SÅ slemt!

Jeg begyndte at spille guitar i stedet, men droppede også det efter et par år, med en erkendelse af, at selv om jeg elskede musik, var det ikke noget jeg på nogen måde udviste sans for: det så væsentligt sejere ud, end det lød!

20121117-150223.jpg

Jeg har stort set ikke sunget siden den koncert.
Havner jeg steder hvor man synger(bryllupper, Skt hans bål, fødselsdage, juleaftener), mimer jeg entusiastisk, at jeg synger med – men det gør jeg sjældent.

Nå, det var en meget lang intro, til at fortælle hvad overraskelsen var til julefrokosten: vi skulle indspille en cd, i et rigtigt studie.

Flere af mine kolleger spiller musik i deres fritid, og frydede sig ved tanken, mens jeg overvejede om jeg skulle 1): nægte at deltage, og spare dem for min stemme eller 2): krydse fingre for, at jeg på en eller anden måde havde fået en smuk stemme i årenes løb.

Jeg valgte det sidste, og gik tappert
ind i boksen, og sang mine linier, mens jeg forsøgte at ligne Stevie Wonder, der sang “we are the World'”.

20121118-094445.jpg
Vi fik cd’en med tilbage, og den blev spillet mens vi spiste.
Alle de andre sang overraskende godt, og jeg ventede spændt på at høre mig selv.

Intet havde ændret sig: jeg sang hjerteskærende falsk – men på en eller anden måde var mine falske linjer med til at løfte sangen og gøre den sjov, og alle var ødelagte af grin, over hvor dårligt det lød.

Så der sluttede 20 års traume over manglende musikalsk talent, mens vi hørte cd’en for gang nr 100, og jeg på en eller anden måde endte med at være helt stolt over at være så imponerende umusikalsk.
Tror jeg synger rigtigt med på julesangene i år – og giver min familie en oplevelse…

03/7/12

Om sexede instrumenter

Ninjaman har masser af rytme – danser godt, synger godt, og spiller trommer.
Som teenager vidste han godt, at tøserne havde svært ved at modstå musikere, så han anskaffede sig et trommesæt og et band, og var midtjyllands bedst scorende teenager.
Smart hår, bar overkrop, skinnende trommesæt og rytmesans – han kunne ikke modståes.

Helt så målrettet var jeg ikke, da jeg begyndte at spille musik.
Jeg havde tænkt over scorefaktoren – for så havde jeg nok valgt et andet instrument.
På en ferie med mine forældre, så jeg en gammel inder spille på det smukkeste instrument jeg nogensinde havde set.
Skinnende blankt, rødt, og med perlemorsknapper.
En trækharmonika.
Jeg sad en hel aften og stirrede betaget på at han spillede – og plagede mig til at få lov til at gå til det, da jeg kom hjem fra ferie.

20120306-210723.jpg
Jeg gik til det i tre sæsoner.
Ikke fordi jeg kunne lide det.
Ikke fordi jeg havde talent.
Ikke fordi jeg øvede mig.
Ikke fordi jeg lærte en skid.
Men fordi:
1): min stakkels harmonikalærer havde kun en enkelt elev: mig, boede hjemme hos sin mor og var lidt allround sølle. Jeg nænnede ikke at fortælle ham at jeg ikke gad alligevel…
Og
2): instrumentet VAR altså flot og skinnende…
Men spille kunne jeg ikke.
Gad ikke øve mig, glemte noderne, og havde absolut ingen rytmisk sans.
Efter de tre sæsoner syntes min lærer at jeg var nødt til at deltage i musikskolens store forårskoncert.
Der sad jeg så, under projektørlys, på en stor scene, med crepet hår og laksko, min flotte røde harmonika – og intet talent. Havde knapt nok gidet øve.
Jeg hakkede mig gennem “when the saints”.
Iiiiiiiih-ihhhhhh……..ih-ihhhhh…. Iiiih…
Iiiiiih…ihhhhhh…ihhhhhh…iiiiiiiiiiiiiiih.
Det tog 100 år.
“Sådan der skal I ikke synge!” hørte jeg korlederen sige til det dygtige kor, der skulle på efter mig.
Og der stoppede min glorværdige harmonikaspilkarriere så.

Men mine børn? De har arvet deres fars rytmiske evner, allesammen. Ingen af dem har udvist interesse for harmonikaer.
Frk fantastisk har endda arvet sin fars talent for rockstjerne-karisma også – og spiller trommer.
“Drengene sagde at en pige ikke kunne – så de kigger hele tiden på mig når jeg spiller!” sukkede hun glad, og slog med sit lange hår.
Der skal vist holdes øje med hende om 8-9 års tid…