Om balletbørn
Da mit ældstebarn var lille, var hun glødende fan af alt lyserødt, strutskørtet og prinsesset.
Hendes højeste ønske var at gå til ballet, men vi havde for det første ikke råd, og for det andet lå der ikke et sted i nærheden, hvor hun kunne gå til det.
For nogle måneder siden, opdagede jeg at der var åbnet en balletskole lige i nærheden, som ikke engang var vildt dyr.
Jeg fortalte hende om det, selv om jeg godt vidste at det ikke længere var hendes drøm – men jeg glemte at hendes tre yngre søstre var inden for hørevidde, og de blev ovenud begejstrede!
Man binder sig for et helt år, så jeg var indledningsvist meget skeptisk, og havde fordomme om at den slags var kedeligt, og syntes de hellere skulle melde sig til noget med mere spræl i – men de var urokkelige.
Så nu skiftes deres far og jeg til at tilbringe en hel lørdag formiddag, i et lille venteværelse, tætpakket med utålmodigt ventende forældre og eksalterede tylklædte småbørn med skingre stemmer, mens vores tre yngste på skift har undervisning.
Det er ikke det jeg helst vil lave på en lørdag formiddag: at sove længe, ligge og nusse og snakke med børn mens vi vågner, og bagefter læse avis og drikke kaffe i sengen, topper det – men pigerne er heldigvis rigtigt glade for det, og så kan jeg godt leve med det.
Og mine fordomme om at der ikke er motion nok i ballet, bliver manet væk når vi kommer hjem, for der er altid så meget overskydende spræl i dem bagefter, at de flintrer rundt, og laver slåskampe i sofaen og vejrmøller i haven resten af lørdagen, så uanset hvor stillestående deres undervisning måtte være, så får de i set mindste masser af motion bagefter!
(deres fine ballettøj er i øvrigt HER fra. Billigt, holdbart og anderledes tøj, og så er ejeren og designeren bag enormt hjælpsom og sød!)
Men i dag måtte forældrene komme med ind de sidste ti minutter og se hvad børnene havde lært – og de så så fine og stolte ud, at al min irritation over ventetid forduftede.
Ja, de er uskarpe.
Ved ikke om skylden skal skydes på mit gamle kamera, eller på at jeg blev så rørt over de spændte fire årige, at jeg rystede på hånden?
De store piger var lige så søde at se på – dog med lidt mere ynde og elegance, end de små trunter havde udvist.
“Vi har også hold for voksne!” lokkede underviseren, da hun så min moderlige stolthed,over eget yngel i tricot.
Et kort øjeblik var jeg fristet, fordi det lignede at de havde det sjovt, men jeg kom heldigvis til besindelse, ved tanken om mig selv i lycra.
Håber at Ninjaman ikke lader sig lokke næste lørdag – ballet er en af de få ting han ikke har gået til endnu, og han kunne sikkert godt tænke at det ville være et fint supplement til hans thaiboksning.
Jeg er overbevist om at han vil være lækker selv i spandex, men jeg orker ikke helt at skulle stå og blive rørt over hans fine piruetter…
