06/28/18

Om at forære andre døde dyr i gaver

For en del tid siden bloggede jeg om,  min mormor, der forærede os et dødt firben i gave.
Det er en af de oftest fortalte anekdoter om min mormor – på linie med historierne om hendes intense had til katte. Sælsomt eftermæle, når nu hun også havde mange andre gode kvaliteter og var et klogt og skørt menneske, men det døde firben har alligevel taget prisen for den særeste gave jeg nogensinde har modtaget.

Indtil min fødselsdag i år…

Min moster begyndte at gnække af  fryd ved tanken om min fødselsdag allerede flere uger inden.

”Det er en GOD gave du får!” Proklamerede hun, med et fiffigt ansigtsudtryk, der på alle måder gjorde mig nervøs over; hvad hun mon opfattede som “god”.

”Den er til minde om din mormor!” Sagde hun, da jeg skulle til at åbne den, og ud for pakkens form regnede jeg med at det var et foto i ramme. Måske et flot, gammelt familieportræt?

Her er beviset for at skørhed åbenbart kan strækkes over mange generationer:

Eneste bekymring jeg har, er at den pressede, døde frø min moster gav mig, er mindst dobbelt så stor som det døde firben jeg fik af min mormor.

Hvis det hviler på mine skuldre, at forære døde dyr til kommende generationer, må jeg vist lære at presse en kat til mine børn, og en hest til mine børnebørn, bare for at holde stilen?