10/8/14
20141008-130952.jpg

Om søvn og trætte ansigter

Vi sov for første gang oppe på børneværelserne i nat.
Meget underligt at falde i søvn i et rum, hvor der ikke sover børn, når vi er vant til at sove sammen!

Mens vi bygger om, sover pigerne inde i det største af værelserne: to i køjeseng, og to på madras på gulv – men da jeg puttede dem i går, insisterede de tre mindste, på at sove i ske på madrassen, med den mindste i midten.

Denne beslutning fortrød de bitterligt, da de vågnede, badet i tis, kl 02: mindstebarn var vågnet; var blevet forvirret over hvor vi var henne, og havde i skræk tømt blæren ud over de to andre.
Så der var en madras der skulle vaskes, tre unger der skulle spules, sengetøj der skulle af, og nogle børn der skulle fordeles rundt på alternative sovepladser, og der gik en god time, før vi kunne sove igen.

Da vækkeuret ringede i morges, lignede jeg tollund-manden i ansigtet, og var så træt at det føltes som om mine øjenlåg var limet sammen, og jeg fattede ikke hvorfor børnene sad og fnisede af mig.

Min næstyngste fortalte hvordan hun selv var vågnet med mareridt et par timer efter tisseshowet, og havde vækket mig for at få et kram.

Det havde jeg givet hende, efterfulgt af en samtale der lød ca sådan her:

Mor(surt): okay, men nu skal du gå ud i gangen og lave det du var i gang med!

Barn:” hvad??”

Mor(utålmodigt):” ja, den der gris!”

Barn:”hvad??”

Mor(opgivende):” den af de der skumsvampe, af guld. Og nu skal du lade mig være, så jeg kan blive færdig med det jeg er i gang med – det er faktisk vigtigt! “

Barn opgav desorienteret al videre samtale og gik i seng igen.

Jeg kan overhovedet ikke huske det – men det er ikke mærkeligt at jeg nogle gange er så udmattet om morgenen, hvis jeg har så travlt med stressende, vigtige ting om natten!

Læste inde hos hende her i morges, og syntes det var så fint at hun turde lægge træthedsfjæs på blog – det tør jeg ikke, selv med fuld makeup og min pæneste kjole, kan jeg skræmme livet af de fleste i dag…

20141008-130952.jpg