06/19/13

Om at være “ham-med-de-mange-tænder”

Sidste år skrev jeg om de selvportrætter, børnene i frk fantastisks klasse havde lavet, og hvor forskellige drengenes og pigernes værker var.

I år er det så Kagemesteren der er børnehaveklassebarnet, og stolt fremviste sit selvportræt:

20130123-210655.jpg
Jeg beundrede det behørigt, og studerede så ivrigt de andre malerier, for at se om der også var stor forskel på drenge og pigemalerierne i hendes klasse.
Det var der, men ikke så markant som i storesøsters klasse.

Jeg har af forskellige grunde været forhindret i at deltage i klassearrangementer, så jeg kender ikke så mange af hendes klassekammerater; har ikke styr på alle navnene, eller om de nu går i hendes klasse.
Nu betyder det mindre, for de må kunne genkendes nemt, ud fra portrætterne.

Hvis jeg møder “ham-med-de-ekstramange-tænder”, ved jeg nu at han går i hendes klasse.
Han bør være nem at genkende, da de fleste andre børn kun har to rækker tænder.

20130123-211409.jpg
Møder jeg “ham-med-håret” i et hjørne af legepladsen, hvor han står og ser bange ud, vil jeg straks genkende ham, og følge ham tilbage til den klasse jeg nu ved han tilhører:

20130123-211550.jpg
“Hende-med-øjenbrynene” er vel også til at få øje på:

20130123-211649.jpg
Og “ham-med-læberne-og-eksem”:

20130123-211742.jpg
Møder jeg “hende-med-det-store-øje”, vil jeg nærme mig hende varsomt.
Af frygt for de spidse tænder:

20130123-211920.jpg
Tror egentlig ikke jeg behøver bekymre mig så meget over, om jeg når at frisere hendes hår hver morgen – hvis de andre ser sådan ud?

05/10/13

Om forår

Der er langt mellem blog-indlæg for tiden.
Primært fordi jeg er så sur.

Sad i går i haven, med mand og børn der havde fri, og min fantastiske fætter kom forbi og lavede bål og snobrød.

20130511-142151.jpg
Solen skinnede, snobrødene blev kun moderat brændte, og børnene fik taget en trillion billeder af hinanden, mens de poserede foran alt muligt blomstrende i haven.

Alligevel var det primært sure ting, der cirkulerede rundt i mit hoved.
“Det er jo totalt vulgært, med det der forår!” hørte jeg min egne sure stemme vrisse:” det er jo ligesom en virkelig køn pige, der smører alt det makeup hun ejer i hovedet på en gang, i et tommetykt lag.
Jamen det er jo flot nok med blomster i græsset – men det er sgu da lidt “se-mig-agtigt” også at smide blomstrende træer ind i landskabet!Det er bare FOR pænt: så pænt, at man slet ikke kan opfatte det hele på en gang! Hvis foråret er en køn pige med for meget makeup, så lader hun overskægget stå og undlader at bade hele vinteren – en mellemting kunne være så meget federe: gem dog de overdrevent blomstrende træer, til et sjapvejr i januar, hvor man virkeligt ville kunne værdsætte dem! Dårlig planlægning, siger jeg bare!”

Jeg fik kun sagt lidt af det højt, for vildmarksdrengen stoppede mig med et undrende:”undskyld – bitcher du over at her er FOR dejligt?” og det kunne jeg egentlig godt se var lidt fjollet…

20130511-150628.jpg
Jeg er sygemeldt lidt endnu, og meget træt af mig selv over det.
Det går fremad, men jeg bliver irriteret på mig selv, over hvor langsomt det går.
Hvilket nok ikke hjælper.

Det er sikkert derfor jeg er så mavesur: undskyld, forår. Du ser sgu godt ud. Jeg er bare misundelig på alt dit overskud…

03/8/13

Om det der kærlighed, del 21

Fortsættelse på føljetonen, om vores liv, kommer her.
(Jer der får kvalme af at læse om fødsler bør måske springe dette afsnit over – men jeg skal nok undlade at være for detaljeret.)
Frk fantastisks fødsel
For et uorganiseret menneske som mig, er ventetiden og uvisheden det værste ved sådan en fødsel.
Her anden gang jeg skulle føde, var vi nødt til dag for dag at finde en ny plan for hvem der skulle passe vores 3 årige datter imens :”hvis jeg føder i dag, kan hun være hos min veninde – men er det først i morgen kan hun ikke, for der har de bryllupsdag.
Føder jeg torsdag kan hun være hos min søster, men først fra kl 16.
Lørdag kan hun være hos en anden veninde om dagen, men om aftenen skal veninden spille koncert, så der må jeg have en anden.
Kan jeg mon nå at føde et helt barn mens storesøster er i vuggestue?
Hvis jeg føder om natten, skal vi så vække hende og få hende passet ude, eller bare håbe hun ikke vågner?”

Al den “hvad-nu-hvis-planlægning” var den kedeligste aktivitet nogensinde, og jeg ærgrede mig hver eneste aften, når endnu en velplanlagt dag var gået – uden at planerne havde været i brug.

Jeg googlede diverse råd for hvordan man satte fødsler i gang, og der var primært to råd der gik igen:
1:lange gåture
2:sex

Det første kunne jeg ikke lige se ske – der lå en halv meter sne, og jeg havde ikke spor lyst til at slæbe min tunge krop gennem snedriverne.

Det andet råd virkede lidt mere håndgribeligt, omend jeg vil gætte på at den stakkels Ninjaman godt kunne have ønsket sig mere elegant forspil, end en sur kone der hver eneste aften brokkede sig over at skulle “hvad-nu-hvis”-planlægge morgendagen, og krævede at han gjorde sin del, for at få den baby hurtigere ud…

Fredag d 18-2, var jeg gået 17 dage over den terminsdato jeg selv havde regnet ud at jeg måtte have, og 11 dage over den dato scanningen havde gættet på.

Jeg vågnede med småveer – og vi blev lige ivrige: børnehavebarnet blev hjemme fra tur, klar til at besøge vores venner; Ninjaen satte et badekar op inde i stuen, købte noget lækkert mad og gjorde det hyggeligt – og så stoppede de der veer igen.

Det er muligt at jeg fik sagt det var hans skyld:”jamen – det er da KLART at jeg ikke kan føde, når der ligesom er forventninger til mig om det!
Nu har du gjort alt for parat til det, så får jeg præstationsangst og kan ikke lave veer!” tudede jeg, og gik i bad.

Hele dagen ventede vi – gik tur, ryddede op, besøgte min mor, der beholdt vores datter natten over – det sekund vi gik ud af min mors havelåge, begyndte veerne, så voldsomt at jeg nærmest gik i knæ.

Det tog os en halv time at gå en 5 minutters strækning, fordi jeg måtte stoppe og puste, men vi var også euforiske over at der skete noget!

Jeg tog bad i mørke, og øvede mig i at trække vejret.
Følte jeg havde styr på det.

Da jeg kom ned I stuen, var det ikke sjovt længere.
Veerne føltes helt forkerte: korte, og som elektrisk stød, og jeg begyndte at mumle om kejsersnit som en mulighed.

Det her kunne jeg ikke overskue, det føltes helt vanvittigt, og Ninjaman måtte nærmest lave en håndstand på min lænd, for at veje lidt op for hvor ondt de gjorde.

Jordemoderen kom – hvor heldigt: det var min søde og kompetente konsultationsjordemoder der havde vagt, og hun fik med akupunktur, massage og rosende ord, vendt det barn der lå helt skævt inde i maven – som en såkaldt “stjernekigger”.

Måske var det fordi at smerterne fra da babyen lå skævt var så voldsomme- eller også var det bare fordi jeg var tryg – men jeg husker det, som at smerterne forsvandt der.
Det var stadig ubehageligt, men bestemt til at klare.

Jeg gik op i badekarret.
Det varme vand og vandets opdrift føltes fantastisk, og jeg ignorerede jordemoderens forsikringer om at jeg snart havde født – for det vidste jeg jo godt var løgn, det gjorde slet ikke ondt nok, så hun behøvede ikke berolige mig med løgnehistorier, for jeg kunne sagtens klare de der 5-6 timer mere sådan her.

Presseveerne startede, vandet gik og jeg satte mig i frierstilling i vandet, med Ninjaman siddende på gulvet bag mig – og Frk fantastisk startede sit liv, med selv at svømme ud af mig.

Jo, det gjorde hun: med et “plop” svuppede hun ud, og svømmede hen til jordemoderens hænder.
Det fineste øjeblik.

Jeg tog hende op til mig, og vi beundrede hende.

20130308-212222.jpg
Den sødeste baby længe set.

Hun blev målt og vejet: en gennemsnitsbaby på 3500, født på lidt over 5 timer – første fødsel tog 25 timer, så havde ikke ventet det kunne være så nemt!

20130308-212530.jpg
Vi spiste noget lækkert mad, sagde farvel til jordemoderen og min mor(der kom for at filme og hjælpe til, mens min søster passede vores store pige), og så gik vi op i seng, hvor vi lagde vores spritnye baby i midten, og aede hendes lange hår, til hun sov.

Og nu var vi en familie på 4.
(fortsætter)

01/15/13

Om egne værelser

I bilen, da jeg kørte de tre store i skole, var der noget i radioen, om en der var kommet i fængsel.

Min næstældste, på 7 år, sad lidt og tænkte over det, og spurgte så:”Æhm… Hvordan overlever man i fængsel? Man kan jo ikke komme i Netto – får man mad?”

Mig:”Jamen man får da mad. Fængsler i Danmark er ikke så hårde: der er både mad, fjernsyn, og man får sit eget værelse.”

Barnet (Længselsfuldt):” årh… Jeg vil totalt gerne i fængsel….”

Hm.
Tror måske det er på tide vi overvejer om det er for meget, at være 4 børn om 1½ værelse, hvis en af dem fantaserer om at skaffe sig en fængselsstraf, for at få sit eget?

12/2/12

Vind fine playmobil-æsker

Konkurrencen er slut!

vinderne:

Rideskole playmobil: Mette Katrine Hansen
Indianersæt: Pernille (hvis der er flere der hedder dette, så er det hende der skrev d 2-12 kl 10.40)

Her er chancen for at vinde en julegave til et barn – nemlig en fin æske med playmobil.
Muligheden for at vinde en fin gave til hjemmet, kommer senere i dag!

Vi er store playmobil-fans herhjemme, og det var også noget af det jeg selv legede mest med som barn – og mine unger har arvet min store samling af cowboys og indianere. Jeg kan faktisk stadig synes det er hyggeligt, at hjælpe dem med at stille byerne op, og gøre klar til at lege med det.

I dag kan I vinde enten:
En stor æske med indianere, totempæl, wigwam og meget andet, til børn i 4-10 års alderen

20121117-164357.jpg
Eller en æske målrettet helt små børn fra 1-3 år, med en bærbar rideskole og små figurer.

20121117-164447.jpg

Skriv en kommentar om hvilken æske du helst vil vinde, så trækkes vinderen på næste søndag, d. 9-12!

Vinderne fra sidste uge er udtrukket:
Vinderen af bobles gavekortet, blev: Pia Rotbøl
Vinderen af Vita Andersen, blev: Louise F.
Vinderen af rokokoposten, blev: Xenia

Konkurrencen er ikke sponsoreret, men jeg har modtaget tilsvarende produkt til test. Jeg er ikke blevet betalt for begejstring;)

06/17/12

Om børn med sakse, og forældre med tømmermænd

Vi var til fest i går, Ninjaman og jeg, hos Maren.
Det var fantastisk at være til voksenfest – helt uden børn – og vi ræsede ud af døren, det sekund min rare mor trådte ind af vores dør, og overtog ulvetime, fire sultne unger og det helt store putte-maraton.

Jamen det var sjovt! Fik talt en masse med nogle søde mennesker jeg ikke kendte, og lidt for lidt med nogle jeg kendte, fik danset en lillebitte smule med min lækre mand, og drukket mere end det var klogt at gøre, når man ved at ingen kom og tog sig af børnene næste morgen…

Var dog fornuftige nok til at gå en smule tidligere end vi havde lyst til, så vækkede min mor, der lå og sov med mindstebarnet draperet hen over sig og en af de andres hånd i sin, kl 03.30, og sendte hende hjem.

Dagen i dag har vi været trælte, fraværende og gnavne forældre.
De tre store har svælget i dvd-film, popcorn og is på værelset, da de lynhurtigt fandt ud af at vi var friske på at gøre alt for at få lidt ro, til de ømme hoveder…

Mindstebarnet har hængt ud med os, hendes mentalt fraværende forældre, og selv om hun har siddet lige mellem os i sofaen, er det lykkedes hende både at hente en stor saks og klippe sin undertrøje i stykker(mens hun havde den på), og tegne med gul tusch på den, en pude og mine arme…
Vi opdagede ingenting, før hun også forsøgte med lidt kreativ klipning af Ninjamans bukser.

20120617-153102.jpg

06/10/11

Om at stå tidligt op

Jeg er så usandsynligt heldig, at have en mand der ikke kan sove videre, hvis han bliver vækket tidligt. Så når vores børn i perioder vågner kl 06, så er det ham der bare står op med dem, mens jeg sover videre. Så kommer han ind ved 9 tiden og synes vi skal bytte, så han kan få en times formiddagslur.
Det har været sådan al den tid vi har haft børn, og er efterhånden så meget en selvfølge, at jeg tit glemmer at sige tak.
Ind imellem sker det endda, at jeg brokker mig over, at køkkenet roder…
Jeg glemmer at tænke på at han stod op kl 6, og har påklædt, affodret og neddæmpet 1-4 unger i 3 timer.
Nå. I dag hoppede superbaby rundt i mit ansigt kl 05.30. Af vanvare skubbede jeg hende over til Ninjaman – men han rullede bare over på siden og hev dynen op over hovedet.

I går stod hun op 04:37, så jeg går ud fra at han syntes det derfor godt kunne være min tur nu, så modvilligt tog jeg babyen under armen og gik ind i stuen med hende.
Er ikke i træning med det der stå-tidligt-op-noget, så huskede at tage ren ble med til babyen, men glemte at tage rent tøj med til mig selv.
Jeg har før brokket mig over, hvis Ninjaman buldrede rundt og ledte efter tøj når jeg sov, så ville ikke vække ham.

Fandt min bh i sofaen(don’t ask) og en halvren nederdel på badeværelset. Lidt tøj er bedre end intet, men jeg går nok ikke ud og tømmer postkasse sådan her!
Nu er klokken 9.

Tre af børnene er oppe, har været i bad, og fået mad og tøj på.
Jeg føler mig som en helt – forventer nærmest et hyldestoptog, blomster, tårevædede takketaler, utroligt meget sex, kram og muligvis en lille pokal eller medalje, kan jeg mærke.
Ligesom jeg jo altid giver ham, når han tager morgentjansen?
Nårh nej – jeg belønner vist bare med brok – må altså se at huske skamros, så jeg fortsat kan nyde mit privilegium!

03/17/11

Om at være underholdende

Jeg var ude med en veninde i går. Hun følger ikke med i min blog, og jeg tog mig selv i at holde hende opdateret på hvad der var sket siden vi sidst sås, nærmest ved kun at citere min blog og udbygge det med lidt ansigtsudtryk og fagter.
Hun morede sig meget, men jeg sad og følte mig lidt falsk – altså: det er jo ikke fordi det ikke er sandt det er sket, men det føltes bare underligt at sidde og citere nogen – også selv om det bare var mig selv jeg citerede.
Selvfølgelig er der masser af ting i mit liv jeg ikke blogger om – al sladderen om andre og flere tungere ting – men det er alligevel meget rart at mine virkelighed-venner ikke følger med her, for så ville jeg jo gentage mig selv hele tiden…
Og møder jeg nogen fra blogland,som jeg ikke kan fylde med sladder om fælles venner eller sørgelige historier om min afdøde rotte, må vi holde os til kun at tale om aktiekurser, decoupage og kogevask. Det er emner jeg ikke ved meget om, men det er nok bedre end at gentage sig selv!
Jeg tror jeg må til at opfinde et nyt liv til i virkeligheden, hvis alle mine venner skulle begynde at læse med her. Enten hemmelighedsstemple det lidt:”ja jeg ville jo gerne fortælle om min weekend, men da jeg jo arbejder i smug som hemmelig agent, bliver jeg nødt til at dræbe dig bagefter…”
Eller også må jeg finde en anden blog at citere når vi taler sammen.
“Hvordan sidste uge gik? Jo, smukke allan – jeg mener ninjaman, var jo på skiferie,så jeg var alene med 3-4 børn…”
Og så ville jeg genfortælle denne her: Mit nye liv, hvis nu mine venner ikke gider høre om hvordan det virkeligt er, fordi de allerede har læst om det på min blog.

Den er altså fantastisk – læs den!

(hmmmm… straks sværere hvad jeg så skal finde på, når jeg taler med Maren? Hun gennemskuer den sgu nok…)

02/27/11

Om dårlig timing

Jeg var ude i den virkelige verden i går, og spise sushi og se koncert – med hænder der føltes helt tomme, uden barnevognsstyr eller børnehænder at holde i.
Heldigvis var jeg i særdeles godt selskab, og fandt nogle hvidvinsglas at holde på i stedet.
Det virkede som en rigtigt god ide’, på det tidspunkt, og jeg hyggede mig, mens jeg glædede mig over mit omfattende fedtlag, der jo bevirkede at sådan en smule vin overhovedet ikke gjorde mig spor fuld.
Først da jeg lå i min seng, der snurrede rundt, gik det op for mig at fedtlaget nok ikke helt havde gjort sin pligt som alkoholabsorberende materiale.
Ninjaman vækkede mig kl 9 i morges, med beskeden om, at nu var der kun to timer til frk fantastisks børnefødselsdag startede, og hvis jeg gad dække bord og puste balloner op, så ville han lave kødsovs til deres frokost – bare tanken om kødsovs eller ballonpustning, startede svimmelhed igen.
Nu sidder jeg så her og blogger fra min mobil, mens jeg prøver på ikke at bløde ud af ørerne, når de glade fødselsdagsgæster jubler, med deres skærebrænderagtige små stemmer, og tænker at sådan en brandert nok er dårligt timet, lige før en pige-invasion i sit hjem.
Men det var nu stadig rigtigt fedt at komme væk hjemmefra, og spise god mad, grine og høre musik – og jeg formoder min partner-in-crime også sidder et sted derude, og prøver at smile sødt til sine larmende børn, hvilket trøster at vide.
Og der kom krea-Girl så med et kostume jeg åbenbart skal have på til den skattejagt hun og en veninde har planlagt til de små – jeg kan se, jeg skal være drage. Meget passende, har jeg også en ånde der passer godt til.