10/23/16

Om efterårs-åndehuller

Efterårsferien i år var tiltrængt og den har heldigvis levet op til forventningerne, hygge og afslapningsmæssigt,

Vores økonomi er ret vissen for tiden, så den Tivoli-tur pigerne havde håbet på, og den tur til Jylland vi voksne havde fantaseret om, blev udskiftet med billigere, men mindst lige så fantastiske, alternativer.

Vi har været til fødselsdage to gange og til middag en gang; har været i sommerhus tre dage; og resten af tiden har vi dalret rundt, gået ture og sovet længe.
img_20161021_171500
En af dagene havde alle fire piger en ven hver på besøg, hvilket var en seriøst sjov dag, med knald på. Det virkede næsten som om vi har for få børn til hverdag, når det er så nemt med 8 unger, kom jeg til at påstå. Den fornuftige Ninjaman stemte dog imod at udvide børneflok med 100% permanent…

Torsdag gik vi den længste tur i København i solskinnet; delte to superlækre portioner fish n’ chips på papirøen; fik talt, både med unger og hinanden, og tog billeder af pæn by.
img_20161020_162902
Fredag morgen kørte vi til Nyord, ved Møn, og besøgte min søde fætter og hans lige så søde kone, i et lånt sommerhus.
Kæft – der er fedt!!
Smuk natur, dyreliv, og ild i pejsen.
Vi gik en utroligt lang tur, bevæbnet med kikkerter og gummistøvler da vi kom, og pigerne hvinede af fryd da de så rådyr og harer helt tæt på.

img_20161021_170621

Idyllen blev kortvarige brudt, da den rare onkel reagerede meget bogstaveligt på mindstebarnets bøn om at snøre hendes støvler:
922201619140
Jeps. De er bundet sammen. Hun trillede grinende rundt, og opskræmte store flokke af vildgæs i processen, og bar kun kortvarigt nag.

Aftenerne er gået med brætspil og hygge, og i går med en regnvåd tur til smukke Møns klint og 994 trappetrin. Mine slatne skinnebensmuskler skriger stadig efter trappetrins-torturen – heldigvis var udsigten det værd!
dsc_0007
Hverdagen kommer til at ramme som lidt af en lussing i morgen, når vækkeuret ringer klokken 06 – men det har været helt utroligt dejligt at forsvinde ind i feriemagien i en hel, vidunderlig uge.

03/21/15
wpid-dsc_0588.jpg

Om smalltalk

Den fire årige er svært glad for opmærksomhed.
Som den uventede efternøler i en familie med tre begejstrede storesøstre, har hun lært at spille sine nuttethedskort godt.
Hun er populær og udadvendt, og kan smelte det hårdeste søsterhjerte på et splitsekund – de er bare ikke i stand til at blive rigtigt sure på hende.

Men hendes smalltalk-evner lader dog noget tilbage at ønske, opdagede vi i går…

Ninjaman var til fest, og mellempigerne sov hos min moster, så mindstebarn og jeg var alene hjemme, med den 13 årige og dennes veninde.
Mens vi spiste aftensmad fortalte mindstebarn lidt om sin dag i børnehaven,  og da hun opdagede at der nu var hele to store, seje teenagere der lyttede til alt hvad hun sagde og smilede henført af hende, kunne hun næsten ikke være i sin krop af begejstring.

Hun fortalte bl.a om nogle gækkebreve hun havde klippet: nogle havde været firkantede og nogle havde været “rundkantede”, og det gav så tilpas megen teenagejubel, at man kunne se hun sad og vred sin lille hjerne, for at finde samtaleemner at gentage succesen med.

De store piger begyndte at tale om noget andet, og den lille skyndte sig desperat at sige noget, så hun kunne få fokus på sig selv igen:”jeg har engang slikket på en skovsnegl!” oplyste hun, og modtog entusiastiske “ad!!”-udbrud –  hvilket jo også en form for opmærksomhed, så den lille rampelys-søger fortsatte ufortrødent med de klammeste historier hun kunne:”Engang lavede jeg sådan en stor prut på toilettet, at jeg blødte lidt på numsen!”

Se, det er såden en historie man helt sikkert skal holde væk fra smalltalk-emner ved middagsbordet , og der blev ret stille…

Jeg startede på at forklare hende, noget med valg af passende samtaleemner, men hun havde selv indset at det måske ikke var den historie der gav bedst, og gik af sig selv over til høfligt at konversere veninden:”nå. Laver du også prut nogle gange? Har du prøvet det herhjemme måske?”

Vi valgte bare at afslutte samtalen her…

Senere på aftenen, faldt hun i søvn i sofaen mellem de to store piger, der hviskende blev enige om at hun vel nok så nuttet ud – men muligvis skulle støttes lidt i kunsten at konversere, inden hun blev større.

08/15/14

Om massage-fredage

Ugens bedste dag, er fredag – og hver fjerde fredag, er bedre end ellers.
Det er nemlig massage-fredag.

Da jeg for 13 år siden, slæbte rundt med vores første barn i maven, og 25 ekstra kilo fordelt rundt på kroppen, var jeg træt, sur og havde hele tiden ondt.
Derfor tog min fantastiske mand et weekendmassagekursus, og indførte massagefredag, hvor han købte en brugt massagebriks, og hver eneste fredag formede en rede af puder og tæpper, så jeg kunne ligge på maven og blive masseret af ham, mens vi så en film.
Det var den vildeste luksus, og ugens absolutte højdepunkt.

I de år der fulgte var jeg gravid temmeligt meget af tiden, men selv når jeg ikke var, fortsatte massagefredage, fordi vi begge to syntes det var hyggeligt.

Men for et par år siden begyndte pigerne at brokke sig over at det var snyd, og derfor indførte vi, at hver fjerde fredag også betød massage til dem – hvilket de er ganske euforiske over.

Om sommeren er det light-versionen, hvor vi straks efter aftensmad, sætter en børnefilm på, som vi allesammen gider at se, og derefter giver Ninjaman hvert af børnene 20 minutters massage, mens de drikker smoothies, og vi ser film sammen.

Om vinteren kører vi ind imellem hardcore versionen, som vi har videreudviklet på noget vi opfandt på det her tidspunkt.

Så tænder jeg stearinlys på hele førstesalen, og laver et ritual, hvor børnene, to af gangen, får fodbad ude i et mørkt badeværelse – med tilhørende stearinlys, stille musik og drinks – mens de to andre er nede i stuen og skiftes til at få fodmassage af mig i sofaen, og rygmassage af deres far på briksen.

Der er mørkt i hele hytten, og intet fjernsyn, når vi kører hardcore version – og bagefter kan fire trætte og salige piger hældes direkte ind i seng.

20140815-173938.jpg
I dag er det massage-fredag, og jeg har sjældent glædet mig så meget til noget!

Det er altid hårdt at starte arbejde igen, efter en god lang ferie.
Bare det at skulle tidligt op, eller have travlt med at nå noget, er vi kommet helt ud af vane med…

Jeg kan rigtigt godt lide mit arbejde, og har gang i tusindvis af fede projekter, men når jeg kommer hjem om eftermiddagen, efter 8 aktive timer, er jeg så skeløjet af ord og træthed, og lytter kun lidt halvhjertet til børnenes sniksnak.
Først når de sover om aftenen, opdager jeg, at jeg egentlig har savnet dem vildt meget, og fortryder at jeg ikke orkede være mere aktivt sammen med dem – og derfor er det, at jeg har glædet mig ekstrameget, til at nusse deres små rynkede tæer, og have tid til at se på dem og tale med dem.
Og når ungerne sover – og de plejer at sove tungt bagefter – får jeg massage, mens vi ser noget serie, og holder kyssepauser.

Når weekenden starter så fint, gør det ikke helt så meget, hvis resten af weekenden går op i de sædvanlige søskendeskænderier eller vi ikke laver en skid aktivt sammen, for så har vi allesammen fået fyldt lidt op på nærhedskontoen.

Jeg kan godt anbefale, at man indfører en massagefredag i sit liv, hvis man mangler noget at gå og glæde sig til!

06/2/14
20140420-095527.jpg

Om nyttige tatoveringer

Mindstebarnet har brugt en del af morgenen, på at sidde koncentreret med en kuglepen, og tegne på sin egen lille arm.

20140420-095527.jpg
“Hvad laver du?” spurgte hendes far interesseret, men fik bare svaret at det var hemmeligt, og han ikke måtte se det før det var færdigt.

Hun er ret stor fan af sin far for tiden, så han gættede på at det nok var en flot tatovering, som den han selv har på sin underarm:

20140420-095944.jpg
Det var rigtigt gættet, og lidt efter kunne hun stolt fremvise sin tatoverede arm:

20140420-100050.jpg
“flot – men hvad har du tegnet?” spurgte han, og fik et fornærmet svar:”jeg har da ikke tegnet! Kan du slet ikke læse? Jeg har “skrivet” noget!”

Ved nærmere inspektion kunne han godt se at det var bogstaver, men måtte indrømme at han ikke læste godt nok til at vide hvad der stod.

“Der står noget vigtigt!” proklamerede hun “der står:”husk at tage jakke på”! For det glemmer jeg nogle gange, så jeg vil altså gerne have det skrevet så det ikke kan vaskes af!”

En ganske nyttig tanke – omend jeg ikke umiddelbart tror at vi bestiller tid til tatovøren lige med det samme…

05/13/14
20140512-141319.jpg

Om det der kærlighed – en føljeton, del 22

På opfordring for flere af jer læsere, kommer her endnu et afsnit føljeton, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden – og hvad der siden skete.
Den kan læses fra starten her.

Vores fine nye pige blev født kl. 0.43 en frostklar februarnat, og de første fem timer af sit liv, holdt hun sig vågen, og iagttog os alle, med sine store mørke øjne.
Vi skulle lige rydde lidt op efter hjemmefødslen, og spise natmad, mens vi talte den fine fødsel igennem med vores søde jordemoder – men da de ting var overstået og vi gik ind for at sove, var hun stadig lysvågen, og vi måtte ae hende over håret længe, før hun endelig faldt i søvn.
Til gengæld stod hun også ganske tidligt op, så da den nybagte – og strålende stolte – tre årige storesøster kom hjem om formiddagen, havde vi allerede været oppe længe, med den nysgerrige lillesøster, der udmattet sov igennem det første møde med sin søster.

Vi burde have luret allerede der, at det der med nattesøvn nu kun var minder…
Lillebabyen viste sig at være en helt anden slags baby end hendes blide og rolige storesøster havde været: hun sov særdeles lidt, og var ekstremt nysgerrig, udadvendt og hurtig til at lære.

Allerede som 5 måneder gammel kunne hun kravle efter sin storesøster, mens hun forsøgte at spise alt hun kunne komme i nærheden af, af barbiesko og krummer – og 9 måneder gammel havde hun lært at skubbe skamler og andre møbler rundt, så hun kunne komme op og kravle fnisende rundt i vindueskarmene.
Så vi havde sved på panden, og følte at vi havde nok at se til, med sådan to småpiger i huset!

Men det var også enormt dejligt nu at være en familie på fire; pigerne var voldsomt glade for hinanden, og det var rørende at se, hvordan den 3 årige storesøster kunne klovne og fjolle, og få sin lillesøster til at le, til hun trimlede omkuld.

20140512-141319.jpg
To fjollede søstre

20140512-141348.jpg
Søvn var en sjælden begivenhed, der ofte blev fotodokumenteret.

20140512-141933.jpg
En lækker lille marcipanbaby, med smil i øjnene.

2005 var det nemmeste år vi havde oplevet længe, og det var som om alting lykkedes: vi havde to skønne børn, vi havde hinanden, og det at vi havde klaret så meget modgang sammen, gjorde at vi også satte rigtigt meget pris på at være nået her til.
Jeg havde de sidste fire år kørt en lille virksomhed, ved siden af mit arbejde, og nu så den pludselig ret lovende ud, og vi begyndte at lægge planer for, hvordan Ninjaman også kunne blive en del af det.
Sidst på året skrev vi under på en lejekontrakt til et lokale, og lagde en plan for hvordan vi begge kunne få en smule ned i tid på arbejdet, og så skiftes til at passe virksomhed, ind til den kørte godt nok til at en af os kunne leve af det fuld tid.
En god, fornuftig plan – totalt voksenagtigt at have plan for vores fremtid i det det hele taget!
Vi havde også styr på det der med børn: nu hvor vi havde set hele to gange hvor pragtfulde unger vi lavede, drømte vi begge om at lave en mere – men først om 4-5 år, når pigerne var blevet større og forretningen kørte.

Men det er ikke alting man kan planlægge…

04/28/14
20140428-141504.jpg

Om overskydende energi

Da jeg var 12-14 år, var noget af det værste jeg vidste at følges offentligt med min lillesøster.

Ikke fordi hun var grim eller dum – det var hun på ingen måde – men hun tænkte kun på en eneste ting: heste.

Så hvis vi fx var i Rødovre centeret sammen, foregik det således: hun vrinskede, galoperede, og sprang over usynlige forhindringer på sin usynlige hest – mens jeg sneg mig rundt og forsøgte at ligne en der slet ikke kendte hende.

Min 9 årige har altid syntes det var for kedeligt bare at gå normalt.
Der skal lige springes op på alle trappesten, kantstene, gelændere og hegn – og siden hun lærte at slå vejrmøller, kan man altid se på hende hvornår hun er ekstra glad, for så går hun sådan her:

20140428-141504.jpg

20140428-141521.jpg

20140428-141538.jpg
De her billeder er fra bonbonland i lørdags, hvor hun var så tindrende lykkelig, at hun vejrmøllede rundt hele tiden.
(En fantastisk tur iøvrigt, som der kommer lidt mere om senere – sammen med en konkurrence!)

Jeg glæder mig over at min søster har hærdet mig så grundigt, med al sin vrinsken og galoperen, at jeg slet ikke kan blive flov over vejrmølleprinsessen, men bare synes det er hyggeligt at man kan se hvornår hun er glad.
(Men jeg sætter dog stor pris på at hun ikke vrinsker!)

04/11/14
20140411-094244.jpg

Om ting babyer er dårlige til

I sommer fødte Ninjamans søster den mest nuttede lille pige.
De bor i Jylland, så pigerne har kun fået set deres lille kusine få gange: et par gange da hun var helt ny (og vi var i sommerhus i nærheden), og til hendes barnedåb – men det har været så stor en overraskelse for den forkælede mindstesøster ikke længere at være familiens yngste og mest nuttede, at hun taler om sin nye kusine næsten dagligt.

20140411-094244.jpg
Vi skal snart til konfirmation i Jylland, så antallet af samtaler der omhandler hvor sej hun selv er, er pludselig eskaleret.

Hun taler om hvor sød hendes kusine er, men også om alle de ting hun selv har meget bedre styr på end gennemsnitsbabyer, og kan ikke foretage sig meget, uden at sige sætninger a la:” se mig! Jeg kan gynge – babyer er VILDT dårlige til at gynge, ikke? Men det kan jeg!”

Så hvis i overvejer at anskaffe jer sådan en baby, har jeg og de store piger fået hende til at brainstorme på ting, som babyer bare ikke kan finde ud af, og skrevet dem direkte ned, efter hendes citater – så er i advaret:

Gnalles liste, over ting babyer ikke kan:
1. Babyer har nuttede fingre. Men de kan altså ikke hoppe!

2. Babyer kan ikke svømme. De får bare vand i håret… Og de bliver helt, helt våde.

3. Babyers ben er ALT for små og bløde, de kan slet ikke finde ud af at løbe… jeg løber hurtigt!

4. Hvis babyer skal male “påskeægger”, så maler de dem bare helt hvide. Det kan de ikke finde ud af.

5. Babyer kan ikke snakke. De siger bare sådan nogle lyde. Man kan heller ikke se film med dem, for så siger de bare lyde.

6. Babyer laver sådan noget vand med deres mund. Så man skal ikke kysse dem!

7. Babyer hyler hvis man bærer dem væk fra deres mor.
Man må godt bære mig, jeg hyler altså ikke.
Min onkel kan bære mig helt op til luften, for han er rigtigt “stærkt” og “højt”. Han har også skæg.

8. Babyer må ikke lege med sakse, for de ved ikke at man ikke må klippe i håret.
Inge fra min børnehave bliver sur, hvis man klipper i håret.

9. Babyer kan ikke holde hamstre. De maser dem bare og sutter på dem. Vores hamster hedder trøffel. Min kusine må ikke slikke på den.

10. Babyer laver tis i små bleer. Jeg kan godt tisse på toilettet, fordi jeg er vildt stor.

11. Babyer bliver glade når man giver dem babylegetøj. Og babymad.
Babymad er sådan noget fladt noget.
De skal ikke have sådan noget som jeg har.

07/1/13
20130701-113004.jpg

Vind for 700 kr solcreme, fra Derma

Konkurrencen er slut. Vinderen blev: Kathrissen! Stort tillykke! Send en mail på superheltemor @ live dk, så sender Derma solcreme!

Vi har et enkelt barn med eksemhud, og tre børn med lidt sart hud, så solcreme har altid været den store kæphest: de skal smører grundigt ind, og det skal være i cremer uden alt muligt skidt og parfume i.
De sidste mange år har vi sværget til dermas solcreme, så da de spurgte om jeg ville have en konkurrence på bloggen, hvor en af jer kunne vinde en lækker pakke med alle deres fine solprodukter, var det nemt at sige ja, for jeg ved at vi kan stå inde for det.

20130701-113004.jpg
Vi fik også selv fyldt depoterne godt op, og er nu klar til den vildeste gang solskin i sommerhus, lige om lidt.
Produkterne blev leveret med bud, og var så fint indpakket i gult papir og små poser, at mindstebarnet nærmest gik i ekstase over at åbne det, og hendes ene storesøster gik amok med at fotografere den lille krukke:

20130701-113144.jpg

20130701-113159.jpg

Alle Dermas solprodukter er certificeret i samarbejde med Astma-Allergi Danmark og Svanemærket, det officielle miljømærke i Danmark. Derma Eco Babysollotion bærer derudover den økologiske Ecocert-certificering.

Vind en flot pakke, med alt hvad i behøver til huden, i solen. Alt du behøver gøre, er at smide en kommentar her nedenfor, meget gerne med et lille tip til hvordan man får smurt modvillige børn godt ind, eller et andet soltip – men intet krav. Det er også ok bare at skrive:”TAG MIG!”, for der trækkes lod d.8-7.

06/19/13
20130123-210655.jpg

Om at være “ham-med-de-mange-tænder”

Sidste år skrev jeg om de selvportrætter, børnene i frk fantastisks klasse havde lavet, og hvor forskellige drengenes og pigernes værker var.

I år er det så Kagemesteren der er børnehaveklassebarnet, og stolt fremviste sit selvportræt:

20130123-210655.jpg
Jeg beundrede det behørigt, og studerede så ivrigt de andre malerier, for at se om der også var stor forskel på drenge og pigemalerierne i hendes klasse.
Det var der, men ikke så markant som i storesøsters klasse.

Jeg har af forskellige grunde været forhindret i at deltage i klassearrangementer, så jeg kender ikke så mange af hendes klassekammerater; har ikke styr på alle navnene, eller om de nu går i hendes klasse.
Nu betyder det mindre, for de må kunne genkendes nemt, ud fra portrætterne.

Hvis jeg møder “ham-med-de-ekstramange-tænder”, ved jeg nu at han går i hendes klasse.
Han bør være nem at genkende, da de fleste andre børn kun har to rækker tænder.

20130123-211409.jpg
Møder jeg “ham-med-håret” i et hjørne af legepladsen, hvor han står og ser bange ud, vil jeg straks genkende ham, og følge ham tilbage til den klasse jeg nu ved han tilhører:

20130123-211550.jpg
“Hende-med-øjenbrynene” er vel også til at få øje på:

20130123-211649.jpg
Og “ham-med-læberne-og-eksem”:

20130123-211742.jpg
Møder jeg “hende-med-det-store-øje”, vil jeg nærme mig hende varsomt.
Af frygt for de spidse tænder:

20130123-211920.jpg
Tror egentlig ikke jeg behøver bekymre mig så meget over, om jeg når at frisere hendes hår hver morgen – hvis de andre ser sådan ud?

03/8/13
20130308-212222.jpg

Om det der kærlighed, del 21

Fortsættelse på føljetonen, om vores liv, kommer her.
(Jer der får kvalme af at læse om fødsler bør måske springe dette afsnit over – men jeg skal nok undlade at være for detaljeret.)
Frk fantastisks fødsel
For et uorganiseret menneske som mig, er ventetiden og uvisheden det værste ved sådan en fødsel.
Her anden gang jeg skulle føde, var vi nødt til dag for dag at finde en ny plan for hvem der skulle passe vores 3 årige datter imens :”hvis jeg føder i dag, kan hun være hos min veninde – men er det først i morgen kan hun ikke, for der har de bryllupsdag.
Føder jeg torsdag kan hun være hos min søster, men først fra kl 16.
Lørdag kan hun være hos en anden veninde om dagen, men om aftenen skal veninden spille koncert, så der må jeg have en anden.
Kan jeg mon nå at føde et helt barn mens storesøster er i vuggestue?
Hvis jeg føder om natten, skal vi så vække hende og få hende passet ude, eller bare håbe hun ikke vågner?”

Al den “hvad-nu-hvis-planlægning” var den kedeligste aktivitet nogensinde, og jeg ærgrede mig hver eneste aften, når endnu en velplanlagt dag var gået – uden at planerne havde været i brug.

Jeg googlede diverse råd for hvordan man satte fødsler i gang, og der var primært to råd der gik igen:
1:lange gåture
2:sex

Det første kunne jeg ikke lige se ske – der lå en halv meter sne, og jeg havde ikke spor lyst til at slæbe min tunge krop gennem snedriverne.

Det andet råd virkede lidt mere håndgribeligt, omend jeg vil gætte på at den stakkels Ninjaman godt kunne have ønsket sig mere elegant forspil, end en sur kone der hver eneste aften brokkede sig over at skulle “hvad-nu-hvis”-planlægge morgendagen, og krævede at han gjorde sin del, for at få den baby hurtigere ud…

Fredag d 18-2, var jeg gået 17 dage over den terminsdato jeg selv havde regnet ud at jeg måtte have, og 11 dage over den dato scanningen havde gættet på.

Jeg vågnede med småveer – og vi blev lige ivrige: børnehavebarnet blev hjemme fra tur, klar til at besøge vores venner; Ninjaen satte et badekar op inde i stuen, købte noget lækkert mad og gjorde det hyggeligt – og så stoppede de der veer igen.

Det er muligt at jeg fik sagt det var hans skyld:”jamen – det er da KLART at jeg ikke kan føde, når der ligesom er forventninger til mig om det!
Nu har du gjort alt for parat til det, så får jeg præstationsangst og kan ikke lave veer!” tudede jeg, og gik i bad.

Hele dagen ventede vi – gik tur, ryddede op, besøgte min mor, der beholdt vores datter natten over – det sekund vi gik ud af min mors havelåge, begyndte veerne, så voldsomt at jeg nærmest gik i knæ.

Det tog os en halv time at gå en 5 minutters strækning, fordi jeg måtte stoppe og puste, men vi var også euforiske over at der skete noget!

Jeg tog bad i mørke, og øvede mig i at trække vejret.
Følte jeg havde styr på det.

Da jeg kom ned I stuen, var det ikke sjovt længere.
Veerne føltes helt forkerte: korte, og som elektrisk stød, og jeg begyndte at mumle om kejsersnit som en mulighed.

Det her kunne jeg ikke overskue, det føltes helt vanvittigt, og Ninjaman måtte nærmest lave en håndstand på min lænd, for at veje lidt op for hvor ondt de gjorde.

Jordemoderen kom – hvor heldigt: det var min søde og kompetente konsultationsjordemoder der havde vagt, og hun fik med akupunktur, massage og rosende ord, vendt det barn der lå helt skævt inde i maven – som en såkaldt “stjernekigger”.

Måske var det fordi at smerterne fra da babyen lå skævt var så voldsomme- eller også var det bare fordi jeg var tryg – men jeg husker det, som at smerterne forsvandt der.
Det var stadig ubehageligt, men bestemt til at klare.

Jeg gik op i badekarret.
Det varme vand og vandets opdrift føltes fantastisk, og jeg ignorerede jordemoderens forsikringer om at jeg snart havde født – for det vidste jeg jo godt var løgn, det gjorde slet ikke ondt nok, så hun behøvede ikke berolige mig med løgnehistorier, for jeg kunne sagtens klare de der 5-6 timer mere sådan her.

Presseveerne startede, vandet gik og jeg satte mig i frierstilling i vandet, med Ninjaman siddende på gulvet bag mig – og Frk fantastisk startede sit liv, med selv at svømme ud af mig.

Jo, det gjorde hun: med et “plop” svuppede hun ud, og svømmede hen til jordemoderens hænder.
Det fineste øjeblik.

Jeg tog hende op til mig, og vi beundrede hende.

20130308-212222.jpg
Den sødeste baby længe set.

Hun blev målt og vejet: en gennemsnitsbaby på 3500, født på lidt over 5 timer – første fødsel tog 25 timer, så havde ikke ventet det kunne være så nemt!

20130308-212530.jpg
Vi spiste noget lækkert mad, sagde farvel til jordemoderen og min mor(der kom for at filme og hjælpe til, mens min søster passede vores store pige), og så gik vi op i seng, hvor vi lagde vores spritnye baby i midten, og aede hendes lange hår, til hun sov.

Og nu var vi en familie på 4.
(fortsætter)