Om ro, når man er på toilettet
Min sidste barselsdag er nu forbi, og nu brænder jeg bare et ordentligt vognlæs feriedage af. Ninjaman og pigerne har ferie frem til august også, og det er voldsomt hyggeligt at være så mange hjemme samtidigt.
Jeg sad i fredags og tænkte over at NU var det sidste dag alene med superbaby, og uh – jeg ville savne det – men så skulle jeg på toilettet, og da superbaby jo er en aktiv klatrer, kan jeg ikke efterlade hende alene, så hun kom med mig derud.
Mens jeg sad der, og foretog mig noget som de fleste mennesker helst gør alene, gik det op for mig hvad jeg så glædede mig mest til: at gå på lokum alene! Ja, mine kolleger kan være lidt specielle, men der er ingen af dem der insisterer på at skulle stå klods op af mig, mens jeg skider.
Jeg behøver heller ikke have en magtkamp, hvor jeg maser mine lår hårdt mod sædet, for at hindre at nogen maser en tandbørste under dem, og ned i kummen.
Jeg plejer ikke at måtte klamre mig til toiletbørsten, for at den ikke skal blive brugt som slagvåben.
Det er sjældent nødvendigt at forhindre nogen i at rulle hele toiletrullen ud, mens jeg sidder på tønden på arbejdet.
Det er ekstremt sjældent, at mine kolleger beslutter sig for at sympatiskide mens de krammer mine knæ, og det er vist aldrig sket at de har afsluttet seancen med at mase min hårbørste ned i toilettet.
Så jo – jeg kommer til at savne superbaby i hverdagene, men vil fra nu af i det mindste kunne have nogle mere afslappende toiletstunder.
Er sikker på at mine kolleger er er glade for, at det er den første fordel jeg kan se ved barselsslutning!
(men der er altså også andre ting jeg glæder mig til, bare rolig!)
