08/22/18

Om pludselig at have kæmpestore børn

Ulempen ved at have utroligt mange børn er, at der altid er mindst en der sover dårligt om natten; mindst en der ikke kan lide maden; og mindst en der er muggen over et eller andet.

Fordelen ved at have utroligt mange børn er, at der altid er mindst en der gider hænge ud; mindst en der synes jeg er megasjov; og mindst en der gider sidde og nussehygge i sofaen.

Efter at mit lillebitte kæmpestore ældstebarn tog på efterskole, har jeg kriset lidt over hvor vildt det er, at de løsriver sig. Fantastisk og sejt og meningen, selvfølgelig, men også noget skræmmende og vemodigt, når nu man grundlæggende er virkeligt glad for at have huset fyldt med børn.
I det mindste har jeg stadig hele tre små børn hjemme, trøstede jeg mig selv med – uden at have forudset hvad det gør ved de andre når de pludselig rykker frem i alders-bussen.De her to blide småbørn har lynhurtigt snuppet teenagekasketten på, og  selv om det da glæder mig hvor ofte de nu er enige om noget, ville jeg ønske enigheden ikke handlede om hvor øjenrulsfremkaldende deres mor er.

Men det er okay – de er til gengæld blevet mere selvhjulpne og udfører mange pligter (for at få lommepenge), og jeg HAR jo stadig hende her den lillebitteste baby:

Jaja: jeg kan godt mærke at hendes lange, 8 årige ben slasker efter mig, hvis jeg falder for fristelsen og bærer på hende, men hun har stadig heliumstemme, fortæller sære ting og bliver lykkelig når jeg hænger ud med hende, og jeg nåede lige at glæde mig over stadig at have en at smide ophobet omsorg ud over.

Indtil jeg puttede hende forleden, og efter historielæsning spurgte hvilken sang hun ville have, og blev affejet med et hårdt: “Nej tak, jeg er  bare blevet ALT for stor til at få sunget godnatsang! Det var dengang jeg var virkeligt lille. En historie er ok, men slut med sange…”

I 17 år har jeg sluttet hver eneste dag af med at synge godnatsange, og den var jeg ikke helt klar til at slippe, men hun fastholdt sit nej tak til sang, uanset hvad jeg forsigtigt foreslog af sangvalg.

Dagen efter foreslog hun så selv at hun sang en sang for mig, og i går måtte jeg allernådigst synge de første to vers af “regnvejrsdag i November” – så måske er det ikke helt slut med den del af det endnu.

Så jeg nyder den sidste rest baby – samtidig med at jeg også nyder at babyen er stor nok til at nå kaffemaskinen og lave kaffe til mig hver morgen.

Overvejende er det ret fedt når børn bliver større og kan selv – men mindsteungen skal nok forvente at jeg plager om at måtte synge godnat for hende, frem til hun fylder 40.

08/14/18

Om forlænget efterferieblues og efterskoleunger

Det er muligt, at jeg skrev et indlæg, om hvordan jeg hurtigt ville blogge mig ud af efter-ferie-blues, med en perlerække af kække og positive indlæg – men der havde jeg ikke nået at gennemtænke, det der med at Ældstebarnet skulle på efterskole….

Da jeg skrev indlægget, var hun en ranglet, kreativ, selvstændig 16 årig, og jeg glædede mig på hendes vegne, over at vi havde fået lov til at låne penge til at sende hende afsted.

Et par dage efter forekom det mig at hun var skrumpet en smule, og det begyndte at føles lidt underligt at sende sådan et lille skolebarn afsted, helt alene. Dog ikke helt så slemt som det gjorde da hun, yderligere et par dage efter, ikke var meget større end et børnehavebarn, med tynde små fletninger og en lille hånd, med smilehuller på knoerne, der nemt kunne gemme sig i min.

Da vi i søndags, tømmermændsramte og i søvnunderskud efter fest, kørte dette nuttede mikromenneske til efterskolen, måtte jeg kæmpe gevaldigt for ikke at hulketude ynkeligt ned i hendes krøller:
(På alle måder heldigt at hun ikke skulle starte en uge senere, for så ville jeg nok have skullet føde hende på efterskolens trappe…)

Inderst inde ved jeg jo godt at hun er rigeligt stor til at fylde de sko; klog og fin og sej som hun er – skal bare lige vænne mig til forsmagen på at mine unger flytter hjemmefra.

Så ja: jeg savner hende. Også en smule mere end det strengt taget er nødvendigt at savne hende, i betragtning af at hun kommer hjem de fleste weekender.

Men så har jeg jo stadig 75% af børneflokken og deres grimme hundelillebror herhjemme til distraktion.

”Hunden skal IKKE op på mit værelse, nogensinde!” Var en af de sidste beskeder fra den afrejsende.

“Vi indretter dit værelse til ham, komplet med billeder af katte på væggene, hundemad på gulvet og fri adgang til din seng” replicerede hendes mest sarkastiske søster tørt, og hermed blev distraktionside’ nummer et født: postkort fra hunden.

Hele aftenen brugte jeg på at sidde og manipulere billeder af hunden, sammen med næstmindstebarnet, mens vi opfandt tekst til postkort, som vi spammer efterskoleungen med det næste år. Omdrejningspunktet er naturligvis hvad hunden vil gøre ved hendes værelse, nu han har overtaget det.

Første del af “postkort fra hunden” kommer på bloggen snart. Glæd jer!