Om ting at tude over
Jeg tudede mig – så diskret som muligt – gennem gårsdagens pressemøde. Ikke så meget over den forventede forlængelse af restriktioner – som jeg godt forstår og er enig i – men over ordene om, hvad særligt børnene og de unge går glip af i deres liv lige nu. Det ramte mig lige i tudecenteret at tænke på hvor stoisk de egentlig bærer alle de aflyste studieture, konfirmationer, skoleballer, terminsprøver, legeaftaler, fødselsdagsfejringer og alt det andet.
Da jeg var 14-16 år var de ting jeg bekymrede mig om noget med at være kommet til at kysse med de forkerte eller drikke for meget – mine 14-16 årige mellempigers bekymringer går på om de er kommet til at komme fysisk for tæt på andre eller glemme at have mundbind i tasken til togturen. Og alle de store ting de allerede har oplevet aflyst, og dem de frygter at gå glip af.
Alt det frie ungdomsliv de kunne have oplevet lige nu hvor de er ved at blive store nok til det, har et år med restriktioner effektivt stoppet. Og jeg synes det er både umådeligt trist og umådeligt imponerende at have en generation helt unge mennesker på tærsklen til selvstændighed, der beredvilligt bytter alt det vilde og dumme, kærestesorgerne og tømmermændene, ud med afstand og ansvarlighed.
Og det kom jeg til at græde over.
Jeg håber det snart lysner, og at denne her pandemi ikke bare fortsætter med en ny mutation. (Eller med zombier).
I det hele taget er jeg nok lidt grådlabil for tiden. Fik lidt svedige øjne over hvor gode alle fire piger var til at hjælpe hinanden med matematikopgaver i går: to af de store der tålmodigt lærte den mindste at dividere, den ældste der hjalp den næstældste med brøker, og den næstældste der hjalp næstyngsten med et eller andet jeg ikke forstod overhovedet. Tålmodigt og anerkendende.
Selv brugte jeg den tid de knoklede med matematik på at rydde op i mine bøger, og besluttede mig for at genoplive forårets coronabibliotek. Det skab jeg brugte sidst var dog regnet i stykker, så jeg satte et forsigtigt opslag op i grundejerforeningens Facebook-gruppe om nogen havde et lille brugt skab jeg måtte få – og blev blæst bagover af positive tilkendegivelser. I løbet af ingen tid havde en fremmed mand tilbudt at bygge et skab der passede til formålet, og tre andre fremmede mennesker havde tilbudt ham byggematerialer, mens hele grundejerforeningen heppede og talte om hvor hyggeligt det blev at have et fælles bibliotek foran mit hus.
Og i dag kom ham biblioteksbyggeren forbi og målte op, og jeg måtte tude igen da han var gået, af rørelse over hvor fint det er når mennesker hjælper hinanden.
Sådan kommer biblioteket til at se ud:
Det skal nok blive godt igen, altsammen. Det er bare om at fokusere på de ting der er gode, midt i det mørke.
I morgen skal jeg se min venindes hundehvalpe, og jeg tænker det må hjælpe gevaldigt på trangen til at tude at fylde sine hænder med nuttede hvalpe.
