04/26/20

Om ting at lave, med karantæneramte teenagere (og børn)

Mindstebarn og jeg er jo tilbage på arbejde/skole; Ninjaman er så snart hans operationssår er helet, men de tre store samt den ældstes kæreste der bor her, går i skole hjemmefra og ser ikke andre mennesker. De tager det helt vildt pænt, og alle de kriser jeg kunne have forudsagt omkring hvorfor man ikke må se venner og den slags, er helt udeblevet.
Det betyder dog ikke at de ikke savner hverdagslivet, vennerne og aktiviteter ude, og vi har alle seks på skift krise over ting vi savner.
Heldigvis er det ikke god fantasi flokken herhjemme mangler, så her er en inspirationsguide til hvordan man stadig kan lave (næsten) alt det man savner, hjemmefra.

Biograf, hjemme


En biograftur, med billetter, kø til slikbutik, popcorn og nummererede pladser var sidste uges største succes.
Vi så “uncorked” – en ok netflixfilm omkring en ung fyr der drømte om at blive sommelier, selv om hans far forventede at han overtog familierestauranten. Filmen var dog ikke det vigtigste, men hele stemningen: de tre yngste havde lavet billetter, popcorn og en slikbutik; nummereret pladser og klippede billetter, og under hele filmen gjorde vi os alle umage med at opføre os biografagtigt: dukkede hovedet når vi løb foran fjernsynet for at komme på toilettet, knitrede lidt for meget med slikpapir, og smed lidt med popcorn. Helt autentisk!


Cafe – hjemme

Dette har vi gjort flere gange, den måned hvor vi alle seks var hjemme.

På skift har vi stået for at bage til eftermiddagscafe, hvor alle kunne bestille fra menukort og nyde varme drikke og hjemmebag og spil,e brætspil


Koncerter – hjemme

Koncerter er noget af det jeg savner allermest selv, og desværre også noget af det der er sværest lige at genskabe hjemme. Det er bare ikke det samme, uden at stå i en stor crowd af glade, dansende mennesker. Men rigtigt mange musikere laver små livekoncerter hjemmefra på Instagram, og her har vi samlet os og set flere af dem med bands vi kunne lide. Der er noget særligt over at se det live, og selv om vi alle seks hører ret forskellig musik, har vi enkelte kunstnere vi er enige om er fantastiske. Den ene er hende her:

Phoebe Bridgers, der har spillet numre live på Instagram @_fake_nudes_. Hun har også en konkurrence hvor man kan lave sin egen karantæneversion af en af hendes musikvideoer, hvilket alle pigerne har været meget opslugte af at forsøge – så opslugte at de startede brandalarmen med en røgmaskine de lånte af naboens teenager. Nå, men man kan altså finde mange gode minikoncerter på Instagram, hvis man er vågen. Og det er ret sjovt – omend langt fra det samme. Kæft, hvor jeg savner rigtige koncerter! Stod faktisk til en koncert i Vega (“Big thief”) da Danmark lukkede ned, og havde vildt mange billetter til aflyste koncerter i år…

Restaurant – hjemme

Jeg har ikke billeder endnu, men tænker der godt kunne komme et lille blogindlæg ud om vores restaurantplaner: på tirsdag (hvor Ninjaman forhåbentligt vil være frisk nok efter operation) har vi aftalt at lave en restaurant herhjemme, ud fra et tegneserietema. Man må selv vælge hvad, men der skal være pynt og musik der passer til den tegnefilm man vælger, og så skal de andre hold gætte hvad det er.

Mellempigerne laver en forret, ældstebarn og kæreste er i fuld sving med at lave hemmelig pynt til deres dessert, og Ninja, mindsteungen og jeg selv skal lave en hovedret. Vi er ikke helt enige om temaet endnu, men tror vi går efter at lave Bento-bokse fra Miyazakis “Totoro”.

Yoga, hjemme

Og her kan I stadig vinde et gavekort til yogaudstyr på 1000 kr, gennem yogavivo

 

08/22/18

Om pludselig at have kæmpestore børn

Ulempen ved at have utroligt mange børn er, at der altid er mindst en der sover dårligt om natten; mindst en der ikke kan lide maden; og mindst en der er muggen over et eller andet.

Fordelen ved at have utroligt mange børn er, at der altid er mindst en der gider hænge ud; mindst en der synes jeg er megasjov; og mindst en der gider sidde og nussehygge i sofaen.

Efter at mit lillebitte kæmpestore ældstebarn tog på efterskole, har jeg kriset lidt over hvor vildt det er, at de løsriver sig. Fantastisk og sejt og meningen, selvfølgelig, men også noget skræmmende og vemodigt, når nu man grundlæggende er virkeligt glad for at have huset fyldt med børn.
I det mindste har jeg stadig hele tre små børn hjemme, trøstede jeg mig selv med – uden at have forudset hvad det gør ved de andre når de pludselig rykker frem i alders-bussen.De her to blide småbørn har lynhurtigt snuppet teenagekasketten på, og  selv om det da glæder mig hvor ofte de nu er enige om noget, ville jeg ønske enigheden ikke handlede om hvor øjenrulsfremkaldende deres mor er.

Men det er okay – de er til gengæld blevet mere selvhjulpne og udfører mange pligter (for at få lommepenge), og jeg HAR jo stadig hende her den lillebitteste baby:

Jaja: jeg kan godt mærke at hendes lange, 8 årige ben slasker efter mig, hvis jeg falder for fristelsen og bærer på hende, men hun har stadig heliumstemme, fortæller sære ting og bliver lykkelig når jeg hænger ud med hende, og jeg nåede lige at glæde mig over stadig at have en at smide ophobet omsorg ud over.

Indtil jeg puttede hende forleden, og efter historielæsning spurgte hvilken sang hun ville have, og blev affejet med et hårdt: “Nej tak, jeg er  bare blevet ALT for stor til at få sunget godnatsang! Det var dengang jeg var virkeligt lille. En historie er ok, men slut med sange…”

I 17 år har jeg sluttet hver eneste dag af med at synge godnatsange, og den var jeg ikke helt klar til at slippe, men hun fastholdt sit nej tak til sang, uanset hvad jeg forsigtigt foreslog af sangvalg.

Dagen efter foreslog hun så selv at hun sang en sang for mig, og i går måtte jeg allernådigst synge de første to vers af “regnvejrsdag i November” – så måske er det ikke helt slut med den del af det endnu.

Så jeg nyder den sidste rest baby – samtidig med at jeg også nyder at babyen er stor nok til at nå kaffemaskinen og lave kaffe til mig hver morgen.

Overvejende er det ret fedt når børn bliver større og kan selv – men mindsteungen skal nok forvente at jeg plager om at måtte synge godnat for hende, frem til hun fylder 40.

08/14/18

Om forlænget efterferieblues og efterskoleunger

Det er muligt, at jeg skrev et indlæg, om hvordan jeg hurtigt ville blogge mig ud af efter-ferie-blues, med en perlerække af kække og positive indlæg – men der havde jeg ikke nået at gennemtænke, det der med at Ældstebarnet skulle på efterskole….

Da jeg skrev indlægget, var hun en ranglet, kreativ, selvstændig 16 årig, og jeg glædede mig på hendes vegne, over at vi havde fået lov til at låne penge til at sende hende afsted.

Et par dage efter forekom det mig at hun var skrumpet en smule, og det begyndte at føles lidt underligt at sende sådan et lille skolebarn afsted, helt alene. Dog ikke helt så slemt som det gjorde da hun, yderligere et par dage efter, ikke var meget større end et børnehavebarn, med tynde små fletninger og en lille hånd, med smilehuller på knoerne, der nemt kunne gemme sig i min.

Da vi i søndags, tømmermændsramte og i søvnunderskud efter fest, kørte dette nuttede mikromenneske til efterskolen, måtte jeg kæmpe gevaldigt for ikke at hulketude ynkeligt ned i hendes krøller:
(På alle måder heldigt at hun ikke skulle starte en uge senere, for så ville jeg nok have skullet føde hende på efterskolens trappe…)

Inderst inde ved jeg jo godt at hun er rigeligt stor til at fylde de sko; klog og fin og sej som hun er – skal bare lige vænne mig til forsmagen på at mine unger flytter hjemmefra.

Så ja: jeg savner hende. Også en smule mere end det strengt taget er nødvendigt at savne hende, i betragtning af at hun kommer hjem de fleste weekender.

Men så har jeg jo stadig 75% af børneflokken og deres grimme hundelillebror herhjemme til distraktion.

”Hunden skal IKKE op på mit værelse, nogensinde!” Var en af de sidste beskeder fra den afrejsende.

“Vi indretter dit værelse til ham, komplet med billeder af katte på væggene, hundemad på gulvet og fri adgang til din seng” replicerede hendes mest sarkastiske søster tørt, og hermed blev distraktionside’ nummer et født: postkort fra hunden.

Hele aftenen brugte jeg på at sidde og manipulere billeder af hunden, sammen med næstmindstebarnet, mens vi opfandt tekst til postkort, som vi spammer efterskoleungen med det næste år. Omdrejningspunktet er naturligvis hvad hunden vil gøre ved hendes værelse, nu han har overtaget det.

Første del af “postkort fra hunden” kommer på bloggen snart. Glæd jer!