06/8/17

Om tiden med små børn – et indlæg jeg skrev som gæsteblogger

I mandags fejrede vi mindstebarnets 7 års fødselsdag, for tredje og sidste gang. En tindrende glad lille pige, midt i flokken af klassekammerater. Hun havde den bedste dag, og det var al bøvlet værd.

Men tænk, at alle mine piger pludselig er blevet så store! Hende her fødselsdagsbarnet, med skrammede knæ og manglende fortænder, har netop været så lille her:

IMG_1286

Og jeg skal ikke igen være mor til en et årig, to årig, tre årig, fire årig, fem årig eller seks årig – hvilket jeg ellers efterhånden synes jeg er blevet god til at være.

Det mindede mig om at jeg endnu ikke har fået delt dette indlæg, som jeg skrev til fantastiske Cecilies blog, Sneglcille.dk, for nogle uger siden. Et tilbageblik til dengang mindstebarnets tre storesøstre alle var under fem år gamle, og hun ikke engang var tænkt på endnu.

——-

Kære Cecilie.
Fødselssmerterne, og den uendelige træthed i kroppen har jeg lykkeligt glemt følelsen af, men når jeg ser fotos af dig med lille Lou Lou, kan jeg helt tydeligt genkalde mig hvordan mine egne fire døtre duftede og føltes som så små.
Hvis jeg lukker øjnene og kupler min hånd, kan jeg endda huske forskellene på deres små hoveder.
Mit første barns hår, der bølgede silkeblødt mellem ens fingre når man holdt hende.
Andet barns lillebitte, kuglerunde hoved.
Tredje barns knoklede store hoved, der ofte fik mig til at tænke på hvor særligt ondt det havde gjort at føde det.
Fjerde barns munkefrisure, med en skaldet plet på toppen, der fik svedperler på når hun fyldte bleer.
Måske er det en af de få ting kroppen aldrig glemmer: duften af helt nyfødte børn, og fornemmelsen af deres dunede små hoveder, der hviler i ens hånd?

Da du spurgte mig om jeg ville være barselsvikar blev jeg beæret og glad – og en anelse præstationsangst. Jeg elsker din blog og er vild med dig, men når emnet er frit, er det svært at afgrænse sig, og jeg har vævet rundt i hvad pokker jeg skulle skrive om.
Det endte med dette her:

———

“Jeg kvæler den næste gamle dame der kvidrer:”husk nu at nyd det! Det går så hurtigt, den der tid med småbørn!” til mig!” hvæsede jeg sammenbidt til min mand i telefonen. Han var på arbejdsweekend, og jeg var alene med en knapt femårig og hendes to pseudotvillingesøstre på halvandet år og nyfødt. Der var grød på gulvet og i mit hår, og hele seancen med at få alle tre børn rene, mætte og i seng havde taget timevis.
Hjemturen fra børnehaven havde været en af dem, hvor ingen af de to institutionsbørn ville med hjem; baby vrælede; mellembarn fyldte bleen det sekund jeg havde fået moslet alle tre i flyverdragterne; og den femårige var rasende på de to andre, der havde krøllet en fin tegning hun havde lavet.
Jeg havde mast barnevognen gennem tunge snedriver hele vejen hjem, stadig med sur baby i vognen, sur børnehavepige ved styret, og sur tumling der lå og havde raserianfald i snedriverne.
I Netto, hvor vi måtte ind efter mælk, havde en ældre dame komplimenteret de tre unger – der holdt midlertidig pause i surhed – og sagt jeg skulle huske at nyde dem.

Han grinede og sagde:” ved du hvad – den her tid bliver med garanti den vi kommer til at kigge nostalgisk tilbage på, som noget af det bedste i vores liv.”

Og tænk: han fik ret.

Når jeg nu – ti års tid og et ekstra barn senere – ser tilbage, husker jeg den tid som set gennem et af de der pæne Instagram filtre. Et af dem med det bløde lys, hvor forældrenes trætte poser under øjnene udviskes lidt – eller et af dem der gør alting ekstra farvestrålende, og får børnene til at fremstå muntre og livlige.
Og det er ikke engang helt snyd, for sådan var det også.
Der var bleer og vasketøj, grød og gråd – men der var også klistrede kram, legepladser og legoklodser, højtlæsning og huler, der opvejede det andet.

Jeg har altid godt kunnet lide børn, men helst nogle der var så store at de kunne fyre en ordentlig vits af, eller tale om noget man rent faktisk gad tale om. Sådan tænkte jeg før jeg selv producerede børn, og det kom helt bag på mig hvor awesome tiden med småbørn kunne være.
Nu har mine egne fire unger nået aldre hvor de kan fyre ordentlige vitser af og tale om ting jeg rent faktisk gider tale om. Alligevel er det at jeg kan tage mig selv i at se på fotos af dig, Cecilie, med din fine flok, og også savne den tid, som jeg engang bare troede skulle overleves.
Den vigtigste sætning man som forældre til mange små børn skal huske er:” det går over”.
Den kan man bruge både når der er grød på væggene og alle tuder – men også når de krammer hinanden på allermest rørende vis, og moderhjertet smelter.
Fornemmer du hvor pointen er på vej hen?
Jeps – det er mig der er den gamle dame nu, der kvækker:” nyyyd det, husk at nyd det! Tiden går så hurtigt!”

Kærlig hilsen Kim

10/9/16

Om prinsesser og playmobil

Sponsoreret, i form af fest, et affiliatelink og noget legetøj modtaget i gave.

For et par uger siden kom et bud forbi, med en glitrende prinsessekjole i størrelse 116 og en personlig invitation til Playmobil-prinsesseparty til min lykkelige 6 årige.

I modsætning til den ældste af hendes tre storesøstre (der dyrkede prinsesser og eventyr med en glødende passion som børnehavebarn), har hun aldrig været så lyserød, men Playmobil er hendes absolutte yndlingslegetøj, og hun glædede sig helt vanvittigt i dagene op til.
Da solen skinnede, og Ninjaman og de tre store alligevel skulle noget andet den søndag, valgte vi at tage tidligt ind til byen og lave den helt store prinsesse-sightseeing inden playmobilfest.

Vi beundrede både Rosenborg slot, Amalienborg, operaen og Nyhavn, og sjældent har så lille et menneske fyret så mange eksalterede ord af, på så kort tid.
img_0473
Det var overdrevent hyggeligt at gå og snakke med hende, og nyde hendes spænding.

Turister stoppede og tog billeder af lille frøken lyserød foran Amalienborg, hvor hun stod og trippede uvant prinsesseagtigt – ind til hun afbrød sig selv med et:”NÅ! Nu vil jeg altså hellere være Ninja!” , efterfulgt af en serie vilde spark henover gårdspladsen, der fik en stivrygget garder til at smile bredt.

Så kendte jeg hende igen!
img_0476
Selve Playmobil-festen foregik på hotel Phoenix , tæt på Amalienborg – et fuldstændigt overdådigt sted til den slags, med gyldne stole og glitrende lysekroner.Vi var begge to helt vildt begejstrede over al den luksus – og endnu mere begejstrede da vi så hvor flot rummet vi skulle feste i var pyntet op: med kæmpestore legeborde bugnende med spændende Playmobil; flotte kager og udskåren frugt; mulighed for at klippeklistre og tegne og en vaskeægte levende Playmobil-prinsesse, der lærte børnene at bukke og neje.
72274bc5-10dd-4139-a5b6-b94d63cc37f1
Der er så mange detaljer og sjov ved Playmobil, og jeg bliver altid helt misundelig over at jeg selv er ca 30 år for gammel til at gide lege rigtigt.
img_0480

Det lykkelige mindstebarn fik det fine påklædningsværelse og en karet med hjem i gave efter festen, og hun og nabopigen har leget rigtigt godt med det lige siden.

Min absolutte favorithobby er at smuglytte til børn der leger, og her overhørte jeg i går at de legede fest for Playmobil-prinsesserne, og taktfast messede:” DRIK, DRIK, DRIK!” mens de legede. Bagefter kastede en af prinsesserne op.
Jeg ved ikke lige hvor de har fra, at druk-gruppepres er en obligatorisk del af fester – men håber da jeg kan få taget den holdning fra dem inden de bliver 16…

09/11/16
image

Om kartoffel-entusiaster

Min næstyngste datter, der generelt er madglad, har en absolut favoritspise: kartofler.
Brasede, bagte, kogte, stegte, i alle tænkelige varianter: hun er fan!
Som 2-3 årige tegnede hun udelukkende tegninger af kartofler: små runde ting, nogle gange med øjne, og nogle gange en hel familie af dem, men det var stadig kartofler.

Hver dag havde hun nye kartoffeltegninger med hjem fra børnehave.
Da det havde stået på over et år, gav hun en dag en tegning til sin far, der lignede de sædvanlige kartofler – men denne havde ben.

“Næ… Har du tegnet ben på din kartoffel denne gang?” Spurgte han , og fik et fornærmet svar:” nej! Det er da dig far! Kan du ikke engang se det?!?”

Han blev så beæret over at være den første person hun tegnede, efter at have tegnet over 500 kartofler, at han fik tegningen tatoveret bag på sin læg:
image

Nå, men i dag fyldte hun svimlende ti år, den lille kartoffel-elsker.
Hele familien kom til frokost i haven, og fødselaren har brugt de sidste tre måneder på at planlægge menuen: kartoffelbuffet!

Kartoffelmos og hasselbagte kartofler blev i sidste øjeblik droppet på grund af pladsmangel i oven og på kogeblus, så derfor nød vi istedet en menu bestående af brunede kartofler, kartoffeltærte, pommes frites, kartoffelsalat, flødekartofler og noget ikke-så-vigtigt kød.
dsc_0075
Havde jeg haft råd, ville jeg have købt kartoffelkager til dessert, men vi var 16 mennesker, så det endte med fødselsdagsbarnets hjemmebagte chokoladekager og en fantastisk dag i solen på terrassen.
dsc_0073

Når jeg ser på min store-lille ti årige – eller hendes tre søstre – bliver jeg indimellem ramt af en bølge af taknemmelig undren over hvor storslået naturen har kunnet blande mine og deres fars gener, til de her vidt forskellige, awesome små mennesker.
Taknemmelighedsundren er altid stærkest omkring deres fødselsdage – og svagest når de i perioder skændes så det brager.

Det er en vild oplevelse, det der med at se sit barn gå fra hjælpeløs lille nyfødt til ranglet, klog, sjov , skør, selvstændig ti årig, og jeg føler mig beæret over at have fået lov til at blive hendes mor.
image
Det er få øjeblikke siden at hun var denne her lille storknoldede basse, og nu er hun sådan en fin, stor unge, der har formået at vende sin egen uhæmmede kartoffel-eufori til en fest, vi andre kan være en del af.

04/4/16

Om børn i dag og cirkusglæde

Indlægget er sponsoreret, da vi var inviteret af cirkus Arena – men anbefalingen er ægte og ubetalt 😉

Mine børn havde aldrig været i cirkus, og selv har jeg kun været det en enkelt gang som barn – det eneste jeg husker fra den tur, er at jeg blev så rædselsslagen for klovnen at vi var nødt til at gå.

Klovne/zombier rangerer næsten lige højt på min skrækskala – omend en decideret klovne-apokalypse kan være sværere at forestille sig (ihvertfald før Donald Trump)…

Men så inviterede Cirkus Arena hele familien med til deres landspremiere, og sjældent har vi været så spændte – og lidt nervøse.

Ingen var dog helt så tindrende lykkelig som den fem årige, der ikke talte om andet i ugerne op til:

IMG_20160316_182442

Hun var helt oppe at ringe, bevægede sig kun i små hop, og talte udelukkende i falset da dagen endelig oprandt.

Da hestene kom ind i manegen råbte hun euforisk :”er det rigtige heste? Rigtigt, levende heste?!?”

De omkringsiddende fnisede, og jeg bekræftede at det var de, hvor til barnet skeptisk sagde:” Ai, sig det rigtigt… De er lavet på computer, ikke?”

Mellempigerne måtte holde sig for øjnene flere gange, og var oprigtigt bekymrede for om akrobater ikke klarede de farlige ting denne gang, mindstebarnet skreg af spænding da hun så elefanterne, og Ninjaman tog flere fotos af mig, hvor jeg sad og smilede over hele hovedet.

Mig – der troede jeg ikke kunne lide cirkus!

IMG_20160401_175514

Jeg syntes det var forrygende!

Både selve cirkus, med nuttede søløver og seje akrobater – men allermest vild var jeg med hvordan duften af savsmuld, heste der ikke var computerskabte og artister der live udførte noget meget svært for snuden af os, imponerede mine små ipad-misbrugende nutidsbørn.

Cirkus Arena er i København næste uge med, og tager der efter rundt i landet.

Hvis man, som os, er cirkus-novicer, kan jeg varmt anbefale at give Arena en chance. Billetterne koster fra 160 kroner, hvilket selvfølgelig er en del, men det er også en stor oplevelse, som vi ihvertfald har talt rigtigt meget om lige siden.

Jeg har læst at den har fået gode anmeldelser alle steder – så det er altså ikke kun fordi vi er nemme at imponere, de andre syntes også det er godt!

IMAG1676

Konfettiregn og tjuhej!

04/15/15
wpid-6995666-rdhuder-skaber-opstandelse-i-sverige.jpg

Om at være en gammel mor

Min mor fandt et puslespil,med motiv fra bøgerne om “børnene hedenold”,og gav det til min fire årige, der er vild med at lægge puslespil for tiden.
Jeg var ret vild med de bøger som barn – de foregår i stenalderen og handler om en lille familie.

image

Ikke helt historisk korrekte, men underholdende.
Jeg har desværre ikke nogle af bøgerne mere, men sad og fortalte det jeg kunne huske, mens barnet lagde puslespillet.

Samtalen lød nogenlunde sådan her:

Mor:” det foregår i stenalderen. Det er meget længe siden. Dengang havde man ikke fjernsyn, eller store byer, eller biler, eller en masse andre ting, som vi kender fra i dag. Man kalder det stenalderen,  fordi de redskaber folk brugte, var lavet af sten.”

Barn(koncentreret om puslespil) :”nå. Var alt dit legetøj så også lavet af sten dengang?”

Følte mig pludselig en del ældre, når barnet går ud fra, at stenalderen var en del af min barndom!

12/16/14
wp-1416666686214

Om fire årige og butikker

Der er en særlig glæde ved at handle ind, med fire årig som assistent.

Måtte fnise indeni, da hun så denne her bagepensel, og imponeret råbte: ” se mor! Det er fandme en mærkelig blævregaffel!”

image

“Blævregaffel” er klart et ord der manglede i det danske sprog!

Jeg blev dog lidt mindre begejstret da hun sukkede:” årh mor… Jeg glæder mig til du dør. Så vil jeg købe sådan en smuk blomst, og lægge den på dig.”

image

Rart for mig at kunne se frem til den slags smukheder – men jeg ved ikke helt hvor fedt det er, at hun ligefrem glæder sig?

12/15/14
20141123-145805.jpg

Om at snuse julemanden i skridtet

Jeg kan ikke huske om jeg har blogget om det her før, men jeg kom lige i tanke om historien, så nu får i den altså alligevel. Det er faktisk et rigtigt nyttigt tip!

En weekend, da mit næstyngste var fire, var vi i et indkøbscenter, hvor en julemand gik rundt og delte slikkepinde ud.
Mine unger stod lidt og diskuterede om hvorvidt det nu var den rigtige ægte julemand, eller bare en der gav ham en hånd og var klædt ud: året før havde den julemand der besøgte os nemlig lignet deres onkel, Vildmarksdrengen, mistænkeligt meget.

Nå, men da julemanden kom forbi os, slog den næstyngste (der altid har været lidt reserveret) kærligt armene om ham, krammede hans ben og modtog glædestrålende sin slikkepind, fra den undrende julemand.

Da han var væk, smilede hun stolt og sagde:”det VAR den ægte!”
Mig: “hvordan ved du det – og hvorfor i alverden krammede du ham?”

Barn :”jeg krammede ham ikke – jeg snuste bare til hans numse, for at lugte om den lugtede af rensdyr, for så ved jeg om han har redet på et – og den lugtede vildt meget af rensdyr, så det VAR ham!”

Så hvis nu julemanden skulle finde på, at forsøge at tiltvinge sig adgang til jeres hjem juleaften, og I bliver i tvivl om det nu også ER den rigtige julemand, eller bare en klam copycat – kan I hermed kopiere denne idiotsikre metode til at finde ud af det: nærmer nogen i rødt tøj sig en skorsten – så stop dem, og snus dem i skridtet!

20141123-145805.jpg

12/8/14
wp-1418061947600

Om hvordan man får små børn til at tro på julemanden – et mandagstip

Min 8 årige – den tidligere nisse-numse-sniffer, vil her gerne give mandagstip, om hvordan man får sine børn til at tro på julemanden:

” Altså…
Jeg synes det er godt at børn tror på julemanden, fordi det er hyggeligt.

Jeg fandt selv ud af at julemanden ikke var rigtig, fordi det var min onkel der kom med gaver, og jeg kunne kende hans ansigt.
Der var jeg nok 6 år, måske.
Jeg blev lidt skuffet, fordi jeg altid havde troet på ham, men det var stadig okay.

Julemanden kommer hjemme hos os om dagen, juleaften.
Så har han en gave til hver af børnene, som er noget man kan lege med, så tiden går.
Sidst fik vi vist malebøger.

Hvis man skal have små børn til at tro på julemanden, skal man sige at man har set hans rensdyr.
Det mest oplagte er, at sige man har set ham selv.
Jeg kan fx sige sådan her til min lillesøster:”jeg har set julemanden,og jeg fik lov til at køre i den der han flyver i, og jeg gav rensdyrene gulerødder”
Det vil hun tro på – og rensdyret Sven fra hendes yndlingsfilm, spiser gulerødder.

Min lillesøster tror vildt meget på ham, og sidste jul var naboen julemand, og før han kom herover, kunne vi se gennem vinduet, at hans tøj hang over en stol, og så bildte vi min lillesøster ind, at der var nisser hos naboen, så hun blev helt vild af spænding!
Han talte med sådan en god julestemme, at jeg kan godt forstå hun troede på det, og han havde gavebånd på skoene !

På en måde tror jeg stadig på julemanden.
Altså – julemanden kan jo ikke nå hele verden rundt, så derfor er man nødt til at få andre til at spille ham hver jul – men den rigtige julemand tror jeg faktisk er derude et sted.
Det tror min bedste veninde også.

Min mor har været julemand i et juleteater. Mange gange faktisk.

image

Det er ret sjovt, men jeg ved godt at hun ikke er den rigtige, for hun spiller altid sådan lidt mærkelig.
Julemanden er ikke mærkelig, han er bare rar og sød.
Det er hyggeligt at tro på ham!”

08/15/14

Om massage-fredage

Ugens bedste dag, er fredag – og hver fjerde fredag, er bedre end ellers.
Det er nemlig massage-fredag.

Da jeg for 13 år siden, slæbte rundt med vores første barn i maven, og 25 ekstra kilo fordelt rundt på kroppen, var jeg træt, sur og havde hele tiden ondt.
Derfor tog min fantastiske mand et weekendmassagekursus, og indførte massagefredag, hvor han købte en brugt massagebriks, og hver eneste fredag formede en rede af puder og tæpper, så jeg kunne ligge på maven og blive masseret af ham, mens vi så en film.
Det var den vildeste luksus, og ugens absolutte højdepunkt.

I de år der fulgte var jeg gravid temmeligt meget af tiden, men selv når jeg ikke var, fortsatte massagefredage, fordi vi begge to syntes det var hyggeligt.

Men for et par år siden begyndte pigerne at brokke sig over at det var snyd, og derfor indførte vi, at hver fjerde fredag også betød massage til dem – hvilket de er ganske euforiske over.

Om sommeren er det light-versionen, hvor vi straks efter aftensmad, sætter en børnefilm på, som vi allesammen gider at se, og derefter giver Ninjaman hvert af børnene 20 minutters massage, mens de drikker smoothies, og vi ser film sammen.

Om vinteren kører vi ind imellem hardcore versionen, som vi har videreudviklet på noget vi opfandt på det her tidspunkt.

Så tænder jeg stearinlys på hele førstesalen, og laver et ritual, hvor børnene, to af gangen, får fodbad ude i et mørkt badeværelse – med tilhørende stearinlys, stille musik og drinks – mens de to andre er nede i stuen og skiftes til at få fodmassage af mig i sofaen, og rygmassage af deres far på briksen.

Der er mørkt i hele hytten, og intet fjernsyn, når vi kører hardcore version – og bagefter kan fire trætte og salige piger hældes direkte ind i seng.

20140815-173938.jpg
I dag er det massage-fredag, og jeg har sjældent glædet mig så meget til noget!

Det er altid hårdt at starte arbejde igen, efter en god lang ferie.
Bare det at skulle tidligt op, eller have travlt med at nå noget, er vi kommet helt ud af vane med…

Jeg kan rigtigt godt lide mit arbejde, og har gang i tusindvis af fede projekter, men når jeg kommer hjem om eftermiddagen, efter 8 aktive timer, er jeg så skeløjet af ord og træthed, og lytter kun lidt halvhjertet til børnenes sniksnak.
Først når de sover om aftenen, opdager jeg, at jeg egentlig har savnet dem vildt meget, og fortryder at jeg ikke orkede være mere aktivt sammen med dem – og derfor er det, at jeg har glædet mig ekstrameget, til at nusse deres små rynkede tæer, og have tid til at se på dem og tale med dem.
Og når ungerne sover – og de plejer at sove tungt bagefter – får jeg massage, mens vi ser noget serie, og holder kyssepauser.

Når weekenden starter så fint, gør det ikke helt så meget, hvis resten af weekenden går op i de sædvanlige søskendeskænderier eller vi ikke laver en skid aktivt sammen, for så har vi allesammen fået fyldt lidt op på nærhedskontoen.

Jeg kan godt anbefale, at man indfører en massagefredag i sit liv, hvis man mangler noget at gå og glæde sig til!