Om moderkager
I bussen sad jeg for nyligt bagved nogle veninder, hvor den ene havde en helt nyfødt, meget nuttet, baby i en bæreslynge.
Jeg smuglyttede til hendes beretning om fødslen – synes den slags er lidt for spændende – men jeg blev overrasket da hun detaljeret beskrev fødslen af moderkagen, og hvordan hun havde grædt af rørelse, da jordemoderen havde fremvist den og udpeget “livets træ” på den.
Til de af jer der ikke har født kan jeg forklare, at livets træ er det jordemødre kalder det mønster som blodårer og navlestreng danner på moderkagen – med lidt god vilje, kan det godt ligne et træ.
Det er min oplevelse, at jordemødre selv er meget begejstrede for moderkager, og altid bruger uforholdsmæssigt meget energi på at stå og fremvise den blodige klump, mens de hiver ud i fosterhinder og smider om sig med entusiasme.
Personligt har jeg altid fundet den del af fødslen særligt makaber: som en slags, meget klam, blodig hånddukke, og min teori har delvist været, at det er noget de har gjort for at gøre gengæld, a la:”nu har jeg set op i dit blodige skridt i flere timer, så nu hævner jeg mig, ved at opføre blodigt show med kødklump”.
Det beroliger mig lidt, at nogle fødende åbenbart finder den slags smukt, for så er det nok grunden til at de gør så meget ud af det.
Selv har jeg aldrig forstået skønheden i sådan en, og her kommer grunden:
Mit første møde med en moderkage, var da jeg fødte mit første barn hjemme i stuen, for 13 år siden.
Jeg lå i sofaen med min knirkende nyfødte på maven, helt overrumplet over at der kom sådan en sag ud, og endnu mere overrumplet over hvor entusiastisk jordemoderen var omkring den.
Vi afviste høfligt at beholde den – den måtte de godt bare tage med sig til destruering – men det blev glemt, og da vi vågnede næste morgen, fandt vi en margretheskål i køkkenet, indeholdende en stor, klistret blodklump…
Ninjaman syntes vi bare skulle tyre den i skraldespanden, men jeg var hormonfyldt sentimental, og holdt på, at noget der havde næret vores fantastiske nye barn, ikke bare kunne blive tyret ud i en klam skraldespand.
Næ nej, når nu det var vi hang på blodklumpen, var vi nødt til at begrave den på romantisk vis, sammen med nogle blomsterløg eller et lille træ, som vi kunne se på og mindes denne smukke begivenhed.
Min mand syntes vist jeg var skør, men gik alligevel ud for at grave et hul. Desværre var det December og jorden var for frossen til at grave, så efter megen diskussion, blev vi enige om at smide den i en pose i fryseren, og vente på foråret.
Resten af vinteren brugte vi på at få chok når vi rodede efter gryderetter i fryseren, og endnu engang fik fat på moderkageposen – og så på at beundre hende her:
Og så blev det endelig forår, og det blev tid til det smukke begravelsesritual.
Jeg havde købt tulipanløg til at plante sammen med den, og jeg sad med babyen på er tæppe, og beundrede hendes lækre far der gravede.
Han tog moderkagen ud af plastiposen, men den var begyndt at tø, og blod løb ned af hans arm – så istedet for højtideligt at sænke den ned i nygravet hul, tyrede han den derned OG efterfulgte den med en imponerende mængde opkast!
Det virkede lidt omsonst at plante noget som helst på romantisk vis i opkast/placenta-mix, så vi dækkede bare hullet til.
Efterfølgende har vi været meget omhyggelige med at få jordemødrene til at tage moderkager med – så snart de var færdige med blodig-hånddukke-show.
——-
Jeg fandt lige en hjemmeside, der viser hvordan man kan smøre maling på sin moderkage, og lave yndige tryk med den:
Selv tak.
