09/25/19

Om når karma er en bitch

Sidste uges indlæg – der burde have været det første i en stime af regelmæssige indlæg, med varierende emner – var jo lidt af en se-hvor-travlt-jeg-har-det-men-med-hyggelige-og-spændende-ting omgang. Sådan et lidt lalleglad praleindlæg. Det havde også været gode, travle uger, der efterfulgte en lidt hård sommer med såret mand, og vi trængte til gang i den, så stemningen var høj.

Personligt tror jeg ikke normalt på hybris, skæbne, karma eller noget. Det er min erfaring at crappy ting tit kommer i klynger, men ofte efterfølges af gode ting, og hvis man nøjes med at fokusere på det gode der kommer, bliver det crappy nemmere at stå igennem.

Jeg var helt klar på at de gode ting fortsatte længe endnu denne gang – men nix: mindsteungen, der de sidste uger har klager over ømme knæ og ankler, kom grædende hjem fra skole torsdag, og følte hun næsten ikke kunne gå. Da jeg ville putte hende i trøstebad, opdagede vi at hendes ben og balder var fuldstændigt dækkede af over 100 mørke blodansamlinger, og vi ræsede på hospitalet, men jeg forestillede mig alle de forfærdelige ting hun kunne fejle.

Det viste sig heldigvis – efter en lidt uhyggelig omgang hvor hun besvimede på hospitalet og vi blev indlagt natten over – at være den relativt ufarlige sygdom schønlein-henoch, der går over af sig selv i løbet af 4-6 uger. Hun kan ikke støtte på ben, har ret ondt i dem, og kan ikke komme i skole denne uge og måske noget af næste, men derudover er hun ved godt mod. Når det smertestillende virker bedst er hun direkte kæk, og nyder rettigheden til at koste rundt med os lidt for meget – hvilket jeg også gerne under hende!

Da dårlige ting jo altid kommer i stimer, falder sygt barn naturligvis sammen med at hendes far er på den årlige kursustur væk med arbejdet resten af ugen,  vores tørretumbler er brændt sammen og ungerne har lus. Yay! Ting vi havde glædet os til: en tur til Møn, barnets tøm-en-boghandler-på-fem-minutter-præmie, en middag på mit arbejde og en brunch med venner, er blevet aflyst eller udskudt, og tiden går med at vente på hospitalet til næsten daglige undersøgelser, lusekæmme og hænge vådt vasketøj op på alle ledige møbler i hytten.

I det mindste kan jeg glæde mig over at det hele er så bøvlet, at vi virkeligt kommer til at sætte pris på almindelig hverdag bagefter! Der behøver ikke engang ske noget særligt fantastisk for at det føles rigtigt godt, bare plain old småstresset hverdag, hvor ingen stakkels børn har ondt, er fint!

Og mens vi venter på at det almindelige kommer til at føles fantastisk, forsøger jeg også at nyde noget af tiden med sygeungen – har læst dusinvis af bøger højt for hinanden, genset Harry Potter film og ligget i ske, og når nu det ikke kan være anderledes, er det faktisk okay.

01/29/18

Om bybørn

Hvis der er noget vi er lidt slatne til, er det udeliv. Bevares: vi er gode til at sidde i haven med stearinlys og drinks det halve af natten om sommeren og i vores sommerferie vader vi Helgenæs tyndt, men resten af året er natur primært noget vi ser glimt af i Netflix-serier, og ikke ellers.

Min søster, fætter og moster er trækrammende, sporty udemennesker, der er misundeligværdigt gode til at komme ud i al slags vejr, og jeg elsker faktisk når det lykkedes dem at hive familien sofakartoffel (os) med sig.

I lørdags var det min moster der lokkede os og den lille grise-hund med på en dejlig tur i skoven, hvor Mindstebarnet fik sagt årets bedste bybarns-replik da hun løb forbi en dynge hestepærer:”Pas på allesammen – der ligger hesteæbler på stien!”

Ah – hesteæbler. Verdens bedste ord!

05/28/17

Om en syvårig

Vi regnede forleden ud, min mand og jeg, at vi lige om lidt har oplevet at have et barn der har fødselsdag hele 44 gange. 44! Det er flere fødselsdage end jeg selv har holdt – og så tæller jeg ikke engang med, at de ofte er blevet fejret mere end en gang, hver gang…

Min lillebitte mindsteunge fylder 7 år på lørdag. Man skulle tro jeg var hærdet efter at have oplevet 43 markeringer af årsdage for et af mine børns ankomst, men nej: jeg bliver lige overrasket  hver gang en af dem fylder år.

Ønskesedlen har hun selv skrevet:

image
“Sjippetov, Tivoli, svømmehal, vandballoner”. Derudover ønsker hun sig også en badedragt, dykkerbriller, løbehjul, og en Playmobil-butik. (linket er sådan et hvor jeg får et par kroner hvis i køber noget gennem det;))
HVAD ?? Min mindstebaby kan skrive?

Læse kan hun også. Det er kun et par uger siden at hun opdagede at hun kunne læse, og jeg får dagligt læst højt af spændingsromaner, som fx “Sif så en kat” og “Bo har en is”.
Simpelthen så hyggeligt at have en lille læseunge siddende på skødet, mens hun omhyggeligt staver sig igennem teksterne.

IMG_3166
Jeg kan tydeligt genkalde mig hvor lykkelig jeg selv blev da jeg knækkede læsekoden, og glæder mig over at hun finder det lige så sjovt som jeg husker det.

I dag kommer familien til pizzafest. Her til morgen kom hun ind og lå og nussede i min seng, mens hun frydede sig over forestående fejring, og  vi talte om hvordan det var at blive lige netop syv år.

“Mit hoved er vokset, fordi min hjerne er vokset af alt det jeg ved, kan du se det?” Spurgte hun, og det kunne jeg måske godt se, nu hun sagde det. “Sådan er det at blive syv år.”

Nå, nu hopper fødselaren foran mig, og vil have lov til at hjælpe med at rulle pizzadej ud. Så når jeg ikke frem til de sædvanlige sentimentale pointer, om hvor hurtigt tiden går.

Dem må I have tilgod,e til det rigtige fødselsdagsindlæg!