02/22/17

Om dokumentering – vind en CEWE fotobog

konkurrencen er slut – vinderen blev gravidgrahvad. tillykke!

sponsoreret indlæg.
Det her er så langt jeg er nået, i den “Barnets bog”, der tilhører mit barn nummer tre.

IMG_1044

Hun vejede åbenbart 8,6 kilo på sin første fødselsdag, og var – så vidt jeg kan se i hendes to ældre søstres bøger – klart den tungeste et årige vi har haft her i huset. Det er ni år siden jeg sidst skrev i bogen, og jeg har glemt de fleste af de detaljer der skal med i den.

Dog kan jeg huske at hendes første ord, øretæveindbydende nok, var “far” – hvilket virkede sært uretfærdigt, når nu det var mig der havde brugt en hel efterårsnat på at mase hendes tykke fire kilo tunge krop ud gennem en af mine sartere kropsåbninger.

Hendes lillesøsters “barnets bog” har slet ikke været åbnet… Sammen med de to skotøjsæsker fyldt med udprintede fotos der skal klippes til og sættes i album, er de min evige dårlige samvittighed.

IMG_1031

Skotøjsæskerne indeholder fotos fra 2006 til 2008. Allerede i 2010 jamrede jeg over at jeg nok aldrig fik sat dem i album, og for evigt ville være bagud med dokumentering af mine ungers liv. Det tager jo en hel aften at udfylde bare et par sider i sådan et klip-selv-album, og jeg har bare så sjældent aftener i overskud…

I dåbsgave til mindstebarnet fik vi et gavekort til CEWE fotobøger.

Jeg lavede en hel fotobog, med flere hundrede fotos i, på en enkelt aften, og da det ankom med posten blev det børnenes yndlingsbog.

Siderne tåler fedtede børnefingre og formatet er meget nemmere at sidde med end mine kluntede gamle fotoalbums, og de bøger jeg har fået lavet siden er nogle af de mest “læste” bøger vi ejer. Mellempigerne valgt at få læst fotoalbums højt til godnatbog så mange gange at jeg nærmest kan huske dem udenad. Hvilket er pissehyggeligt.

IMG_1032

Jeg er vild med hvor nemt det er at lave, og hvor tilfredsstillende det er at eje! Når jeg tømmer mit kamera med jævne mellemrum, smider jeg ofte billederne direkte ind i en fotobog, som jeg gemmer på computeren, og så bestiller når jeg har en hel bog.

Det er nemt at arbejde med forskellige layouts, man vælger selv hvor mange fotos der skal være på hver side, billederne kan beskæres, og der kan tilføjes fx klipart og tekst i alle farver.

Så godt nok har jeg stadig ikke fået skrevet en pind i ungernes “barnets bøger”, men jeg har omfattende dokumentering af deres barndom i fotobøger – og i kælderen har jeg en kasse til hvert barn, som jeg jævnligt smider gemmeværdige tegninger, yndlingstshirts, tabte tænder og andet ned i.

Eneste ulempe er måske at jeg er begyndt at tage irriterende mange billeder bag fra – så bagsiderne på mine fotobøger kan komme til at se sådan her ud:

IMG_1033 IMG_1035

Alle vores fotobøger har en bagside, med fotos af folk set bagfra.

(Der er dog overraskende mange bare numser i blandt, så disse to er de eneste jeg viser på blog!)

Nå. Er der andre end mig der er lige så dårlig til at skrive i “barnets bog” eller komme til bunds i skotøjsæsker med fotos?

Så har I lige nu muligheden for at vinde jeres helt egen fotobog fra CEWE FOTOBØGEREn af Jer vinder et gavekort på 500 kroner, som kan bruges på en eller flere CEWE fotobøger, efter eget valg og design! Konkurrencen løber frem til d. 7-3.

Alt man behøver gøre, er at skrive en kommentar her nedenfor, med hvad man selv har dårlig samvittighed over ikke at få gjort. Vinderen findes ved lodtrækning.

 

02/2/17

Om souvenirs

Jeg fik vist aldrig delt dette sentimentale indlæg, der var gæsteindlæg hos fantastiske Christina i sommer. Så her er det, til dem der gider en tur ned af memory lane med mig.

For 15 år siden viste jeg Mols bjerge frem for første gang, for min tykke førstefødte baby.
Min kærestes familie har et sommerhus der, som vi har lånt hver eneste sommer de sidste 19 år, og det var magisk at have mit eget barn med til det sted.

Egentlig var hun mest optaget af at sidde i bar røv og spise sand, men jeg kunne ane konturerne af det hun ville huske som “sin barndoms somre” og det fik mig til at føle mig sært højstemt.

Hendes barndoms somre ville blive skabt af os, og vi ville fylde dem med solvarme badebroer under tæerne; snappende krabber i spande; gåture; regnvejrslæsning; malen på sten og tællen skyer.
Begge os forældre blev helt rørte ved tanken, men barnet var ret ligeglad, og fortsatte ufortrødent med sandspiseriet.

I et forsøg på at skåne hendes lille mave for mere sand, gav vi hende en lille dragt på og lånte en bil ind til Ebeltoft.

Vores økonomi dengang var absolut skrabet. Brugt tøj, tilbudsmad, ingen rejser eller restaurantbesøg, og ingen råd til unødig nips.

Vi spiste vores madpakker på havnen, og ledte efter gratis underholdning, hvilket vi fandt: en glaspuster, der tryllede de smukkeste små vaser frem.
Vi var alle tre tryllebundet, og babyen lo begejstret, mens vi iagttog hvordan en tyk vase med en gylden dråbe indeni tog form.
Jeg så på prisen – næsten 300 kroner – og følte mig så skuffet, så skuffet over ikke at have råd til den. Det vidste jeg jo godt at jeg ikke ville have, men den var stadig meget dyrere end jeg havde håbet.

Vi gik derfra igen; puttede baby i klapvogn til hendes lur og jeg satte mig på græsset for at læse mens hun sov, og hendes rastløse far gik en tur.
Han kom tilbage med et hemmelighedsfuldt smil, og en gave – den lille vase.
Den ligner solskin fanget i en dråbe vand, og jeg bliver stadig glad når jeg ser den.
DSC_0302
Og sådan blev mine børns barndoms somre: solskin, fanget i regndråber.
Der er kommet tre tykke babyer til i tiden siden, og nu er de ranglede, store skolebørn, og visheden om at vores somre ikke bliver ved med at kunne fastholdes sådan her kommer snigende.
Men i mit vindue derhjemme har jeg nu syv små glasvaser, købt på de sommerhusferier hvor vi havde særlige minder at fastholde.
De tre yngre søstres første sommerhusture.
Da vi gik konkurs med firmaet, og blev enige om at alt nok skulle gå, for vi havde hinanden.
En jeg fik af min søster, der ikke vidste hvad kriteriet for anskaffelse af vaser var.
Sidste års frygt for hvad min mand fejlede.
Altsammen fastholdt i de små vaser.
DSC_0299
I år har vi et lorteår bag os: min mand havde kræft, og hele året er gået med operationer, heling, smerte og skræk.
Vi er næsten ude af det nu.
Og jeg ved hvad jeg skal købe i år, som minde over det grimme, der gik over: en lille dråbe mørkeblåt, indkapslet i en dråbe.

06/20/13

Om score-replikker

Da jeg var 15, brugte jeg en sommer på, at være hemmeligt forelsket i en af mine venners venner.

Han havde numselange dreadlocks, spillede trommer i et band, og var så overdrevent cool og mystisk, at jeg ikke turde tale med ham.
Overhovedet.

Hver gang jeg gik hjemmefra for at mødes med mine venner, øvede jeg mig i hvordan jeg skulle tale med ham: skulle jeg spørge ham noget om musik? Nej, så kunne det være at han syntes det musik jeg selv hørte var dårligt…
Hvad så med at tale om politik? Nej, jeg vidste sikkert ikke nok…
Bøger? Hm, nej – måske syntes han jeg var en nørd, hvis jeg indrømmede hvor meget jeg læste….
Film? Nej, han var nok for rock’n’roll agtigt til at kunne lide film…

De få gange han henvendte sig til mig, blev jeg så befippet at jeg var superuhøflig – altså bare for at han ikke skulle finde ud af hvor meget jeg sad i smug og beundrede ham.

Hele sommeren vendte og drejede jeg alle de replikker,som jeg kunne forestille mig at starte en samtale med, inde i mit hoved; fandt dem allesammen helt forkerte, og talte derfor aldrig med ham.

Jeg så ham ikke i 20 år, før min datter en dag slæbte hans datter hjem, til en legeaftale.
Og vi blev venner.

Teenage-crushet er 100% overstået, og jeg kan sagtens snakke hans ører af, uden at behøve fornærme ham imens, eller tænke over emner.

Men forleden, fik jeg alligevel en åbenbaring, da min snart 3 årige ytrede den scorereplik jeg savnede som 15 årig:
Hun er ved at stoppe med at bruge ble, og er pavestolt af nyindkøbte underhylere, så hun løb min ven i møde da han kom forbi, flåede op i nederdelen og råbte:”SE JEG HAR UNDERBUKSER!!!”
Han beundrede dem behørigt, og viste hende toppen af sine egne.

jeps.
Der var den, scorereplikken.
Den havde helt sikkert fungeret godt mellem nogle 15 årige.
Godt jeg ikke vidste det dengang!

01/17/13
20130117-090828.jpg

Om kvælnings-poseringer

Min mor tog rigtigt mange billeder, da jeg var barn.
Film efter film, som hun selv fremkaldte i det lille mørkekammer ved siden af stuen.

Det var ikke usædvanligt, at hun kom der med sit kamera, og bad os posere, smile, løbe eller skære ansigter.

Jeg kan huske da hun tog det her foto, af mig og min legekammerat, Thomas.

“Ryk tættere på ham!” kommanderede hun, og jeg adlød, mens hun knipsede løs.

“Prøv at læg armen om hans skulder!” sagde hun så, og jeg undrede mig lidt, men gjorde som der blev sagt:

20130117-090828.jpg
Forskellen på hænder/arme og hals/skulder, har jeg lært, i tiden der er gået siden.