01/19/17

Gamle indlæg – januar

Indimellem piner jeg mig selv med at dykke ned i bloggens gamle arkiver, og blive mindet om hvor anderledes vores liv var med små børn.

Det er hyggeligt at læse, og jeg glæder mig over hvor store, fine og selvhjulpne de er nu –  men jeg bliver også forbistret sentimental af det, og plager Ninjaman om vi ikke nok kan nå bare en enkelt lillebitte baby mere?
(Svaret fra ham til det er iøvrigt helt kategorisk nej..)

Nå, men januar har de sidste seks år set sådan her ud:

Januar 2011:

Et hurtigt indlæg om søskendejalousi, noget om klunker og om oprindelse af fødevarer.

Januar 2012:

Her var mine mellempiger fem og seks år gamle, og fuld af gode råd og kloge ideer. De mandasgstippede fx beredvilligt om både oprydning og fødsler der ikke vil gå i gang, mens jeg skrev ned. Det er den her tid jeg savner allermest – fuck hvor var det sjovt meget af tiden, og hvor sagde de dog mange gakkede ting!

Januar 2013:

Her dræbte jeg bl.a. nogle kæledyr.

Januar 2014:
Her holdt bloggen en pause.

Januar 2015:
Noget om kun at have et enkelt badeværelse, til seks mennesker og lidt om komplimenter.

Januar 2016:
Skrev jeg om hvor sjove ting fem årige siger.

Nå. Det var memorylane for denne gang. Håber I syntes genlæsningen var lige så underholdende som jeg selv gjorde!

IMG_0744

 

09/11/16
image

Om kartoffel-entusiaster

Min næstyngste datter, der generelt er madglad, har en absolut favoritspise: kartofler.
Brasede, bagte, kogte, stegte, i alle tænkelige varianter: hun er fan!
Som 2-3 årige tegnede hun udelukkende tegninger af kartofler: små runde ting, nogle gange med øjne, og nogle gange en hel familie af dem, men det var stadig kartofler.

Hver dag havde hun nye kartoffeltegninger med hjem fra børnehave.
Da det havde stået på over et år, gav hun en dag en tegning til sin far, der lignede de sædvanlige kartofler – men denne havde ben.

“Næ… Har du tegnet ben på din kartoffel denne gang?” Spurgte han , og fik et fornærmet svar:” nej! Det er da dig far! Kan du ikke engang se det?!?”

Han blev så beæret over at være den første person hun tegnede, efter at have tegnet over 500 kartofler, at han fik tegningen tatoveret bag på sin læg:
image

Nå, men i dag fyldte hun svimlende ti år, den lille kartoffel-elsker.
Hele familien kom til frokost i haven, og fødselaren har brugt de sidste tre måneder på at planlægge menuen: kartoffelbuffet!

Kartoffelmos og hasselbagte kartofler blev i sidste øjeblik droppet på grund af pladsmangel i oven og på kogeblus, så derfor nød vi istedet en menu bestående af brunede kartofler, kartoffeltærte, pommes frites, kartoffelsalat, flødekartofler og noget ikke-så-vigtigt kød.
dsc_0075
Havde jeg haft råd, ville jeg have købt kartoffelkager til dessert, men vi var 16 mennesker, så det endte med fødselsdagsbarnets hjemmebagte chokoladekager og en fantastisk dag i solen på terrassen.
dsc_0073

Når jeg ser på min store-lille ti årige – eller hendes tre søstre – bliver jeg indimellem ramt af en bølge af taknemmelig undren over hvor storslået naturen har kunnet blande mine og deres fars gener, til de her vidt forskellige, awesome små mennesker.
Taknemmelighedsundren er altid stærkest omkring deres fødselsdage – og svagest når de i perioder skændes så det brager.

Det er en vild oplevelse, det der med at se sit barn gå fra hjælpeløs lille nyfødt til ranglet, klog, sjov , skør, selvstændig ti årig, og jeg føler mig beæret over at have fået lov til at blive hendes mor.
image
Det er få øjeblikke siden at hun var denne her lille storknoldede basse, og nu er hun sådan en fin, stor unge, der har formået at vende sin egen uhæmmede kartoffel-eufori til en fest, vi andre kan være en del af.

06/15/16

Om gamle blogindlæg, juni

Jeg har en hel masse blogindlæg liggende klar inde i hovedet, men de sidste uger har været usædvanligt travle, og jeg har ikke haft skrivetid, så her et i stedet et hurtigt lille indlæg. De andre indlæg er på vej!

Endnu engang har jeg været på tidsrejse tilbage i bloggens støvede arkiver. Det er virkeligt sjovt at se hvor store mine unger er blevet siden, og hvor hurtigt tiden går.

I juni 2011 var jeg på barsel, og så frem til at gå på toilettet, uden tilskuere, når jeg startede på arbejde.

I Juni 2012 morede jeg mig over de fine selvportrætter i min næstyngstes børnehaveklasse.
20130123-211920

I juni 2013 havde vi besøg af elastik-spiseren.

20130405-094434

I juni 2014 afslørede mindstebarnet min fødselsdagsgave.

I Juni 2015 læste jeg tegneserier med næstyngstebarnet, og blev forarget over ordlyden i disse.

Det var juni måneds tidsrejse.
Nye indlæg, om kjoler, bøger, serier, sygdom, ferie og hverdag er i støbeskeen!

02/26/15
wpid-wp-1424980156060.jpeg

Om døde dyr i poser

Jeg faldt over dette blogindlæg, hvor bloggeren lod sin datter tage en død mus med i børnehave, og morede mig meget.

Det mindede mig om min barndoms fejlslagne forsøg på at imponere jævnaldrende, med netop det samme: døde dyr i poser.

I anden klasse, skulle vi i biologi dissekere en fisk.
Det var superklamt, og flere af pigerne fik kvalme, men jeg gjorde mit bedste for at spille sej, og lod som om det på ingen måde generede mig.

For yderligere at cementere egen sejhed, tog jeg fiskens hjerte og øjne med hjem i en pose.

Kunne godt mærke at det imponerede nogle af de hårde drenge, at jeg så køligt tog de klammeste dele med mig hjem, og jeg lagde frydefulde planer om hvordan jeg skulle skræmme min lillesøster med dem.

Skulle hun mon finde et lille fiskeøje på sin tandbørste? Eller et fedtet lille hjerte på bordet i barbiedukkens stue?

Mulighederne for sjov med død fisks klamme dele var uendelige – men det var min koncentrationsevne desværre ikke, og så snart jeg satte min nøgle i hoveddøren, glemte jeg alt om den klistrede pose i min taske.
Seriøst: alt.

Et par uger efter tabte jeg et viskelæder ned i min taske i skolen – og fandt en ubeskriveligt klam lille pose, som det tog mig adskillige forvirrede minutter at identificere.
At gå rundt med råddent fiskehjerte i pose, fik mig ikke hevet særligt langt op på listen over dem de populære piger gerne ville være venner med,  og man skulle tro jeg havde lært noget af episoden – men nej…

Året efter besøgte vi min mormor på Malta, og min mormor (der nærede et glødende had til de fleste nuttede og pelsede dyr), vækkede min søster og mig en morgen, og råbte begejstret, at vi to dyreelskende børn måtte skynde os at komme!
I håb om at hun havde fundet noget nuttet, løb vi ud til hende – hvor hun stolt fremviste et dødt firben, klemt helt fladt i en dør,og tørret til en mumie af solen…
image

Vores begejstring var moderat, men i julegave samme år, fik vi alligevel en skifteramme – med det døde firben i…

“Jeg har skrabet hjernemassen af, det synes jeg var pænest” oplyste hun glad, stolt af sit alternative kunstværk.” I kan vise det frem i skolen. De andre børn vil synes det er rigtigt spændende!”

Vi nikkede og takkede pligtskyldigt, og tænkte begge at hun muligvis tog fejl, med hensyn til hvor meget streetcred dødt-dyr-i-ramme ville give, men min koncentrationsevne var (nogen vil sige “er”?) ikke imponerende, så selvfølgelig havde jeg kræet med i skole.

Overraskende nok: det blev jeg heller ikke overvældende populær af….
Min søster forsøgte sig derefter med det samme – med nogenlunde samme resultat.

Så der skulle to episoder med døde dyr i poser til, før jeg lærte af mine fejl – men nu har jeg lært det!

04/28/14
20140428-141504.jpg

Om overskydende energi

Da jeg var 12-14 år, var noget af det værste jeg vidste at følges offentligt med min lillesøster.

Ikke fordi hun var grim eller dum – det var hun på ingen måde – men hun tænkte kun på en eneste ting: heste.

Så hvis vi fx var i Rødovre centeret sammen, foregik det således: hun vrinskede, galoperede, og sprang over usynlige forhindringer på sin usynlige hest – mens jeg sneg mig rundt og forsøgte at ligne en der slet ikke kendte hende.

Min 9 årige har altid syntes det var for kedeligt bare at gå normalt.
Der skal lige springes op på alle trappesten, kantstene, gelændere og hegn – og siden hun lærte at slå vejrmøller, kan man altid se på hende hvornår hun er ekstra glad, for så går hun sådan her:

20140428-141504.jpg

20140428-141521.jpg

20140428-141538.jpg
De her billeder er fra bonbonland i lørdags, hvor hun var så tindrende lykkelig, at hun vejrmøllede rundt hele tiden.
(En fantastisk tur iøvrigt, som der kommer lidt mere om senere – sammen med en konkurrence!)

Jeg glæder mig over at min søster har hærdet mig så grundigt, med al sin vrinsken og galoperen, at jeg slet ikke kan blive flov over vejrmølleprinsessen, men bare synes det er hyggeligt at man kan se hvornår hun er glad.
(Men jeg sætter dog stor pris på at hun ikke vrinsker!)