08/31/14

Om travlhed, bobles, og hyggesøndage

I dag havde bobles inviteret os alle seks med til noget produktlancering på en husbåd på Amager strand.
Pigerne er store fans af bobles, og var meget entusiastiske testere af både det nye tæppe, der indbyder til jorden-er-giftig, air-hockey og skøjteleg, og den helt utroligt fine nye gynge, der nu står allerøverst på ønskesedlen hos mine to yngste!

Der var også lækker mad, og den fineste udsigt over havnen, hvor ihærdige kajakroere padlede rundt i regnen.
Helt vildt hyggeligt, søde mennesker, og flotte ting.

20140831-182904.jpg

20140831-182934.jpg

20140831-183014.jpg
Da vi skulle hjem igen, havde regnen lukket det meste af Amager, så turen hjem – der normalt tager 20 minutter – tog halvanden time, men føltes meget, meget længere, med bilen proppet med børn, der hele tiden stak hinanden lammere/hylede over at have fået en lammer/brokkede sig over at en søster fyldte for meget/fyldte for meget/spurgte hvornår vi var der…

Da vi endelig nåede hjem, og tumlede sure og våde gennem regnen, trængte vi til noget der kunne hæve stemning igen – og her er opskriften på hvordan man redder en kedelig regnvejrssøndag, efter en lang biltur i surhed: pandekager, dyner, fodmassage og en film man allesammen gider se.
Vi fandt en ny version af “troldmanden fra oz”, på netflix, og den var absolut værd at se – bare et lille tip!
Der skal læses tekster højt, da den er på engelsk, men det er der også noget hyggeligt ved.

20140831-184117.jpg
Det var helt vildt rart at lave noget der var så stille sammen – synes det der liv kører hurtigt for tiden, og det føles lidt som at svæve ved siden af sit eget hoved.
Jeg falder skiftevis udmattet i søvn i sofaen kl 20, eller ligger og glor op i loftet til kl 03, med tankemylder.

Af en eller anden grund, er nyt skoleår startet op, med to forældremøder, tre klassefester og en arbejdslørdag, og vores kalender var i forvejen godt proppet med arbejdsmøder, fødseldage og pasning af andre dyr og børn.

Forhåbentligt er det bare de her første uger der er hårde at komme igennem efter en lang ferie – forhåbentligt bliver det nemmere lige om lidt?

Nå. En søndag med ro som i dag, kan faktisk få det hele til at føles lidt nemmere. Må skaffe nogle flere søndage!