08/18/15
foto-709160

Om at være zombie-forberedt

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft tilbagevendende mareridt om jorden der går under, i en sværm af zombier.
De kommer stadig jævnligt, men særligt i perioder hvor jeg er stresset eller ked af det.

Som udgangspunkt bliver jeg hverken mindre stresset eller mindre ked af det, ved at bruge mine nætter på at forskanse mig/løbe med mine børn/lægge overlevelsesplaner eller nakke udøde – men det er åbenbart det min hjerne tror jeg har mest brug for.
På den måde er jeg et ret ulogisk menneske…

Når man er så fyldt af zombie-neuroser, som jeg, ville det være logisk hvis ens familie bakkede op om det, og undlod nogensinde at nævne det forbudte z-ord – men sådan fungerer det åbenbart ikke her: min familie tænker at den bedste hjælp, er hvis de jævnligt fortæller mig hvor godt rustede vi er, hvis zombierne skulle komme.

Således brugte min Ninjaman – der ikke er en flittig læser – hele sin sommerferie på at læse sig igennem hele fem tykke bøger, med slimede zombier på forsiden.

Glad kunne han bagefter oplyse mig om, at hans ringe evner som håndværker vil komme os til gode i zombieapokalypsen: han har et stort lager af gaffatape på lager (da det er det han benytter til de fleste håndværkeragtige opgaver), og har udtænkt en snedig måde at lave zombie-bidsikre dragter til os allesammen ø, ud af det.
Jeg tvivler ikke på at gaffatape er effektivt – vores kælderlampe hænger fx stadig flot:
foto-709160p
Men det bekymrer mig lidt, at jeg har smittet ham så meget med min fobi, at han bruger hjernekapacitet på at udtænke gaffarustninger…

Mine børn er heller ikke gået fri, og nævner det jævnligt, hvis de opdager nye steder man logisk kan flygte hen, når zombierne kommer.

Mindstebarnet fik en flot enhjørningerygsæk (mærket er “skip hop”)i gave, og den har ikke forladt hendes svedige lille ryg lige siden.
IMG_20150818_101133
“Jeg skal liiiige pakke min taske!” er standardreplikken, og uanset om vi bare skal i netto og hente mælk, er hun velekviperet, med nypakket rygsæk.

“Mor, hun et faktisk rigtigt god at have med på vores a-team, hvis der kommer zombier!” konstaterede min 8 årige kagemester, da vi stod med enhjørninge-bæreren i Rødovre centeret, og iagttog hvordan hun satte små, vigtige krydser i den notesbog hun hev op af rygsækken.
“I det mindste har hun altid vand med til alle”.

Det sidste er korrekt: hun har altid mindst to fyldte flasker vand på sig, og da vi lidt efter holdt vandpause på en bænk, benyttede vi lejligheden til at få forevist resten af taskens indhold.

Vi måtte konstatere at hendes taskepakning umiddelbart ikke lignede at den var foretaget med zombieangreb for øje: en mindre samling af småsten; en notesbog; en tom sparegris; to sæbeboblepustere; noget flot slikpapir; en enkel klipklap-sko; og nogle små ponyer, var taskens indhold.

Den 8 årige og jeg blev enige om, at vandflasken nok var det eneste zombie-nyttige i den taskepakning – men:
“Nej!” afbrød taskeejeren os “den der klipklapper, ikke? Den kan jeg faktisk slå zombierne med, lige i hovedet!!”

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal være bekymret over neurose-afsmitning, eller imponeret over mit velforberedte a-team?

05/5/13
20130502-205149.jpg

Om danse-zombier

“Mor, jeg er ikke bange for zombier!” erklærede den snart 3 årige, fra barnesædet på min cykel, og jeg blev lettet over ikke ubevidst at have smittet hende, med min lidt pinlige fobi.
Så fortsatte hun:”jeg er ikke bange for zombier – fordi at de ikke kan danse!”

Se, det er et sært kriterie for om man skal være bange for ting – umiddelbart vil jeg mene at fx tigre, hajer og heste er pænt frygtindgydende, trods manglende evner til at danse salsa – men hun var meget overbevisende, og gentog det stolt flere gange.

Jeg har tænkt over hendes bizarre ræsonnement i flere dage, og kan måske godt følge det lidt alligevel: jeg har aldrig rigtigt selv kunnet lide at danse.

Da jeg var ung sagde jeg bare nej, men enten endte jeg med at være hende-den-kedelige-der-holder-øje-med-tasker-mens-alle-andre-danser, eller også som hende-vi-allesammen-skal-bruge-hele-aftenen-på-at-lokke-med-ud-at-danse.
Begge dele var lige frygtelige, og efterhånden har jeg lært at lade som om jeg synes det er ok.

Jeg danser for ikke at være udenfor, og for at ingen opdager, at jeg er en dansehadende freak – men jeg skal være meget fuld eller musikken skal være usædvanligt god, før jeg synes det er bare lidt ok.

Sådan en god fest, hvor folk er sjove og øllerne kolde, er min store frygt faktisk sådan en kæk dansetype, der ikke vil lade en sidde i fred, men danser manisk rundt og afbryder samtaler, ved at byde mig eller dem jeg taler med op.

Prøver altid at gøre min ryg lidt bredere, og se fordybet ud, i håb om at han lader os slippe – men danse-zombier er ikke så forbandet fintfølende, og vil bare ud og vise deres seje moves på dansegulvet, og kan slet ikke forestille sig, at man ikke kan lide det.

Så mit kloge barn har delvist ret: dansende zombier ville faktisk være en tand mere skræmmende end ikke-dansende.

20130502-205149.jpg
(Men hvordan VED hun, at de ikke danser? Kender hun nogen?)