01/25/17

Om gamle tricks

I forgårs havde jeg været inde i byen med to af mine store piger, og på togperronen hjem ventede jeg på elevatoren med min cykel, mens de løb i forvejen ned ad trapperne.

Børnenes smil var smørrede, og jeg tænkte for mig selv, at de med stor sandsynlighed planlagde deres vanlige vente-på-elevator-trick.

Suk – det gamle trick, var de ikke ved at være lidt for store til det?

Vente-på-elevator-tricket har været en fast begivenhed de sidste 12 års tid herhjemme: i årevis var jeg den der tog elevatoren ned fra perronen med barnevogn indeholdende nyeste eksemplar af lillesøster, mens først det ældste barn, og sidenhen også lillesøster 1 og 2 løb i forvejen ned ad trapperne og ventede på mig.

Når elevatordørene så åbnede sig, stod de i en flok og mimede at de havde ventet SÅ længe på mig, at de nu sov. 1-2-3 ræve-sovende småpiger, der fnes over hvor lææææænge jeg havde været om turen ned.

Det er længe siden barnevognen blev stillet væk, og derfor også længe siden at vente-på-elevator-tricket var blevet støvet af, og mens jeg ventede mærkede jeg et sug af nostalgi over det. Pludselig kunne jeg tydeligt forestille mig en 80 årig variant af mig selv, der tog elevatoren ned med mit gangstativ, til fire koner i 50’erne, der stod og lod som om de sov – og et eller andet ved den tanke var ret rørende.

Jeg trak cyklen ind i elevatoren, nu kun med den tanke at jeg håbede de lavede det gamle trick, for nostalgiens skyld, og jeg bemærkede ikke rigtigt at der stod to mennesker inde i elevatoren med ryggen til, før den kørte.

Jeg nåede lige at tænke at det var creepy de ikke var stået af – da lyden af en sagte, falsk snorken nåede mig.

Vente-på-elevator-tricket ikke bare levede i bedste velgående – det havde endda fået et uventet twist, og jeg grinede så meget af deres tåbelige trick, at jeg tabte cyklen og da døren åbnede sig, stod vi tre mennesker og fumlede med at få rejst og bugseret min tunge cykel ud, til de ventende gamle damers overraskelse.

At gamle, kedelige tricks man har set 100 gange før, kan støves af og udvides, giver mig håb for hvor spændende det mon bliver at blive hende den 80 årige med gangstativet – og jeg ved at jeg altid vil kunne se de bittesmå spændte pigebørns ansigter, i alle fremtidige versioner af dem.

2014-02-11 12.04.39

06/18/15

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…

Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!

—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.

Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!

Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.

Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:

Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.

Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.

Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.

Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.

Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.

Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!

En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.

Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.
image

Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.

image

Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.

Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.

Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.

Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.

Angsten, der i nogle måneder havde ædt alle mine tanker, forduftede gradvist, og jeg kunne nyde min dejlige mand og vores skønne unger, uden den skygge henover det hele.

 

(fortsættes)

06/10/15

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

image

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag,  hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet,  hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

image

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald,  alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet,  og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning,  blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere. I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)

05/21/15

Om det der kærlighed del 26, en føljeton

Føljetonen om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester, fik unger og al den slags, sluttede sidst, med en fødsel.

Den tykke nyfødte var helt perfekt: sov meget, åd meget, sked meget.

Ældste storesøster, der havde overværet fødslen, var nærmest forelsket i sin nye lillesøster og kunne bruge timevis på bare at sidde og se på hende, mens hun sov.

Yngste storesøster, der kun var halvandet år, var en anelse mere forbeholden i sin begejstring…

Hun var meget nysgerrig, og ville gerne “hjælpe” med at skifte ble, og kunne sidde længe og beundre lillesøsters bittesmå fingre – men eksperimenterede også med fremstilling af kradsemærker på små kinder, og blev enormt jaloux og mængede sig, når ældstesøster holdt den lille.
image

Det her billede er ret sigende: mellemsøster der, med forurettet mine, forsøger at vriste baby fra helt opslugt ældstesøster.
Eller dette her:
image
Endnu engang: en forelsket, opslugt storesøster, med en opmærksomhedshungrende mellemsøster, der forgæves forsøger at lave show med plastikhårtørrer i baggrund.

Jeg havde konstant den lille i bæreslyngen – selv når jeg gik på toilettet – for jeg turde ikke gå fra hende, efter at have set den mindste storesøster forsøge at kravle op i diverse vugger til hende, eller slæbe hende væk fra tæppet på gulvet, og med ind på børneværelset.
image

Først en måned efter fødslen, fik vi vuggestueplads til den halvandet årige, som var helt euforisk over at komme et sted hen, hvor man kunne klatre og hoppe og lege med andre børn.

Det var en stor lettelse, at hun nu var så glad og fik nye input – den måned med to blebørn hjemme, et børnehavebarn der skulle hentes, og en mand der arbejdede meget, havde været benhård.

Vores selvstændige virksomhed kørte ikke helt så godt som planlagt: banken var efter os, og ville have pant i huset, hvilket var utroligt skræmmende, og gjorde at Ninjaman arbejdede rigtigt meget, for at forsøge at vende skuden.
Jeg tog skyklapper på, og forsøgte bare at gøre det så godt som muligt, for vores tre små piger, men det var svært i starten, da en nyfødt, en halvandet årig og en fire årig har ret forskellige behov.

Ninjaman og jeg, havde flere aftener, hvor vi sad og græd sammen, over hvor svært det var at slå til – både i forhold til det med vaklende økonomi, og det med pludselig at være flere børn end voksne, men gradvist lærte vi at navigere i det.

Pigerne vænnede sig til det nye familiemedlem, og det føltes hurtigt som om hun altid havde været der.
Og når de sad sådan her, smeltede vi forældre:
image

10/14/11

Om navne

Da jeg var barn, irriterede det mig altid når mine forældre og bedsteforældre byttede om på mit og min søsters navne.
Altså – hvor svært kunne det lige være??

Vores navne minder ikke om hinanden, der er 4 år mellem os, og vi lignede ikke hinanden fysisk, det burde vel være muligt at huske hvilket navn hørte til hvem?
Den tanke holdt også da jeg fik min første datter, og gav hende det fineste navn vi kunne finde på.
Jeg kunne aldrig finde på at glemme at det var hende der havde det navn – uanset hvor mange børn jeg fik, tænkte jeg.
Og så blev jeg klogere…
Vi siger tit sætninger som:”krea-super-fantastisk-Hulk, saml lige den der op!”

Eller:”Krea-Girl, jeg mener Hulk!, lad være med at slå babyen – jeg mener din storesøster, nej vent – jeg mente jo superbaby!” og så griner de af os – eller bliver fornærmede, alt efter humør.
Når vi færdes i trafikken på gå-ben, er det et problem at blive forvirret med deres navne, for det nytter ikke at bede Krea-Girl om at holde fast i klapvognen, hvis man egentlig mente hendes to fjollede søstre.
Så efterhånden er det blevet til, at jeg bare kalder dem noget mærkeligt allesammen, og så lystrer de, mens de glade skynder sig at vælge hvilket navn de vil have.
Det må lyde mærkeligt i andre menneskers ører, hvis de ser mig stå ved lyskryds med superpigerne, og pludselig udslynge kommando som:”Gnalle, Balde og Nusse: hold lige ved nu!” eller:”Dingo, Fedtøre og Gniskefjæs, der bliver grønt nu!”
Og så pigerne der skynder sig at sige:”Helle for at være Fedtøre!”, og så griner de hele vejen hjem, over midlertidigt at være omdøbt til noget fjantet.
Det skal lige siges, at jeg faktisk godt kan huske deres navne – det meste af tiden.
Det er i de hurtige kommando-situationer det går galt – og her er “mærkelig-navns-finten” et godt trick.

For et par år siden, ringede min far på min fødselsdag, og sang:”i dag er det Josephines fødselsdag”.
Jeg blev rigtigt rørt over at han huskede mig, og også over at han sang – tør slet ikke tænke på hvor rørt jeg var blevet, hvis jeg rent faktisk hed Josephine…

Forleden skrev han:”Hej Delle-fjæs!” på min facebook-væg, så han har nok lært noget af mig alligevel. Fedt…