05/22/19

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

De tre mindste piger er på lejrture med skolen denne uge, og ældsteungen er på efterskole, så for første gang i 17 1/2 år er vi helt uden børn i mere end et døgn. Vildt!

Altså – jeg kan generelt virkeligt godt lide mine børns selskab og føler mig allergladest i situationer hvor alle fire er hjemme; ingen er sure på hinanden og jeg kan sidde og lytte til deres sniksnak, men sådan er det alligevel ikke hele tiden, og jeg har savnet tid med deres lækre far længe.

Ingen der skændes; skal skyndes på om morgenen; mindes om madpakker/pligter/aftaler; puttes eller bespises på faste tidspunkter; og ingen opvasker der skal tømmes 9000 gange om dagen, fordi de -ellers meget miljøbevidste – små skiderikker, tager et nyt glas for hver tår vand de drikker – al den frihed er jo fuldstændigt berusende!

”Hvad skal i dog lave med fire hele dage alene?” Spurgte en veninde mig misundeligt i torsdags, og jeg kunne ikke komme i tanke om en liste på mere end to ting:

1. Spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30

2. Knalde, uden at låse soveværelsesdøren.

Egentlig ikke verdenshistoriens mest kontroversielle liste over vilde ting man kan foretage sig, men vi er jo heller ikke i træning med at planlægge kærestetid.

Punkt 1 på listen – den om at spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30 – var egentlig tænkt som noget med at vente til klokken 20, nu der ikke sad sultne børn og ventede. Teknisk set kunne punktet også opfyldes ved at spise aftensmad klokken 16, som vi kom til at gøre efter en virkeligt lang gåtur i går, hvor vi kom forbi en koreansk restaurant der duftede godt. Udover de to punkter på listen, har vi skejet ud og gjort en masse ting vi ikke plejer med børnene i huset: drukket cola til morgenmad, set voldelige film tidligt på eftermiddagen og spist takeaway i sofaen. Thug life!

Tiden har været fyldt så godt ud med arbejde og vilde planer, at jeg ikke har savnet ungerne før i dag, hvor jeg kom hjem tre timer før Ninjaman, og kun havde hunden som selskab. Hunden ved at pigerne plejer at komme hjem nogenlunde samtidig med mig, og trippede i pendulfart klynkende og fisene frem og tilbage fra hundekurv til havedør, hvor han forgæves spejdede efter dem.

Jeg er for tiden i fuld gang med en masse spændende skriverier, og havde tænkt mig at bruge alenetid effektivt, men frustreret hund endte med at sætte sig og stirre hårdt på mig, og tage al koncentration.

Folk der ikke kender mig særligt godt, plejer at sige at jeg er meget udadvendt. I virkeligheden er jeg det modsatte: jeg trives bedst med folk jeg kender eller eget selskab, men skjuler det ofte ved at fylde stilhed ud med speedsnak, af varierende kvalitet. Også i busser og den slags.

Når den sædvanlige lyd af storsnakkende børn byttes ud med tavst stirrede hund, aktiveres mit smalltalk-forsvar åbenbart også, så da Ninjaman endelig kom hjem tog han mig i at forsøge at stable en samtale på benene med hund, med den klassiske samtalestarter for hunde:”Katte… så nederen, ikke?” Hårdt presset af grinende mand, kunne jeg godt huske at jeg nok havde smalltalket på hunden noget tid, uden rigtigt at have opdaget hvor bøvet det er at sidde og fyre spørgsmål efter dyr.

Nå, men de kommer hjem fredag, så vi skal lige have lavet nogle flere vilde alene-hjemme-uden-opsyn-ting. Sikkert noget med at spise aftensmad klokken 15 eller gå en tur på et helt crazy tidspunkt. Det bliver vildt.

Og det eneste svar jeg fik på smalltalk med hund, var iøvrigt at han stadig synes den nye kurv er ALT for lille:

Slet intet plads til en hel hund, i den mikroskopiske kurv. Stakkel…

(…og hvis nogle af jer skulle ligge inde med forslag til dateagtig ting man kan lave i dag, efter 19 hvor jeg har fri, så sig endelig til! )

03/19/19

Om det der kærlighed, del 33

Sidst jeg skrev på føljetonen, var vi nået til efteråret 2009.

Sommeren 2009 – før vi vidste at jeg ville blive gravid og vi ville være nødt til at lukke firma ned med tab – havde vi besluttet os for at indføre en ny tradition i vores familie: en alenebarnsferie når børnene blev ca 7 år . (Har skrevet mere om det bl.a her.)

En efterårsferie i London for den 7 årige Ældstepige sammen med mig var allerede betalt, og selv om jeg var monster-træt meget af tiden, og var kommet til at bestille nogle tåbelige flybilletter (hvor vi fløj om natten begge gange – man skal lige tænke sig lidt om, inden man sætter hak ud for de allerbilligste flybilletter, åbenbart!), så skulle vi altså afsted.

Vi fortalte børnene om den kommende baby lige inden, så den store kunne forstå det, hvis jeg var lidt ekstra flad på turen.

De to store lod til at synes det var en hyggelig ting med kommende lillesøster/bror, men den yngste, på 3 år, gav sig surt til at gemme sine yndlingsting væk, så “babyen ikke smadrede dem”. Efter at have set scanningsbilledet af “Reje” hjalp det dog på hendes humør, og hun begyndte at finde ting hun glædede sig til at lære den.

At have involveret børnene i graviditeten før uge 12 fortrød jeg bittert, da jeg få dage efter, sad på toilettet i Heathrow lufthavn, og opdagede en del blod i mine trusser. Jeg havde lyst til at græde; lyst til at få fat på flybilletter direkte hjem igen; jeg var ked af det og bange for om en spontan abort kunne være farlig. Men klokken var sent om natten, og jeg havde en træt syv årig med mig, som jeg skulle have gelejdet med hen på hotel.

Først da hun sov, sneg jeg mig ud og tudede i telefonen til Ninjaman, der lovede at ringe til min gynækolog og høre hvad jeg skulle gøre. Han ringede tilbage med besked næste dag, om at sådan gik det nogle gange, og jeg skulle ikke bekymre mig unødigt, men komme til tjek når vi kom hjem.

Næste dag var jeg på naturhistorisk museum med min tindrende glade pige, og hendes glæde, puffede mine bekymringer lidt til side. Jeg kunne mærke en klump i halsen i en udstilling om fosterets udvikling, men det meste af tiden kunne jeg skubbe tanken om det væk.

Det var dejligt at have tid alene med min store pige, der havde delt mig med lillesøster-duoen så længe, og at se London gennem hendes øjne. Hun lagde mærke til alt det der var anderledes og “udenlands-agtigt”, og tog ivrigt fotos af alt fra postkasser og telefonbokse, til chokoladebutikker og metrostationer. Hun var også overraskende god til at gå langt, og på andendagen fik vi gået mindst ti kilometer, nærmest uden pauser. Da vi stoppede for at spise, gik jeg på toilettet for at skifte bind, og opdagede at blødningen var ved at stoppe. Jeg kunne mærke et lille håb for at “Reje” stadig fandtes, og de næste dage føltes lysere.

Belæsset med gaver til lillesøstre, og pandabamser og Big ben nøgleringe til globetrotteren selv, vendte vi hjem efter fem virkeligt fine dage sammen.

Her var mit fokus bare at blive undersøgt hurtigst muligt af gynækologen, og jeg sov nærmest ikke dagen før.

En lillebitte sparkende fod viste sig på skærmen – og vi græd af lettelse over at den endda sad fast på en hel og fin lille babyskikkelse.

En dreng, var hende der scannede ret så sikker på. Man kunne tage fejl når foster kun var 13-14 uger gammel, sagde hun selv, men der var altså noget der virkeligt lignede en tissemand. Forklaring på blødning kunne hun ikke give præcist – men alt så fint ud.

Vi fattede ikke vores held. Tanken om at sørge over at have spontanaborteret et barn, når andre jeg kendte havde svært ved at blive gravide med første barn, og jeg allerede havde tre fine børn, virkede alt for ensom.

“Projekt uplanlagt bonusbaby” var noget vi nu inderligt glædede os over, følte os heldige over, og det hærdede os nok til at kunne fortælle omgangskredsen omkring det – og leve med, at de spontane tillykker ikke sad løst på folk.

Der er vigtigere ting ved at få børn end perfekt timing, og det her var faktisk lige som det skulle være.

(fortsættes)

02/28/18

Om ophobet omsorg

Efter min mand havde været syg, plagede jeg i en kortere periode om at få et barn mere. Der var noget ved det at have stået på kanten; forestillet mig at jeg kunne miste ham; der gav mig en stor trang til at have så meget som muligt af ham. Tage sikkerhedskopier.

(og ja: jeg kan godt selv høre det lyder fjollet…)

Han havde absolut ikke samme trang, og affejede hurtigt efternøler-forslag med alle de fornuftige argumenter: vores alder, økonomi, plads, antallet af allerede producerede børn, og glæden ved den frihed vi har fået.

Omsorgskvoten var opbrugt, mente han. Det hævder han stadig hårdnakket, men på det seneste har jeg tvivlet på om det er 100% sandt. Han pylrer fx om Winston, den bælgøjede hund, i en grad hvor børnene har klaget over, at han siger både goddag og farvel til hunden først, og med dobbelt så meget inderlighed som til dem. Han kan være for træt til at spille kalaha med håbefuldt barn, for kort efter at piske rundt og smide med gummidyr efter hunden.

Her til morges gik han lige det skridt videre, der fik mig til at overveje om det ikke havde været mere på sin plads med påtvungen efternøler: Winston kom glad ind og vækkede mig efter deres morgengåtur i 10 graders frost, og jeg bemærkede undrende at hans pels slet ikke føltes kold.

“Tjo…” indrømmede manden-der-ellers-officielt-havde-opbrugt-omsorgskvoten “ Det er nok fordi jeg varmede hans lille jakke på radiatoren i god tid inden turen, så den bedre kunne holde ham varm…”

Som også beskrevet tidligere, smelter jeg en lille smule over den slags, og var det ikke fordi jeg er blevet yderligere knapt 3 år ældre siden jeg sidst plagede, ville efternølertanken muligvis være kommet på banen igen efter det.

Godt både min fætter og søster får nuttede babyer i år, som vi kan få lidt omsorgsafløb på – så det ikke behøver ende med verdens mest forkælede hund.

01/25/17

Om gamle tricks

I forgårs havde jeg været inde i byen med to af mine store piger, og på togperronen hjem ventede jeg på elevatoren med min cykel, mens de løb i forvejen ned ad trapperne.

Børnenes smil var smørrede, og jeg tænkte for mig selv, at de med stor sandsynlighed planlagde deres vanlige vente-på-elevator-trick.

Suk – det gamle trick, var de ikke ved at være lidt for store til det?

Vente-på-elevator-tricket har været en fast begivenhed de sidste 12 års tid herhjemme: i årevis var jeg den der tog elevatoren ned fra perronen med barnevogn indeholdende nyeste eksemplar af lillesøster, mens først det ældste barn, og sidenhen også lillesøster 1 og 2 løb i forvejen ned ad trapperne og ventede på mig.

Når elevatordørene så åbnede sig, stod de i en flok og mimede at de havde ventet SÅ længe på mig, at de nu sov. 1-2-3 ræve-sovende småpiger, der fnes over hvor lææææænge jeg havde været om turen ned.

Det er længe siden barnevognen blev stillet væk, og derfor også længe siden at vente-på-elevator-tricket var blevet støvet af, og mens jeg ventede mærkede jeg et sug af nostalgi over det. Pludselig kunne jeg tydeligt forestille mig en 80 årig variant af mig selv, der tog elevatoren ned med mit gangstativ, til fire koner i 50’erne, der stod og lod som om de sov – og et eller andet ved den tanke var ret rørende.

Jeg trak cyklen ind i elevatoren, nu kun med den tanke at jeg håbede de lavede det gamle trick, for nostalgiens skyld, og jeg bemærkede ikke rigtigt at der stod to mennesker inde i elevatoren med ryggen til, før den kørte.

Jeg nåede lige at tænke at det var creepy de ikke var stået af – da lyden af en sagte, falsk snorken nåede mig.

Vente-på-elevator-tricket ikke bare levede i bedste velgående – det havde endda fået et uventet twist, og jeg grinede så meget af deres tåbelige trick, at jeg tabte cyklen og da døren åbnede sig, stod vi tre mennesker og fumlede med at få rejst og bugseret min tunge cykel ud, til de ventende gamle damers overraskelse.

At gamle, kedelige tricks man har set 100 gange før, kan støves af og udvides, giver mig håb for hvor spændende det mon bliver at blive hende den 80 årige med gangstativet – og jeg ved at jeg altid vil kunne se de bittesmå spændte pigebørns ansigter, i alle fremtidige versioner af dem.

01/21/16

Om alenetid, klemmerter og frossen lort

Tusind tak for jeres megen feedback på mit hjælp-mig-med-inspiration-til-indlæg-indlæg.
Jeg blev rigtigt glad – og inspireret – og har skrevet alle jeres forslag og ønsker ned – kom endelig gerne med flere!

Flere af jer efterspurgte indlæg om noget med børneopdragelse; hvordan det er at have så mange børn; og om forældreskab generelt, hvilket overraskede mig lidt, da jeg faktisk ikke troede den slags var spændende at læse om – så tak for det, det er ihvertfald emner der ligger lige for hånden!

Det der er påfaldende mest eftertragtet i en familie med mange børn, er alenetid, med en enkelt forælder.

Mine børn ER flokdyr, der generelt trives godt når vi er mange samlet; de sover i samme rum, og ofte også to og to i samme køje; de klumper sig hellere sammen i stuen, end bruger egne værelser; og de vil helst ikke overnatte hos familie, uden at have mindst en søster med – men alenetid er en myteomspundet, attråværdig sjældenhed, som de vil gøre ret meget for at få.

Vi har en tradition med at de hver får en alenefridag når de har fødselsdag. Det startede da ældstebarnet fyldte seks år, og det eneste hun ønskede sig overhovedet, var en dag helt uden de to små, der dengang var 1 og 2.

Det fik hun, og siden er det blevet en tradition: en af os tager fri på deres fødselsdag, og fødselaren vælger hvad vi skal, fra de andre er afleveret, og frem til de skal hentes igen kl 15.

Ældstebarnet plejer at vælge noget med bif og sushi, næstældsten noget med svømmehal og pommes frites, nummer tre konditoritur og museum, og den yngste vil altid i zoologisk have.

Efter at Ninjaman blev syg, har vi haft nogle issues omkring nattesøvn, og har derfor belønnet børn med krydser, når de ikke holdt andre vågne om natten.

Krydserne har kunnet veksles til alenetid, hvilket har været både hyggeligt og tiltrængt

Her forleden havde jeg så alenetid, med hende her:

Hun ville ind til byen og gå en tur, og vi havde en forrygende dag, hvor mine øregange indtog flere ord, end de normalt gør på en hel uge!

Er der nogen der kan huske dette indlæg, fra da hendes yngste storesøster havde den alder, hun har nu?

Det var præcis sådan det var, og jeg bestemte mig for, at intensivere mine (nyttesløse) plagerier til hendes far om en efternøler, for det der med at være forælder til en fem årig er altså noget af det sjoveste man nogensinde kommer til at opleve, vil jeg påstå!

Vi startede med en samtale, som gik sådan her:

Barn:”Se, en bil! Hvordan laver man biler?”

Mig:(starten på lang forklaring om Daimler og encylindrede benzinmotorer)

Barn(uinteresseret):” nå. Se – en skraldespand! Hvordan laver man skraldespande?”

Her fattede jeg hintet: hun gad egentlig ikke høre svar, men ville bare have kontakt, så resten af dagen holdt jeg igen med lange forklaringer, og lod hende styre emnevalget, der – børnehavealderagtigt nok – hurtigt kom til at kredse omkring det allersjoveste: det latrinære.

“Mor” sagde barnet, da jeg advarede hende om en hundelort på fortovet ” jeg synes egentlig ikke ordet “lort” er et godt ord. Det burde hedde…hm.. En klemmert! Fordi hunde klemmer dem ud, ikke? PAS PÅ MOR – der ligger en våd hundeklemmert der!”

Emneskiftet forløb lige så elegant:” Mor, nu vi taler om lort,ikke? Så har jeg tænkt på Frost-filmen: hvis alt det Elsa laver bliver til is, hvad så med hendes lort? Laver hun isklumper,eller hvad? Og hvad hvis hun har tyndskid – hahaha – er det så ligesom et snevejr?”

Siden har jeg ikke helt kunne slippe det mentale billede, af en Elsa – blåfrossen af anstrengelse – der producerer en gigantisk snebolds-klemmert…

Av, Elsa…
Det der er svært at tage sig sammen til, ikke?

06/18/15

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…

Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!

—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.

Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!

Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.

Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:

Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.

Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.

Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.

Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.

Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.

Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!

En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.

Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.

Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.

Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.

Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.

Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.

Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.

Angsten, der i nogle måneder havde ædt alle mine tanker, forduftede gradvist, og jeg kunne nyde min dejlige mand og vores skønne unger, uden den skygge henover det hele.

(fortsættes)

06/10/15

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag, hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet, hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald, alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet, og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning, blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere. I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)

05/21/15

Om det der kærlighed del 26, en føljeton

Føljetonen om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester, fik unger og al den slags, sluttede sidst, med en fødsel.

Den tykke nyfødte var helt perfekt: sov meget, åd meget, sked meget.

Ældste storesøster, der havde overværet fødslen, var nærmest forelsket i sin nye lillesøster og kunne bruge timevis på bare at sidde og se på hende, mens hun sov.

Yngste storesøster, der kun var halvandet år, var en anelse mere forbeholden i sin begejstring…

Hun var meget nysgerrig, og ville gerne “hjælpe” med at skifte ble, og kunne sidde længe og beundre lillesøsters bittesmå fingre – men eksperimenterede også med fremstilling af kradsemærker på små kinder, og blev enormt jaloux og mængede sig, når ældstesøster holdt den lille.

Det her billede er ret sigende: mellemsøster der, med forurettet mine, forsøger at vriste baby fra helt opslugt ældstesøster.
Eller dette her:

Endnu engang: en forelsket, opslugt storesøster, med en opmærksomhedshungrende mellemsøster, der forgæves forsøger at lave show med plastikhårtørrer i baggrund.

Jeg havde konstant den lille i bæreslyngen – selv når jeg gik på toilettet – for jeg turde ikke gå fra hende, efter at have set den mindste storesøster forsøge at kravle op i diverse vugger til hende, eller slæbe hende væk fra tæppet på gulvet, og med ind på børneværelset.

Først en måned efter fødslen, fik vi vuggestueplads til den halvandet årige, som var helt euforisk over at komme et sted hen, hvor man kunne klatre og hoppe og lege med andre børn.

Det var en stor lettelse, at hun nu var så glad og fik nye input – den måned med to blebørn hjemme, et børnehavebarn der skulle hentes, og en mand der arbejdede meget, havde været benhård.

Vores selvstændige virksomhed kørte ikke helt så godt som planlagt: banken var efter os, og ville have pant i huset, hvilket var utroligt skræmmende, og gjorde at Ninjaman arbejdede rigtigt meget, for at forsøge at vende skuden.
Jeg tog skyklapper på, og forsøgte bare at gøre det så godt som muligt, for vores tre små piger, men det var svært i starten, da en nyfødt, en halvandet årig og en fire årig har ret forskellige behov.

Ninjaman og jeg, havde flere aftener, hvor vi sad og græd sammen, over hvor svært det var at slå til – både i forhold til det med vaklende økonomi, og det med pludselig at være flere børn end voksne, men gradvist lærte vi at navigere i det.

Pigerne vænnede sig til det nye familiemedlem, og det føltes hurtigt som om hun altid havde været der.
Og når de sad sådan her, smeltede vi forældre:

10/14/11

Om kælenavne, af den sære slags

Da jeg var barn, irriterede det mig altid når mine forældre og bedsteforældre byttede om på mit og min søsters navne.
Altså – hvor svært kunne det lige være??

Vores navne minder ikke om hinanden, der er 4 år mellem os, og vi lignede ikke hinanden fysisk, det burde vel være muligt at huske hvilket navn hørte til hvem?
Den tanke holdt også da jeg fik min første datter, og gav hende det fineste navn vi kunne finde på.
Jeg kunne aldrig finde på at glemme at det var hende der havde det navn – uanset hvor mange børn jeg fik, tænkte jeg.
Og så blev jeg klogere…

Er du gal, hvor bytter jeg rundt på de navne hele tiden, og ender tit med at kalde det barn jeg vil have til noget for samtlige søstres navne, før jeg når det rette, og Ninjaman gør det samme.
Når vi færdes i trafikken på gå-ben, er det et problem at blive forvirret med deres navne, for det nytter ikke at bede den store fornuftige pige om at holde fast i klapvognen over vejen, hvis jeg egentlig mente hendes to fjollede søstre.
Så efterhånden er det blevet til, at jeg bare kalder dem noget mærkeligt allesammen, og så lystrer de, mens de glade skynder sig at vælge hvilket navn de vil have.
Det må lyde mærkeligt i andre menneskers ører, hvis de ser mig stå ved lyskryds med superpigerne, og pludselig udslynge kommando som:”Gnalle, Balde og Nusse: hold lige ved barnevognen!” eller:”Dingo, Fedtøre og Gniskefjæs, der bliver grønt nu!”
Og så pigerne der skynder sig at sige:”Helle for at være Fedtøre!”, og så griner de hele vejen hjem, over midlertidigt at være omdøbt til noget fjantet.
Det skal lige siges, at jeg faktisk godt kan huske deres navne – det meste af tiden.
Det er i de hurtige kommando-situationer det går galt – og her er “mærkelig-navns-finten” et godt trick.

For et par år siden, ringede min far på min fødselsdag, og sang:”i dag er det Josephines fødselsdag”.
Jeg blev rigtigt rørt over at han huskede mig, og også over at han sang – tør slet ikke tænke på hvor rørt jeg var blevet, hvis jeg rent faktisk hed Josephine…

Jeg delagtiggjorde ham i hvor meget nemmere det var, hvis han bare kaldte mig og mine tre søstre for kælenavne, og muligvis har han taget den til sig, for forleden skrev han:”Hej Delle-fjæs!” på min facebook-væg. Fedt…

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: mange børn

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

Om det der kærlighed, del 33

Om ophobet omsorg

Om gamle tricks

Om alenetid, klemmerter og frossen lort

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Om det der kærlighed del 26, en føljeton

Om kælenavne, af den sære slags

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: