02/28/16

Om at bære ting og om at glæde sig

Da Ninjaman var allermest syg, og jeg lå om natten og følte mig magtesløs/havde ondt af ham/bekymrede mig over hvordan børnene skulle klare det/bekymrede mig over fremtiden/logistikken/forløbet, mailede jeg ind imellem til mine veninder, bare for at føle mig lidt mindre alene.
En veninde svarede mig med det her foto, og skrev:”det her fik mig til at tænke på dig. Du er den lille lastbil”.
image
Sådan føltes det ganske rigtigt også rigtigt længe, men hvis jeg i perioder har været nødt til at yde mere end mit hoved egentlig magter, har jeg også en tendens til at gøre dette her unødvendigt længe efter:
image
Altså ikke for at se travl ud, men bare fordi jeg vænner mig til højt beredskabsniveau, og ikke rigtigt kan fatte at det værste er ovre, så jeg kan lægge tunen/slappe lidt af igen.

Januar har været lidt tung at komme igennem, for beskeden fra hospitalet er, at Ninjaman nok skal opereres om, for det knoglestykke de har forsøgt at bygge ny kæbe af, er for langt og for tyndt, så det kunne blive nødvendigt at snitte ham op i hoften og kæben, og transplantere knogle der op.

Men dette kan først gøres fra april, hvor han er helet nok fra sidst.
Nå ja – og de kom iøvrigt til at ødelægge hans højre skulder under operation, og regner ikke med at den bliver normal nogensinde…

Så blev det heldigvis vinterferie, og det hjalp helt vildt ikke at skulle noget særligt.
Vi var på malekursus sammen med ungerne en enkelt dag i ferien, og egentlig var energien slet ikke til det – men det endte med at være en rigtigt god måde at hive sig ud af kommende-operations-bekymringer, og lave noget fælles.

Vores stue så, ind til i går, sådan her ud, med halvfærdige lærreder, der ventede på at jeg slog søm i ledige kroge, hvor de nu hænger og venter på at blive færdige. De kommer formentligt til at vente længe:
image

Men ferien var også andet end malerier – bl.a brugte nogle af børnene noget af tiden, på at opføre sig sådan her:

IMG_20160203_145238

Og bagefter sige undskyld med ovenstående tegning…
Ninjaman og jeg udnyttede børnenes nye besættelse af at spille Playstation sammen, til at gå nogle lange ture imens, og tale om alt det vi bekymrer os over, og hvad der kunne hjælpe.

Vi nåede frem til, at vi trængte til at komme væk sammen – uden børn – inden nye operationer og sygdom.

Sidst vi var på aleneferie, var i januar 2001, hvor vi besøgte nogle af mine venner i London. Vi har haft ganske få enkeltnætter med børnepasning siden da, men har aldrig været rigtigt væk fra dem.

Min søster har tilbudt at passe unger, og vi har købt billetter, til kærestetur til Berlin, i fire hele dage!

Skal bo på fornemt hotel, lige i midten af byen, så Ninjaen kan gå hjem og hvile sig, hvis det bliver for hårdt for ham at gå meget.

Glæder os helt ustyrligt!

Det skubber altså lige bekymringerne lidt væk, at have noget at glæde sig til – og der er under tre uger til vi skal afsted!

Er der nogen af jer der er berlin-eksperter, og kan anbefale gode guidebøger, restauranter, butikker eller andet? Vi ved absolut ingenting om Berlin.

11/1/12

Om maling

Jeg sad i går i min sofa, og kom til at kigge op i loftet.
Det ser sådan her ud:

20121101-110045.jpg
Som man kan se, er det aldrig rigtigt blevet malet, i løbet af de 12 år vi har boet i huset…
Da vi flyttede ind, valgte vi af en eller anden grund, at nougatbrune vægge var hyggeligt at have i en lys stue – dette fortrød vi ca 4 sekunder efter det var malet, men var lige 5-6 år om at have tid og råd til at male dem hvide.
Men lofterne var altså for uoverskuelige at male, og indimellem bliver jeg dødirriteret over hvor grimme og grå de er.
“Det er det grimmest malede hus jeg nogensinde har boet i!” spruttede jeg surt, men blev rettet af min kære mand, der mindede mig om den lejlighed jeg boede i, da vi mødte hinanden i 1997.

Da jeg købte den, var jeg 20 år, og havde boet først et år i et telt i Australien(hvor man af gode grunde ikke kunne male vægge), og så to år på et kollegieværelse(hvor væggene kun måtte være hvide).
Så da jeg købte denne her lejlighed, og flyttede ind sammen med en veninde og en kæreste, skulle der fandeme males!
Der var lige en kort periode der i midthalvfemserne, hvor svampemaling var det hotteste hotte – så vi sparede hverken på farver eller svampeteknikker.
Stuen var lysegul, med udtværet brun, i den ene halvdel – og skriggul med skrigorange i den anden halvdel.

20121101-110832.jpg
Det så sådan her ud – og jeg var voldsomt stolt af det.
Køkkenet var kanariegult og skinnende, gangen mørkeblå, og vores soveværelser røde.
Det var ikke engang pænt malet:

20121101-111007.jpg
Til gengæld malede vi også lige lampen med en rest orange…

Jeg indrømmer: det var grimmere. Meget endda.

Men drømmer alligevel om en dag at få taget mig sammen til at male de der lofter.
Og paneler.
Og gang.
Og de andre ting, der aldrig er blevet malede.
Største problem vil så nok være at male uden om alle edderkopperne – måske kunne man bare male dem over, og lege det er savsmuldstapet? Den trend kan jeg nemlig desværre ikke prale af at have været med på.