07/29/19

Om spanske rejser – lidt guide til Barcelona og sniksnak om at rejse med børn

Denne sommer har jo været usædvanlig, da vores årlige tur i lånt sommerhus har måttet aflyses på grund af en skade Ninjaman fik, og istedet har jeg så været hele to gange i Spanien. To gange – det er godt nok vildt, når vi kun få gange har rejst udenlands med børn!

Madrid – alene med et enkelt barn

Første tur, var den længe afventede alenetur til Madrid med mindsteungen – den traditionelle tur som pigerne har fået alene med en af os voksne når de var 8-9 år gamle. En rigtigt god tur, hvor der desværre var så afsindigt varmt at vi ikke fik “mærket” byen rigtigt, men udmattede hastede tilbage til køligt hotel efter hver eneste lange gåtur. Opfattede dog at Madrid var en flot by, med store, grønne parker, billig mad og søde mennesker. Derudover var det utroligt dejligt at være helt alene med hende, og nyde tid til at lytte uafbrudt til hendes mange tanker, læse højt og slappe af.

En eller anden dag skal jeg tilbage til Madrid – uden for den værste sommervarmeperiode – i følgeskab med mand eller en veninde, for det virker som en vidunderlig by at udforske, for voksne. Her skal jeg så have Karmamillis fine guide med, for det lyder som den helt rigtige måde at nyde byen på.

Barcelona – alene med fire børn

Vi forsøger herhjemme at få lavet ting med alle børnene i mindre grupper end flok også: Ninjaman tager gerne de to mellemste med ind til byen og finder nye sko; jeg tager ofte ældstebarn med til koncert (hun kan lide meget af det samme indie-musik som jeg kan); de to yngste har begge zoo-kort; de to ældste kan begge godt lide genbrugsbutikker; den næstyngste elsker at være med til indkøb osv.

Men at have hele flokken samlet med et sted hen, bare alene, har jeg ikke gjort meget siden de var små, og det var en helt fantastisk oplevelse! Normalt, når vi går rundt to voksne og fire børn, deler vi os tit op i noget med en voksen/halvdelen af børnene, men med kun en voksen gik de og småsludrede på kryds og tværs, med hinanden i hænderne eller armene om hinanden skuldre. Hver eneste dag, i fem dage, og uden nogle af de gniderier om voksenopmærksomhed der normalt kan opstå! Simpelthen så fint og rørende, og jeg har ikke tal på hvor mange fotos jeg sneg mig til at tage af dem mens de gik:

Det er klart turens absolutte højdepunkt for mig: at se mine piger vise søskendeomsorg og kærlighed, og vælge hinandens selskab til. Og da de gik to eller tre sammen hele tiden og snakkede, kunne jeg fordybe mig i samtale med det barn der nu måtte være tilovers.

Barcelona er en smuk by, og – i min optik – nemmere at gå til med børn end Madrid var. Desværre er de fleste turistattraktioner, såsom Gaudís bygninger, blevet vanvittigt dyre at besøge, så vi nøjedes med at se dem udefra, og nød alt det andet byen kan byde på istedet. Og det er meget: der var både legepladser og parker til den yngste, genbrugsbutikker i massevis til de store, madmarkeder til madentusiasten, et væld af gode isbutikker, pladser at sidde på om aftenen og se på musik og dans, strandpromenade med høje palmetræer, og hyggelige kroge og flotte huse overalt.

Vi fik gået mellem 10 og 16 kilometer hver dag, så det var dejligt at have en centralt beliggende lejlighed (Eixample, hedder kvarteret) hvor vi kunne slappe af og selv lave mad, enten til frokost eller aften. Der var endda to småbitte altaner, som vi sad på halvdelen af aftenerne, og tegnede.

Vi spiste også morgenmad hjemme, så det var kun et måltid dagligt vi behøvede spise ude – og så selvfølgelig is. To af børnene er vegetarer, de andre to spiser kun sjældent kød, og Barcelona har et stort udvalg af lækre vegetarrestauranter. “Honest Greens” var min absolutte favorit, hvor vi fem kunne dele to salater, Hummus, brød, og søde kartofler, samt drikke ubegrænset vand med forskellig smag, for under 250 kroner.


Barcelona har også en flot strandpromenade, men vandet var fyldt med skrald, og børnene havde ikke lyst til at bade i det, så vi fandt en tidligere olympisk swimmingpool, på toppen af et bjerg, hvor vi badede en hel dag. Vandet er tre meter dybt, og der er ingen børnepool, så børn skal kunne svømme lidt selv, men udsigten var fantastisk og det virkede som om vi var de eneste turister der havde opdaget stedet.


Og jeg fik læst det meste af denne her bog, der var virkeligt god. Fordelen ved at have mange børn med, der kan bade sammen, er læsetid!

Vi tømte et supermarked for billige nødder, pølser og flæskesvær i gave til deres far, og i lufthavnen købte pigerne sådan en her til ham, med personligt navn på:


Omstændighederne bag denne tur – at deres far har slået sig så meget at hele hans sommerferie går med at ligge ned og have ondt – er virkeligt ikke drømmescenariet. Men når nu det var sådan det var, er jeg dybt taknemmelig for oplevelsen af at tage alene på ferie med alle pigerne; opleve en ny by sammen; og se hinanden i andre vinkler end normalt. Det er ikke altid kun positiv feedback man får på sin rolle som mor fra sine teenagepiger, men det var det på turen her, og al den positive energi tror jeg bliver siddende længe.

Og ellers har jeg billeder nok at varme mig på:

07/3/19

Hilsen fra Madrid – og tips til pakning af kufferter

Her en lille hilsen fra Madrid, hvor mindsteungen og jeg tilbringer en seks dages alene-ferie.

Det er altså sjovt at hive et barn ud fra flokken, og være sammen med dem på tomandshånd, hvor det bliver endnu mere tydeligt hvor forskellige individer de allesammen er.

Hende her er sejere end jeg troede: altså, jeg kender jo hendes grundtræk, men hun er alligevel mere udadvendt, modig og udholdende end jeg vidste. Hun smider om sig med spanske gloser til tjenere og andet, kaster sig glad ud i leg og samtale med to amerikanske børn i poolen – der er hendes ældre søstre mere forsigtige. Hun behøver tilsyneladende ikke søvn, og er lige så glad pludrende på en bar klokken 23, som når hun vågner op og går i gang med dagen klokken 09. Vi har helt fået omstillet os til spansk rytme, med sene aftener, men uden at forstå konceptet siesta.

Vi har gået i gennemsnit 25.000 skridt om dagen i sommervarmen, for barnet er stædigt og gider ikke bakse rundt med metro og busser, så selv om vi bor 2-3 kilometer uden for centrum, går vi alle steder.

Nå, men jeg havde lovet jer et indlæg med tips til hvad man skal se i Madrid – problemet er så bare, at her har været 37-45 grader varmt siden vi kom, og vi derfor ikke rigtigt har afprøvet alle jeres tips eller set alt det vi ville, endnu. Vi har gået meget, og set meget, men har også været udmattede af varmen, og har ikke overskuet at gå omveje for at finde alle de ting vi var blevet anbefalet – forsøger at lægge en stram plan, så vi når lidt de sidste dage.

Til gengæld har jeg lært lidt af hvert omkring pakning af kufferter, og de tips deler jeg gerne:

Ting der er rigtigt gode at pakke, til sommervarm ferie:

Masser af solcreme! God, dyr, solcreme, i rigelige mængder.

Steder det er dårligt at pakke solcremen:

Når kufferten viser sig at være tungere end den må være, og man så står og panik-ompakker i lufthavnen, og putter tunge ting i håndbagagen, er det IKKE solcremen man skal flytte. Det blev jo konfiskeret, for pokker da også… Siger lidt om hvor sjældent jeg rejser, når jeg glemmer det der med at man ikke må have store mængder væske i håndbagagen.

Ting man bliver virkeligt rørt over at de mellemste storesøstre har brugt deres lommepenge på at købe i rejsegave til lillesøster:

En kæmpestor, oppustelig spækhugger, som hun kunne lege med i den pool hotellet havde på taget.

Ting man virkeligt godt kunne have undværet at tage med i kufferten – der så måske endda ville have været let nok til at solcremen måtte have blevet der:

En kæmpestor oppustelig spækhugger. Når poolen viste sig at være en meter dyb, og med plads til kun 12 personer af gangen….


Ting man godt kunne have pakket mindre af:

1. Børnetøj. Når man rejser midt i udsalgsperiode, med et barn der har fået 300 kroner med i gave af sin far, går der alligevel shoppeholic i den. Hun havde ellers svoret at hun ikke gad gå i butikker, men bare tanken om at have noget de andre ikke har, fik en side frem i hende jeg heller ikke kendte, og hun fik forvandlet pengene til et væld af smart tøj.

2. Voksenbøger. Som om man får tid til at læse fire bøger, når det barn man er alene med, åbenbart ikke behøver søvn, og hellere vil sidde på barer til midnat, end sove så jeg kan læse.

Ting man godt kunne have pakket mere af:

Børnebøger. Når man ikke nødvendigvis gider spille spil eller hoppe i vandet hvert eneste sekund, er højtlæsning et godt alternativ. Vi havde fire børnebøger med, og har allerede næsten læst dem alle.

Nå, jeg vil forsøge at lokke barn til en lur nu, så vi kan være oppe til midnat igen. Det er fandme hyggeligt, med aftenlivet. Hvad laver I andre nu?

04/25/19

Madrid med en 8 årig – er der nogen der har tips?

Tusind tak for jeres hjælp med at finde rejsemål til min og mindstebarnets alenerejse (en tradition vi lavede da den ældste var 8 og jeg tog hende med alene til London. Den næstældste valgte lalandia til hende og hendes fars tur, og jeg var i Paris med den næstyngste.)

I foreslog mange gode ting, og vi gik særligt i dybden med Malaga, Bologna, Alicante og Madrid som rejsemål – og opdagede så at det ville være billigere at vente til første uge af sommerferien, i stedet for påsken. Valget faldt på Madrid, hvor vi fandt et lille hotel op af en stor park, med pool på taget, og morgenbuffet. Budgettet på 5000 kroner for ophold og billetter kunne lige akkurat holdes, men vi skal holde en del igen med hvor mange penge vi brænder af undervejs.

Der ser fantastisk ud på billeder, Madrid, og vi glæder os helt tosset meget!.
Er der nogen af Jer der har tips til aktiviteter i Madrid, med et barn der kan lide smukke områder; at bevæge sig; is; vand; musik; natur; men hader museer, og kun er moderat interesseret i at kigge butikker?

Så smid dem i denne retning, og jeg lover at kvittere med en god guide til byen, når vi har været der!