08/30/19

Lørdagslæsning: “Florida” af Lauren Groff

(Boganmeldelsen er oprigtigt, og indeholder adlink og anmeldereksemplar)

Måske er det fordi vores sommerferie i år var mere spændende og mindre afslappende end den plejer at være – måske er det fordi august har budt på alt for mange fester og alkohol og jeg på ingen måde kan bære den slags værdigt længere – måske er det bare tilvænningen af hverdag, med nye opgaver og rutiner der lige skal implementeres. Faktum er ihvertfald, at jeg har haft svært ved at samle tankerne om velskrevne, krævende romaner den sidste tid, og istedet har læst en hel masse ikke-mindeværdige bøger, der til gengæld var hurtige at komme i gang med og nemme at følge med i.

Den slags skal der også være plads til, men jeg savner at kunne fordybe mig i noget tungt, langt og vildt velskrevet, og jeg har før erfaret, at den bedste måde at bygge hjernen op til det igen, er velskrevne novellesamlinger. Renser lige hovedet, og øger sulten på at læse noget rigtigt godt.

Det virker som om der er mange gode novellesamlinger ude (eller på vej) lige nu, og det fryder mig. Jeg har altid godt kunnet lide  overleve, men synes der kan være langt mellem rigtigt gode samlinger – disse er rigtigt gode:

            ”Florida” af Lauren Groff

“Florida” er en samling virkeligt velskrevne og gribende  fortællinger. Der er langt fra Floridas solbeskinnede palmetræer og til disse foruroligende noveller, der kommer helt ind i mørket, både indeni og udenpå. Der er slanger og alligatorer, storme, ulykker, sumpe og vild natur, men det mørke der er indeni mennesker kan sagtens matche det der er i naturen.

Nogle af dem strækker sig over en periode på mange år; andre over meget kort tid. Ingen af novellerne har navngivne personer, alder og udseende er heller ikke nødvendigvis beskrevet  – og alligevel føler man, at man er med helt inde bagerst i sindet på dem. Derinde, hvor der er også er mørkt og grimt og forkert og ensomt.

Jeg er på en eller anden måde gået hen og blevet en kvin­de, der råber, og da jeg ikke vil være en kvinde, der råber, hvis små børn går omkring med stive, vagtsomme ansigter, har jeg fået for vane at binde mine løbesko efter aftensma­den og bevæge mig ud på de tusmørke gader for at gå en tur og lader så min ikke-råbende mand klæde drengene af, bade dem, læse og synge for dem og til sidst putte dem.” 

– første linje fra novellen “spøgelser og vraggods”, hvor en kvinde beskriver sine iagttagelser af andre mennesker. Der sker ikke meget mere end det – men den er fængende.

En novelle om to små søstre, efterladt alene på en øde ø, sad i mig rigtigt længe. Ligesom den om moren der kommer alvorligt til skade, alene i vildnisset med sine to små drenge. Manden, fanget i kanoen. Den unge studerende kvinde, der bliver hjemløs.

Det er en novellesamling læst bedst i små bidder, så man kan nå at fordøje dem. Men den er det værd.

Titel: “Florida”
Forfatter: Lauren Groff
Udgivet: 2019
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 272 sider
Stjerner:4/5

Har man mod på at kaste sig ud i flere novellesamlinger, kan jeg også anbefale “Kattemenneske”, der er grovere, og mere seksuelt explicitte end disse, men også forrygende godt skrevet.

03/12/19

Boganmeldelse: “Oplyst” af Tara Westover + konkurrence

Konkurrencen er slut. Vinderen blev: Naomi. Tillykke.

Vind bogen! Skriv en kommentar her nedenfor, og vær med i lodtrækning om dit eget eksemplar af den. Vinderen trækkes d. 10-4.
Erindingsroman.

Tara Westover er opvokset i Idaho, som yngste barn i en søskendeflok på 7. Familien er mormoner, og den altdominerende far har en dyb mistro til alle former for offentlige systemer, hvilket gør at ingen af børnene går i skole, og selv ved voldsomme ulykker og alvorlig sygdom, er den primære “lægehjælp” den jordemoderkyndige mors hjemmelavede urtemiksturer. Åbent kraniebrud, alvorlige sår, og tredjegradsforbrændinger behandles primært med urtedråber og kolde omslag.

Faderen er, formentligt, bipolar med paranoide træk, og børnene trækkes gennem en lang række øvelser for at forberede sig bl.a. på dommedag: øver flugtrute, sylter stor mængder mad, fikser beskyttelsesrum mm.

Taras ene bror dominerer hende i voldsom grad, med vold, trusler og urimelige angreb, som forældrene ikke beskytter hende imod, men da en hendes  andre brødre bryder ud og tager en uddannelse, ser hun pludselig en mulighed for en vej væk, og beslutter sig for at gøre det samme.

“Oplyst” er en erindringsroman, den både er oprørende, rørende og virkeligt velskrevet. At Tara, der først som 17 årig modtager undervisning, overhovedet formår at kæmpe sig videre efter den barndom er imponerende – at hun endda har formået både at få en doktorgrad i historie (trods det at hun som 17 årig aldrig havde hørt om holocaust), og skrive en erindringsbog så nuanceret er endnu vildere.

Det er en absolut læseværdig bog, fra en bemærkelsesværdig kvinde, der har levet et liv utroligt forskelligt fra resten af os. På omslaget roser og anbefaler både Bill Gates og Barrack Obama bogen, og jeg kan kun give dem ret: læs den!

Titel: Oplyst (adlink)
Forfatter: Tara Westover
Sideantal: 381
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Min vurdering: 4/5 store stjerner

02/23/19

Lørdagslæsning: “Et andet menneske, et andet liv”

(Indeholder anmeldelse af bog modtaget fra forlag og adlink, men er ikke købt reklame)
Et andet menneske, et andet liv er skrevet af somaliskfødte Sofie Jamas, der også selv flygtede til Danmark som 14 årig.


Jeg læste bogen i fine omgivelser i ferien, og selv ikke udsigten til pejs og bløde tæpper kunne bløde den grumme fortælling op.

For den er barsk! Sanselig, poetisk, nøgtern, fabulerende, men først og fremmest barsk.

Historien følger primært Baraka, der efter en hård opvækst i krigshærget Somalia flygter til Danmark, hvor kontrasten mellem det liv som nomade hun levede før; moderens hårde retorik og forventninger; og det danske hverdagsliv er stor, og hun føler sig rodløs på mange punkter. Som 12 årig lod hun sig frivilligt omskære for at få moderens gunst; og omskæring – både som det indgreb det er og i overført betydning (hun beskriver sine identitetsskift som at skære i sig selv) – er en rød tråd i bogen.

Baraka møder og bliver venner med den ældre jødiske kvinde, Esther, der selv er flygtet fra en koncentrationslejr under anden verdenskrig og har en historie der er lige så hjerteskærende som Barakas.

Baraka vil være en anden end den hun er, og forvandler sig til Maria, og lever først et kedeligt provinsliv, dernæst et glamourøst liv som skuespiller i USA, men rodløsheden hiver stadig i hende.

Ved romanens indledning arbejder hun som tolk, hvor hun involverer sig i drengen Umar, der er flygtet fra Syrien. Umars historie er også tung og hjerteskærende, og jeg synes godt at noget af den kunne have været skåret fra, for at den stod skarpere og mindre sensationspræget. Det er de indre konflikter hos personerne der griber mig mest, ikke al den ondskab de påføres udefra, og Umar påføres lidt for meget.

Jeg var mest begejstret for Barakas livshistorie og måden hun fortæller den på, og synes bogen mistede noget af poesien til fordel for drama hen mod slutningen, men grundlæggende var det gribende læsning.

Det en bog der indeholder rigtigt meget, og knytter tråde mellem det at være flygte, tilpasse sig, og holde fast i sig selv, og berører temaer som seksualitet, religion, identitet, kvinderoller og kultur. De tre personer: Baraka, Esther og Umar er forskellige og kommer forskellige steder fra, men deres lighedspunkter som flygtninge er tankevækkende og trækkes fint op.

Bogens titel:Et andet menneske, et andet liv
Forfatter: Sofie Jamas
Forlag: Politikens forlag
Sideantal: 320
Min vurdering: 4/5 stjerner

 

 

08/13/17

Boganbefaling – “Ravnenes hvisken”

Mærket som sponsoreret, da bogen er modtaget fra forlag og indlæg er affiliate – men anmeldelse og begejstring er ikke købt;)

I dag er det Malene Sølvstens roman “Ravnenes hvisken som jeg gerne vil lokke jer til at læse.

Selv slugte jeg bogen i løbet af en enkelt solskinsdag på stranden i ferien.
Se selv, hvor pænt det var:
image
Nå, men pænhed i omgivelserne lagde jeg ikke meget mærke til den dag, for jeg blev lynhurtigt så opslugt af bogen, at jeg nærmest ikke så op fra den, før ca 700 sider senere…

De første sider var jeg lidt skeptisk: hovedpersonen er en tvær 17 årig goth-pige, og jeg forventede lidt at hun ville blive et irriterende bekendtskab – men meget hurtigt blev mine forbehold gjort til skamme.
17 årige Anne blev forladt af sine forældre, da hun var helt lille, er blevet kylet rundt i plejefamilier og bor nu alene, med sin store hund, under opsyn fra kommunen.
Folk kan generelt virkeligt ikke lide hende, og hun tiltrækker slåskampe.

Anne kan aflæse andres menneskers følelser og minder, hvilket er med til at gøre at hun undgår dem, og ved bogens start er hun også begyndt at få nogle natlige mareridt om et mord på en rødhåret pige.
Da hun begynder på gymnasiet er der overraskende nok to der gerne vil være venner med hende: den farvestrålende Luna og den smukke Mathias, og hendes liv ændrer sig drastisk. Hun får venner, og job, men så bliver flere unge kvinder myrdet i nærheden af den lille nordjyske by hun bor i, og flere mystiske personer dukker op.
Ragnarok truer, folk er ikke som de udgiver sig for at være, og Anne er på en eller anden måde viklet godt ind i det hele.

Det er en anderledes, indviklet og meget spændende historie, og selv om de fleste hovedpersoner er teenagere, er den bestemt ikke kun for unge læsere.
Handlingen og plottet er udspekuleret og medrivende her i første del i den planlagte trilogi, og jeg håber forfatteren – der iøvrigt er debutant – skriver hurtigt på næste del!

Nordisk mytologi, fantasy, mord, blod, sex, humor, venskab, og en nuanceret hovedperson, med ret store nosser – jeg er ihvertfald fan!

Titel:Ravnenes hvisken

Forfatter: Malene Sølvsten
Udgivet: 2016
Forlag: Carlsen
Sidetal: 706

Min bedømmelse: 5/5

09/18/16

Om 70’er børnebøger

I morges mødte jeg en af mine bedste gamle venner i garderoben, på vores ungers skole.
Vi var fedtede, langhårede teenagere sammen, med tamme rotter på skuldrene, og mere optagede af at skrive historier til hinanden, end af at høre efter i timerne.
Jeg har stadig en æske fyldt med breve og tegninger vi skrev til hinanden, og det er godt nok ret sort – jeg skrev bl.a kærestebreve fra vores lærere til ham, hvor de takkede ham for diverse kinky fornøjelser, og han skrev rosende breve fra alverdens diktatorer til mig, hvor de beundrede min uforlignelige ondskab.

Vores to ældste døtre er bedsteveninder, går i samme klasse – og er oven i købet født præcis samme dag, med 19 minutters mellemrum, og min næstældste og hans yngste er også bedstevenenr, og går i samme klasse så vi ses ofte.

I morges kaldte mindstebarn ham fejlagtigt for “Malle”,og det fik os til at mindes bogen:”musen Malle”: en opbyggelig børnebog fra 70’erne, hvor man hører om denne her nuttede markmus, og lige når man føler man kender den allerbedst – bliver den kørt over af en bil, ligger død i vejkanten med en masse blod, og biller der æder dens lig…

Han huskede at den endte semi-godt, med en ny markmus der spiste af en blomst fra gamle Malles gravsted – jeg husker kun tegningen med blodet, og den stakkels døde mus.

Der var egentlig ikke særligt meget eventyr og fantasi over de billedbøger vi læste i 70’erne – jeg har selvfølgelig læst “den uendelige historie” og “Taran”, men jeg kan godt misunde vores børn Harry Potter – og billedbøgerne er også generelt sjovere i dag – eller er det bare fordi jeg primært husker de politisk korrekte billedbøger som;”Runes mor kører traktor” og “Kirstens mor elsker Lene?” – ja og så stakkels døde Malle?

Om musen Malle kan man sikkert mene meget – jeg har ikke læst den siden jeg var 4, så kan ikke helt udtale mig- men når den stadig kan huskes, nogle-og-tredive år efter vi læste den, må den have gjort indtryk – og det er vel en værdi i sig selv.

20120918-171630.jpg

10/17/15

Om at finde trøst i dystopier

Da mine børn for halvandet år siden gennemlevede en stor sorg og tab, fordybede de sig i magiske lege, hvor de med trolddomskraft kunne fikse alskens sygdomme og andre væmmelige ting.

Som voksen savner jeg evnen til at lege, og ville ønske jeg kunne gøre det samme, istedet for at være skiftevis bange og praktisk.

I perioden før min mands operation lynslugte vi netflix-serien ” the 100″ : en postapokalyptisk ungdomsserie, om 100 ungdomsforbrydere fra en rumstation med truende iltmangel, der sendes ned til jorden, 97 år efter en voldsom atomkrig, for at teste om den er blevet beboelig.
the100
Den er virkeligt god, på “Hunger games møder Fluernes herre” måden, og sært nok virkede det trøstende at se noget i den stil.

Dramatisk, spændende og får ens egne problemer til at virke en smule mindre:
“Nå ja, en af os skal opereres for kræft – men i det mindste er vi ikke ved at dø af iltmangel!” eller “jaja, vi er bange – men i det mindste kæmper vi ikke imod ukendte, spydkastende fjender imens!”

Mens han vågnede fra narkose, og i dagene efter, hvor han døjede med smerter og kvalme, sad jeg ved siden af, og læste.

Den absolut bedste bog jeg læste – og faktisk den absolut bedste bog jeg nogensinde har læst i genren – var denne:
1669956_1443762920

“Station 11” af Emily St. John Mandel, udgivet på Forlaget Iris 2015.
(affiliate link)

Romanen foregår 20 år efter at en virus udslettede 99,9% af verdens befolkning, hvor man følger en omrejsende teatertrup, der rejser rundt og opfører Shakespeare stykker for de spredte, små samfund der er tilbage.

Omdrejningspunktet for romanen, er skuespilleren Arthur Leander, der dør af et hjerteanfald på scenen, i dagene før pandemien.

Bogen fletter på fornemmeste vis livstrådene fra de mennesker der har betydet noget for Arthur sammen, og bevæger sig frem og tilbage i tid, uden at det på noger tidspunkt bliver hverken forceret eller forvirrende.

Bogen er skrevet i et smukt sprog, og efterlod mig flere gange med en klump i halsen, berørt over de ting mennesker gør for og imod hinanden.

“Station 11” er tankevækkende, uhyggelig, smuk og fuld af håb, og jeg kan ikke anbefale den nok.

Dystert som emnet er, løftede den mit humør i en svær stund, og har siddet i mit baghoved lige siden.

Min vurdering: 5/5

01/6/15

Boganbefalinger – Jeanette Walls

Ud over at ligge i nattøj, spise chokolade og stene “Marco polo”, fik jeg også læst nogle utroligt gode bøger i juleferien.
Jeg er muligvis lidt lastmover-agtig, men de er altså så gode,at jeg er nødt til at anbefale dem videre!

Jeanette walls er en kendt amerikansk journalist, og hun har skrevet en gribende selvbiografisk roman om sin barndom:”Glasslottet” , Forlag hr. Ferdinand .

Hun skriver fantastisk,  og jeg havde lyst til at starte forfra og læse den igen, så snart jeg havde vendt den sidste side!
Bogen behandler eksistentielle værdier, som omsorg og svigt, overgreb og kærlighed, oprør, frihedstrang og vrede.

Walls er vokset op med tre søskende, i en rodet nomadetilværelse, med en begavet alkoholiseret far med store drømme, og en verdensfjern og uansvarlig kunstnermor.

Familien flytter en del, på flugt fra myndigheder  og ubetalte regninger, og børnene klarer sig selv med stor fantasi: fisker madpakker op af skolens skraldespande, finder brænde på gaden, maler benene, så man ikke kan se, hvor der er huller i bukserne.

Deres barndom er præget af ekstreme omsorgssvigt, men forfatteren får også beskrevet bl.a deres tid i ørkenen, på en utroligt fin måde, hvor man forstår at forældrene er begavede mennesker, der på trods, formåede at lære børnene en masse ting: sprog, læsning, geologi, fysik, og at klare sig selv.

Det er en barsk, kærlig, humoristisk og forfærdende fortælling, og man skal unde sig selv at læse den!

image

Jeg fik også fat på en anden af hendes bøger, en biografisk roman om forfatterens utrolige mormor, set fra dennes synsvinkel.
Det er en god historie, om en sej kvinde og et anderledes liv, og bestemt læseværdig – selv om den ikke helt er på højde med “Glasslottet”.

image

“Utæmmet liv” hedder den.

09/25/14

Om en stor bog og en lang nat

Jeg læste Hanne Vibeke Holsts bog om sin far:”Knud den store” færdig i går aftes.
En fremragende bog, der giver et virkeligt fint og levende billede af en tid og et menneske.
Det var flere af jer der havde anbefalet den, under mit sidste bogindlæg – tak for det, jeg anbefaler hermed videre!

20140925-093453.jpg

Men bogen endte på en måde, der fik mig til at tænke på min egen far, og hans sygdom.

Ikke en fed ting at have skurrende rundt inde i hovedet, når Ninjaman ikke var hjemme og kunne kramme det væk, og jeg i forvejen har det med at ryge i søvnløshedsfælden, når der er for meget at tænke over.

Klokken 03, vågnede en af pigerne med mareridt, og en af hendes søstre følte sig snydt, og fakede et tilsvarende – og så lå jeg i en varm børnesandwich, hvor de snorkede søvnløsheden væk, på hver sin side af mig.

Sært som man kan føle sig lille og ensom det ene øjeblik – og så vender det helt, når andre bare går ud fra at man er stor og stærk.

I aften vil jeg starte på Margaret Atwoods nyeste:”Maddaddam”, som er sidste bind i en dystopisk fremtidstrilogi.

Jeg har genlæst de andre bind flere gange, og ved godt at jeg leger med muligheden for søvnløse nætter, når jeg læser den slags inden sengetid, men jeg kan ikke vente!

Måske skal jeg fortælle gyserhistorier som godnatlæsning for ungerne, i håbet om at deres mareridt kan hive mig ud af mine eventuelle natlige planlægninger af strategier, til hvordan man overlever verdens undergang?

08/3/14

Boganbefaling “Stillidsen”

Forfatteren Donna Tartt burde egentlig give mine døtre en undskyldning.

Det er nemlig 100% hendes skyld at jeg har tilbragt tre dage af min sommerferie med hovedet fastmonteret i en bog, og kun nødtvungent har lagt den fra mig, for at spise, sove, eller beundre sandslotte.

Hendes nyeste bog “Stillidsen” er noget af det bedste jeg har læst længe.

837 siders fantastisk fortælling, med levende personer og en virkeligt gribende historie.

20140731-201529.jpg
Den handler om Theo Decker, der som 13 årig mister sin mor i en eksplosion på et kunstmuseum, og mirakuløst selv overlever.
En døende ældre mand beordrer den omtumlede Theo til at stjæle et uvurderligt kunstværk fra 1600 tallet, forestillende en lille fugl; en stillids, og betror ham sin fingerring.

Man følger Theo gennem hans opvækst og ungdom, hvor han bærer det lille stjålne maleri med sig, skrækslagen for at nogen skal finde ud af at han har det.

Theo kastes rundt i tilværelsen, og bor flere steder, rodløs, grænseløs, ensom og søgende, og både hans ophold i en overfladisk newyorkbaseret rigmandsfamilie; i trøstesløse Las Vegas, fyldt med sprut og stoffer; og som møbel-restauratør med svindlertendenser, beskrives utroligt medrivende, og kunne snildt have været flere selvstændige romaner, uden at man ville have følt sig snydt for den gode historie.

Jeg vil ikke fortælle mere, af frygt for at ødelægge noget af læseoplevelsen, men kan kun sige: læs den!!

Selv skal jeg ud og opstøve Donna Tartts andre romaner, som jeg endnu ikke har læst.
Glæder mig allerede!

(p.s.: havde tænkt mig at indlægget skulle handle om flere gode bøger jeg har læst i ferien – men det må vente…. Der er for varmt, og for mange børn, til at jeg kan koncentrere mig;))

Min bedømmelse: 5/5

05/12/13

Vind et par gode bøger

konkurrencen er slut, og vinderne blev:
“løvinden” vandt “Annas himmel
og
Karen(kommentar skrevet d. 14-5 kl 19.16) vandt “jordemoderen”.
Send mig en mail med adresser!

Jeg laver ikke så meget andet end at læse for tiden, og bliver voldsomt glad for gode, nye bøger.

Jeg har fået disse, af Forlaget rosinante, og har fået lov til at udlodde de samme til Jer, søde læsere.

Bare skriv en kommentar med hvilken af bøgerne du helst vil vinde, så trækkes der en vinder af dem hver, på søndag d.19-5.

Patricia Harmans: “Jordemoderen fra hope river” er en rigtigt god roman – eneste minus er faktisk at den er alt for kort!
Man følger Jordemoderen Patience Murphy i 1929-30, hvor hun tager sig af alle fødsler på egnen, hjulpet af en ung, sort pige.
Børsen er krakket, folk er fattige, og venskaber mellem sorte og hvide mennesker er usædvanlige og ildesete.
Det er en interessant bog – især hvis man, som jeg, synes fødsler er ret spændende – men også for det billede den tegner af USA i depressionen.

20130512-120000.jpg

Stien Holes:”Annas himmel” “Annas himmel” har vi læst utallige gange allerede.
Det er en af de absolut fineste børnebøger jeg nogensinde har set, og den appellerer til alle aldre børn: billederne er umanerligt fine, så min tre årige kan bruge lang tid på at sidde og lede efter sommerfugle, blomster og regnbuer – men mine tre store piger har været meget optaget af historien.
Kirkeklokkerne ringer, Annas far har jakkesæt på og ser trist ud, og Anna forsøger at finde en mening med sin mors død, gennem fantasifulde rejser og tanker, som hun hiver sin far med på.
Helt utroligt poetisk og rørende.
Og vanvittigt fine tegninger.

20130512-120815.jpg

20130512-120826.jpg links er affiliate.

Skriv en kommentar med hvilken af bøgerne du helst vil vinde.