Om selvkritik
“Aaaaargh jeg hader den, den blev helt forkert!” er en hyppigt brugt sætning blandt mine store piger, mens de tegner eller skriver.
Sætningen efterfølges ofte af papir der vredt bliver krøllet sammen, eller udsat for brutale viskelæder-angreb.
De tegner virkeligt fint alle tre, men er også enormt selvkritiske, og selv om jeg forsøger at overbevise dem om, at tegningen af hulemanden er så fin, at man ikke bemærker den ekstralange arm, bliver den stadig udsat for viskelæderet.
Jeg kender udemærket godt følelsen selv.
Alt for godt.
Ind imellem ærgrer jeg mig, over hvordan den der selvfedme helt små børn har, går over.
Den 2 1/2 årige er fantastisk selvsikker, og stolt af sig selv.
I morges fandt jeg et ekstra kunstværk, på væggen over min seng.
Et værk, bestående af farveblyant-krimskrams, stumper af klisterbånd, og noget der godt kunne ligne en bussemand lidt.
“se min tegning, jeg er så dygtig!” pralede hun “jeg kan tegne altsammen!”
Bagefter demonstrerede hun hvor “utroligt hurtigt” hun kunne løbe, og pralede af sine fine nye strømpebukser, til sine storesøstre.
Jeg kan ikke huske i hvilken alder det der selvkritik sætter ind.
Håber egentlig det varer et stykke tid – så vi andre kan nå at lade os inspirere?
(men også at det stopper lidt, før hun melder sig til reality-shows, med lamme titler som:”for lækker til love”!)
