12/7/11

Om smukke juledigte

På den 10 åriges skole, er der en julekonkurrence, hvor man kan smide et digt i en postkasse, og vinde  en stor gavekurv, til deres juletræsfest.
Hun har, med tungen lige i munden og mange fnis, skrevet følgende digt:
Juledigt, af krea-Girl, 10 år:
Sneen falder, fin og hvid
for nu er det juleid.

Far han bander, skovler sne
Mor hun drikke julete (Ja – det er faktisk en rimelig arbejdsfordeling!)

Alle køber gaver
og flæskesteg til maver.

jeg fletter julehjerter
til fingrene de smerter.
min Lillesøster fjærter
fordi hun har spist ærter.

Her et lille råd til jul:
Spis aldrig sne, hvis den er gul!
(Ok, sidste sætning hjalp jeg hende med at rime – men det er faktisk et godt råd hendes ene lillesøster kom med, som forslag til mandagstip, for nogle uger siden.)

12/3/11

Om decemberfødselsdage

Så troede I måske lige at der kom kærlighedsføljeton i dag, hva?
Beklager: er i meget lidt romantisk humør lige nu…
I dag fylder Krea-Girl 10 år – første runde fødselsdag, som hun har glædet sig til i månedsvis.
Jeg købte et billigt ophold i ferielejlighed til denne weekend, hvor vi skulle fejre hende.
Her er adgang til indendørs swimmingpool, og udsigt over havet – og da vi ikke har økonomi til at tage på udenlandsferier, er dette det tætteste på pigerne har været – og de har ikke talt om andet i ugevis.
Klokken er nu 02.
Jeg ligger på en bulet sovesofa i en ferielejlighed, med en gloende febervarm baby sovende på mit bryst. Hun har brækket sig ca 10 gange den sidste time – håndklæder, lagner, mine tre tshirts: alt er tilsølet, og ligger i en bunke i brusekabinen.
Jeg hader når børnene er syge – både fordi det er så synd for dem, men også fordi min hjerne tit får pisket en panikstemning op, så mens jeg forsøger roligt at nusse og trøste, råber min hjerne:”det er farligt!! Det er fugleinfluenza!! Hun dør!! Det er din skyld!! Du er en skod-mor!!”
Ja, så nu kan jeg ikke sove. Har forsøgt så ihærdigt at undgå at gå i panik af hjernens hypokondriske dommedags-fabuleringer, at jeg nu er hyper og ikke kan sove.
Har ondt af det smukke store fødselsdagsbarn, der sover ved siden af mig.
Det er altså ærgeligt at være født i december, hvor fødselsdagsplanerne ofte forpurres af sygdom…
Hendes 2 og 8 års fødselsdag var hun selv influenzaramt, hendes 5 års blev hendes små søstre indlagt med lungebetændelse – og hendes ti års weekendtur, ligner den bliver en dag kortere end planlagt…
Må kompensere for det på anden vis snart – en alenefridag med en af sine forældre må kunne lette skuffelsen lidt?
Og nu må jeg hellere få sovet lidt, så jeg er frisk til næste gang babyen forvandler sig til en bræk-fontæne….
(Beklager pointeløst indlæg – træt, med bræk i hår, og en irriterende sang på hjernen, hvor jeg kun kan huske at omkvædet indeholder linien:”Niklas for dig!”)

06/6/11

Om at fange sin egen mad

Jeg læste forleden en artikel, om stifteren af facebook(Mark Zuckerberg, eller noget i den stil?)
Han prøver at leve sundere og mere miljørigtigt, ved kun at spise kød sjældent, og så kun fra dyr han selv dræber – fx en hjemmekogt hummer eller hjemmeskudt kanin.
Jeg skal ikke gøre mig klog på hvor sundt det er – men da pengene er små, har vi også indført det herhjemme.
Her ses krea-Girl og superbaby på jagt efter dagens ret: due.
I det mindste var den sukkerfri.
Jeg er stadig sukkerfri. Har vist ikke tabt mig endnu.
Men er sur og deprimeret.

05/31/11

Om tilbagekaldelse af brok

Brokkede jeg mig over mine børn i morges? Det gjorde jeg vist – og tak for de mange søde kommentarer!- men jeg er færdig med at have ondt af mig selv nu.
Prøvligeogseherhva?
Gad ikke tage hjem og sidde og glo mellem de halvmalede vægge igen, og krea-Girl var også træt af bare at ligge ned og have mavekneb – så vi afleverede mellempiger i børnehave og tog ind mod byen for at købe sandaler, og endte i zoo.
Hvor ældstebarn og yngstebarn gik rundt sådan her, og så så nuttede ud, at jeg øjeblikkeligt glemte hvor hårdt jeg syntes det var i morges…

05/20/11

Om kussetryk

Fed overskrift, ikke?
Femø-lejren har 40 års jubilæum og holder stor fest i huset i magstræde i morgen fra kl 14-03. Kun adgang for kvinder.
Programmet lyder underholdende, med musik, litteraturoplæsninger og workshops.
Den workshop jeg bed mest mærke i, var den hvor man kan lave kartoffeltryk – med sin egen kusse
som kartoffel…
Det er seriøst en sjov ide – gad vide hvor glad Ninjaman ville blive for at få sådan et festligt tryk i ramme til fars dag? Nej?
Nå, jeg skal noget andet, men har nu givet ideen videre. God fest til jer der tager der ind – og god trykning til jer der bliver hjemme og laver kussetryk selv.
Man kunne sikkert også trykke flotte mønstre på fx grillhandsker og forklæder, hvis det er det man er til?

03/13/11

Om søndage

Denne weekend er det mig der har fået besøg af halsbetændelses-feen. Jeg er stort set aldrig syg, og er derfor ekstremt ynkelig og halvdøende når det sker.
Vi havde alle mulige planer for weekenden, men nu er de reduceret til bare at dimse rundt herhjemme – og så kan jeg bare glæde mig over at have så mange børn, for når først de er færdige med at brokke sig over at de ikke må spille på min mobil eller computer – så leger de altså fedt sammen. Nr 2 og nr 4 har grineflip over at gemme sig under et tørklæde i stuen, og nr 1 og nr 3 bygger en by.
Det ser smadderhyggeligt ud – omend det bekymrer mig lidt, når jeg hører krea-Girl sige til sin søster:” ved du godt at legetøj sikkert er levende?”

03/12/11

Om oprydning

Krea-Girl får 30 kroner om ugen, for at tømme opvaskemaskine og sørge for, at holde gulvet på sit værelse ryddet nok, til at hun kan sidde på det og lege.
Første del af aftalen er hun vildt god til: uden brok tømmer hun opvaskemaskinen, mens hun tænker på den Nintendo hun vil spare op til.
Oprydning på værelset, er straks lidt sværere – hun er nemlig den vildeste samler: har samlinger af sten, pels, plastikfigurer, glasfigurer, æsker og diverse ting hun selv har fremstillet: familien toiletpapirrulle i deres papkassehus, 3000 små papirfrøer, æsker, tegninger og rekvisitter til leg(heriblandt et påskeharekostume lavet af papir).
Men det sværeste, når der skal ryddes op, er tanken om film som “toy story”. Hvem ved om legetøj bliver levende? Og hvis det gør – er det så ikke synd bare at have det spærret nede i en kasse, uden adgang til frisk luft og mad?
Derfor står alle hendes skabe og skuffer åbne, og nede i dem alle, bor der små familier – alle med hyggeligt indrettede senge og mad omhyggeligt stillet op – og i hendes seng, har alle bamserne egne dyner, og flere af dem har endda hængekøjer at ligge i(hun sover i underkøjen nede i vores fælles soveværelse).
Jeg kan godt synes det er besværligt at hjælpe hende med oprydningen, for der er ingen chance for at jeg får lagt tingene rigtigt – men det er altså også ret sødt, og jeg er glad for hun stadig har så meget barnetro og er så omsorgsfuld.
Vi diskuterede ret heftigt forleden, hvor hun informerede mig om, at væggene på værelset skulle males sorte, og hun ville kun have sorte og røde ting derinde, for nu ville hun altså gerne være lidt mere goth-agtig, ligesom nogle af de vampyrdyrkende større piger på skolen.
Jeg syntes jo godt, jeg – som medejer af huset og den der skal male de sorte vægge over igen – må nedlægge veto mod sorte vægge – krea-Girl mente at det var hendes værelse og hende der suverænt bestemte over det.
Vi kom ikke rigtigt videre i diskussionen – før jeg pegede ned i en skuffe med sovende glasfigurer, og spurgte om hun troede de ville kunne lide det – og så blev vi enige om at tage snakken igen når hun blev 11 – 11 er på mange måder den bedste alder at blive goth i.
Og indtil da, kan alle de små familier i skufferne, trække vejret roligt…

02/3/11

Om flere børn

Sentimentalt tudeindlæg: men helt ærligt – er det her ikke bare det fineste?
Ældstesøster med sin 10 minutter gamle mindstesøster i armene, for præcis 8 måneder siden.
Må lige minde mig selv om, at vi har verdens mindste hus. Kun et børneværelse. Og lavtlønnede (men dejlige) jobs. Og riiiiigeligt med børn….
Men når jeg sidder her og sorterer mine computerfotos og falder over sådan et som det her – så kan jeg godt mærke et helt sug i maven over ikke at skulle opleve det igen….
Årh den der duft af helt ny baby…. Og de stolte storesøstres lykkelige ansigter.
Skal jeg ikke bare røve en bank så der bliver råd til en enkelt lillebitte baby mere næste år? Kom nu?
?
01/28/11

Om overraskelser

Ninjaman har fødselsdag lige om lidt, og jeg har  – klog af skade – ikke involveret børnene i planlægning af gaver eller andet. De er nemlig ikke overdrevent gode til at holde på hemmeligheder.
Da Krea-girl var ca 3 år, ville jeg overraske Ninjaman med brunch på cafe og massage – havde hende med inde og bestille tingene, og indskærpede at hun ikke måtte sige det, hvilket hun sagde hun sagtens forstod.
Det første hun gjorde da hun så sin far, var at sige:” vi giver dig brunch og massage!”
Jeg bebrejdede hende at hun havde sagt det, hvorpå hun indigneret sagde: “jeg sagde det jo kun EN gang!!! Det må man altså godt!”
Nogle mdr senere havde jeg fødselsdag og hun gav mig en pakke, mens hun sagde:” her er en gave. Det er bare en kedelig bog uden billeder.”…
Frk fantastisk afslørede gaven sidste år: vi var i magasin alle sammen dagen før hans fødselsdag, og han havde stået og set længselsfuldt på en trøje. Han tog så elevatoren ned med Hulk, og jeg købte lynhurtigt trøjen sammen med frk fantastisk og krea-girl, mens vi talte om at de ikke måtte sige noget om at vi havde købt en gave, hvis han spurgte hvorfor vi var længe om at komme ned af rulletrapperne, skulle de bare sige vi havde været på toilettet.
Det første frk fantastisk gør da hun ser Ninjaman er at råbe:”Mor vil have vi skal LYVE for dig Far – men det vil jeg bare ikke, fordi jeg elsker dig så højt! Så du skal bare vide, at vi lige har købt dig en grim trøje med knapper….”