02/28/16

Om at bære ting og om at glæde sig

Da Ninjaman var allermest syg, og jeg lå om natten og følte mig magtesløs/havde ondt af ham/bekymrede mig over hvordan børnene skulle klare det/bekymrede mig over fremtiden/logistikken/forløbet, mailede jeg ind imellem til mine veninder, bare for at føle mig lidt mindre alene.
En veninde svarede mig med det her foto, og skrev:”det her fik mig til at tænke på dig. Du er den lille lastbil”.
image
Sådan føltes det ganske rigtigt også rigtigt længe, men hvis jeg i perioder har været nødt til at yde mere end mit hoved egentlig magter, har jeg også en tendens til at gøre dette her unødvendigt længe efter:
image
Altså ikke for at se travl ud, men bare fordi jeg vænner mig til højt beredskabsniveau, og ikke rigtigt kan fatte at det værste er ovre, så jeg kan lægge tunen/slappe lidt af igen.

Januar har været lidt tung at komme igennem, for beskeden fra hospitalet er, at Ninjaman nok skal opereres om, for det knoglestykke de har forsøgt at bygge ny kæbe af, er for langt og for tyndt, så det kunne blive nødvendigt at snitte ham op i hoften og kæben, og transplantere knogle der op.

Men dette kan først gøres fra april, hvor han er helet nok fra sidst.
Nå ja – og de kom iøvrigt til at ødelægge hans højre skulder under operation, og regner ikke med at den bliver normal nogensinde…

Så blev det heldigvis vinterferie, og det hjalp helt vildt ikke at skulle noget særligt.
Vi var på malekursus sammen med ungerne en enkelt dag i ferien, og egentlig var energien slet ikke til det – men det endte med at være en rigtigt god måde at hive sig ud af kommende-operations-bekymringer, og lave noget fælles.

Vores stue så, ind til i går, sådan her ud, med halvfærdige lærreder, der ventede på at jeg slog søm i ledige kroge, hvor de nu hænger og venter på at blive færdige. De kommer formentligt til at vente længe:
image

Men ferien var også andet end malerier – bl.a brugte nogle af børnene noget af tiden, på at opføre sig sådan her:

IMG_20160203_145238

Og bagefter sige undskyld med ovenstående tegning…
Ninjaman og jeg udnyttede børnenes nye besættelse af at spille Playstation sammen, til at gå nogle lange ture imens, og tale om alt det vi bekymrer os over, og hvad der kunne hjælpe.

Vi nåede frem til, at vi trængte til at komme væk sammen – uden børn – inden nye operationer og sygdom.

Sidst vi var på aleneferie, var i januar 2001, hvor vi besøgte nogle af mine venner i London. Vi har haft ganske få enkeltnætter med børnepasning siden da, men har aldrig været rigtigt væk fra dem.

Min søster har tilbudt at passe unger, og vi har købt billetter, til kærestetur til Berlin, i fire hele dage!

Skal bo på fornemt hotel, lige i midten af byen, så Ninjaen kan gå hjem og hvile sig, hvis det bliver for hårdt for ham at gå meget.

Glæder os helt ustyrligt!

Det skubber altså lige bekymringerne lidt væk, at have noget at glæde sig til – og der er under tre uger til vi skal afsted!

Er der nogen af jer der er berlin-eksperter, og kan anbefale gode guidebøger, restauranter, butikker eller andet? Vi ved absolut ingenting om Berlin.

02/8/16

Om trist kød

En af mine næstyngste datters største hobbyer, er tegning i reklamer, og jeg får jævnligt fniseanfald over hendes påfund.

Her til morgen blev jeg dog helt sørgmodig, da jeg opdagede denne triste langtidsmodnede oksesteg, der bliver tvunget til at forlade sin anden halvdel:

DSC_0001

Man ved man har været igennem alt for meget frygt og sygdom, og tænkt for mange tanker om død og ensomhed,  når man er lige på nippet til at tude af rørelse, over et foto af råt kød, med kuglepensansigter!

12/30/15

Om gode ting og ferie

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, glædede jeg mig ikke 100% til juleferien,før den startede.

En mand, der var trist over at være blevet syg, se anderledes ud og ikke kunne det samme med sin krop som før, og nogle døtre, der har reageret på al den ophobede sorg og frygt, med søvnløshed og raserianfald hele den sidste måned, virkede som en umulig opgave at holde humøret oppe på, når jeg selv også føler mig i knæ – og to ugers nonstop familietid lød umiddelbart klaustrofobisk…

Lillejuleaften var vi til familierådgivning hos kræftens bekæmpelse, og det lettede os allesammen – vi ville ønske vi havde haft overskud til at gøre det noget før!
Bagefter var vi på rigshospitalet og få prøvesvar: der er hverken kræft i kind eller skulder, og knuderne skyldes andre ting.
At pigerne var med til begge samtaler, fjernede tydeligt en masse bekymringer, og det var nogle trygge glade børn, der ryddede kantinen for pastasalat efterfølgende.

Senere på dagen inviterede min fætter Ninjaman med i biffen, og på cocktailbarer med sine venner, og her indtraf dagens tredje humørændrende julemirakel: en eller anden fuld dame bagte heftigt på Ninjaman – præcis som der altid er nogen der gør, når dette lækre stykke mandfolk forlader matriklen.

Normalt bliver jeg irriteret, og en anelse jaloux, når andre bager på min mand – han genfortæller fx ofte, og med glæde, hvordan jeg engang forsøgte at brække en pågående piges næse, for at redde hans ære (hvilket jeg selv ikke er alt for stolt af) – men det her var noget andet.

Stive-Lis på cocktailbaren, bemærkede nemlig hverken hans manglende tænder, hængende læbe, slappe skulder eller tynde, arrede ben: hun bagte på ham som om han var en helt normal, utroligt pæn, fyr, i byen med sine venner.
Og det var lige det han trængte til: at føle sig normal igen, efter tre måneder i nedturs-sygdoms-land.

Tak til dig, Stive-Lis!
(…men hvis du er glad for faconen på din næse, stopper du dig selv en anden gang…)

Juleaften tilbragte vi hos min moster i Hillerød, med min fætter på min mors side, og min kusine på min fars.

Sindssygt hyggelig aften, med den helt rigtige dosering af opstemthed og ro.

Juletræet var smukt, maden sublim, selskabet fantastisk – eneste minus må være min mosters grønlandske tupilak-samling, der hænger ud på en hylde lige over toilettet,og stirrer ondt på ens balder,når man sidder der:
DSC_0053
Ellers er juledagene stille gået, med hyggelige ting.
Vi har haft gæster, til mad og drinks og hygge, hele to gange, og resten af tiden har vi spillet “Spyfall”: et virkeligt sjovt spil, hvor man skal lyve for hinanden, som Ninjaman fik i julegave.
DSC_0063
Mellempigernes bedste gaver, var bløde badekåber, som de stort set har boet i siden de fik dem.

Jeg har flere gange taget mig selv i, at sidde og nulre næstyngstebarnets bløde badekåbeører, som om hun var en lille hund.
DSC_0061
Min bedste gave var enten denne her fantastiske, hjemmelavede keramikpingvin:
DSC_0068
Eller bogen:”lad ulvene komme”, som jeg slugte på en enkelt dag, mens jeg lyttede til børnenes leg.
DSC_0066
Så al min gruen for lang ferie blev totalt blæst væk, af gode svar, samtaler og stive damer, og tiden måtte sådan set godt stå stille her de sidste dage af året, hvor her er rart at være.

2015 har været en bitch af et år, og 2016 bliver nok også en del præget af sygdom og eftertanker – men nu er vi anderledes ladet op, og klar til at byde det velkommen alligevel.

Godt nytår til jer alle, og tusind tak fordi i læser med, kommenterer og giver god energi!
hverdag_full

12/21/15

Om kærestetid og sygdomscrap

Her i sygdomsboblen, har luften været lidt tung på det seneste, og de sidste tre uger har været dækket af en fesen sky af bekymringer.

Fysioterapeuten, der genoptræner min mand efter kræftoperationen, kunne ikke gennemskue hvad den voksende bule på skulderen var, eller forklare hvorfor han ikke kunne bruge armen rigtigt, så scanninger, undersøgelser og bekymringer åd December-dagene.

Svaret på undersøgelser var heldigvis ikke noget med mere kræft, men en, muligvis permanent, beskadiget skuldernerve, som følge af operation – hvilket er pisseuretfærdigt…

Et par af vores følsomme piger har periodisk reageret på den trykkede stemning, med festlige indslag i tråd med dette, og med mareridt og nattetrøst:
IMG_20151217_162001

Forrige uge var jeg ude at spise og drikke drinks med en veninde – første gang i de to en halv måned siden operationen at jeg var “rigtigt” ude, til noget der ikke var arbejdsrelateret – og det var helt utroligt dejligt at tale med et andet menneske i så lang tid, at samtalen bevægede sig ud over det obligatoriske med sygdom.

Det var det vi trængte til, Ninjaman og jeg,blev vi enige om: en aften væk fra bekymringer og pligter; unger og sygdom.

Min søster tilbød generøst at passe børneflok, og efter afkysning af yngel, tog vi spændte metroen ind til København – helt uvante med at være ude i den “virkelige” verden sammen.

“Jeg glæder mig bare til at dufte til brændte mandler og se på julelys!” sagde min beskedne mand, der dog fejlvurderede hvor ondt det gør at gå rundt, efter 74 dages sofaligning.

Heldigvis havde vi fået sponsoreret et ophold på det superhyggelige hotel Scandic Front, hvor vi fik det lækreste værelse, med udsigt over havnen, og efter en kort gåtur, hvor han så fik ondt i kroppen, og jeg blev ør i stress-knolden, spiste vi noget mad, og fortrak tilbage til hotellet, hvor vi brugte aftenen på at glo ud af vinduet, og tale så længe, at samtalen bevægede sig ud over al det med sygdom.
112120152068

Der er noget ganske særligt over at bo på hotel – også selv om det er i ens egen by – det føles som om man klemmer en hel ferie ned i et enkelt døgn, og man ser byen på en helt anden måde.

Nu endte vi så med mest at se byens lys fra et vindue, men det var stadig den fineste aften vi har haft sammen rigtigt, rigtigt længe – og at vågne op til fabelagtig morgenbuffet var bestemt heller ikke en dårlig oplevelse!

Vi fik opholdet på Scandic front sponsoreret i gave, men jeg kan helt ærligt anbefale stedet, som det hyggeligste københavnerhotel jeg kender, og en overnatning der igen til vores 15 års bryllupsdag står øverst på ønskelisten!

IMG_20151222_001703
Sådan her havde vi det begge to, efter et døgn væk fra sygdom – nu er vi klar til at kæmpe lidt videre!

I morgen har vi lidt mere hospital og prøvesvar, men forhåbentligt er svarene gode, så vi alle seks kan holde ferie sammen, producere julegaver, og lade julefreden falde over os.

Og helt off topic: jeg er ambassadør dor Røde kors indsamling til mindrebemidlede familiers jul, og man kan stadig bidrage til min indsamling lige HER.
Alle beløb hjælper!

12/3/15

Om forsinkede reaktioner

Da min mand for snart tre måneder siden fik sin kræftdiagnose, tog jeg skyklapperne på, og fokuserede på at gøre mit, for at få os allesammen igennem det her.

Vores piger skulle ikke udsættes for, både at have en syg, indlagt far, og en mor der sad og græd og var bange, så skyklapperne blev på.

Jeg har været tvunget til at være mere handlekraftig og praktisk i løbet af de her par mørke måneder, end jeg sammenlagt har været i resten af mit liv før det: har hentet og bragt; puttet og vækket; vasket og ordnet; trøstet, dag og (særligt meget) nat; læst journaler og råbt højt; superviseret sår og lektier; panikket over voksende gæld; handlet til hele ugen over nettet, i god tid – og endda panikkøbt alle julegaver allerede, af frygt for ikke at have tid senere.

Oveni har jeg også passet 40 timers arbejdsuge, hvilket har efterladt ganske få minutter til mig selv pr dag, og en følelse af konstant at være bagud.

Men nu lysner det endelig.

Sidste uge blev Ninjaman i stand til at køre bil, på kortere strækninger, og fejrede det ved at køre op og købe øreringe til mig, og bagefter hente mig fra arbejde; han knokler med genoptræning og bliver bedre for hver dag der går; han kan nu hjælpe med en del af logistiskken omkring børn; og lægerne er optimistiske omkring, at de tror han er kræftfri allerede nu.

Jeg burde jo være glad og lettet, men det er jeg ikke.

Det er som om, at for hver grund der har været til at trække vejret lidt lettere, er det blevet tungere…

Hele det her sygdomsforløb kom så pludseligt; som en snebold der kom rullende og slæbte os med ud over kanten, hvor vi ikke kunne gøre andet end at holde fast – og nu hvor den ligger stille, kan jeg pludselig mærke arrene og de blå mærker jeg fik, mens jeg stødte ind i buskene på vejen, og en forsinket skræk, over at vi overhovedet blev ramt.

Jeg vågner om natten, med panik i kroppen, og flashbacks til den frygtelige første uge efter operationen, og kan ikke sove mere.

Ligger i mørket og lytter til hans vejrtrækning, og er ved at kaste op af skræk, ved tanken om, at jeg ikke kan tage det for givet, at vi har hinanden altid – det er jo det der er mantraet, det der har holdt os oppe, når ting var svære:” i det mindste har vi hinanden”.

Jeg har ikke grædt særligt meget i løbet af det her, men de sidste uger har jeg tudet over alt, fra mistede nøgler til fyldte kalendere, og bliver svimmel og kortåndet når der er alt for mange mennesker i supermarkedet eller bussen.

Kombinationen søvnløshed, panik og tuderi, fik min læge til at insistere på noget sygemelding, så jeg har fået en kvart sygemelding, i form af fri hver tirsdag i december.

“Har du brugt din sygedag på noget godt?” spurgte min søde kollega mig i morges, og jeg vidste ikke hvad svaret var.
I virkeligheden havde jeg bare lavet det her:
DSC_0085
En hel dag, hvor jeg lå ved siden af min middagssovende mand og gloede op i skyerne, gennem vinduet, lige indtil børnene skulle hentes.

Så det er status lige nu, og grunden til at jeg kun blogger sporadisk for tiden: jeg forsøger, at lære mig selv at kigge mere på skyer – eller male skyer.

IMG_20151129_193841

11/13/15

Om gode ting at læse

Det allerbedste jeg har læst i lang tid, er denne fine seddel, som jeg fandt i går på rigshospitalet, en hilsen til et ukendt, sygt barn, hængt op i et legeområde:
IMG_20151112_164848
Jeg er vild med kombinationen hjertelighed/stavefejl (selv ordet “bedring” har fået sneget et ekstra, random h ind), og blev helt rørt af den.

Lige nu sidder jeg og venter på at Ninjaman bliver færdig med operation (han skal have transplanteret hud fra lår til skinneben, hvor såret desværre heler forkert), og den eneste bog jeg fik med mig i morgenens hektiske væk-påklæd-fodr-aflever-fire-unger-og-vær-på-hospital-klokken-tidligt, er en science fiction roman, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal synes om.
Der er lidt for meget krig og tjubang, og jeg savner en fornemmelse af hvem personerne i den er.

Til gengæld har jeg læst nogle andre gode bøger på det sidste, som jeg vil anbefale videre til jer:
101220151799
“Trange tider i Hope river” er efterfølgeren til “Jordemoderen i Hope river”, som jeg også var ret begejstret for, men bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Sygeplersken Becky Myers flytter til Hope river, sammen med sin katatoniske, tidligere arbejdsgiver, i 1934.
Depression, fattigdom, hårdt arbejde,fødsler og ulykker, venskab og kvindeskæbner.
Jeg synes Patricia Harmann skriver medrivende og underholdende, og jeg læste begge bøger imponerende hurtigt, og med stor iver.
Forlag Rosinante .

Min vurdering: 4/5

“Kvinden i toget” er en af de hurtigst sælgende thrillere i nyere tid, og jeg sagde nysgerrigt ja til at låne den af min moster, selv om jeg sjældent læser den slags.

Den er ret spændende, og fyldte mine søvnløse nætter mens min mand var indlagt, ud med helt andre tanker.

Bogen følger den alkoholiserede, nyligt fraskilte, kvinde Rachel, der hver dag kører med toget, og fantaserer om livet hos de mennesker hun ser fra vinduet.

En dag ser hun noget chokerende hos et par hun følger, og kort efter meldes kvinden forsvundet.
Rachel blander sig i efterforskningen, men hun er så ustabil, at man som læser skiftevis har ondt af hende og mistænker hende.
Kan anbefales, særligt til distraherende læsning i svære stunder!
Forlag Gyldendal, forfatter Paula Hawkins.

Min vurdering: 3/5

“Isla og jagten på lykken” er en ungdomsbog skrevet af Stephanie Perkins, der også har skrevet bl.a “Lola og det franske kys”, som jeg anbefalede i forsommeren..
Jeg ved ikke hvad det er præcist hun kan, hende Stephanie Perkins, men hun skaber sådan nogle søde karakterer, at selv en sur gammel halvkyniker som mig, der aldrig rigtigt har læst kærlighedsromaner, faktisk interesserer sig ægte for, om nogle teenagere får hinanden.
Jeg har foræret denne serie bøger til flere teenagere nu, som blev smaskbegejstrede, og jeg har lånt mine egne eksemplarer ud til mine jævnaldrende veninder, der måtte give mig ret i at de er ualmindeligt søde, de bøger.
Forlaget er Lindhardt og Ringhof.

Min vurdering: 4/5

“Furiously Happy” er en selvbiografi, skrevet af den fabelagtige Jenny Lawson, aka The bloggess.
Den, eller dens forgænger “lets pretend this never happened” er desværre ikle oversat til dansk endnu, men kan købes ret billigt på Amazon.
Hun skriver forrygende morsomt, uforudsigeligt og gakket, om tunge emner som angst, depression og socialfobi – og aparte emner, som udstoppede dyr med tøj på, og virkeligt random ting hun selv eller hendes familie har gjort.
Jeg er kæmpefan!

Min vurdering: 5/5

Nå – det var mine læseanbefalinger.
Kan i smide nogen i min retning? Trænger desperat til inspiration!

Link er affiliate.

11/5/15

Om sygdomsstatus og travlhed

Arh, men for pokker: hvor ER der bare seriøst få timer i døgnet for tiden!

At jeg de sidste par uger har formået at jonglere syg mand, fire unger, en 40 timers arbejdsuge, indkøb, aflevering, forældrekonsultationer, weekendkursus og al resten, uden at få et hysterisk anfald, skyldes udelukkende min nye bedsteven:
IMG_20151105_175600
Jeps. Det er et badekar.
Sådan et har jeg ønsket mig hele mit liv – og det er awesome!

Oprindeligt havde vi aftalt noget fornuftigt med et karbad om ugen pr mand, for ikke at få en uoverskuelig vandregning, men lige nu er jeg komplet ligeglad med om jeg bliver nødt til at sælge mine nyrer, eller køre nat-taxi for at få råd til vandmisbrug: det er det værd!

Følelsen af at synke ned i varmt vand, i et mørkt rum; helt ned, så vandet dækker ørerne også, og det eneste man kan høre, er sin egen vejrtrækning; og pulsen der bliver langsommere, for første gang hele dagen.
Jeg kan overskue meget mere, bare ved tanken om det; kan gå og glæde mig hele dagen til aftenbad; og – når der engang ikke kun står røde tal på kontoen – skal jeg storshoppe badesalt og al den slags!

Meeeen… Selv om jeg er meget glad for min nye porcelænsven, savner jeg efterhånden gevaldigt mine andre venner, og håber på snart at kunne forlade menageriet her hjemme et par timer, til fordel for rødvin og snak, om alt muligt andet end sygdom.

Udover luksusbaderi, har jeg ikke noget tid til overs, og får ikke skrevet meget.
Der ligger en stor stak blogindlægs-emner og rumsterer i et hjørne af min rodede hjerne: en hel masse boganbefalinger; to konkurrencer; noget om hvor de små børn kommer fra; noget føljeton og nogle stykker mere, som jeg håber på snart at få tid til at skrive ned, men ind til da kan i følge med på instagram – der ligger bl.a en fantastisk sjov film, af min næstældste, der får en stolpe i fjæset.
Den har jeg set mindst 20 gange, og grinet af hver gang.
(Kommer, som sagt, meget lidt ud…)
IMG_20151105_094541
…og dette er Jabba the Hut, med kaninører, som Ninjaman spottede inde ved rigshospitalet. Selv tak.

Jeg har, med smådårlig samvittighed, modtaget bekymrede mails fra flere af jer læsere, der ville høre om de lange mellemrum mellem blogindlæg, og nylige mangel på sygdomsopdatering, var tegn på dårlige nyheder.

Det er det ikke: det er tværtimod endelig begyndt at gå lidt fremad med Ninjaen, der nu kan gå forsigtigt rundt i huset med kun en enkelt krykke; kan spise blød mad; og er begyndt at tegne skitser til et maleri, som han vil male, så snart han bliver i stand til at sidde helt op.

Han får pip af at sidde alene hjemme ni timer om dagen og se tv, og vil derfor til at male igen – hvilket vores piger synes er totalt hyggeligt, for det plejer at være mig der gider sidde og dimse med krea-ting med dem, og de glæder sig til at kunne sidde og male med far også.

De penge i så sødt har samlet ind til ham, kommer til at dække en stor del af den gæld vi har fået samlet mens han var syg, men der bliver også rigeligt tilovers til maling, lærreder og is til unger.
Tak igen!

Og så den bedste nyhed: prøverne viser at kræften heldigvis ikke har bredt sig til lymferne, så han slipper for stråler!
Yay!!

10/20/15

Om postoperations-humor

Ninjaman er endelig kommet hjem fra hospitalet, hvilket hjælper en del på vores begge tos humør.

Han har stadig ondt i både mund, kæbe og det ben der er blevet brugt som reservedel til opbygning af ny kæbe – og han må hverken gå eller spise andet end suppe, så jeg har taget et par dage mere fri for at hjælpe ham – men det er rart at komme væk fra hospitalslivet, og pigerne er også vildt glade for at have ham hjemme.

De lokkede ham til at hjælpe med græskarhovedudskæring forleden, hvilket han gik til med stor iver, og en bemærkning om at det var fedt, ikke at være den eneste i huset der var blevet snittet i ansigtet.
image

Så alt i alt går det fremad.
Vi mangler bare, at lægerne kan bekræfte at operationen fjernede alle spor af kræft, og så må de næste 4-5 måneder gerne gå hurtigt, med heling og de sidste par småoperationer.

Skulle jeg brokke mig over noget, er det hans morbide postoperations-humor, der er skyld i, at jeg konstant har denne her sang på hjernen.

Ja, operationen har gjort ham følelsesløs i halvdelen af ansigtet, men ER det seriøst nødvendigt at han konstant synger:” I can’t feel my face when I’m with you”, hver gang jeg kommer ind i rummet?

10/9/15

Om taknemmelighed

Det er mærkeligt hvordan sygdom, som intet andet, formår at lave et sort hul midt i hverdagen, der suger alting ind.

Jeg kan hverken huske hvordan det er, at føre en samtale eller skrive et blogindlæg der ikke involverer sygdom; eller forestille mig hvordan det der med at gå på arbejde, skal kunne passes ind igen, om halvanden uge.

Sygdom fylder de pladser, hvor der før var plads til alt muligt andet.

Vi er blevet kylet rundt de sidste par måneder, men lige nu befinder vi os midt i orkanens øje, hvor der er helt stille, og det bare handler om at lade tid passere.
Ninjaman skal hele, i ansigt, mund og ben, og jeg skal balancere min tid mellem ham på hospital, og pigerne der hjemme.

Her på tiende etage, klokken 05, er det halvsovende Østerbros nattelys bredt ud under os.
IMG_20151008_221233

Han sover, og det eneste jeg kan høre, er drop der drypper ting ind i ham eller ud ad ham.
Jeg har fået min egen seng ved siden af hans, og har sovet her i nat (eller ihverfald forsøgt på at sove.)

Vi talte tidligere, om at udsigten mindede om dengang vi blev gift, og vi brugte en nat på at glo ud over byens lys fra et hotelvindue.
Bortset fra, at denne gang er Ninjamans kind, det eneste der ser højgravid ud, og fremmede mennesker kommer ind en gang i timen og prikker på den – da vi blev gift var det mig der var højgravid, og vi slap for prikkeri.

Han har ondt og sover meget, men de siger at han heler som han skal.

Pigerne har storproduceret kunst til hans vægge, som jeg havde hængt op på stuen, mens han lå på intensiv i går:
IMG_20151008_124142
Jeg kan ikke sove mere, og kom til at tænke på, hvor taknemmelig jeg er.

Taknemmelig for at min søster sover hos mine børn, så jeg kan være her – og for at hun har forkælet dem helt vildt de sidste dage.

Taknemmelig for alle de mennesker vi har omkring os, der holder kontakt og sender tanker: familie og venner der henter børn og tilbyder efterårsferie-underholdning eller husly; mit arbejde der sender take away og blomster; børnenes klassekammerater der køber deres yndlingschips og skriver kort; alle de mennesker der smser jævnligt.

Bliver rørt over dem der sender de rørende, søde beskeder – men i lige så høj grad de få der sender de skæve, sære beskeder, der hiver os lidt ud af al denne sygdomsalvor.

Dem der sender mig distraherende fotos, af skeløjede katte eller egne kropsdele.

Min fætter der smsede Ninjaman, og tilbød at komme forbi med spareribs og flæskesvær, fik ham til at fnise så meget, at han måtte bede om ekstra morfin.

Min veninde, der cyklede ud på hospitalet hvor jeg ventede nervøst på at de vil vække ham fra koma, fyldte mig med kaffe og særdeles upassende koma-jokes, der rustede mig til at sidde hele dagen på intensiv bagefter.

Ninjaman selv, der så sit arrede, hævede ansigt for første gang, og konstaterede at han lignede Schmidt fra “New girl”, i den tykke periode.
new-girl-fat-schmidt-01
Jeg blev også rørt og taknemmelig over alle de søde kommentarer jeg har fået på blog, mail og facebook fra jer der læser med her – og selv om jeg først syntes det var meget grænseoverskridende med Annas søde indsamlingsinitiativ, så er jeg meget overvældet og taknemmelig – og min Ninja blev oprigtigt glad da jeg viste ham den. Tak!

Det her indlæg tog mig to timer at skrive – så det er formentlig ikke muligt at runde af med en god pointe.

Jeg kommer også til at blogge om andre ting end sygdom. Det lover jeg – både til de (to) der har mailet, at de ikke gider læse blog mere fordi jeg er deprimerende at høre på – men også til mig selv.
Trænger selv til at tænke på noget andet, men lige nu er vi altså her, i sygdomsboblen, og der er indlæg blå, og indimellem uden afrundende pointe.

Min fem årige har tegnet en tegning til sin fars hospitalsvæg – af et glad hjerte og en tappert smilende tåre, der holder i hånden.
Jeg tror det beskriver det hele overraskende godt lige nu:
DSC_0112

10/6/15

Om at spise – og rigtigt meget om sygdom

Engang havde jeg en lang samtale med nogle venner, om hvor smart det kunne være, hvis man kunne gøre ting på forhånd: sætte sig på toilettet i fire timer i træk dagen inden man skulle på Roskilde festival, og derved helt spare toiletbesøg på hele festivalen – eller sove en hel uge, hvor man alligevel var sløj, og så have 54 timers vågenhed til gode, man kunne bruge på et sjovere tidspunkt.

De sidste par uger har vi spist forud.
Drænet vores opsparing, og spenderet den på lige det vi – og særligt min Ninjaman – har haft lyst til.
Spist og spist, som forsøg på at tænke på noget andet.

Den dag lægerne på Rigshospitalet sagde at de troede det kunne være kræft han havde i kæben, gik vi på cafe’ og spiste burgere.

Den dag de sagde at det var kræft – fibrosarkom – og at hans halve underkæbe skulle amputeres og erstattes med stål, skinnebensknogle og væv, spiste vi bøffer.

Om aftenen lavede vi brunch til aftensmad, til børnenes udelte glæde, og fortate dem det bagefter. Vi spiste is, mens vi trøstede dem…

Weekenden efter spiste vi kyllingespyd over bål, og hjemmelavede tærter i en skov, til familiefest.

Min moster inviterede på running sushi dagen inden vi skulle til møde og aftale tid til operation – og vi 7 mennesker delte imponerende 102 tallerkener sushi.

Den dag vi fik dato på operation, spiste vi bøffer igen.

I weekenden har vi lavet livretter: tarteletter med høns i asparges, og bøffer (aner man et mønster?) med bearnaise.
IMG_20151006_122106
I går var Ninjaman og jeg på hospitalet hele dagen, hvor han var til røntgen, fotos, blodprøver og et hav af samtaler med en masse forskellige mennesker.
Han fik tildelt en seng ved vinduet, med udsigt til pik-legepladsen.
IMG_20151005_204559
Pigerne var blevet hentet af familie, der lovede at fodre dem af, så vi gik på indisk restaurant, hvor vi vendte dagens mange samtaler, og informationer om risici og gener ved operation – og skiftevis lavede morbide jokes om seje wrestler-navne han kunne få, med ny stålkæbe, og smågræd ned i vores butterchicken…
Det sidste rigtige måltid mad han kommer til at spise, i månedsvis – og så sad vi der og oversaltede den med tårer.

Vi kyssede farvel foran rigshospitalet. Mange gange.

Han skulle op og tage hospitalstøj på, og jeg skulle hjem og putte vores piger, der havde sms’et mig bekymret en milliard gange, og gerne ville have mig hjem.
Jeg havde lige meget lyst til at være begge steder…

Jeg måtte holde bilen ind til siden et sted på Frederiksberg, og tude færdig.

Kom hjem, puttede børn, talte med min fætter, kollapsede i en bunke børn, der alle fire lå i min seng, eller på madras op af.

Skrev godnat med min Ninja.
Skrev godmorgen da vi vågnede, inden de kørte ham på operationsgangen.

De opererer på ham endnu, og er først færdig i aften.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv.
Har ikke lyst til at se nogen mennesker.
Tog ud på hospitalet og gik rundt.
Tog hjem igen og tog et langt bad.
Henter børn om lidt.

Alt det som mad har fyldt den sidste tid – med præ-operations opfedning og “lad-os-bare-du-kommer-ikke-til-at-spise-længe”-undskyldninger – og i dag har jeg ikke haft lyst til andet, end en håndfuld slik jeg har stjålet fra mine børn.
De burde lære at gemme den slags bedre…